Der er MEGET langt til Los Angeles...

Det synes som om jetlag'en alligevel ikke helt har sluppet sit greb; i hvert fald er klokken 5.23, og jeg er vågen. Det er helt mørkt og stille i huset og i kvarteret omkring huset, men det er jo helt forventeligt på en alt for tidlig søndag morgen. Sådan en morgen må være ideel til blog-opdatering.


Fredag morgen stod Kristian og jeg tidligt op og kørte i lufthavnen i god tid. Godt nok havde de sagt i Lorry torsdag aften, at man jo ikke behøvede at være i lufthavnen tre timer før afgang, men det var jeg nu alligevel mest tryg ved at være sådan en fredag før efterårsferien. Min fly havde planlagt afgang fra København klokken 10.10, og da Kristian og jeg ankom til Kastrup klokken 7.20 var der allerede lang kø ved skrankerne. Der var jo ikke andet for end at stille sig i køen og vente tålmodigt på at blive checket ind. Det tog vel cirka 1½ time fra vi stillede os i kø, til jeg havde mit boarding kort og kunne gå op til sikkerhedskontrollen. Endnu en halv time og jeg var igennem sikkerhedskontrollen, og der var nu godt 20 minutter til boarding skulle begynde.


Jeg nåede at handle den mascara, jeg havde planlagt at købe i lufthavnen og stillede mig så foran skærmen ved informationen for at holde øje med hvilken gate flyet skulle lette fra. Klokken 9.38 var der fortsat ingen gate, og det vil ikke være løgn at sige, at jeg begyndte at blive lidt urolig på det tidspunkt. Omkring klokken 9.40, hvor boarding skulle være begyndt, ændrede afgangstidspunktet sig fra 10.10 til 10.49, hvilket virkelig gjorde mig urolig, da jeg kun havde en time til at nå mit fly i Paris. Hos informationen blev jeg opfordret til at kontakte transfer-centret, hvilket jeg straks forsøgte at gøre. Dog uden synderligt held! Jeg trak et nummer og stillede mig til at vente; der stod jeg så i 20 minutter, uden der skete noget som helst. Jeg stod der sammen med en englænder, der skulle over Paris hjem til London (hvorfor det skulle være det nemmeste, forstår jeg endnu ikke?) og en dansk rejseleder, der skulle til LA med en gruppe motorcyklister. Sidstnævnte mente, at vi nok skulle nå flyet i Paris, hvilket naturligvis var beroligende...


Det lykkedes mig aldrig at få hjælp hos transfer-centret, for inden der kom nogen, der kunne hjælpe, kom der en gate på flyet til Paris (naturligvis i den diamentralt modsatte ende af lufthavnen), så vi løb ned for at boarde i stedet for. Ved gaten mente de ikke, at det var et problem at nå flyet, men på den anden side kunne man heller ikke holde flyet på jorden til vi ankom til Paris - til trods for at begge afgange var Air France...

Vi kom ikke i luften før omkring klokken 11, så chancerne var stærkt forringede for at nå flyet videre til Los Angeles. På vej til Paris herskede der temmelig meget panik i flyet, som udover motorcyklisterne, den engelske turist og jeg også rummede en fyr, der skulle nå Costa Rica samme dag for ikke at misse sin fire uger lange tur igennem regnskoven, en skoleklasse der skulle til New York, et rejseselskab der skulle videre til Havana samt en del andre passagere, der skulle over Paris til USA, Canada og andre spændende dele af verden.

Personalet ombord på flyet var ikke ret informative, og meddelte skiftesvis at man kunne nå sine fly, og at man ikke kunne. Til sidst meddelte de dog, at de fleste passagere (inklusiv mig) skulle henvende sig i transfer-centret i De Gaulle, samt at dette ikke var til at overse...

I De Gaulle var transfer-centret overhoved ikke til at få øje på, til gengæld var vores fly stadig i lufthavnen, så jeg tog sammen med motorcyklisterne, benene på nakken og løb gennem lufthavnen for at forsøge at nå flyet. Vi måtte pænt stå i kø ved paskontrollen, hvilket rejselederen tog som et tegn på, at nu skulle vi bestemt nok nå flyet - det gjorde vi ikke! Det forsvandt fra oversigten, da vi stod godt to gates fra boarding området! Heldigvis var det lige ved et transfer-center, så vi stillede os op i køen for at blive henvist en anden vej til Los Angeles...


Jeg stod i kø i 2½ time sammen med amerikanere der skulle til Los Angeles som jeg, en brasilianer der skulle til New York, en marocaner der skulle til Boston og to canadiere der skulle til Seattle. Alle havde vi misset vores fly med godt 15 minutter.

Da jeg efter den lange ventetid kom frem til disken, spørger den kvindelig medarbejder mig, hvorfor jeg ikke er ombord på mit fly. Jeg svarer hende, at det lettede uden mig omkring klokken 13.30. Nå... det undrede hende, men hun gjorde ikke mere ud af det. Så forsøgte hun at finde et fly til mig. Det kunne så blive over San Fransisco lørdag eftermiddag! Det talte naturligvis ikke lige frem til mig at skulle overnatte i Paris og komme minimum et døgn senere frem. Pludselig opdagede hun dog, at jeg allerede var booket ind på et fly, der skulle lette 15 minutter senere. Det havde jeg da været hele tiden, fordi de jo havde kunnet se, at jeg kom for sent fra København. Godt så - men hvordan skulle jeg ane det?

Vi løb til gaten, og hun sørgede for, at jeg kom ombord på flyet, som faktisk lettede godt 30 minutter senere, og jeg slap for en overnatning i Paris. Heldigvis!


Flyrejsen i sig selv var uden større begivenheder og egentlig relativt hurtigt overstået til trods for de godt 11 timer i luften. Jeg så Harry Potter 5, en eller anden komedie med Robin Williams og så sov jeg til Pirates of the Carribean 3.


Vel ankommet til Los Angeles tog det godt en time at komme gennem told, immigration og hente bagagen, hvilket var rimeligt hurtigt i forhold til i Detroit tidligere på året. Norri & Warren hentede mig i lufthavnen, hvilket naturligvis var herligt, fordi det betød, at jeg endelig mødte Norri, samt at jeg ikke skulle tænke over at komme væk fra lufthavnen selv. Det tog vel godt 1½ time at køre fra lufthavnen, over en Del Taco take away og hjem til Norri & Warren. Her snakkede vi lidt, inden jeg måtte kapitulere og gå i seng efter at have været vågen i godt og vel 24 timer.


Der er MEGET langt til Los Angeles...