Viser opslag med etiketten terrasse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten terrasse. Vis alle opslag

søndag, august 01, 2010

Dagens høst


Jeg har været ude og rode lidt i "haven", og det betyder for tiden, at jeg har kunnet høste tomater. Der er flere og flere af mine tomater, der modnes nu, og i dag var en særlig god høstdag. Jeg fik en masse forskellige tomater og faktisk også en del røde pebre. Peberfrugterne bliver ikke så store, men de smager godt - og så er der lige det, at snackpebre stort set ikke er til at skaffe hernede, så det er jo dejligt at dyrke lidt selv.

torsdag, juli 15, 2010

Solnedgang efter uvejr

Naturens smukkeste effekt.

I går var en streng dag vejrmæssigt, og kulminationen blev da også et ret spektakulært uvejr med regn, vind, lyn og torden. Det hjalp gevaldigt på temperaturen, så det var muligt at få en god nats søvn. Men inden søvnen fik vi glæden af en smuk smuk solnedgang, som jeg kunne se fra terrassen. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig, så jeg måtte ned og kigge på solnedgangen og tage lidt billeder.

Natur og kultur i brand.

Mine tomater står "i vejen" for solnedgange set fra terrassen, men det så til gengæld også fantastisk ud med kirketårnet, de våde cherrytomater og den brændende himmel. Samspillet mellem kultur, kulturnatur og vild natur er uimodståeligt.


Rhinlandet i flammer.

Det her billede er meget mørkt, men på en eller anden måde er det også meget repræsentativt for oplevelsen af uvejret og den efterfølgende solnedgang. Det var mørkt og brændende lyst på en og samme tid.

lørdag, juli 10, 2010

44 grader

Jep, termometeret viser 44 grader...

Klokken er 19.15 i Bonn, og der er 44 grader på vores terrasse... Det er altså lige præcis 20 grader for varmt til, at man kan være derude. 44 grader... Det er helt vildt!
Tak for termometeret, Heidi - vi bruger det tit.

fredag, juli 09, 2010

Terrassen 2010 - opus IX: ah, det hjalp

Det kan være svært at se, at der er ryddet ud
- men jeg ved det.

Efter nogle dages arbejde på terrassen, når temperaturen har tilladt det, er terrassen nu endt med at se fin ud igen. Men for søren, hvor er det varmt derude! Skyggetemperaturen derude er 35 grader nu her klokken 14, heldigvis lufter det lidt, og der er begyndt at komme skyer. Jeg vandede til morgen omkring klokken 6, men jeg er ikke sikker på, at jeg ikke er nødt til at vande igen i aften. Det er lige i overkanten med varmen i disse dage.


Blomster og nytteplanter i skøn forening.


Nogle af mine særlige tomater (der er hvide, sorte, stribede).


Flere tomater.

De tre forreste tomatplanter i venstre kasse er nogle mine svigermor har drevet frem fra en skive tomat. Smart trick, og de trives og bærer alle tre frugter. Den tomat længst til højre (i en kasse for sig selv) er den, som jeg skrev forleden, der voksede i bredden. Det viste sig, at den ikke var vokset i bredden; den trængte blot til at blive bundet op. Jeg er gået hårdt til tomatplanterne og har fjernet mange blade. Det gjorde jeg også sidste år, og jeg ved, at de kan tåle det. Det gør det nemmere at holde planterne, og jeg er sikker på, at tomatfrugterne får sol på den måde.


Tomaterne på den plante, der trængte til at blive bundet lidt op.


Se, fine blommetomater.

Cherrytomater og kirketårnet i baggrunden.

Ja, der er vist ingen tvivl om, at det jeg holder allermest af at have på terrassen er tomaterne. Det er noget ganske særligt selv at drive dem frem, og en tomat spist direkte fra planten smager forrygende!


En aktiv lille fyr.

Denne fyr fik jeg af Lene L sidste efterår, og jeg var nervøs for, om jeg kunne holde liv i den. Det ser ikke ud til at være et problem, for mens vi var i DK, har den skudt fine nye grene.

Flere af minisolsikkerne er sprunget ud.


Den sølvgrå plante med de gule blomster er vokset noget vildt...


En ny lyserød og en ny mørkerød blomst.


Denne blomst hedder "Flammeblumen" på tysk,
og den dufter vidunderligt.


Jeg blev meget fristet af de orange nuancer, da jeg købte nye blomster.


Min klatrefyr, som jeg skal have indenfor til vinter, så den kan overleve.

onsdag, juli 07, 2010

Terrassen 2010 - opus VIII: mellemregning

Overblik over kaosset.

Dagens terrassebilleder er ikke ligefrem skønne, men de er sande. Mellemregningen mellem vildnis og en lidt mere trimmet udgave af vild kultur er ikke særlig elegant, men strengt nødvendig til gengæld.


Nærbillede af både nye og gamle terrassebeboere.

Vi røg en tur i Gertrudenhof i går formiddags - de har gode gulerødder og så mange fine planter! Jeg købte vist nok rigeligt til terrassen, men det skal nok gå; om ikke andet fandt jeg i går ud af, at jeg kan få nogle rigtig fine teracottapotter til nærmest ingen penge. En lidt omvendt løsning, men trods alt en løsning...


Det flyder med plastikpotter og bioskrald.


En af stolene er kommet i tjeneste som skraldeholder...


I dag står den på mere oprydning på terrassen; de fire timer i går var ikke nok, så jeg fortsætter. Jeg glæder mig til at få det hele på plads, så jeg kan gå videre inde i huset med det maling, jeg havde med hjem fra DK. Sjovt som uderummet er førsteprioriteten, når der er blå himmel og 20 grader klokken 8 om morgenen.

tirsdag, juli 06, 2010

Terrassen 2010 - opus VII: massiv biomasse

Et lille vildnis midt i byen.

Som bekendt har jeg været i Danmark i 3½ uge, og det kan ses på terrassen: der er en del planter, der ikke har overlevet, men langt flere er vokset fuldstændig vanvittigt! Jeg tog af sted fra en sommerlig terrasse, men vendte hjem til et fuldvoksent vildnis. Mine tomater, som var dem, jeg var allermest urolig for, stortrives og bærer mængder af tomater. Vi spiste et par af de sødeste, fine orange cherrytomater direkte fra planten. Så lækre!

En af mine stoltheder.

Jeg er meget stolt af min basilikum, da jeg har sået frøene og plejet den frem til denne størrelse. Heldigvis overlevede den, at jeg ikke var hjemme, så nu satser jeg på, at vi kan begynde at spise lidt af den henover sommeren.

Mine lusse-inficerede tallerkensmækkere.

Et af ofrene på terrassen var mine fine tallerkensmækkere, som var fuldstændigt inficerede med lus. Underboen mente, at gift ville være løsningen - jeg besluttede nu i stedet at fjerne dem og så spraye vinkaer og klematis med lidt sæbevand. Så satser jeg på, at det løser problemerne.


Lavendel, duftgeranium og andre gode sager en masse.

Denne kasse er en af dem, der for alvor er vokset vildt. Jeg købte to lavendler samtidig; den ene ser ud til at mistrives og er ikke blevet større, end da jeg købte den, mens denne her er vokset helt enormt. Den truer med at overtage det meste af kassen, tror jeg. Den får dog skarp konkurrence af en smuk duftgeranium og en eller anden lavstammet grøn ting, jeg ikke aner, hvad er.


Minisolsikker.

Sidste år havde jeg ikke det store held med solsikker på terrassen, til trods for at den er sydvestvendt. I år forspirrede jeg dem indenfor i et lille drivhus, og se nu bare der - de virker.


Min mandarinmynte er vokset godt til, hvilket naturligvis er en rigtig god ting.

Voldsom vækst.


Mine elskede dahliaer blomstrer, og jeg er begejstret!


Selvom vi spiste af salaten, inden vi tog til DK,
er den nu vokset til fuld størrelse igen.


Jeg har to peberfrugtplanter, men det er kun denne ene, der giver noget.
Den har til gengæld mange og store frugter.



Tomatkaos...

Mine tomater er vokset helt fænomenalt, og de bærer virkelig mange frugter. Jeg er spændt på, hvilke af dem, der er hvad, da jeg har en del eksotiske tomater i år. Foreløbig skal jeg have klippet nogle af dem lidt tilbage, ryddet ud i sideskud og have bundet tomaterne op, så de ikke trimler omkuld hele tiden. Jeg tror, tomaterne er mine favoritter på terrassen.


Den her tomat er vokset mere i bredden end i højden.


Store fine blommetomater på vej.


Velsmagende orange cherrytomater.

fredag, juni 11, 2010

Auf Wiedersehen sommer

En sidste luns af sommeren.

Vi skal til bryllup i Danmark i morgen, så om ganske kort tid kører den blå golf nordpå. Efter hvad jeg kan læse mig til, så betyder det auf wiedersehen til sommeren og hallo til efteråret... I de sidste par dage har det været ulideligt varmt og klamt hernede, men i dag er det smukt, lunt og med blå himmel med tottede skyer på.

En sidste bid af sommer.

Jeg var så heldig, at to af de mange mange hindbær, der er på vores buske i år, var modne nok til, at jeg kunne nappe dem her for 10 minutter siden. Da jeg skal være i DK de næste 3½ uge bliver det desværre nok de eneste hjemmedyrkede hindbær, jeg får i år. Godt K kommer hjem mandag, så han kan guffe dem i stedet.

mandag, maj 24, 2010

Terrassen 2010 - opus VI: tomater på friland og masser af sol

Denne kasse er min mest overfyldte,
men jeg nænner endnu ikke at flytte rundt, for den er også smuk.

Uden at jeg egentlig tænkte over det, gik der næsten en måned mellem opdateringer fra terrassen, så nu er der virkelig sket noget. Vi havde meget høje temperaturen i slutningen af april, og derefter blev det regulært koldt igen med temperaturen ned omkring 7-10 grader.

Nogle af tomaterne er kommet på plads på terrassen.

Det betød blandt andet, at mine tomatplanter ikke kunne komme ud, for tomater kan ikke tåle temperaturen under 8 grader. Nu er sommeren retur (selvom det skulle blive lidt koldere i løbet af ugen) med op til 27 grader i dag, hvilket betyder, at det bliver endnu varmere på vores sydvestvendte terrasse. I dag har jeg fået taget billeder, og lad mig bare være ærlig: det her bliver en blogpost med foto-overload.

Der er allerede små tomater på nogle af planterne.

Sidste år havde jeg stor glæde af og egentlig også succes med at dyrke tomater på friland på terrassen, og derfor var jeg naturligvis nødt til at forsøge endnu en gang i år. Jeg ved endnu ikke, om det lykkes, for mine tomater har måttet stå inde meget længere. Men jeg håber.

Fem nye beboere i tomatparadiset.

I går var vi i Gertrudenhof, og de havde fået alle mulige eksotiske tomatplanter, som jeg bare ikke kunne stå for. Det blev til fem nye tomatplanter: Giant Zebra (en stor multifarvet tomat), Black Cherry (en sort cherrytomat), hvid fersken (en meget lys tomat), en grøn tomat og en mere, som jeg ikke lige umiddelbart kan huske, hvad hed. Planterne er endnu ikke ret store, så jeg er spændt på, om de kommer til at give noget.

Salaten er ved at være klar til første høst.

Jeg har ikke helt så meget spiseligt på terrassen i år som sidste år, mest fordi jeg ikke havde ubetinget succes med det. Men jeg har dog tomater, hindbær, radiser og salat. Jeg har i denne kasse sået fire forskellige slags salat, men noget tyder på, at jeg kun får tre.

K kan bedst lide hjemmedyrkede radiser.

K elsker hjemmedyrkede radiser, så det har vi naturligvis på terrassen. Der er mange, og de skulle eftersigende smage rigtig dejligt, så det et jo en succes.

K i gang med sit sisyfos-arbejde.

Vores lille have er desværre slemt plaget af hønsetarm, og det er naturligvis ikke så fedt. K er ret tålmodig med at forsøge at komme hønsetarmen til livs, og her ses han i dagens forsøg. Jeg håber, at han går sejrsrig ud af kampen.

2. generationstallerkensmækkere.

Sidste år såede jeg nogle købte tallerkensmækkerfrø, de blev til fine planter som satte masser af frø, som jeg høstede. I år har jeg så sået frøene af sidste års planter, og de er blevet enorme. Jeg tror, vi er nødt til at flytte vores terrassebord for at kunne være der for tallerkensmækkerne. Men de er jo fine, så de er meget velkomne hos os.

Morgenfruerne her er også rester fra sidste år.

Sidste års eskapader på terrassen får konsekvenser igen i år. Jeg ved ikke, om I kan huske, at jeg havde sået særdeles mange kornblomster i én kasse? Det er denne kasse, og disse morgenfruer må være en konsekvens fra sidste års overmodige såning.

En dahlia på vej.

En af mine favoritterrasseplanter er dahliaen, som blomstrer så velvilligt og så utrolig smukt. Jeg har plantet nogle stykker rundt om på terrassen, og de fleste ser ud til at ville lege med. Her er en af dem, som jeg vil glæde mig meget til at nyde senere på sommeren.

Ret store jordbærplanter.

Jeg fik nogle jordbærpynteplanter af min svigermor i efteråret, og jeg er ret fascineret over, hvor store de bliver. De var jo små og sarte, da jeg fik dem. Jeg har måttet flytte dem, så de bedre kunne være der.

En af mine klematisser.

Jeg har tre klematisser på terrassen og to af dem blomstrer allerede flittigt. Denne smukke lyslilla klematis er da svær at modstå?

Min mørklilla klematis.

En smuk kompleks nellike.

En dejlig duftpelargonie.

Et lille enebær der stadig trives sommeren til trods.

Min salvie er blevet gigantisk - kan man dele sådan en?

Se, den farve... Ums!

En lille sjov sukkulent af en slags.

Mmm; jeg er ret begejstret for mix af farver og former.

En nyindrettet kasse.

En af mine elskede græsser.

En sommerfuglelavendel som blomstrer smukt og gerne.

Jeg tror nok, at den her hedder en græsnellike.

Fuchsiaer er også altid velkomne med deres fascinerende blomster.

Denne blålige græs er vokset gevaldigt de sidste par uger.