Schade!

Byen var pyntet til løjerne.

K og jeg mødtes onsdag aften med vores nye amerikanske bekendte, Rebecca & Cyrus (samt nogle af deres bekendte) til fodboldkamp og -stemning i den nordlige del af Bonn.

Inden spanierne var kommet foran.

Stemningen var god og glad det meste af aftenen, men vi kommer jo desværre ikke udenom, at spanierne var bedre på dagen end det unge tyske hold. Vi må heppe på, at de kommer igen om to år, når der er EM. Og ellers må vi jo blive boende fire år mere ;o)

Vores is var også i fodboldstemning.

I halvlegen fik vi is fra en ny isbutik, IsLabor, som laver rigtig god is. Og lidt alternative varianter: jeg fik en almindelig jordbærsorbet men også en appelsin med friske mynte. Ums!

Min egen fodboldfan.

Det var første gang, jeg har oplevet en fodboldkamp på denne måde, og det var en rigtig god oplevelse. Alle var opstemte og begejstrede, der var et trommeband under første halvleg, der blev truttet i vuvuzelaer og drukket øl. Jeg er glad for, at tyskerne gik videre til semifinalen, så jeg fik lov at opleve stemningen herhjemme i Bonn.

Ikke meget lys i mørket - Spanien er foran 1-0.

Som mørket faldt på og spanierne kom foran dalede stemningen noget. Man kunne mærke skuffelsen allerede inden kampen blev fløjtet af, selvom tyskerne dog fortsat heppede, piftede og håbede til det sidste. Bedre held næste gang!

Give me hope, Joachim

Jeg har ventet længe på at poste denne video, men nu har jeg besluttet, at tiden er inde. Danmark er forlængst ude af VM, så vi holder naturligvis nu med Tyskland, som unægteligt spillede imponerende fodbold i lørdags. Min far og jeg så kampen sammen, og jeg var godt nok lidt presset i slutningen af første halvleg, hvor argentinerne gav igen. Heldigvis fik de ikke noget ud af det, og nu glæder jeg mig mægtigt til at se semifinalen et eller andet sted i Bonn. Jeg er sikker på, at der er god stemning!

Om ikke andet så har den her fodboldsang virkelig selvironi og humør. God fornøjelse!

Vuvuzela

Vuvuvuvuvuzeeeeeeeeeeeeeeeelaaaaaaaaaaaaaaa

Vuvuzela - et ord kun ganske ganske få danskere kendte for nogle uger siden er nu blevet lige så velkendt som jordbær og midsommersang. Jeg har ikke set ret mange kampe ved dette VM, som nogen jo også vil hævde først lige er begyndt for alvor, men jeg har da forstået at vuvuzelaerne gør et ganske markant indtryk på oplevelsen.

Sådan cirka ser det ud,
når Tyskland scorer.

Inden vi kørte til DK i midten af juni, kiggede K lidt på de vuvuzelaere, men kunne købe overalt. I DE var de tre farvede i de tyske farver, hvilket jo faktisk er en ret sød idé. K mente nu ikke, at han skulle have en. Men da han kom til DK igen senere på måneden, var det med en vuvuzela i rygsækken. Så nu kan der laves fine dybe trut, når favoritholdet scorer.

Og så i øvrigt ikke et ord om den ynkelige danske præstation forleden dag!

Schwarz Rot Gold

Lidt bart,
men farverne står da frem.

Overalt i landet er de tre nationale farver Schwarz Rot Gold fremherskende - på sodavandsflaske, i Hariboslik, på nutellabøtter og pakker med ost. Tyskerne glæder sig gevaldigt til verdensmesterskabet i fodbold, og det kan man jo ikke fortænke dem i. Vi var i Ikea fredag aften, og vi kunne simpelthen ikke lade være med at blive grebet af forventningensglæde, da vi så, at de solgte håndklæder i nationalfarverne. Så vi måtte have en trio af håndklæder til pynt i badeværelset. Normalt er farverne i badeværelset pink og grøn, så der er lidt bart lige nu, fordi jeg har fjernet den pink og grønne udsmykning, så de nye farver kan få lov at stå frem.

Et fluffy flag.

I forlængelse af det med de tyske farver og forventningerne til tyske præstationer, så har vi haft en sjov oplevelse i forbindelse med årets Europæiske Melodi Grand Prix. Som det sikkert ikke er gået forbi næserne på de fleste europæere, så vandt tyske Lena grand prixet i går. Jeg ser ikke MGP, men man kan jo ikke undgå at høre om det alligevel. I løbet af denne uge har de tyske medier været fuldstændig overbeviste om, at det i år var Tysklands tur til at vinde. Da vi kørte til Aachen i går, hørte vi i radioavisen (indslaget kom mellem de politiske nyheder og sportsnyhederne i en seriøs udsendelse), at "hvis alt gik efter planen ville Lene modtage prisen som vinder klokken 22.30 i aften". I ramme alvor... Der blev ikke grinet lidt efter meddelesen; nej, det var en del af nyhederne. At nyhedsværten så viste sig at have ret, ja det gør det jo nærmest kun endnu bedre...

Ford Köln (323/365)

323: torsdag den 19. november

På endnu en fridag var Kristian og jeg med AIWCC på rundvisning på Ford-fabrikken i Köln. Det er et kæmpe område, som har tre togstationer, eget rangerlokomotiv, adgang til at sende biler med både ned af Rhinen og kæmpe parkeringspladsanlæg. På fabrikken laver de Ford Fiesta og Ford Fusion, og vi fik mulighed for at se stålplader blive presset, bilerne samlet af robotter og færdiggjort af mennesker. Det var en stor oplevelse at se så stort og grundigt udført og indrettet anlæg.



On Thursday Kristian and I got the chance to visit the Ford plant in Cologne along with AIWCC. The plant is huge: it has three train stations, access to ship cars down the Rhine and huge parking areas. It was a great experience to see the plant from inside, to see the cars being made by an army of robots and workers.

Spilmessen i Essen (295/365)

295: fredag den 23. oktober

Fredag havde Kristian fri, og turen gik til Essen, så vi kunne komme på spilmesse. Forestil dig et kæmpe messeområde fyldt med stande, som alle beskæftiger sig med brætspil, lege og rollespil. Vi havde hørt, at det var gigantisk, og at man ikke kunne forestille sig, hvor stort det var. Det holdt stik. Det var fuldstændig vildt, og selvom vi var der ½ time efter åbningstid, var der propfyldt med spilentusiaster. Det var en virkelig fornøjelse, og vi glæder os allerede til næste messe.

Gæstefotograf (253/365)

253: lørdag den 12. september

Kristian var på udflugt med Christian, Esben og Morten til panzermuseet i Munster hele lørdagen, så derfor har jeg en gæstefotograf på dagens billede.


Kristian went to the Panzermuseum in Munster along with three friends and thus I have a guest photographer for the picture of the day.

Omkring i Würszburg (192/365)

192: lørdag den 11. juli
Floden Main, Festung Marienburg og den fine gamle bro.

Vi var første gang i Würzburg i sommeren 2007, og den gang var vi på rundvisning på bispepaladset Residenz. De var i gang med at restaurere paladset, så det var ikke alle rum, vi kunne kom til at se. Da rundvisningen sluttede, sagde omviseren: "vi ses igen sommeren 2009, hvor istandsættelsen er afsluttet, og der er Mozart-festival". Det har Kristian og jeg siden grinet meget af, men nu hvor vi så bor relativt tæt på Würzburg, måtte vi selvfølgelig af sted. Vi bestilte billetter til to koncerter og bookede værelse på et hotel centralt i byen. Desværre blev en af vores koncerter aflyst på grund af sygdom, men sådan noget kan jo ske. Da min mor også har besluttet, at hun gerne vil se Residenz, hvilket virkelig er fantastisk, skal vi faktisk til Würzburg igen om en månede, og derfor var vi ikke på rundvisning i paladset i denne week-end. I stedet turnerede vi rundt i byen på en geocaching-ekspedition.

Det har været ret sølle vejr i Tyskland i den seneste uge, så vi var noget spændte på, hvordan vejret ville arte sig denne juli-lørdag. Det var det mest vidunderlige sommervejr, man kunne have ønsket sig hele dagen. Det blev så regn da vi skulle gå til koncert om aftenen, men det er mindre vigtigt.

De forstår at huse turistkontoret standsmæssigt i Würzburg.

Vores tur gik blandt andet over byens marked, som er en mere blandet omgang, end det marked vi har i Bonn. Her bliver solgt alt fra træskrammel, over solbriller, grøntsager og frugt til rengøringsudstyr og køkkentøj. Min favorit fra markedet var dog denne syltede agurker bod, som havde alt til syltearbejdet: forskellige agurker, dild, peberrod og hvidløg. Det er da for herligt, at man kan købe hele sættet samlet.

Sylt selv.

Et af byens vartegn er denne fine gamle kran, som vi faktisk ikke så første gang, vi var i byen. Denne gang skulle det være anderledes, og derfor gik vi naturligvis ned og så kranen (og fandt den geocache, der ligger på kranen).

Alte Kran.

Kristian am Main.

Fra Altes Kran gik vi ind i byen op til Alter Mainbrücke , som minder lidt om Karlsbroen i Prag med store statuer i alkover langs broen. Der er en fin udsigt mod Festung Marienburg, ned til Altes Kran og op og ned af Main.

Kristian kigger frem bag en af den gamle bros statuer.

Vi spiste frokost på Bürgerspital, som har en forrygende gårdhave, hvor vi kunne sidde i solen og nyde hinandens selskab, et glas vin (eller vindruesaft for mit vedkommende) og de fine hvide skyer der drev forbi over os.

Kristian vurderer vinkortet.

Aftenen stod på Strauss' Die Fladermaus i orangeriet i Residenz' fine have. Det var vores første operetteoplevelse, og overordnet set var det en succes. Jeg blev dog irriteret over tredje akt, som virkede alt for fladpandet og fuldedum. Men første og anden akt var gode med herlig let komedie og dejlig musik. Måske skal vi tage mere opera og operette i fremtiden...

Zukunft (56/365)

Nu er det endelig officielt hele vejen rundt: Kristian og jeg flytter til Bonn i 1½ år. Kristian starter job hos FN den 6. april, så vi har gang i alle forberedelserne til vores flytning. Det er så spændende, og vi glæder os helt forfærdeligt til alle oplevelserne. Vi kommer selvfølgelig til at savne venner og familie, men I ved jo, at I er velkomne hos os. Og så er der ikke længere fra Bonn til København, end at vi kan komme hjem relativt ofte.

Just thought to add an English version of this post. K and I will be moving to Bonn in Germany in April. We'll be staying 18 months and we are very excited about it all.

Hjemme igen

Tænk, at der gik så mange dage uden en opdatering af bloggen... Kristian og jeg havde en dejlig ferie, og Kristian havde stort udbytte af sin konference. Vi besluttede i går eftermiddags at køre hjem en dag tidligere end oprindeligt planlagt; Kristian havde en del arbejde, og vi ville gerne have en dag til at komme hjem på. Så nu er vi altså hjemme på Nørrebro igen. Det har været hyggeligt at have jer med på ferien her via bloggen ;o)

Forår i Freiburg

Åh, at vågne til solskin og fuglefløjt! Det er en nydelse af de helt store, så jeg sikrede mig at nyde det særligt imorges. Vi sov med åben dør til altanen (selvom Kristian snakkede om klatretyve og andre slige sager), så vi fik fuglenes sang helt ind i værelset allerede fra solopgang.

Kristians konference startede i dag klokken 13, så vi havde nogle timer inden, hvor vi kunne tage på byvandring. Iført en sweater og en tynd jakke gik vi ud og nød byen efter at have handlet nyt tøj til Kristian. Selvom jeg allerede har dette billede (og vist endda har scrappet et layout med det), kunne jeg ikke modstå fristelsen til at tage billedet endnu en gang. Det røde hus står så smukt mod en blå himmel:


Huset ligger på Freiburgs rådhusplads, så vi kom forbi en anden gammel kending - det er formentlig et af de mere fotograferede gadeskilte i Tyskland. Sidst Kristian og jeg forsøgte at tage billede af det her skilt, var der nogen, der havde sat et grimt klistermærke på det. Det var så heldigvis ikke tilfældet denne gang, så vi fik et fint billede:


I går kiggede jeg nedad med billederne og så på Freiburgs detaljerede gader; i dag synes det som om jeg kiggede op i stedet for. Kristian og jeg ledte efter en geocache inde i rådhusgården, og derinde fra kan man se op igennem rådhuset, op i den uendelige åbne himmel:



Vi havde, måske lidt naivt, håbet på, at de havde taget stilladset af Münster, siden vi var her i efteråret 2005. Stilladset var der stadig, men kirken er nu stor og imponerede med stillads. Imorgen er det min plan rent faktisk at se kirken indefra også.

På pladsen rundt om Münster er der marked, og nogle af boderne var virkelige lækre. Denne her var helt middelhavsagtig i udseende såvel som duft:

Foruden duften af Grækenland på en forårsdag var der også et syn, der mindede mere om et toscansk sommermarked end om et tysk forårsmarked. Jeg elsker farven og formen på appelsiner, og når de så ovenikøbet ligger lige i solen, er det ikke til at stå for:


Inden Kristians konference startede kørte han mig tilbage på hotellet, hvor jeg brugte eftermiddagen på at slappe af og trippe rundt ude i foråret. Vejret var skønt og mildt, så det var virkelig en fornøjelse at sidde med åben dør og gå en tur ude i vejret. Min åbne dør ledte til, at jeg pludselig havde selskab af en sangfugl inde i værelset - det var nok lidt mere håndgribeligt forår, end jeg havde brug for.

Men at gå ud og se små hvide og gule blomster kigge op på én, eller spæde lysegrønne blade se ned på en - det er at mærke foråret for alvor. Gad vide om andre fodgængere tror man er blevet tosset, når man stikker næsen og kameralinsen helt ned i en mælkebøtte eller står på tæer for at nå en gren med nye blade? Eller måske nøjes de med at nyde alt det spæde gryende forår selv.




Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg synes dét, denne cykelrytter kommer til at opleve, ser rart ud. Men fint var det da at skilte med de bakker, der lå forude for eventuelle cykelryttere.



Vi havde besluttet at spise aftensmad på hotellets restaurant for at nyde endnu en solnedgang over Freiburg. Det blev der dog ikke noget af: maden var vidunderlig men solnedgangen forsvandt i skyerne. Man kan ikke vinde hver gang, og så er det godt, at vi nyder hinandens selskab.

Fra en yderlighed til den næste...

Vi brugte det meste af mandag på at komme fra Göttingen til Freiburg, og jo længere syd på vi kom, jo tydeligere blev det, at foråret er kommet til Schwarzwald. De små buske langs vejene var fine og lysegrønne, kirsebærtræer stod i blomst og det var mildt, når vi rullede ned for at lukke lidt frisk luft ind i bilen.

Atkins' rejsebureau havde bestilt et rigtig fint hotel til os: Panorama Hotel, som ligger højt over Freiburg bygget ind mod bjerget, så alle værelserne har altaner med udsigt over byen. Vi kan, med lidt god vilje, ligge i sengen og kigge ud på Kaiserstuhl og Münster. Og uden besvær kan vi se ud på træer med spæde grønne blade og hvide blomster.

Vejen op til hotellet går igennem et område med store gamle huse og nybyggede etageejendomme (tænk at bo i lejlighed i bjergene). Til min store begejstring passerede vi også flere blomstrende magnoliatræer; faktisk var de fleste af dem så småt ved at afblomstre. Men de er så majestætiske og smukke, selv når de er lige ved at være klar til at smide alle deres lyserøde blade:


Vi besluttede os for at køre på eftermiddagstur udenfor Freiburg, mens vejret var så fint. Vores tur blev ledt af en pludselig indskydelse om at køre efter et bestemt skilt. Turen tog os over bjerget Schauinsland; vejen over bjerget er bygget til motorløb i 1920'erne. Lad os bare sige, at det må have været spændende at deltage i de motorløb, for vejene er smalle og svingene skarpe. Til vores store overraskelse lå der stadig masser af sne, jo længere op vi kom. Det var Kristians første oplevelse med sne i bjergterræn, så det var
vi naturligvis nødt til at dokumentere:

Det billede hernede under er taget få sekunder efter billedet af Kristian, og der må bestemt have været mere sne på vej, men vi besluttede os for at køre videre, ned ad bjerget for ikke at skulle køre i snevejr. Kristian var meget koncentreret på nedturen, og han sagde efterfølgende, at det var noget af det mere udfordrende bjergkørsel, han havde oplevet, siden vi kom på vildveje i Italien i 2004. Men det var en smuk oplevelse at køre fra foråret, op i vinteren og ned i foråret igen.

Solen går ikke ned før lige før klokken 20, og butikkerne lukker endnu senere, så vi måtte naturligvis en tur til Freiburg for at kigge lidt på byen og butikkerne. Freiburg er sådan en hyggelig og smuk lille by. Overalt er der detaljer, der er værd at lægge mærke til og opleve. Foran mange af butikkerne er der disse fine skilte i stenbelægningen, der indikerer (eller gjorde før i tiden), hvilken type butik der var, der hvor skiltet var:

En anden meget karakterisk ting ved Freiburg er deres "bächle", som løber i alle de større gader. Det er ikke kloakker, men derimod rendestene med rent vand. Nogle steder står de desuden beskrevet som et system til dels at holde gaderne rene, dels til at holde temperaturen nede. Nå, men fine er de, og man skal helst lade være at skvatte i dem.

Dem af jer, der læste med i sommers, kan måske huske at vi havde et billede af Kristian ved en gammel Fiat 500. Da vi kom forbi denne nye model, måtte Kristian forsøge at stille sig på samme nonchelante måde med armen på toppen af bilen. Desværre er denne nye model højere, så det blev mindre imponerende end sidst:

Efter endt shopping / sightseeing kørte vi mod vores bjerghotel igen, og sikke et syn der mødte os fra vores altan. Solnedgang over Freiburg! På grund af noget regningsbøvl (hotellet skiftede kæde mellem den 31.3. og den 1.4.) havde vi fået to kuponer til at få drinks i baren. Vi er jo ellers ikke bar-mennesker, men den solnedgang overbeviste os om, at vi måtte op og sidde i hotellets panoramabar, så vi kunne nyde den ordentligt. Som I ved, gør solnedgange sig ikke så godt på billeder som i virkeligheden, men I skal nu have et par alligevel.

Solskinssøndag i Niedersachsen

Urene er sat frem til sommertid, og det havde solen helt sikkert opdaget i Niedersachsen. Vi vågnede til en smuk solskinsdag, som kun blev skønnere som timerne gik. Søndagsplanerne involverede geocaching, Torneroses slot og en by med smukke bindingsværkshuse.

Vores første stop var ved stenbrud i Hoher Hagen. Her findes en Earth Cache, som er en "skat" der består i en smuk naturoplevelse. I denne forbindelse er naturoplevelsen i virkeligheden også en kulturoplevelse, da et stenbrud er en kombination af natur og kultur. Ved stenbruddet var der en fin instruktiv interaktiv infotavle, hvor man kunne åbne og se hvor gamle de forskellige lag i stenbruddet er. Den var lækkert lavet, og stedet var smukt.



I nærheden af stenbruddet findes denne væg af basaltstøtter, som er blevet til via en basaltvulkan, hvis lava efter udbruddet er krystaliseret som store sekskanter - kan I høre Kristian diktere ;o). Basaltstøtterne er omkring 10 meter høje og ret fine; og så er de også en Earth Cache, så det var geocache nummer 2 i dag.



Fra Hoher Hagen kørte vi til Sababurg, som i følge overleveringen er inspirationen bag slottet i Brødrene Grimms Tornerose-eventyr. Slottet blev grundlagt allerede i 1334, men står nu kun delvist tilbage. Faktisk er en stor del af slottet kun en ruin. Det er ikke noget stort slot, men det ligger meget piktoreskt, og man kan bestemt se, hvordan slottet kan have inspireret til eventyr og drømme om prinsesser og onde stedsøstre.



Jeg ved ikke, om Kristian spejdede efter prinsesser, drager eller de æsler, der gik på bakken under slottet. Men det var en oplagt mulighed for at få endnu et billede af min mand.

Overalt omkring slottet var der silhouetter med scener fra Grimm-eventyr; selv lamperne var dekorerede med sådanne silhouetter. Man kunne måske have forestillet sig, at det var lidt cheasy eller for meget, men jeg synes, det var hyggeligt. Sababurg var faktisk et eksempel på, at tyskerne ikke nødvendigvis skal renovere alting, men kan lade ruiner være (delvist) ruiner.



Og for at det ikke skal være løgn, så var der de skønneste tegn på det forår, vi virkelig fik lov at opleve i løbet af eftermiddagen. Vi gik en tur rundt på Göttingens bymur, og da vi kom forbi stationen og et termometer viste det intet mindre end 22 grader! Puha; vi savnede vores sandaler og korte bukser. Godt at man så kan nyde syn som disse, når man er lige ved at smelte:




Vi har bemærket rigtig mange store misteltene, mens vi har kørt rundt her i området. Vi snakkede om, om det skyldes området eller vi blot ikke er vandt til at køre i mistelten-befængt område, når der ikke er blade på træerne? Faktisk er det ret imponerende at se disse store klynger af snyltere, der bebor store såvel som små træer alle vegne. De ligner næsten kæmpe fuglereder, men er det som bekendt ikke.

Imorgen går turen yderligere sydpå til en af vores favoritbyer: Freiburg. Her skal Kristian på konference i nogle dage, så jeg skal være på slap line i Freiburg. Vi skal bo på et hotel, der ligger lige i udkanten af Schwarzwald, så vi er begge spændte på, om foråret er kommet for alvor? Og om vi får udsigt til den store sorte skov fra vores næste hotelværelse.

Er der forår på trapperne i Danmark?

De første meldinger fra Tyskland

Vi er et par døgn inde i vores forårsferie, og så er det vel på høje tid at opdatere bloggen, så I kan følge lidt med hjemmefra.

Vi satte næsen mod Göttingen fredag morgen, og ankom i fin stil omkring klokken 18. Vi havde booket en 80 m2 lejlighed med køkken og bad - troede vi! Da vi kom frem viste det sig, at der var tale om et værelse i den lejlighed. Bad og køkken var til deling, og der var madvare i køleskabet og brugte askebægre samme sted. Det var for meget af det gode for os, så vi besluttede at finde et hotel i stedet for. Det er første gang i den tid, vi har rejst sammen, at vi har ombestemt os. Men det var den helt rigtige beslutning. Vi bor nu i stedet på Clarion lige i udkanten af Göttingen; vi har et stort lyst IKKE-ryger værelse, hvilket virkelig er skønt, når man nu ikke bryder sig om røg og skodder.

Udsigten fra vores hotelværelse
- komplet med regnbue.

Fredag aften blev det ikke til meget mere end blot at blive installerede på hotellet og så slappe lidt af. Men lørdag tog vi på opdagelse i selve Göttingen. Vi kunne parkere, på bedste tyske vis, lige i udkanten af det gamle centrum, og derfra kunne vi så liste gennem gaderne og kigge på byen, befolkningen og butikkerne. Göttingen er en gammel universitetsby, og det kan man godt mærke. Byens ugentlige marked er et økologisk markede med smukke råvarer og et stort udvalg, der er gode shoppemuligheder og befolkningen virker meget ung og varieret.

Lækre krydderier fra markedet.

En af Göttingens berømtheder minder lidt om en af vores egne danske berømtheder: hun er lille, lavet af metal og er nok lidt overvurderet. Foran rådhuset i Göttingen står Gänseliesel - en lille pige med et par gæs.

Det er en traditon for nyuddannede fra universitetet
at kysse statuen på kinderne.

Til frokost valgte vi at spise på Zum Schwarzer Bär, som er et traditionelt tysk serveringssted, der trækker sin historie tilbage til 1500-tallet. Maden er tysk, men lavet af gode råvarer. Til min store begejstring var der et helt menukort med aspargesretter. Jeg kunne naturligvis ikke modstå fristelsen, så jeg valgte at få hvide asparges med røget skinke. Og det var så lækkert. Asparges er en sand fornøjelse, og hernede er det jo en hofret:

Hvide asparges serveret med kogte kartofler.

Resten af eftermiddagen brugte vi på at kigge på byen og shoppe mere. Vi handlede blandt andet en del nye brætspil, som tyskerne jo vitterligt er gode til at skrue sammen. Om aftenen spillede Kristian og jeg to af spillene - og Sus; du kan roligt glæde dig ;o)