mandag, oktober 22, 2007

The Santa Ana winds blew warm into your room...

En af mine ynglingssange er Elton Johns Mansfield, og titlen på dette blogindlæg er en del af teksten til Mansfield. I dag fik jeg virkelig chance for at opleve The Santa Ana Winds her i Yorba Linda. Lyden af Santa Ana vindene minder om en dansk vinterstorm, eller det der er værre. Vindene suser og hviner omkring hjørnerne af huset og i udluftningskanalerne. Som den nørdede turist, jeg måske nok er, var jeg nødt til at gå udenfor for at opleve vindene på min egen krop. Udsigten ned af vejen, som resten af ugen har været en klar udsigt til bjergene, var så mudret imorges, at man overhoved ikke kunne se bjerget. Det var ikke umiddelbart til at afgøre, om det mudrede udsyn skyldtes støv, der blev hvirvlet op af vindene eller røg fra en af de brande vindene bringer med.


Desværre lavede jeg en fejl og fik slettet billedet af det forsvundne bjerg. I løbet af dagen aftog vindene lidt, så der blev lidt bedre udsyn til bjergene; dog blev det aldrig så skarpt, som det har været de andre dage, jeg har været her.


Det er en meget underlig fornemmelse at stå midt i en voldsom storm iført t-shirt og bare arme og ikke fryse det mindste. Vindene er varme og knastørre, og det er hårdt for øjnene og næsen. Det er vitterligt en anden oplevelse, end storm i oktober er i Danmark.

Dagens egentlige begivenhed var ikke Santa Ana vindene, men derimod en brunch med et par andre medlemmer på Lifetime. Norri havde inviteret de LM'er, der boede her i nærheden. Wendy, Jane og Arlyn havde sagt ja til invitationen, og vi skulle starte brunchen klokken 11. 40 minutter senere havde vi stadig ikke set Wendy, og da Norri ringede til hende, viste det sig, at hun faktisk havde været her, men at ringklokken ikke virkede, så hun havde troet, at vi ikke var her, og var kørt hjem igen! Det er virkelig ærgerligt. Jeg ville supergerne have mødt hende, og det er så surt for Wendy, at hun har kørt 225 km i dag uden at få ret meget ud af det!

Jane og Arlyn kom begge to, og det var sjovt at møde dem begge. Arlyn var så sød at have et kort og et gavekort til Starbucks med til mig, så nu har jeg to gavekort til Starbucks, som jeg skal nyde at bruge i de kommende uger.

Norri og jeg havde lavet pumpkinmuffins, cinnamon rolls, omelet med spinat, soltørrede tomater og champignon, bagels og frugt. Dertil drak vi kaffe, the og appelsinjuice. En hyggeligt, afslappet og rolig søndagsbrunch, som strakte sig til omkring klokken 15.30, hvor Arlyn og Jane kørte hjem.


Vindene tog til igen i løbet af eftermiddagen, og jeg måtte ud igen for at opleve vindene og forsøge at tage nogle billeder, der kunne illustrere vindens hærgen og konsekvenserne af vindens styrke og intensitet.

Som I måske husker fra I sidst så det her billede, så er det lille amerikanske flag forsvundet i vinden. Og på billederne herunder er bladene faldet af træerne og af den lille fine hortensia; Norri fortæller, at det er sådan efteråret er her i Californien: bladene bliver brune, så kommer Santa Ana vindene og blæser dem alle sammen ned på få dage, og så er det overstået.


Norri og jeg lod os dog ikke slå ud af hårde vinde, men kørte ud for at kigge på tøj hos Avenue. Jeg købte en natkjole, et par afslappede bukser og en trøje. Tøj i det her land er billigere, og der er virkelig et noget større udvalg, end jeg er vant til. På vej til Avenue holdt vi ind ved en Starbucks, og I tror det næppe, men jeg fandt endnu et "vask-dine-hænder-skilt". Det er efterhånden noget af en samling, jeg har fået etableret:


Som Kristian og Lone opdagede tidligere på dagen, så havde jeg en del problemer med Skype. Kristian og jeg fik diagnosticeret problemet: mit headset var gået i stykker. Til alt held lå der en Circuit City lige ved siden af Avenue, så jeg fik et nyt headset, så forhåbentlig kan jeg komme til at snakke med Kristian og Lone, når jeg står op mandag.

Selvom det blæste mere end en halv pelikan, tændte Warren op i grillen, så vi kunne få lammekoteletter. Vi spiste middag i Norri og Warrens spisestue, som har et langt bord med plads til den store familie, og store bløde stole. Efter aftensmaden så Norri, Warren og jeg lidt tv, og nu har jeg lykkedes med at få dr-tv til at vise Forbrydelsen, så jeg er ved at blive opdateret på den front.

3 kommentarer:

Kristian Thy sagde ...

Watten? ;-)

Har hende Wendy overvejet en mobiltelefon, så hun ikke kører over 200km forgæves ... ???

Det lyder godt med headsettet, det er lidt mærkeligt at snakke med en der så kun skriver tilbage :-)

Anonym sagde ...

Det er rigtig spændende at følge med i turen her på din blog. Især nu hvor det er ved at være rigtigt koldt og mørkt herhjemme (øv)!!
Nu håber jeg ikke du er for tæt på al det ildebrand - men kan nyde din ferie i ro og mag.
KNUS Line

scrapper al sagde ...

I'm so glad I got to meet you Cecilie!