Første indlæg i Danmark...

og om nogle få timer er jeg i Sverige!

Min tur hjem fra USA gik smertefrit, ikke mere ventetid end den beregnede, og der var god plads på begge flyene, så det var nemt og uproblematisk at krydse Atlanten i går. Det eneste komplicerede er det med tidsrejser... Det er noget underligt noget at krydse tidszoner, og det har jeg gjort en del de sidste uger.

Efter frokost sætter vi næsen mod Glasriket og en week-end sammen med Christian, Heidi, Bertram, Esben og Sus. Det bliver helt sikkert en dejlig week-end i godt selskab.

Sidste indlæg fra USA

Det er onsdag eftermiddag, klokken er 15.54, det er gråt og koldt udenfor, og det er min allersidste dag i USA i denne omgang. Jackie og jeg har været i butikken hele dagen, jeg har live-shoppet med Louise, kigget lidt på nye varer og ellers tøffet rundt. I dag er jeg klar! Jeg vil gerne hjem nu, og mit fly letter ikke før 22.55 i aften.

Tidspunktet er både godt og skidt: det er skidt at skulle rejse så sent, fordi jeg har ventet hele dagen. Det er godt, fordi jeg forhåbentlig er træt og kan sove en del af de 7½ time til London. Jeg ved godt, at jeg ikke burde sove, fordi det er forkert i forhold til dansk tid, og dermed skidt i forhold til at få styr på jetlag'en. Men jeg kan nok ikke undgå at falde i søvn, og jeg må indrømme, at tanken om at sove en del af vejen tiltaler mig. På den måde synes tiden formentlig ikke så lang.

Jeg har lige slået udvalget af film ombord på flyet op, og såvidt jeg kan se, kan jeg vælge mellem disse film: Transformers, The Contract, The TV set, Mr. Brooks, Hot Rod, Harry Potter 5 og Clubland. Vi får se, hvad der inspirere mig, når jeg først sidder i flyet.

Jeg har nydt at have jer med på rejsen, og jeg glæder mig til at snakke om mine oplevelser med jer i levende live inden alt for længe.

Næste stop Danmark!

Regnvejr og rigdom...

Min næste sidste dag i USA i denne opgang; jeg forstår ikke rigtigt, at der allerede er gået næsten 1 måned, siden jeg tog hjemmefra. Men det er der, og onsdag er hjemrejsedag. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glæder mig til at komme hjem. Jeg har haft en virkelig spændende rejse, men også en rejse, hvor jeg har boet hos andre mennesker, spist anderledes end jeg normalt ville, været på hele tiden på et fremmedsprog og ikke mindst været væk fra Kristian, min familie og mine venner. Det er udfordrende, spændende, interessant, fantastisk og opslidende at være alene så længe, og nu længes jeg efter hjemme.

Tirsdag formiddag udspillede sig nogenlunde som mandag formiddag, bortset fra at vi tog tidligere i butikken, hvor jeg shoppede lidt for mig selv og lidt for Louise, mens Thad og Jackie arbejdede. Omkring klokken 13.30 kørte vi mod The Edsel & Eleanor Ford House, som ligger ved bredden af Lake St. Clair godt en times kørsel fra Lifetime Moments' hovedkvarter. Det var ikke spændende vejr, men det var alligevel en fin tur. The Ford House ligger bedårende på et kæmpe stykke land beplantet i sin tid af Jens Jensen en dansk havearkitekt, som familien Ford hyrede til at lave deres have. Huset er i engelsk stil med smukke stentage, interiøret er hentet på engelske manor houses og kunsten på væggen er toppen af den europæiske kunst: van Gogh, Fra Angelico, Degas, Renoir, Holbein etc. Huset er opført fra 1926-29, og det er umuligt at forestille sig den rigdom, familien må have haft, når de havde råd til at opføre et hus af denne kaliber og flytte ind i det i krise- og krakåret 1929.

Der var stort set ingen gæster udover os, så vi tre fik en privat rundvisning i huset. Det står som da Eleanor Ford døde og forærede huset til staten. Imponerende og interessant - og måske lidt uventet meget elegant med omtanke for detajler og design. Vi måtte desværre ikke tage billeder indendøre... Jeg ville ellers gerne have haft et billede af blomsterværkstedet, sølvbordpladerne i køkkenet og alle de smukke møbler og kunstgenstande.

På meget amerikansk og velhaverisk maner blev vi hentet af en shuttle, som kørte os i tørvejr fra hovedhuset til The South Cottage, datterens legehus og garagen. Jeg kan nok ikke sige mig fri for at have været mest fascineret af datterens legehus. Hun fik det af sin farmor i 1930 til sin 7 års fødselsdag, og det er et fuldt funktionsdygtigt hus opført i 2/3-skala. Køkken, wc, radiatorer mm - alting virkede den gang. Josephine Ford, som datteren hed, blev undervist i husførelse, etikette, fremmedsprog mm i sit eget lille hus. Det eneste hun ikke fik lov til, var at være der alene samt overnatte; formentlig stærkt tilskyndet af Lindbergh-kidnapningen.

Jeg nød vores ekskursion til the Ford House, og jeg nød efterårsfarverne i parken omkring det store hus. Og jeg fik set sorte egern, hvilket jeg ikke tror, jeg har set før. De er nøjagtigt samme størrelse som vores røde, men de er så bare sorte (jeg ved godt, at den lille fyr i træet er svær at få øje på, men han er der altså):

På vej hjem fra vores udflugt spiste vi middag på California Pizza Kitchen, hvilket var en fin oplevelse. Pizzaerne var interessante og ikke bare en pepperonipizza med masser af ost. Min var derimod med aubergine, peberfrugt og gedeost - en meget delikat sag. Endelig bød restauranten også på, hvad jeg forestiller mig bliver turens sidste, et "vaske-hænder-skilt":

Vi slog også et slag forbi Target, så jeg kunne købe mig en større carry-on taske, så jeg kan få flere af mine papirer med hjem i ét hug. Resten af aftenen stod på internet og pakning for mit vedkommende.

Mandag i Michigan

Mandag efter en week-end fyldt med begivenheder og sjov... Mandag i Michigan... Mandag hos Jackie og Thad... Mandag som er Thads fødselsdag...Formiddagen bød på stille internet-surfing hjemme hos Jackie og Thad, hvorefter vi kørte i butikken. Jeg fik pakket og sendt en del ting hjem; jeg har fået så mange gaver, mens jeg har været herover, at jeg vitterligt har måttet opgive at pakke det hele i mine kufferter - for slet ikke at tale om alle de ting, jeg har købt. Det er godt dollaren er svag for tiden. Vi spiste en hurtig frokost, og så kørte vi af sted mod "the East side", som er den mindre pæne side af Detroit, hvor der var et nyt shoppingcenter, vi skulle se: Partridge Creek eller som Thad døbte det: Pigeon Crossing. Området er udendørs, hvilket ikke er super i en stat, der har vejr, der minder om det danske. Det regnede og blæste da også, så vi shoppede vældig hurtigt.

Fra Partridge Creek kørte vi ud for at se en af Michigans store søer, Lake St. Clair. Lad os bare sige, at det er en stor sø - og det er en af de mindste af de store søer! Wow! Man kan faktisk ikek se til den anden side af søen, men "kun" til horisonten. Selvom vejret var trist og gråt, var det en storslået oplevelse af stå ved bredden af en sø, der ligner Øresund mere end Furesøen.

Vi kørte gennem mørket tilbage for at hente Vern, hvorefter vi tog ud og spiste på en irsk pub, hvor vi også spiste i foråret. Det var som nævnt Thads følis, så han havde valgt spisestedet. Vi fik alle fire rygende varm Shepard's Pie, hvilket var det perfekte valg efter en kold tur ved søen.

Crop of a Lifetime

At gengive begivenhederne på dette års LM crop er nok ikke muligt... Men det har været en super god week-end med intriger, masser af latter, lidt scrap og en helt masse hyggelige og interessante samtaler.

Jeg sad ved bord sammen med Jackie, Kate, Jen, Vern, Deb, Laurie, Susan, Peggy og Stephanie (jeg ved godt, at det ikke siger jer ret meget). Det var et rigtig hyggeligt bord, og vi min ende af bordet grinede og snakkede meget.

At have næsten 60 pyjamasklædte scrappere i ét lokale er en interessant cocktail, men bestemt ikke en, jeg ikke gerne ville være en del af en anden gang. Jeg snakkede ikke med alle, men med rigtigt mange, og jeg prøvede at sidde forskellige steder ved hvert måltid, så jeg fik snakket med så mange som muligt. Det er trods alt sjældent, jeg kan snakke med folk ansigt til ansigt.

Min secret sister Debbi var så sød og behagelig at snakke med. Jeg nød virkelig at tale med hende i levende live og ikke kun via nettet. Hun og mange andre inviterede mig til at komme og besøge dem næste gang, jeg finder på at skulle til USA. Det er jo en positiv oplevelse, at folk tilsyneladende synes, det er sjovt med det internationale islæt ;o)

Der blev taget en masse billeder ved croppen, men jeg lod mit kamera ligge i tasken og koncentrerede mig om at snakke og hygge mig, så I må vente med at se billeder, til Jackie har samlet alle billederne og lagt dem op på nettet. Gayle har allerede scrappet et digitalt layout med billedet af os alle sammen i vores pyjamaser, og det kan I se på Lifetime: her!

Happy Halloween

Onsdag den 31. oktober - det er Halloween, og jeg er i USA!

Jeg havde virkelig set frem til Halloween-oplevelsen, så denne dag var længe ventet. Susan og jeg havde en del planer på dagen: vi skulle gøre klar til skræmmende middag, gøre klar til trick or treating, aflevere morgenmad og kaffe til Michelle på hendes arbejde, være frivillige medhjælpere ved en Fall Festival på Ryans skole, lave skræmmende middag, pakke til croppen, spise skræmmende middag, gå med drengene ud og trick og treate og være hjemme og uddele slik.

Vi havde nogle forskellige ærinder, som vi nåede at løbe, inden vi tog forbi Michelles arbejde med Starbuckskaffe og Panera-bagels. Hun blev glædeligt overrasket, så det var en succes. Herfra kørte vi til Ryans skole, hvor vi hjalp til med at sætte op til 6. klasses efterårsfest (som på grund af politisk korrekthed ikke måtte kaldes en Halloween-fest). Susan og jeg meldte os til at lave "fall lumininaries" med børnene; de bestod i akvarelpapir malet og stemplet, limet og klipset sammen til små lamper. Det lød jo rimeligt enkelt... Det var det bare ikke! Det endte med, at vi var fem "forældre", der knoklede med den opgave, så vi har lært, at Susan ikke skal være at lave arts and crafts næste gang. Jeg skulle have taget billeder løbende, men endte med at sidde på gulvet og lime lamper i 1½ time. Heldigvis fik jeg ikke maling alle vegne til trods for at ungerne ikke rigtig forstod beskeden om ikke at komme for meget maling på deres lamper.

Udover lamperne var der fem andre "poster": dekorering af sukkerkager, lav en popkornhårn, fugleskræmselsstafet, hoppeboldeløb og Mummy Wrap. Det sidste bestod i at ungerne skulle rulle hinanden ind i toiletpapir på tid:


Jeg tror, ungerne havde en dejlig ikke-Halloweenfest, så det var alt sammen, som det skulle være. Efter arrangementet kørte Susan og jeg forbi Susans kiropraktor, og mens Susan fik rettet ryggen, blev jeg ude i det skønneste vejr. 20C klokken 15, blå himmel og en lun brise. Det var fantastisk:


Jeg fandt ikke noget nyt "vaske-hænder-skilt", men jeg fandt et andet godt skilt, som jeg aldrig kunne forestille mig at se i Danmark, men som på sin vis er meget symptomatisk for den udvikling, USA tilsyneladende er ved at gennemgå:

Vel hjemme igen pakkede Susan kufferter, drengene lavede lektier, og jeg opdaterede vist nok min blog. Vores skræmmende middag blev hovedløs kylling i egne indvolde, dampede heksefingre med negle og endelig biller:


Vi havde dækket op med dødningehovedservietter og onde krus, og vi havde en hyggelig skræmmende middag:


Det var mørkt allerede da vi satte os til at spise, så efter middagen skyndte drengene sig i deres kostymer: Ryan var Voldemort med pokerkuffert, mens David var Harry Potter inklusiv lyn i panden. Drengene havde så travlt med at komme ud og trick og treate, at det ikke var til at få gode billeder af dem i deres kostymer:

Jeg var med ude og trick og treate i første omgang, og det var da meget hyggeligt, men desværre også ret forjaget. Og der var meget få børn på gaderne. Dem, der var hjemme for at dele slik ud, var tilgengæld generøse, så drengene kom i første omgang hjem med alt det her slik:

Efter at have været med ude og ringe på dørene blev jeg hjemme og tog billeder af vores oplyste græskar og dele slik ud til de desværre få grupper af børn, der kom til døren for at få slik. Dem, der rent faktisk kom, fik en fin treat: mini MMs og popcorn:


Mit livs første Halloween var en god oplevelse, men jeg ville ønske, at der havde været flere børn ude og trick og treate. Og det havde været fedt, hvis der havde været mere ro på projektet.

Endnu en rejsedag

Torsdag den 1. november og foran os ventede to flyture, som tilsammen udgjorde fem timers flyvning. Susan vækkede mig klokken 3.20, så vi kunne nå forbi Starbucks på vej til lufthavnen. Vi var ude af huset omkring klokken 4.00, og vi kørte igennem en drive-by Starbucks, fik lidt koffein og var på vej til lufthavnen.

Når amerikanske flyselskaber siger, at kufferterne må veje 50lbs, så mener de det! Min ene kuffert vejede 47lbs, den anden 51lbs. Ja, okay tænkte jeg. Det går vel nok. Men nix: jeg måtte pænt flytte 1lbs fra den ene kuffert til den anden. Det er godt nok meget besvær for meget lidt, men vi havde god tid, så jeg flyttede 2 sko (nej, ikke et par for det var to forskellige sko), og så fik jeg lov til at checke in.

Begge vores flyture var ret begivenhedsløse (er det et ord?), og det anser jeg stadig for at være en god ting. Susan og jeg hentede vores lejebil, kørte tilbage til lufthavnen, hentede Norri, kørte tilbage til biludlejningen og fik Norri skrevet på kontrakten, og så kørte vi endelig til hotellet.

Vi var naturligvis langt fra de første, der ankom til hotellet, så der var fyldt med kvinder i lobbyen. Det var overvældende, men sjovt at møde dem alle sammen. Norri og jeg deler et værelse med to queen size senge, så der er rigeligt plads til os begge to.

Susan, Peggy, Stephanie og jeg spiste middag på Carabba's, som er en amerikansk udgave af en italiensk restaurant. Maden var udmærket, og selskabet var super. Jeg må indrømme, at det passede mig godt at starte med et lille selskab i stedet for at spise med 25 andre. Det er lidt nemmere at bevare overblikket, når der kun er tre andre.

Fra restauranten kørte vi til Lifetime, hvor der var åbent hus med dessertbuffet. Jeg fik udleveret min alt for velvoksne samling af ordre... Jeg chit-chattede med en del af de andre og forsøgte at få styr på hvilke ordre, der kunne sendes hjem allerede. Det havde formentlig været smartere at få sendt en del af ordrene hjem i stedet for at have dem siddende her. Jeg er blevet klog af skade, vil jeg tro.

Jeg fik et lift med Stephanie tilbage til hotellet. Norri kom kort tid efter, og vi gik i seng, sludrede lidt og faldt så i søvn. Og med det havde jeg indhentet tre af de ni (otte) timers tidsforskel.

Mit første udhulede græskar

Susan havde en plan, en hemlig plan, for tirsdag: vi skulle i Sacramento Zoo og se fire pingviner, som var på retreat fra San Fransisco Zoo. Som banneret siger: They are here! They are hot!

Der er normalt ikke pingviner i Sacramento Zoo, så vi måtte naturligvis besøge dem, mens de var der. Der skulle have været en "penguin talk" klokken 9.30, så vi var tidligt oppe og ude af røret for at nå at høre, hvad pingvinerne eller deres mennesker havde at berette. Desværre var der slet ikke nogen "penguin talk", så vi gik i stedet på besøg i resten af Sactos ikke ret store zoologiske have. Vi var så heldige, at giraffen lavede en lille opvisning, så vi fik set ham fra flere vinkler:

Den ene af de røde pandaer lavede et også velvilligt stykke modelarbejde for os, så vi rigtigt fik set dens store bløde hale og nuttede ansigt - den anden røde panda sov:


Ja, der var så også fjogede dyr i zoo, og Susan mente bestemt, at jeg måtte foreviges som safariturist med alt for stort hoved...


Efter vores korte visit i zoo kørte vi ud og ordnede nogle forskellige ærinder som at købe slik til Susans secret sister, vi forsøgte at købe pink bagels, vi handlede ekstra Jelly Bellies og så videre.

Eftermiddagens højdepunkt var, at vi skulle udhule de græskar vi havde handlet på pumpkin patchen. Det var mit første udhulede græskar, så jeg havde faktisk glædet mig meget. Og jeg blev bestemt ikke skuffet!

Processen er som følger: vælg og køb dit græskar - gerne på en lokal pumpkin patch, så du kan få en god dag ud af det også. Her er familien Berg + Mallings græskar 2007:

Skær toppen af græskaret løs; vær forsigtig og lad eventuelt en moden person udfører denne del af eksperimentet:


Fjern alle kerner og nams fra græskaret og fjern en del af kødet på den side, hvor du vil skære dit motiv. Siden skal være relativt tynd, så du nemt kan skære det ønskede motiv, men ikke så tynd, at den nemt går i stykker:


Vælg dit motiv og følg instruktionerne, hvis der er sådanne:


Monter motivet på græskaret og prik huller langs kanterne på dit motiv:


Når du har prikket langs alle kanter, fjern skabelonen, så du nu blot har den prikkede version på dit græskar:


Begynd så forsigtigt at skære langs med prikkerne for at fjerne skind og kød fra de dele af græskaret, der ikke skal være der længere:

Fortsæt efter samme mønster indtil hele motivet er skåret ud, så du kun har dit fine motiv tilbage. Egentlig ganske enkelt og meget effektfuldt. Her ses Ryans, Susans og endelig mit græskar. Vi tændte ikke David og Jeffs før Halloween:



I ramme alvor så var udhuling af græskar super skægt, og jeg besluttede, at jeg måtte have et græskarudskæringssæt med hjem, så jeg kan udhule flere græskar i fremtiden.

B-dag

Noget af det, der har været planlagt, siden Susan og jeg først begyndte at snakke om mit besøg, var en udflugt til Jelly Belly fabrikken. Og mandag var så dagen for farverige bønner en masse. Der er cirka en times kørsel fra Susans hjem til fabrikken, men vi slog først et smut omkring Panera Bread, så vi kunne få noget morgenmad. Oktober er Breast Cancer Awareness Month, og i den anledning har Panera Bread lavet en "pink" bagel med tørrede kirsebær og tranebær formet som en sløjfe. Sådan én måtte vi selvfølgelig smage. Og lad os bare sige, at den var super lækker:

Vi kom på vores tour af Jelly Belly fabrikken, hvor vi så, hvordan bønnerne blev lavet. Det er et sindrigt system men metervis af samlebånd, højteknologiske robotter og en forfærdelig masse sukker. Fabrikkens tema er meget gennemført med masser af primærfarver, bønner og mosaikker, der er lavet af tusindvis af bønner, som den primære dekoration på væggene. Jeg tog billeder af nogle af dem, og måtte have et billede af mosaikken af min gode ven Benjamin Franklin:




Susan mente, at jeg skulle have et tomt gavekort til min scrapside fra fabrikken, så derfor ville hun købe et til mig. Det var tydeligvis ikke noget nemt ønske: de to damer, der oprindeligt ekspederede os, anede ikke hvordan man aktiverede et gavekort, så der måtte tilkaldes en manager. Resultatet blev, at tre kvinder stod samlet om kasserapparatetet for at få fut i et $5 gavekort. Det nemmeste havde været, at vi bare fik et tomt kort, men det kunne virkelig ikke lade sig gøre. Og alligevel endte det med, at jeg fik og brugte et gavekort OG Susan fik et tomt gavekort. Much Ado About Nothing...


Vi måtte på fotosafari på fabrikkens område, og vi overtalte et sæt venlige ældre kvinder til at tage et billede af os foran den gigantiske Jelly Belly foran fabrikken:


På vej ud af parkeringspladsen opdagede vi det her skilt, og det viser da i det mindste, at de har humor hos Jelly Belly:


Videre til downtown Sacramento, hvor vi spiste frokost på Hardrock Sacramento. Maden på Hardrock er den samme over hele verden, men det er nu alligevel en meget fin oplevelse at sidde blandt alle rock memorabiliaerne, mens man spiser. Vores tjener, John, var meget beleven og imødekommende; jeg oplever gang på gang, at service er noget helt andet i USA end i Danmark. Jeg ved ikke, om jeg bedst kan lide den danske eller den amerikanske tilgangsvinkel, men jeg kan bestemt mærke forskellen.


Jeps, et "vaske-hænder-skilt" fra Hardrock:


Kort tid inden vi skulle ud og spise middag på L&L, kom Ryan ned fra sit værelse iført alt muligt gear. Vi blev enige om, at han var udklædt som Dreamsickle Boy, og var en relativt ukendt superhelt. Han var virkelig meget morsom, og han gik ind i sin rolle med liv og sjæl:


Vi blev overrasket af en tordenstorm efter vores middag - det hamrede ned fra oven og det lynede også en del. Fuldstændig som en voldsom sommerstorm i Danmark; det var smukt og forfriskende:

Nightmare before Christmas

Søndag var en stor blanding af årstider og helligdage; vi lagde ud med julemorgen (som jeg desværre ikke kan vise billeder af endnu, da de er på Susans kamera). Susan og jeg havde, som I ved, pyntet et lille juletræ lørdag aften, vi havde lagt nogle få gaver under træet og fyldt drengenes strømper med gaver. Da drengene stod op, var de temmelig forvirrede over, hvorfor deres strømper hang fremme, og der pludselig stod et juletræ i stuen. Vi måtte naturligvis drille dem lidt, så vi sagde, at det kunne vi jo ikke vide... Hvad troede de?

Vi satte os alle sammen på gulvet i stuen, åbnede gaverne og hyggede os kortvarigt med det. Jeg fik en rigtig fin gave: 3 ark rubons (et med pingviner), en bøtte the og et Halloweensæt bestående af sokker og t-shirt. T-shirten er dekoreret med tre blinggræskar og teksten Happy Halloween 2007. Og endnu bedre: den passer perfekt. Den skal jeg have på til Halloween.

Efter vi havde åbnet gaver spiste vi morgenmad: en æggeret med skinke, ost og champignon samt "cinnamon rolls". Måske ikke den allersundeste morgenmad, men det var meget julet og hyggeligt.

Planen for resten af formiddagen var at tage i biffen og se Tim Burtons Nightmare before Christmas i 3D. Der er tilføjet nogle fine 3d-effekter som bl.a. græskar, der popper ud i hovedet på publikum og en klar fornemmelse af dybde undervejs i filmen. Det er en skæg oplevelse at se en gammel kending med nye features. Og så var der et nyt "vaske-hænder-skilt" på wc'et i biffen ;o)



Susan var ikke på toppen, så hun tog en lur, da vi kom hjem fra biffen. Jeff løb nogle ærinder, David og Ryan legede i hverdagsrummet, og jeg surfede på nettet, gik en tur i området for at se lidt på efteråret, som er helt anderledes i Sacramento-området end i LA-området:



For Susan og jeg skulle middagen indtages på Chevy's sammen med et hold af andre LM'ere. Som det altid er tilfældet var det hyggeligt at møde andre scrappere, og vi havde en dejlig middag i hinandens selsskab: