Let's go duuu-uuucks!!

Endnu en morgen, der ser lidt grå ud, men som hurtigt lysner til blå himmel og solskin over Via Habana her i Yorba Linda. Norri arbejdede 9.45-18.15, så jeg var alene hjemme igen. Alene hjemme betyder, at der er rigeligt tid til at snakke med Kristian og Lone via Skype, til at chatte med Louise og til at blive opdateret på verdensbegivenheder og små trivialiteter på Lifetime. Jeg fandt også ud af, at jeg kan se amerikanske tv-serier online, fordi jeg rent faktisk sidder i USA. Det kan man da ikke lade gå sin næse forbi, så jeg så et par afsnit af Extreme Makeover Home Edition, mens jeg snakkede og chattede og skrev blog.

Var også lidt ude og kigge på kvarteret; jeg måtte naturligvis have et par billeder af de omgivelser, der er Norris hverdag. Muligvis er Los Angeles ikke verdens kønneste by, men forstæderne har bestemt deres at byde på, og fra Norri & Warrens fortov er der en fantastisk udsigt til bakkerne. Mixet af bjerge og palmer er ret fint:


Helt efter foreskrifterne skilter familien Hennagin med at deres to sønner er dygtige skoleelever, læser på Georg Washington University eller er aktive waterpolospillere gennem klistermærker på bilens bagrude eller ved at sætte skilte som dette i forhaven:

Det kan godt ske, at det er oktober i hele verden, men oktober ser bestemt ikke ens ud over hele verden, og i Yorba Linda er træerne nok ved at falme, men blomsterne er stadig stærkt pinke og helt frisk på buskene; overhoved ikke til at stå for:

Dagens højdepunkt var bestemt, at Jackie, drengene og jeg skulle til ishockeykamp; The Anaheim Ducks skulle på hjemmebane spille mod The Nashville Predators. Kristian ved, at jeg altid klager over ishockey, når der er uddrag fra kampe på tv - jeg fatter bare ikke spillet, fatter ikke reglerne, og det virker tåbeligt med alle de her kampklædte mænd på skøjter, der jager rundt efter en minimal skive plastik. Jeg fatter det ikke! Men jeg kunne bestemt ikke lade chancen for at opleve en sportsbegivenhed live gå forbi min næse. The Ducks er familien Hennagins favoritteam, hvilket kun gjorde det endnu sjovere at skulle med til kampen.

Norri og drengene var klædt på til ægte fanglæde i deres sorte, orange og guld trøjer, mens jeg bare tog lidt ekstra vintertøj på for ikke at fryse i arenaen. Vi spiste aftenmad på stadion, og jeg må indrømme, at maden egentlig var udemærket. Det var ikke kedelige hotdogs, men derimod kalkunwraps med friske grøntsager serveret med lækre chips og en flaske koldt vand. Ikke noget med stadion-junk-food her i Orange County!

Jeg fatter stadig ikke hockey! Jeg synes stadig, at alle de mænd er tossede, når de jagter rundt efter en lille skive plastik, men wow... Stemningen i arenaen var virkelig på toppen. The Ducks er Stanley Cup mestre, så der er selvfølgelig ekstra interesse omkring deres kampe, og selv på en almindelig onsdag i oktober var kampen udsolgt.

Der foregik en helt masse, som ikke var hockeyrelateret; der var en miniblimp, som fløj rundt med kuponer, man kunne være heldig at gribe, der var letpåklædte damer, der serverede lyserøde milkshakes, der var mulighed for at vinde bedre siddepladser. Alt muligt gejl og halløj. Når kampen ikke var i gang, blev der spillet høj musik og fra en skærm midt over isen kørte der forskellige reklamer og interviews med spillerne. Alt sammen på én gang underholdende og meget amerikansk.

Det første Ducks-mål blev scoret 1 minut inden første periode sluttede, og arenaen eksploderede i begejstring! Der blev slået på koklokker, brølet i et eller andet dybt rumlende instrument, alle lysreklamerne blinkede orange med ordet "GOAL" over hele stadion, og alle mennesker på stadion fløj op af deres stole for at heppe på holdet. Uden at være fan eller have noget som helst investeret i spillet, så var scoringerne virkelig overvældende oplevelser. Resultatet af kampen gjorde det kun endnu sjovere at have været med til kampen, idet The Ducks vandt 3-1:

Selvfølgelig måtte det dokumenteres, at jeg har været til en ishockeykamp, så Daniel agerede fotograf, og Norri og jeg stillede op til fotografering. De blå striber i baggrunden er lysreklamerne, som løber hele vejen rundt om arenaen.

At være udehold kan ikke have den helt store attraktionsværdi; de blev dårlig anerkendt som værende til stede. The Ducks blev præsenteret af speakeren, hver gang de gik på banen, mens The Predators bare blev ignoreret. Den ene gang de scorede genlød hele arenaen af Ducks-tilhængernes buh-brøl; der har formentlig ikke været en eneste Predators-tilhænger på hele stadion. Tilgengæld var der disse lystige Duck-fans på sæderne ved siden af mit:

Min første live sportsbegivenhed har faktisk givet smag på mere; ikke så meget for at se spillet, men derimod for at opleve stemningen. Jeg tror, jeg er nødt til at tage til en fodboldkamp hjemme for at opleve, hvor anderledes stemningen er på et dansk stadion.