tirsdag, oktober 23, 2007

Røg i køkkenet...

Kan I huske papegøjen fra Kikkebakke Boligby, som altid sagde "røg i køkkenet"? Der er måske ikke ligefrem røg inde i huset, men så snart man træder udenfor døren, kan man lugte røgen fra de brande, der hærger det sydlige Californien i disse dage. Der er ikke nogen grund til at være urolig for mig; Norri og Warrens hus ligger ikke i et af de berørte områder, og vi kan lugte brandene men ikke se flammer, så det er "kun" vindene, der har taget røgen med hertil.

Okay, det lød meget cool og roligt, men sandheden er, at det er lidt underligt pludselig at befinde sig et sted, hvor wild fires er et fænomen, man er nødt til at tænke ind i sine planer. For eksempel havde vi planer om at tage til San Diego Zoo på torsdag, men brandene er ekstremt voldsomme i San Diego, og der er ingen grund til at friste skæbnen.

Santa Ana vindene var virkelig voldsomme i nat. Jeg var nødt til at stille min dør (ud til entreen) på klem, fordi det stod og klaprede. Det siger måske nok mere, om måden man bygger hus i Californien, end det siger om vindene. Mit værelse ligger på et hjørne af huset, og det susede helt enormt omkring mine vinduer. Da vi stod op, var det til synet af to træer i haven, som ikke havde overlevet stormen...


Norri skulle arbejde i dag, men inden hun nåede at tage af sted, kom Matthew hjem fra skole. Skolen havde ringet og sagt, at eleverne skulle blive hjemme, hvis de endnu ikke var taget af sted, ellers ville de blive ”opbevaret” i gymnastiksalen resten af dagen. Skolen havde ingen elektricitet, så der kunne ikke gennemføres undervisning. I følge Norri sker noget lignende et par gange om året.

Jeg brugte min formiddag på at tage billeder i det syrede orange lys; røgen fra de mange brande lægger sig som en hinde foran solen, så lyset bliver varmt gyldent og en lille smule spooky egentlig. I har efterhånden set denne udsigt et par gange, så jeg forestille mig, at I nemt kan se forskellen på før vindene og brandene og så i dag (hvis ikke, så bladr lidt ned af siden):


Bladene på de træer, der taber deres blade, er stort set væk - mange af dem ligger i poolen sammen med andet affald og en avis. Hortensiaen har nu ikke kun mistet sine blomster med også alle sine grønne blade, så der kun står stilkene tilbage.


Udover at tage billeder snakkede jeg med Kristian, Lone og Louise og så søndagens afsnit af Forbrydelsen. For dem af jer der ser Forbrydelsen: wow, det er godt nok ved at blive spændende...

Norri kom hjem fra arbejde omkring klokken 1430, og det var egentlig meningen, at vi skulle scrappe sammen, men det blev ikke til meget mere end 10 minutter, så måtte Norri ind og passe Stanley. Hundehvalpe kræver virkelig utrolig meget opmærksomhed. Jeg fik lavet to kort, men det var ikke så spændende at sidde alene og scrappe, så Norri og jeg snakkede lidt sammen i stuen, mens Stanley tøffede rundt og var hund.

Middagsmaden blev desværre ikke færdig, inden vi skulle køre af sted til Pet Smart for at gå til puppy class med Stanley. Himlen var helt syret lyserød og orange; slet ikke som en almindelig solnedgang men tydeligt ændret af røgen og støvet. Pet Smart startede ingen puppy class i dag, så vi måtte vende om med uforrettet sag. Men jeg fik da set den skade, vindene har forvoldt i løbet af natten – der er arbejde til mange uger med oprydning efter nattens storme, for slet ikke at tale om brandene.

Jeg har så oplevet, hvordan det er at leve (omend kun nogle dage) i et område med naturkatastrofe, og jeg er ikke tvivl: jeg vælger Danmark. Selvom vi ikke er i fare her i Yorba Linda, så havde jeg ikke modet til at bo her permanent; jeg ville være skræmt ved tanken om, hvad og hvor der kunne ske noget næste gang.

Californien er storproducent af grøntsager, så i en eller anden forstand er der faktisk røg i køkkenet...

1 kommentar:

Unknown sagde ...

:)) Fantastisk blog - fantastiske billeder.

KH Heidi