Green Tangerine, Creepy Zone eller Græskar Galore...

Susan bor i nærheden af en helt igennem fantastisk scrapbutik: Green Tangerine, hvor vi var skrevet op til at deltage i et kursus under kyndig ledelse af Melody Langworthy, som tilsyneladende er noget ved musikken i vores "branche". Kurset var et relativt stort minialbum med temaet 31 days of Christmas. Klasseværelset var lyst og fint indrettet med stålborde og kæmpestore kontorstole, så der var rigeligt plads til både Susan, min og Twinkle, som naturligvis er med i USA:


Melody Langworthy havde designet et album, som virkelig ikke kunne laves færdigt på de 2½ time, der var afsat til kurset. Hun underviste i 3 timer, og det blev vi ikke mere færdige af. Der skulle stemples en forfærdelig masse, og der var ikke rigtig tid til at tænke over den kunstneriske side af projektet. Undervejs besluttede jeg mig for ikke at pynte albummet, men kun fokusere på de basale dele. Så kan jeg altid gøre albummet færdigt senere, når jeg har tid og ro til at skabe noget, jeg vil sætte pris på. Men grundlaget findes nu, og godt begyndt er trods alt halvt fuldendt.

Jeps, det her er et billede af Melody Langworthy, mens hun gennemgik en del af kurset:

Og når jeg skriver, at Green Tangerine er en fantastisk scrapbutik, så mener jeg det. Butikken er indrettet stramt, elegant og gennemført. De har dedikerede klasseværelser: to til almindeligt scrap og et til digital scrapbooking. Meget professionelt og super lækkert. En forretning jeg bestemt ikke ville have noget imod at bo i nærheden af. (Og ja, jeg var naturligvis nødt til at handle lidt, når nu jeg havde alle disse muligheder lige foran mig).


Vi kørte forbi ToGo's på vej hjem fra kurset. Vi blev betjent af den nye dreng bag disken, og han var rimeligt stresset og ikke ret hurtig. Men vi fik vores salater og sandwiches, som faktisk ikke var så ringe endda.

Eftermiddagens program bestod af et besøg på den lokale privatskoles efterårsmarked og en tur til pumpkin patchen. På efterårsmarkedet fik jeg mulighed for at prøve en såkaldt "cake walk", som basalt set er stopdans, hvor man går rundt i en cirkel med numre. Når musikken stopper, trækkes der et nummer, og hvis man står på det nummer, vinder man en kage. Inden vi gik ind for at "cake-walke", sagde Susan, at hun aldrig vandt noget, når hun deltog i "cake walks". Fint nok. Vi gik en runde, og kvinden ved siden af mig vandt. Vi fik en bonusrunde, og sørme om ikke Susan vandt. Hun valgte en brownie med alt muligt sært ovenpå: chex mix, peanuts, candy corn og skumfiduser (amerikanerne har sjove idéer, når det kommer til desserter og kager):

Fra vores opsigtvækkende "cake walk" bevægede vi os til markedets Haunted House, eller Creepy Zone. Ja, jeg er en tøsedreng og bliver nemt skræmt, men et hjemsøgt hus hører med til Halloween-løjerne, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Og der var en del mindre børn, der gik ind og ud af det hjemsøgte hus, så jeg tænkte, at jeg nok kunne klare det. Det kunne jeg også, men både Susan og jeg nåede at blive småparanoide og lettere skræmte af at stå i "venteværelset". Vi blev ført ind i et mørkt rum med spøgelser i krogene og dyster musik. Det var egentlig fint nok til at starte med, men efter 5 minutter begyndte det faktisk at blive lidt intimiderende. Samtidig lykkedes det os at bilde os selv og hinanden ind, at der pludselig ville ske et eller andet. Det gjorde der nu ikke, og resten af turen gennem huset var fin; det var fint lavet med forskellige deltagere, der sprang rundt om hjørner og forskrækkede os. Ikke noget at blive rigtig bange for, og jeg kan nu sige, at jeg har overlevet at gå gennem et Haunted House. Og nej, det var ikke en mulighed at tage billeder af oplevelsen, for der var bælgmørkt inde i huset og udenpå kunne man ikke rigtig se noget særligt.

Vi sluttede markedsoplevelserne af med at spise en saltstang; men ikke bare en hvilken som helst saltstang. Nixen - en saltstang der (i mit tilfælde) var overtrukket med meget sød glasur. Jeg stillede op til fotografering, tog et par bidder og måtte give op. Saltstang med sukker er bare ikke lige mig:

Fra markedet kørte vi til pumpkin patchen, hvor vi trissede rundt og nød vejret, inden vi købte billetter til at gå igennem majslabyrinten. Måske kaldte de det en "maze" for ordspillet med "maize" skyld, for der var ikke tale om en labyrint men snarere end sti gennem majsene. Der duftede skønt af friske majs, og udsynet til den blå himmel gennem toppene af majsene var fint:


Græskarene lå ikke på de marker, hvor de havde groet, men rimeligt tæt på. De var sorteret i store og små græskar, og da vores plan er at lave græskarlamper, var vi nødt til at købe store græskar. Jeg valgte et ret rundt, fladt græskar som havde en meget lys orange farve, mens Susans græskar var lidt højere og havde en varmere orange farve:

Måtte selvfølgelig have et gruppebillede af familien Berg og et af græskarene:


Det var Jeffs fødselsdag, så vi skulle ud og spise BBQ. Vi spiste på et lille sted, som virkelig havde lækre ribs. De var røgede og meget møre. Vi fik dem med corn bread, beans og cole slaw. Corn bread er ret sødt, så jeg spiste kun lidt af det. Jeff måtte stille op til fotografering:


Jeg er så vældigt begejstret, for jeg fandt TO (siger og skriver TO) nye "vaske-hænder-skilte" i går (det ene der hvor vi spiste aftensmad, det andet i en butik):


Aftenens sidste punkt var at gøre klar til vores minijulemorgen. Drengene vidste ikke noget om, hvad der skulle ske, så vi måtte vente til efter de begge var gået i seng. Susan havde et cirka 1 meter højt, fake juletræ, som vi fandt frem og foldede ud. Jeg har aldrig tidligere rørt ved et fake juletræ, og det bliver aldrig et alternativ for mig, men det var perfekt til vores "lillejuleaften". Vi hang drengenes strømper op over juletræet, pyntede det med farvede lys og nogle forskellige pingvinophæng. Træet var tændt hele natten, så jeg kunne nyde farverne, skulle jeg vågne undervejs: