Selv på en lørdag i oktober står familien Hennagin tidligt op. Matthew havde en "terminsprøve" til SAT-prøven, som startede klokken 9, Daniel havde en water polo turnering, som han og Warren skulle til, mens Norri og jeg skulle bage pumpkinmuffins, købe dekorationer i en hobbyforretning og ellers ikke lave ret meget. Jeg var nok lidt overrasket over, at Matthews prøve lå på en lørdag; jeg er så vant til hjemmefra, at terminsprøverne ligger på almindelige skoledage, at det var lidt chokerende, at skoleelverne skal møde til prøve tidligt lørdag morgen.
Norri og jeg fik bagt vores pumpkinmuffins til brunchen imorgen, og bagefter kørte vi i Norris lokale hobbybutik The Tall Mouse (jeg har ingen anelse om, hvorfor en hobbybutik vælger sådan et navn). Den var kæmpestor, og de havde alt muligt sjovt til Halloween, perler, garn, stof, en rimelig scrapafdeling, hvor jeg faktisk købte noget, og en helt masse andet til hobbyfolket.
Tænk, hvis Panduro bare havde haft halvdelen af, hvad Norris nærmeste hobbyforretning har. Jeg holder formentlig aldrig op med at være imponeret over, alle de ting amerikanerne kan købe og køber. Det amerikanske samfund må virkelig være et af verdens mest forbrugerorienterede lande. Det er lige før det er skræmmende at forestille sig, hvad de forbruger om året. Jeg holder meget af mine amerikanske venner, jeg holder af at rejse i USA, men jeg holder ikke op med at stille mig kritisk i forhold til en del af amerikanernes vaner, idéer og forestillinger om verden.
Vel hjemme igen på Via Habana spiste vi frokost, snakkede lidt og gik en tur på "the green belt", som er et stisystem, der løber mellem vejene her i kvarteret. Det er faktisk et dejligt rekreativt område, som også på sin vis er uventet i disse omgivelser. Stanley var med ude at gå, og han synes, det var mægtig interessant at komme ud at gå, hvilket ikke er noget, der sker så tit! Resten af eftermiddagen brugte vi foran tv'et, hvor vi så Never Been Kissed med Drew Barrymore. Vi var enige om, at det ikke er nogen stor film, men det er en sød lille chick flick, og nogle gange er det det, der skal til på en dovne lørdag eftermiddag.
Daniel og Warren kom hjem fra water polo turneringen omkring klokken 17.15, hvilket vil sige, at de havde været af sted godt otte timer. Det er en lang arbejdsdag på en lørdag. Norri, Warren og jeg kørte med det samme igen, da Warren skulle til 50 års jubilæum på The Hyatt ved Huntington Beach, mens Norri og jeg så skulle spise middag og trisse lidt omkring i området.
Vi spiste middag på BJ's, som serverer All American food: pizza, sandwiches, burgers og noget pasta. Jeg fik en udemærket, men alt for stor, burger med gode kartoffelbåde til. Efter middagen gik vi lidt rundt i området, og endte med at sidde og snakke på Starbucks, indtil Warren var klar til at blive hentet omkring klokken 21.30.
Jeg skal efterlade jer med dagens vask-dine-hænder-skilt, som er fra BJ's i Huntington beach:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar