Viser opslag med etiketten årstiderne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten årstiderne. Vis alle opslag

fredag, juli 16, 2010

Sommerens første pluk-selv-blomster

Jeg indrømmer, at jeg elsker pink blomster.

Jeg har ikke købt pluk-selv-blomster siden påske, og jeg har faktisk været lidt bekymret for, om der overhoved kom sommerblomster til selvpluk i år. Heldigvis var der ingen grund til bekymringer, for der er naturligvis blomster til selvpluk igen i år.


Jep, vandet er pink - det virkede desværre ikke.

Sommerens første høst blev et udvalg af nelliker, solsikker, liljer, dahliaer og et par stykker jeg ikke kender de danske navne på. Der var blomster nok til fire vaser, så nu har vi friske blomster rundt omkring i lejligheden, hvilket naturligvis er rigtig hyggeligt.




I 90'erne var der en periode, hvor der skulle være solsikker på alting. Jeg var absolut ikke fan af den tendens, men jeg kan mægtigt godt lide friske solsikker. Faktisk tror jeg, at solsikkerne har fundet deres vej til mit hjerte efter vores ture til Toscana. Her har jeg kombineret fem fine solsikker med en enkelt gul lilje.


En lille vase med lidt pink blomster pryder vores toilet.

torsdag, juli 15, 2010

Solnedgang efter uvejr

Naturens smukkeste effekt.

I går var en streng dag vejrmæssigt, og kulminationen blev da også et ret spektakulært uvejr med regn, vind, lyn og torden. Det hjalp gevaldigt på temperaturen, så det var muligt at få en god nats søvn. Men inden søvnen fik vi glæden af en smuk smuk solnedgang, som jeg kunne se fra terrassen. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig, så jeg måtte ned og kigge på solnedgangen og tage lidt billeder.

Natur og kultur i brand.

Mine tomater står "i vejen" for solnedgange set fra terrassen, men det så til gengæld også fantastisk ud med kirketårnet, de våde cherrytomater og den brændende himmel. Samspillet mellem kultur, kulturnatur og vild natur er uimodståeligt.


Rhinlandet i flammer.

Det her billede er meget mørkt, men på en eller anden måde er det også meget repræsentativt for oplevelsen af uvejret og den efterfølgende solnedgang. Det var mørkt og brændende lyst på en og samme tid.

lørdag, juli 10, 2010

44 grader

Jep, termometeret viser 44 grader...

Klokken er 19.15 i Bonn, og der er 44 grader på vores terrasse... Det er altså lige præcis 20 grader for varmt til, at man kan være derude. 44 grader... Det er helt vildt!
Tak for termometeret, Heidi - vi bruger det tit.

fredag, juli 09, 2010

Terrassen 2010 - opus IX: ah, det hjalp

Det kan være svært at se, at der er ryddet ud
- men jeg ved det.

Efter nogle dages arbejde på terrassen, når temperaturen har tilladt det, er terrassen nu endt med at se fin ud igen. Men for søren, hvor er det varmt derude! Skyggetemperaturen derude er 35 grader nu her klokken 14, heldigvis lufter det lidt, og der er begyndt at komme skyer. Jeg vandede til morgen omkring klokken 6, men jeg er ikke sikker på, at jeg ikke er nødt til at vande igen i aften. Det er lige i overkanten med varmen i disse dage.


Blomster og nytteplanter i skøn forening.


Nogle af mine særlige tomater (der er hvide, sorte, stribede).


Flere tomater.

De tre forreste tomatplanter i venstre kasse er nogle mine svigermor har drevet frem fra en skive tomat. Smart trick, og de trives og bærer alle tre frugter. Den tomat længst til højre (i en kasse for sig selv) er den, som jeg skrev forleden, der voksede i bredden. Det viste sig, at den ikke var vokset i bredden; den trængte blot til at blive bundet op. Jeg er gået hårdt til tomatplanterne og har fjernet mange blade. Det gjorde jeg også sidste år, og jeg ved, at de kan tåle det. Det gør det nemmere at holde planterne, og jeg er sikker på, at tomatfrugterne får sol på den måde.


Tomaterne på den plante, der trængte til at blive bundet lidt op.


Se, fine blommetomater.

Cherrytomater og kirketårnet i baggrunden.

Ja, der er vist ingen tvivl om, at det jeg holder allermest af at have på terrassen er tomaterne. Det er noget ganske særligt selv at drive dem frem, og en tomat spist direkte fra planten smager forrygende!


En aktiv lille fyr.

Denne fyr fik jeg af Lene L sidste efterår, og jeg var nervøs for, om jeg kunne holde liv i den. Det ser ikke ud til at være et problem, for mens vi var i DK, har den skudt fine nye grene.

Flere af minisolsikkerne er sprunget ud.


Den sølvgrå plante med de gule blomster er vokset noget vildt...


En ny lyserød og en ny mørkerød blomst.


Denne blomst hedder "Flammeblumen" på tysk,
og den dufter vidunderligt.


Jeg blev meget fristet af de orange nuancer, da jeg købte nye blomster.


Min klatrefyr, som jeg skal have indenfor til vinter, så den kan overleve.

søndag, juli 04, 2010

Sommer for fuld udblæsning

30 grader...

Kan I holde varmen? Jøsses, den har været streng i denne week-end. Mine forældre og jeg kørte i sommerhus på Odden for at være et sted, hvor det trods alt var til at holde ud at være i varmen. Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke ligefrem er vild med høje temperaturer, og 30 grader er altså alt for varmt til mig. Og 30 grader var netop, hvad der var på sommerhusets terrasse i går...


Friske danske jordbær.

Man kan jo ikke rigtig tillade sig at klage, når det nu rent faktisk er sommer - og week-enden var da også fuld af sol, jordbør, grill på græsset, familie og hygge, så det var en dejlig week-end.

Jordbær kombineret med koldskål - det er da dansk guf.

Jordbærene i Tyskland er gode, men dem man kan købe hos Birgit i Lumsås er de bedste. Det er bare guf. Og så serveret i en kold koldskål, det er friskt og lækkert. Jeg forstår ikke, at vi danskere er de eneste, der for alvor har fået øjnene op for koldskålens lyksaligheder.


Familien bænket om bordet.

Lørdag aften kom min onkel, tante og kusine til middag på Odden, og vi sad med den smukkeste udsigt og en kølig brise, mens vi grillede og hyggede os.


Dessert og en anti-linselus.

Liza bliver nok ikke så glad for, at det her billede har fundet vej til bloggen, men hun ser så sød ud, så jeg håber, jeg bliver tilgivet.


Klokken 4.15 om morgenen er det altså smukt.

Jeg vågnede alt for tidligt i morges, men det har jo sine fordele: jeg fik mulighed for at gå ud og nyde den virkelig smukke solopgang. Den var sart lyserød til at starte med, men bevægede sig løbende over i glødende orange. Spektakulært og smukt - og svært at beskrive med ord, så billeder er nok bedre.



tirsdag, juni 29, 2010

En på Odden

Dansk sommer for alvor.

Vi har været på Odden med Sus, Alma og Esben fra torsdag til søndag - og vi havde som altid en dejlig week-end med snak, spil, god mad, Alma i hopla (det meste af tiden i hvert fald) og dejligt vejr.

Overalt på Odden blomstrer hybenroserne, og de dufter helt fantastisk.

Det var dejligt endelig at komme af sted på week-end igen; vi plejer jo at være af sted to gange om året, men det er lidt vanskeligt, så længe K og jeg bor i Tyskland. Heldigvis er det jo sådan, at man kan nyde det, man får, i stedet for at græde over det man ikke får.


Se, nu der!


Så stort og storslået.

Jeg elsker at være i sommerhuset på grund af den konstante lyd fra havet. Hvis jeg kunne vælge frit, ville jeg altid vælge at bo i første række til et rullende hav; der er ikke noget som bølgernes langsomme lyd og det konstant foranderlige udseende af havet.

Et udsnit af et af vores spil Agricola.

Årets spil var Agricola, som er blandt verdens bedste spil (både i følge os og i følge statistikken på BoardGameGeek). Det er et ret kompliceret spil med mange forskellige mulige strategier, og jeg kan desværre ikke prale af, at jeg har knækket koden, for jeg vandt ikke et eneste spil hele week-end. Godt at jeg har held i kærlighed i stedet ;o)


I godt humør.


I endnu bedre humør.

Alma er en fornøjelse, og både K og jeg nyder at være sammen med hende og lære det lille myr at kende.

søndag, juni 27, 2010

Danmarks dåbsattest

Tænk, at stenen har stået der siden 965.

Jeg var som sagt i Jylland i sidste uge, og jeg fandt mig selv ganske tæt på Jelling, så på vej hjemad besluttede jeg mig for at lægge vejen forbi Harald Blåtand og Gorms gamle mindesten. Jeg har godt hørt snak om, at der skulle bygge om, ud og ændres i Jelling, men foreløbig er de største forandringer, siden jeg var der sidst mere parkeringsplads og et 30 cm højt hegn om de to gamle sten. Hegnene er kun i meget ringe grad en hindring i oplevelsen af de store gamle levn fra fortiden.


Et efterhånden særdeles velkendt motiv for de fleste danskere.

Der er noget meget bevægende over, at motiverne på de to sten er skabt i en fortid, hvor mennesker levede så anderledes, end vi selv gør. I en tid hvor mennesker ønskede at hylde hinanden (og måske lidt sig selv) ved at frembringe ekstraordinære kunstværker som disse. Måske har vi egentlig ikke ændret os alverden, når det kommer til netop dette område?


Den store er Haralds, den lille Gorms.

Efter at have trisset omkring på kirkegården og kigget på stenene, listede jeg ind i Jelling Kirke, som er en pyttelille og meget fin kirke. Der er ikke så meget at se, og da organisten sad og spillede kiggede jeg bare ind i kirkerummet. Til gengæld kunne jeg ikke lade være at grine lidt, da jeg så hvor godt fortøjret kirkebøssen var. Det er nu egentlig sørgeligt, at det skal være nødvendigt at sætte en kirkebøsse lige så godt fast, som man gjorde med straffefanger i fortiden. Det er både komisk og tankevækkende...


Den kirkebøsse er der vist ikke nogen, der lige løber af sted med...

Det er nu også et ganske fint sted, Harald, Gorm og kompaner har sat stenene - der mellem to gravhøje midt i Jylland. Gad vide, om der var mange, der kom forbi og så mindesmærkerne i samtiden? Der er i hvert fald plads til mange besøgende i nutiden.

torsdag, juni 24, 2010

En smuk dag på Fyn

Jeg elsker skyer.

Jeg har været en tur i Jylland hos min kusine, som lige er blevet mor til søde lille Birk. Vejen til Jylland går som bekendt over Fyn, og jeg kørte derover i det smukkeste danske sommervejr. Det var herligt. Jeg stoppede lige efter broen, kørte en tur over Kerteminde og Fyns hoved, før jeg endeligt satte kursen mod Jylland. Jeg blev ret grebet af stemningen og det smukke vejr. Her er min udgave af en dansk sommereftermiddag.


Storebæltsbroen gør sig flot mod en dansk sommerhimmel.


Hjemme i det tyske kan jeg godt savne havet - det er dragende.


Jep, mere vand.


Det helt almindelige mod det store uendelige blå.

Kerteminde Havn er en hyggelig lystbådehavn, og jeg nød at trisse rundt og kigge på bådene og nyde stemningen. Farverne og lydene i en havn er så sprøde og hyggelige, og lugtene trænger sig på på en helt særlig måde.


Næsten græsk stemning.


En lille sart dansk detalje.


En stor tydelig tysk detalje.


Ikke alle skibe var rent hygge,
der var også brugsbåde i havnen.


Hvis man skulle have glemt, hvor man var henne.


Farver og slidtage - mmm...


Flere slidte farver - jeg elsker det.


Jeg tog en masse flere billeder, men det er jo godt at kunne vælge lidt ud - ikke...? Jeg håber, at du nyder sommeren, mens den er her.