Torsdag = nyt LM Style!

Det er længe siden, jeg har haft layouts med i LM Style på grund af ferie mm., men i dag er jeg med igen. Ugens tema er "Sweater weather", og vi fokuserer på, hvordan man kan tilføje lidt blød struktur til sine layouts. Begge mine layouts er med billeder fra vores tur til Storbritannien.

Det første layout er fra vores hus i Wales, scrappet med Fancy Pants All Fall, som er en helt fantastisk serie til efterårslayouts, thickers, Maya Road pompoms og blomster, Heidi Swapp sommerfugle med mere:

Det var virkelig et dejligt sted, vi boede.

Maya Road blomsterne er så lækre.

Det andet layout er lavet med Creative Imaginations papirer - og de kunne formentlig ikke have været meget mere perfekte. Det er fedt, at der er et æbletema i scrapbooking for tiden, for jeg elsker at tage billeder af æbler.

Nå ja, måske varer det lidt, før det er cider...

Let it be...

Der er et mønster i vejret her i Wales: morgenerne er fugtige, overskyede og kolde men i løbet af dagen lykkes det solen at brænde skyerne af, og så bliver det varmt og der kan ses områder af blå himmel mellem skyerne. I går måtte vi konstatere, at det eneste regnvejr vi har haft, fik vi den dag, vi ikke havde taget vores paraply med... Er det ikke klassisk? Det er til gengæld bestemt ikke noget at klage over!

Wallisisk er et virkelig fremmed sprog - se bare dette skilt. Der er ikke noget, der er velkendt ved disse to ord?

Der er forskel på sprog...

En af de ting, jeg gerne ville på denne ferie, var at se et fint engelsk hjem. Af en eller anden grund trak det ud med at finde sådan et hjem, men onsdag i Wales blev dagen, hvor det lykkedes. Jeg havde fundet en brochure fra Erddig, som er et fint gammel hus, der bliver varetaget af National Trust. Huset bliver beskrevet som et af de fineste i Storbritannien, og det er vitterlig et fint sted.

Erddigs oprindelige indgang.

Huset er dækket i den smukkeste beplantning, og den røde farve var helt berusende. Bladene var næsten gennemsigtige og alligevel massivt røde.

Rød er min favoritfarve.

Det har vist sig at åbningstider i Wales er noget anderledes end i Somerset, så Erddig åbnede ikke før klokken 12. Vi var der lidt før tid, hvor man kunne se på parken og bygningerne omkring huset. Udsigten over husets park var storslået. Som det ses på billedet havde solen endnu ikke nået at brænde huller i skyerne:

Noget af den smukke park.

Erddig sad ovenpå et område, hvor der var en rig kilde for kul. Da kulminerne var private, var der en gentlemen's agreement om ikke at minere under huset, men da minerne blev nationaliserede blev kullet under huset gravet frem. Det fik det uundgåelige resultat at halvdelen af huset satte sig; den ene halvdel sank faktisk næsten 1½ meter. Huset var i en forfærdelig stand, og den sidste ejer kunne ikke alene vedligeholde huset. Han kontaktede National Trust, som overtog og istandsatte huset. De brugte fire år på at sætte huset i stand, og de valgte at lade det stå, som det stod i starten af 1900-tallet. Det er meget fint lavet, og vi kan virkelig anbefale at se Erddig, hvis man skulle være i nærheden. Husk også at se de to meget instruktive videoer, der illustrerer processen med at istandsætte huset og med traditionelle arbejdsformer. Vi måtte desværre ikke tage billeder inde i det meget fine gamle hus, så vi måtte nøjes med billeder fra den formelle have.

Erddigs elegante bagside.

Man må have en promenadegang i sin have.

Kristian nød haven og promenadegangen; faktisk forstod han til fulde, hvorfor man havde bygget en lille pavillon forenden af promenadegangen.

Kong Kristian?

Haven var ikke kun elegant; den havde også imponerende planter. Der er virkelig frodigt på en ganske anden måde end i Danmark. Langs murerne voksede der blandt andet kæmpe fignetræer, georginer, gigantiske mærkelige husløg/kakti og en stor smuk rosmarin.

Lone - se walliserne kan også.

Kæmpeplanter, der vist ikke bliver så store i stuerne hjemme?

På vej tilbage til bilen havde solen endelig lykkedes med at bryde skyerne, og vi så igen den smukke blå himmel over Erddigs fine brugsbygninger:

Idylliske brugsbygninger.

Klokken var godt 13.30, da vi var færdige på Erddig, så det var for tidligt til at vende hjem igen. Vi havde to valgmuligheder (altså, vi havde mange, men der var to vi overvejede): at tage til Convy Castle i Nordwales eller køre til Liverpool i England. Vi blev enige om, at det kunne være lidt sjovt at se Liverpool, og som sagt så gjort. Jeg havde slet ikke overvejet, at Liverpool dels var byen, hvor Beatles blev født, og dels stedet hvor Titanic forlod hjemlige vande. Jeg vidste det jo egentlig godt, men havde bare ikke tænkt over det. Beatles fylder bestemt mere i byen end Titanic gør, selvom der er et monument til minde om ulykken. Desværre kunne vi ikke komme tæt på dette monument; i hvert fald ikke tæt nok til at tage billeder og se monumentet ordentligt.

Ved Liverpools havnefront ligger de gamle stolte dampskibsfirmaers imposante bygninger, deriblandt the Liver Building, som er helt fantastisk (og desværre meget meget svær at fotografere):

Man kan næsten høre lyden af de spændte passagerer,
der ventede på at komme med Titanic.

I Liverpools Mathew Street ligger The Cavern Club, som er stedet, hvor Beatles blev til for alvor. Hele gaden kan kategoriseres som Beatlemania, men det er da sjovt at se stedet, hvor så stor musikhistorie startede. The Cavern har på facaden mursten med navnene på alle de store kunstnere, der har spillet på stedet.

The Caverns mur.

Som i så mange andre byer i Europa kan man komme på bustur rundt i Liverpool i dobbeltdækker, men Liverpool har en sjovere måde at komme på tur. Gad vide om inspirationen er Beatles' We all live in a yellow submarine?

En pensioneret amfibiekæmper.

Det kan godt være at Liverpool var byen, hvor Beatles blev født. Det kan også godt være, at de fire drenge kunne lide en pint lager efter at have øvet, men i Liverpool skal man ikke drikke i offentlighed:

For 5000 kr skal det være en GOD øl.

Liverpool lukker klokken 17.30, så vi vente snuderne mod Wales omkring det tidspunkt. Det tog - som vi efterhånden er vant til - en rum tid at komme hjem til Llanidloes. Men det er jo besværet værd, når man har haft en dejlig dag out and about.

Solnedgang over Barn View Cottages

Efter vores mislykkede eksursion til Powy's Castle kørte vi via et besøg på intetnettet hjem igen til Ceder Cottage for en eftermiddag med afslapning og ikke så meget andet.

Da vi ankom lørdag boede der en enkelt anden gæst i rækken af hytter, og han fortalte, at udsigten var rigtig smuk, hvis man fortsatte op ad bakken. Det besluttede vi at gøre denne aften. Det vidste sig at være en god dag, for så snart vi kom ud af hoveddøren opdagede vi, at det var den klareste dag, vi havde oplevet. Vi opdagede endnu en række bakker bag dem, vi ellers har kunnet se, og over dem var der spredt en masse vindmøller. Det er sjovt sådan pludselig at opdage noget, der i dagevis har været tabt i tågerne.

Vindmøllerne står på den bagerste bakketoppe.

Længere op ad bakken var der ikke alene en smuk udsigt, men også en meget fornem solnedgang. Billederne er taget indenfor ganske kort tid, måske 10 minutter, og alligevel er der markant forskel på lyset i billederne. Solopgange og -nedgange har en stærk tiltrækningskræft på mig.

Solnedgang med forhindringer.

Ned bag bakkerne.

Drømmen er en dag at have et kamera udstyret til at hjælpe os med at tage bedre billeder af bland andet sådan noget som solnedgange. Vi har snakket en del om at tage et kursus i fotografering og i billedbehandling, da vi begge to ville synes, det var fedt at være bedre til at fotografere. Det er virkelig en sjov "kunstform". Vi må se, hvad AOF har at byde på, når vi kommer hjem.

Tilbage er kun lyset.


Hvis ikke det er berusende smukt,
så ved jeg ikke, hvad det er?

I dag

er en af de der meeeeget langsomme dage. Kristian sov længe, jeg skrev blogposter, mens jeg så BBC. Vi blev enige om at køre op for at se Powis Castle, kom frem og så var der lukket i dag. Nu har vi fundet et sted med internet, og så kører vi tilbage til Cedar Cottage. Vi trængte vist alligevel til en afslappet dag.

Industriens vugge

Tænk! Vi har været i Storbritannien i 10 dage og først nu fik vi en kedelig dag vejrmæssigt. Fra start til slut var mandag en grå dag, og vi fik endda et par byger undervejs. Men vi kan virkelig ikke tillade os at klage; hjemmefra havde vi forventet 14 dages regn, men vi fik i stedet 10 smukke, fantastiske solskinsdage (med en enkelt byge tidligt en morgen), inden der kom regn for alvor. På denne regnvejrsdag var planen at køre til industriens vugge nær Telford i England, og som sagt så gjort.

På vejen stoppede vi i Llanidloes, og jeg fik et billede af det gamle markedshus midt på hovedgaden i byen:

Byens gamle markedshus.

Videre til Blist Hills museum, som er en rekonstruktion af en victoriansk by. Museet ligger på et område, hvor der også er rester fra et stort jernværk med ruinerne af to store blast furnaces. Den victorianske by har en blanding af rekonstruktioner og oprindelige objekter fra fortiden. På grund af det lidt træls vejr var det ikke rigtig nemt at få gode billeder, men vi prøvede.

Blast furnaces.

Museet har en skæg feature: hos Lloyds Bank kan man veksle sine moderne pund til victoriansk valuta. Den gang var der ikke 100 men derimod 240 pennies på et pund, så det var lidt sjovt at få vekslet pengene og så handle med den gamle møntfod i museets små butikker:

Kristians pote med victorianske mønter.

Hos apotekeren havde de sat en tandlægeklinik op, og vi måtte naturligvis dokumentere den, så min mutti kan se, hvordan hun skal indrette klinikken, hvis den trænger til lidt historiske autencitet:

Selve uniten,
hvis man kan kalde den det...?

Instrumenterne up close and personal.

En af museets perler er en Swatter's Cottage, som var et hjem for de mænd, der arbejdede ved jernværket. Der er tale om en lille stenhytte, som var hjem for op til otte voksne. Da vi skulle se hytten begyndte det at regne, og en skolelærer besluttede at hans klasse kunne forblive tørre, hvis alle 25 blev sendt ind i hytten på én gang. Så vi var vel omkring 30 mennesker derinde - ingen kunne se noget og man kunne dårligt bevæge sig. Det var måske nok ikke den bedste beslutning, men heldigvis lykkedes det Kristian og jeg at komme ud.

Forestil jer dette lille hus med 30 mennesker indeni.

Når vi nu var i området, skulle vi naturligvis også se verdens første jernbro, Iron Gorge Bridge. Broen er ret imponerende især når man betænker, at den er bygget i 1779. Som Kristian sagde: den er kun lidt yngre end USA...

Iron Gorge Bridge.

Udsyn over kløften gennem broen.

Der var et godt stykke vej hjem fra Telford, og da vi skulle handle til vores sidste dage herover (denne gang hos Waitrose), lykkedes det os ikke at være hjemme før klokken 20.15. Det var mørkt på det tidspunkt, og så bliver de smalle wallisiske veje endnu mere spændende... Men vi kom op på toppen af bakken i sikkerhed selv i mørket.

Solopgang over Barn View Cottages

Søndag vågnede jeg omkring klokken 7.10 og udsigten ud af vores soveværelsesvindue afslørede den smukkeste solopgang. Den kunne lige anes gennem disen og skyerne, og jeg måtte bare ud og nyde den. Det var køligt, og der var dug på græs, træer og bilen, men det føltes som efterår. Fårene syntes tydeligvis, at jeg var stået for tidligt op, og selv den lokale hane var endnu stille.

Alle fårene lå på marken og snorkede.

Det er ikke helt enkelt at forsøge at tage billeder af en sol, som brænder ned gennem skyerne, da den ikke er rar at se på gennem linsen. Jeg valgte en mellemvej, hvor jeg kun kiggede en lille smule gennem linsen, inden jeg trykkede på aftrækkeren:

Det kan man kalde direkte lys.

Der var meget stor forskel på, hvordan udsigten så ud, alt efter hvor jeg vendte mig. Se bare her, hvor solen er i yderkanten og disen direkte foran:

Disen letter
- måske?

Endelig har jeg en ting med billeder, hvor der er forhindringer, så jeg var også nødt til at snuppe dette billede:

Sådan et smukt syn.

Når nu jeg alligevel var ude med kameraet, og lyset var så smukt, besluttede jeg at få et par billeder af vores midlertidige hjem, Cedar Cottage. Der er åbent ind til vores stue, vinduet til højre er ind til vores køkken. Ovenpå er der to soveværelser - vi sover i det til højre. Det er en meget fin hytte, som egentlig minder lidt om de huse, vi kender fra Toscana med blotlagte bjælker, landkøkken med mere. Det lille hus forenden af rækken af hytter er "resourcerummet", som er fyldt med turistbrochurer, forskellige småting man kan købe, dvd'er, bøger og spil man kan låne, fryser, vaskemaskine og tørretumbler. Det er et meget fornemt sted, der har sådan et rum til rådighed for sine gæster. Vi har fået vasket lidt tøj, kigget på et par brochurer og overvejet at se en dvd eller to.

Cedar Cottage.

Goodbye Somerset, Hello Wales

Lørdag allerede - det er en uge siden, vi tog hjemmefra, og vi har virkelig nydt at bo i Othery, at være i Somerset. Men lørdag var skiftedag, så vi pakkede vores Zafira med alt, hvad vi har medbragt og skramlet sammen herover, sagde pænt farvel til vores udlejere og så var vi af sted.

Første stop på vej mod vores nye destination var dog det velkendte shoppingcenter Cribb's Causeway med Marks & Spencer og Waterstone's boghandel. Vigtigst var naturligvis at hente Christopher Paolinis Brisinger, som allerede var betalt og lå klar til afhentning. Derefter handlede vi med til nogle dage hos Marks & Spencer og så gik turen videre.

Nordøst for Bristol kørte vi over Mouth of the Severn for at komme ind i Wales. Resolut afveg vi fra den planlagte kurs og kørte efter et skilt, der ledte til "roman remains". Det viste sig, at der var tale om et ganske stort anlæg med blandt andet badeanlæg, amfiteater med videre. Vi spiste vores frokost på parkeringspladsen og beså badene, inden vi igen følte os kaldede til at køre nordpå.

Pas på antikke monumenter!
(læg mærke til anden linie...)

Kristian havde planlagt en nordlig rute, der tog os igennem nationalparken Brecon Beacons, og nu fik for alvor smagsprøver på den smukke walisiske natur. Bløde toppede bakker, højder der fortabte sig i horisonten og tusinder og atter tusinder af tottede får, der græssede omgav os på vores færd. Der er strategisk placerede parkeringspladser langs vejene, og vi måtte naturligvis holde ind på en sådan for at nyde solskinnet, omgivelserne og så tage et par billeder også. På den ene side af vejen rejste der sig en fårbeklædt bakke (den virkede noget stejlere i virkeligheden end her på billedet:

De hvide totter er får.

På den anden side af vejen var der dæmmet op for Severns løb i en meget flot anlagt dæmning. Vi kunne nyde denne udsigt, inden vi kørte videre:

Dæmningen er "bag" os i dette billede.

Vi bemærkede, at der var små "campingvogne" med udsalg af drikkevarer, sandwich, is og den slags på de fleste af de spektakulære parkeringspladser, og vi spekulerede noget over, om der mon var kamp om de bedste pladser? Som vi bevægede os højere op i Wales blev der længere mellem medtrafikanterne (hvis man ser bort fra får på vejen), og vi havde i stigende grad de smukke udsigter for os selv. Et sted havde vi et smukt syn over det område, vi netop havde kørt igennem:

I dette område gik fårene aldeles frit
- så gælder der om at passe på i svingene.

Noget af det ganske bemærkelsesværdige ved at køre nordpå var, at landskabet ændrede udseende. De gyldne marker, grønne enge og bløde bakketoppe blev erstattet af barskere klipper med en fantastisk rød farve. Vi kom nogle steder tæt nok på klipperne til at kunne se, hvad det var, der farvede dem røde: det ligner tørrede bregner. De giver et fascinerende udseende til landskabet, man bevæger sig igennem:

Kunne vi have haft bedre vejr?

Gennem bakker, dale, store veje og især små veje nåede vi til Llandidloes, som er en gammel handelsby. Vores nye hjem ligger lidt udenfor byen, og turen hertil gik efter håndtegnet kort og ad ganske smalle veje. Barn View Cottages er tre små feriehuse i en række. De ligger højt over byen med en fantastisk udsigt. Den hytte vi oprindeligt skulle have boet i var til to personer, men vi blev ringet op tidligere på ugen: om vi ville have den største af hytterne i stedet. Det sagde vi naturligvis ja tak til. Så i en lille uge kalder vi Cedar Cottage for vores hjem.

Aftenudsigt fra Barn View Cottages.

Romerske bade og georgianske Bath

Inden vi overhovedet rejste hjemmefra, var det besluttet, at vi skulle til Bath. Alle vi kender, der har rejst i England, havde fortalt os, at det er en bedårende by, som vi ikke måtte misse. Som sagt så gjort: vores sidste dag i Somerset blev dagen, hvor vi indtog Bath. Kristian havde fundet en beskrivelse af en geocache, hvori der stod, at der var super gode guidede ture rundt i byen, samt hvornår de startede. Vi tog tidligt fra Othery for at nå den tur, der skulle starte klokken 10.30. I følge det Kristian havde læst, skulle turen vare i 1 time. Det gjorde den ikke. Den varede i stedet 2 timer og 15 minutter, så det var en lang og god tur i det smukkeste solskinsvejr. Vi havde to guider med på turen, som vidste meget om Bath, men endnu bedre: de viste os steder, vi aldrig selv ville have fundet eller opsøgt.

Af de første stop på turen var Cross Bath, som var det fine bad, hvor royale, adelige og andre pinger kunne bade uden at blive mixet med pøblen. Resten af de badende var henvist til Kings and Queens bath, som ligger forenden af den vej, der går ud til venstre for Cross Bath. I bygning til venstre bag Cross Bath ligger det moderne bad i Bath; her kan man endnu en gang blive forkælet, som romerne blev det for 2000 år siden:

Cross bath.

Langt det meste af Bath blev gendesignet i 1700-tallet for at leve op til de fine besøgendes behov for bolig, renhed og elegance. Der blev bygget alle de smukke huse og anlagt åbne pladser. Mange af pladserne er senere plantet til som små parker, og deriblandt er Queen's Square. På pladsen står en obelisk, som komemorerer et besøg fra Prince of Wales (ikke Charles) og hans hustru. Udover denne pompøse obeliske er Bath fuld af plaketter, der er sat op for at markere, at diverse kendte mennesker har besøgt byen, boet i huset eller badet i vandet.

Obelisk til minde om royalt besøg.

Centralt for nybygningen af Bath i 1700-tallet var symmetri og ensartethed - på facaden! Vi gik bag om den meget mondæne boligecirkel The Circus, og vores guide gjorde os opmærksomme på at bagsiden af de fine, ens huse er langt fra symmetrisk og harmonisk:

Bagsiden af The Circus.

Hvor bagsiden altså er rodet og tilfældig, er forsiden designet til at være smukt symmetrisk og jævn, således at 1700-tallets fine besøgende kunne bo med stil. Det gælder tilsyneladende stadig, at The Circus er af de helt rigtige steder at bo, hvis man er noget ved musikken og vil have et hus i Bath.

En tredjedel af The Circus.

Det helt rigtige sted at bo må være The Royal Crescent, som blev bygget for at de rigtig fine besøgende kunne undgå at blive mixet med resten af Baths besøgende og befolkning. The Royal Crescent ligger lidt over byen, og foran de smukke boliger var der et rullende landområde hele vejen ned til floden Avon (ikke den samme som i Shakespeares fødeby). Nu er der anlagt park, så man ikke længere kan se floden.

The Royal Crescent.

Fra The Royal Crescent gik vi ned ad bakke igen, og kom endnu en gang bag nogle af byens huse. Disse huse har et lidt mere poleret udseende på bagsiden, fordi de vendte ud mod promenadeområdet ved The Royal Crescent. Endnu mere interessant så fik vi illustreret, hvordan man havde løst manglen på toiletter i lejlighederne, inden man kunne lave et værelse om til badeværelse: man hang toiletterne op udenpå husene:

A Hanging Loo
- den lille kasse lidt over midten i billedet.

Husene i Bath er bygget af kalksten, som har en smuk lys farve, når det er helt nyt. Med tiden bliver det honninggyldent, men i Bath har husene haft en tredje farve. De har været mørkebrune eller næsten sorte på grund af soden fra de mange skorstene. Kalkstenen er stærk nok til at bygge af, men man kan ikke sandblæse væggene eller bruge maskiner til at rense dem ned, da stenen ikke vil kunne tåle det. Løsningen er i stedet at lade vand rende ned af husene i tre uger, for derefter med håndkraft at skure sodaflejningerne af. Sikke et arbejde! Men som det fremgår af dette billede, er resultatet til at tage og føle på:

Huset til venstre er endnu ikke blevet renset.

Som en ekstra lille bonus på vores tur, gik vi ned og kiggede på Pulteney Bridge fra 1760'erne. Broen er, efter inspiration fra Ponte Vecchio i Firenze, bygget som en gade med butikker på hver side. Tanken bag denne bro var, at de fine borgere ikke skulle udsættes for synet af den ulækre flod, når de skulle fra badene hjem til deres boliger på den anden side af Avon.

Pulteney Bridge set fra flodsiden.

I floden nær ved Pulteney Bridge er der en meget fin feature i floden - et par store skarpe trappetrin - som giver floden lidt ekstra finesse:

Trin i vandet.

Den fine guidede tur afgik fra pladsen mellem de romerske bade og katedralen, og det var også der den endte. Hvis du skulle finde dig selv i nærheden af Bath en gang, så afgår de gratis ture klokken 10.30 og 14 hver dag, undtagen juledag, og de er virkelig værd at rejse efter.

Arbejdet på Baths fine katedral blev indledt i 1499, da biskop Oliver King mente, at Gud havde sendt ham en drøm, som var en vision for katedralen. I drømmen var der engle, der kravlede op og ned af stiger, hvilket senere blev inkorporeret i katedralens facade. En af de detaljer, vores guider udpegede, var, at den gode Oliver King havde sørget for at hans navn ikke ville blive glemt, idet facaden prydes af to oliventæer (Oliver) omsluttet af kroner (King):

Oliventræ og krone.

Katedralen i Bath set fra siden.

Lige ved siden af katedralen ligger indgangen til dét sted, Bath er så berømt for: de imponerende, smukke romerske bade.

Blik over badene mod katedralen.

Overleveringen fortæller, at den keltiske prins Bladud i 860 f.v.t. blev forvist fra hoffet, fordi han var spedalsk. Sammen med en flok svin, som også havde hudproblemer, travede Bladud landet tyndt. En dag nåede Bladud og svinene til et område, hvor der var noget mærkeligt varmt mudder, som grisene straks rullede sig i. Bladud kunne ikke få grisebasserne op ad mudderet, så han lokkede dem med agern. Da de endelig kom op af mudderet, opdagede Bladud, at de var blevet kureret for deres hudproblemer. Blaud var en frisk fyr, som tænkte, at hvis grisene kunne have gavn af det mærkelige mudder, så kunne han nok også selv. Som sagt så gjort: Bladud rullede sig i mudderet og blev kureret for sin spedalskhed. Nu hvor han var rask og pæn igen, tog han tilbage til sin far, kongen, og fortalte om dette magiske sted. Her måtte man bygge en by! Bath var født.

En af 100 grise, der står rundt omkring i Bath.
De skal sælges på auktion, og overskuddet går til velgørenhed.

I det første århundrede var romerne kommet til England, og den varme kilde i Bath blev centrum for en storslået romerske badeanstalt og helligt område. I vanlig romersk stil sørgede de for at kombinere deres helligdom med den allerede eksisterende helligdom, og området omkring den varme kilde blev helliget til Sulis (keltisk vandgud) Minerva (romersk gudinde).

Hovedbadet.

Da romerne forlod England faldt badene sammen, og lå ubenyttede hen i århundreder. Middelalderbyen Bath blev etableret rundt om og ovenpå de gamle bade, og selvom munkene brugte den varme kilde, var der ikke meget tilbage af den gloværdige romerske forkærlighed for bade. Elizabeth I havde besøgt Bath, men brød sig ikke om den beskidte, lugtende middelalderby, og hun kunne bestemt ikke anbefale, at man opholdt sig for længe i Bath. Så i begyndelsen af 1700-tallet kom den engelske dronning Anne til Bath, og hun indledte en storhedstid for byen. Baths smalle midderalderlige gader og gamle huse blev revet ned, for at blive erstattet af de fine kalkstenshuse, som kendetegner Bath i dag. Også de romerske bade kom til ære og værdighed igen, og der opstod en badekultur uden mage blandt byens besøgende i 1700-tallet. Hele byens sociale liv og identitet byggedes op omkring badene, og ved at være i badene på rette tid, kunne hele ens fremtidige liv ændres og forbedres.

Overløb fra den kilde, der er årsag til det hele.

Det romerske badeanlæg ligger 6 meter under nuværende gadeplan i Bath, hvilket siger en del om, hvor meget mennesker for byer til at hæve sig. Rundt om det romerske bad byggede man i 1700-tallet et fint anlæg op, og statuerne der troner over badet er fra denne tid:

Badestatue med katedralen i baggrunden.

Man kan ikke længere bade i badene, men man kan få lov til at drikke et glas vand fra kilden. Vandet er fuldt af mineraler og varmt, men det smager til gengæld ikke ret godt. Jeg smagte på mit, og Kristian var modig og drak hele sit glas - nu kunne vi med rette sige, at vi havde været i Bath.

Sundt?

Bath var en stor oplevelse, og vi blev enige om, at vi nemt kunne have brugt et par dage mere i denne skønne by. Det må vi have tilgode til næste gang, vi kommer til England (for det er næppe sidste gang).

Et nærbillede af vandet der flyder over det romerske bad.