Lizas Bonn-besøg

Min søde kusine, Liza.

Jeg har været væk fra bloggen i en uges tid, fordi vi har været så heldige at have besøg af min kusine Liza siden torsdag. Vi har hygget os mægtigt, og vi sætter begge to stor pris på, at Liza har lyst til at komme til Bonn og holde sommerferie sammen med os. Nu bor vi jo midt i Europa, og det ville vi drage nytte af, mens Liza var på besøg, så lørdag morgen satte vi kursen øst på til Amsterdam.

Vores hotel set fra kanalen.

Det tager vel omkring 2½-3 timer at køre til Amsterdam, men vi besluttede os for ikke at køre helt ind i byen. Tanken om at forsøge at parkere i Amsterdam var ikke ligefrem tiltalende. Heldigvis er der en række Park & Ride-områder i byens udkant, så vi parkerede ved Ajax Arena, hvorfra vi kunne tage tog og sporvogn resten af vejen ind til Amsterdam og vores hotel på Prinzengracht.

Liza og Kristian ved kanalstoppestedet ved Anne Franks hus.

Kristian og jeg har været i Amsterdam et par gange, men vi har aldrig nogensinde oplevet byen med så mange turister. Det var fuldstændig vanvittigt, og selvom vi var forbi Anne Franks hus to gange, måtte vi opgive at komme ind. Næste gang køber vi billetter hjemmefra (hvilket vi havde gjort til Rijksmuseum denne gang). Det var dog til at få billetter og en plads ombord på en af Amsterdams mange kanalbusser, så vi var på sightseeing gennem kanalerne; det er virkelig en fin måde at se byen på.

Efter kanalrundfarten gik vi rundt og kiggede på byen, kiggede lidt et par forretninger, så en tosset australsk gadekunstner underholde og endelig begav vi os retur til hotellet for officielt at tjekke ind. Efter et kort hvil på hotellettet gik turen tilbage ind mod byen, hvor vi spiste aftensmad på en af vores favoritrestauranter Kantjil & de Tijger. Det skuffer aldrig.

Søndag var vi så på Rijksmuseet sammen med tusindvis af andre turister (det er helt bims, så mange mennesker man kan putte ind på ét museum), hvorefter vi tog sporvogn og tog retur til Ajax Arena og vores bil. Vi kørte omkring Hollands bedste issalon og Albert Hein på vejen hjem. Efter en god week-end i Amsterdam var det rart at være retur i Bonn.

Billede af vores puslespil hentet på kunstnerens hjemmeside.

Mandag var det heldagsregn, så Liza og jeg lagde puslespil det meste af dagen. Det er rigtig hyggeligt tidsfordriv, og både Liza og jeg blev lidt grebet af at se, hvor meget vi kunne nå, inden Liza skulle hjem igen. Desværre nåede vi ikke at blive helt færdige, men det var godt nok tæt på.

Jeg kunne ikke stå for denne fine pung.
Billedet er hentet på Fossils hjemmeside.

Tirsdag bød på en shoppetur i Köln, hvor både Liza og jeg slog os løs i Fossil-butikken, Liza shoppede tøj og jelly beans, og vi fik en god burger og en pin hos Hard Rock. Onsdag kørte jeg så Liza i lufthavnen, og eftersom vi ikke har hørt andet, går vi ud fra, at hun er kommet godt hjem til Danmark. Tak for en dejlig uge, Liza - vi glæder os til næste gang.

Rendez-Vous Place Stanislas

Katedralen i Nancy

Helt spontant og uden ret meget forudgående research drønede Kristian og jeg til Nancy i Frankrig i går eftermiddag. Det er faktisk første gang, vi har været i Frankrig, siden vi flyttede til Bonn. Og det er også vores første helt spontane week-endferie. At K fandt ud af, at der kun skal være 22-24 grader i Nancy i denne week-end gjorde ikke byen mindre attraktiv efter mere end to uger med temperaturer over 30 grader.

Hende selv foran Hotel de Ville på Place Stanislas.

Fordi vi kørte, da K havde fri og midt i ferietrafikken kom vi først til Nancy omkring klokken 21. Jeg havde dog læst hjemmefra, at der hver aften klokken 22.45 er et lysshow på Nancys hovedattraktion Place Stanislas, så vi blev hurtigt enige om at tage ind og opleve showet Rendez-Vous Place Stanislas som vores første oplevelse af Nancy. Af sted med os (fra vores billige hotel udenfor byen) og ind midt i Nancy. Lad os bare sige, at det er noget andet at køre i Frankrig og i franske byer, end det er at køre i Tyskland og hendes byer... Men vi kom da frem og uden buler i golfen.

Velkommen til en perfekt sommeraften i Nancy.

Place Stanislas er anerkendt som verdenskulturarv (K og jeg "samler på" kulturarvssteder), og det er der altså god grund til. Sikke en imposant plads! At opleve den i en 25 grader varm nat med masser af sommerklædte mennesker, lune brosten og en smuk mørkeblå nattehimmel var nok heller ikke nogen dårlig måde at se pladsen for første gang.

Stanisław og nattehimlen.

Stanisław Leszczyński var konge af Polen og greve i Lorraine, og det er nok i højere grad den sidste position, der har gjort ham fortjent til denne fine plads midt i Nancys fine højdepunkt. Herren står meget prominent med ryggen mod rådhuset og fronten mod paladset, der kan ses gennem triumfbuen - jo jo, sig ikke at der ikke er gjort noget ud af sagerne her i det franske.

Rendez-Vous Place Stanislas.

Vi havde tid til at nå en is, inden showet startede, og vi fandt en rigtig populær isbutik lige på pladsen. Det viste sig, at de ikke alene var populære på grund af deres placering: de kunne godt lave is! Roseis er desværre ikke noget, man kommer forbi tit, men det smager vidunderligt at varme og sommer.

Lyset breder sig fra højre mod venstre.

Midt i sommernatten var det faktisk muligt at sætte sig på de særdeles rene sten på pladsen og nyde lysshowet. Showet består af lyd og lys, hvor alle billederne bliver projekteret op på det smukke rådhus. Lyden fylder hele pladsen, og sætter stemningen fra første lille lysglimt af showet.

En bygning af lys.

Der var mange flotte sekvenser i det godt 25 minutter lange show, men K og jeg var enige om, at noget af det allerflotteste var, når showet spillede på rådhusets arkitektur, som det ses her. Det er umuligt at forestille sig det præcisionsarbejde, det må have været at lave dette lysshow, så det er perfekt. Men perfekt, det var det!

Bare endnu et billede af den smukke lysbygning.

Stemningen på pladsen var virkelig indbegrebet af sommer sydpå, og det var vidunderligt bare at kunne sidde direkte på pladsen varme sten og nyde de sidste lune briser, mens vi blev underholdt af det virkelig imponerende og på sine måder helt surrealtiske show på rådhuset.

Neptun fylder hele rådhuset op med vand, åkander og fisk.

Flere gange i løbet af showet blev
rådhusets arkitektur en central spiller.

Skønne former og farver.

Glas og svungne former.

Art Noveau har om ikke sin vugge i Nancy så i hvert fald sin skole, École de Nancy, og stilen var således også ganske tydeligt flere steder i showet, og skulle også være det i byen, såvidt jeg har kunnet google mig frem til.

Et afsluttende moderne kunstværk.

Efter 25 minutters forrygende show blev pladsen igen mørk, og bunden af de smukke palæer blev oplyst af røde farver. Lyden ændrede sig fra opera og dybe basstemmer til en summen af sommervarme turister og feststemte nancianere. Vi lagde vores stemmer til mylderet, mens vi nød det sidste af aftenstemningen i byen.

Schade!

Byen var pyntet til løjerne.

K og jeg mødtes onsdag aften med vores nye amerikanske bekendte, Rebecca & Cyrus (samt nogle af deres bekendte) til fodboldkamp og -stemning i den nordlige del af Bonn.

Inden spanierne var kommet foran.

Stemningen var god og glad det meste af aftenen, men vi kommer jo desværre ikke udenom, at spanierne var bedre på dagen end det unge tyske hold. Vi må heppe på, at de kommer igen om to år, når der er EM. Og ellers må vi jo blive boende fire år mere ;o)

Vores is var også i fodboldstemning.

I halvlegen fik vi is fra en ny isbutik, IsLabor, som laver rigtig god is. Og lidt alternative varianter: jeg fik en almindelig jordbærsorbet men også en appelsin med friske mynte. Ums!

Min egen fodboldfan.

Det var første gang, jeg har oplevet en fodboldkamp på denne måde, og det var en rigtig god oplevelse. Alle var opstemte og begejstrede, der var et trommeband under første halvleg, der blev truttet i vuvuzelaer og drukket øl. Jeg er glad for, at tyskerne gik videre til semifinalen, så jeg fik lov at opleve stemningen herhjemme i Bonn.

Ikke meget lys i mørket - Spanien er foran 1-0.

Som mørket faldt på og spanierne kom foran dalede stemningen noget. Man kunne mærke skuffelsen allerede inden kampen blev fløjtet af, selvom tyskerne dog fortsat heppede, piftede og håbede til det sidste. Bedre held næste gang!

Don Juan - en anbefaling

Billedet er lånt fra Grønnegårds Teatret.

Torsdag var mine forældre og jeg i Grønnegårds Teatret og se Don Juan men Nicholas Bro i rollen som den ultimative manipulator. Han og hele truppen af skuespillere spillede helt fantastisk, og stykket var en fornøjelse at se. Nicholas Bros Don Juan spiller på barnlighed, forførelse, vrede og frustration for at få sine ofre til at rette ind og tækkes ham. Og Nicholas Bro er særdeles overbevisende i den rolle.

Stykket var opdateret og skrevet lidt om, så der også indgik stik til den nuværende politiske situation og til det moderne liv i øvrigt. Det var gjort på en virkelig fin måde, hvor det ikke kom i konflikt med historiens egen indre sammenhæng og dialog.

Stemningen i Grønnegårds Teatret er jo altid god, og når stykket så er lige så godt, så kan det kun være en succes. Skulle du have mulighed for at komme ind og se stykket, kan jeg på det varmeste anbefale det.

Roskilde Festival

Billedet lånt hos Earcandy.dk

Jeg har kun været på Roskilde Festival en eneste gang i mit liv. Det var i 1997, som var et af festivalens meget våde år, og det var inden festivallen for alvor havde drænet med mere, så det var en helt igennem træls og våd og smattet oplevelse, som jeg aldrig siden er vendt tilbage til. Det betyder ikke, at Roskilde Festivallen ikke spiller en central rolle i mit liv. Jeg er nemlig gift med en festival-elsker, som i går pakkede sin rygsæk og satte sig i kvægvognen mod festivalpladsen. I fem dage hygger han sig med festivalvenner, drikke et par øl (ikke flere, vel?) og hører høj musik. God fornøjelse med det, Kristian.

For 14 år siden sluttede Roskilde Festivallen den 1. juli, og jeg fik min nye kæreste tilbage fra en lille uges musik, øl og hygge. Han var i forrygende humør, og jeg var glad for at være sammen med ham igen. Vi havde været kærester i 1½ måned, men vi havde kendt hinanden hele livet. Den dag besluttede Kristian sig for, at vi skulle forloves, så han overraskede mig med et spontant "ringforlovelsesfrieri", som absolut ikke var ventet. Så Roskilde Festivallen er og har altid været en del af vores historie. Og så er det måske en lille smule vildt, at det i dag er 14 år siden K og jeg blev forlovet...

Danmarks dåbsattest

Tænk, at stenen har stået der siden 965.

Jeg var som sagt i Jylland i sidste uge, og jeg fandt mig selv ganske tæt på Jelling, så på vej hjemad besluttede jeg mig for at lægge vejen forbi Harald Blåtand og Gorms gamle mindesten. Jeg har godt hørt snak om, at der skulle bygge om, ud og ændres i Jelling, men foreløbig er de største forandringer, siden jeg var der sidst mere parkeringsplads og et 30 cm højt hegn om de to gamle sten. Hegnene er kun i meget ringe grad en hindring i oplevelsen af de store gamle levn fra fortiden.

Et efterhånden særdeles velkendt motiv for de fleste danskere.

Der er noget meget bevægende over, at motiverne på de to sten er skabt i en fortid, hvor mennesker levede så anderledes, end vi selv gør. I en tid hvor mennesker ønskede at hylde hinanden (og måske lidt sig selv) ved at frembringe ekstraordinære kunstværker som disse. Måske har vi egentlig ikke ændret os alverden, når det kommer til netop dette område?

Den store er Haralds, den lille Gorms.

Efter at have trisset omkring på kirkegården og kigget på stenene, listede jeg ind i Jelling Kirke, som er en pyttelille og meget fin kirke. Der er ikke så meget at se, og da organisten sad og spillede kiggede jeg bare ind i kirkerummet. Til gengæld kunne jeg ikke lade være at grine lidt, da jeg så hvor godt fortøjret kirkebøssen var. Det er nu egentlig sørgeligt, at det skal være nødvendigt at sætte en kirkebøsse lige så godt fast, som man gjorde med straffefanger i fortiden. Det er både komisk og tankevækkende...

Den kirkebøsse er der vist ikke nogen, der lige løber af sted med...

Det er nu også et ganske fint sted, Harald, Gorm og kompaner har sat stenene - der mellem to gravhøje midt i Jylland. Gad vide, om der var mange, der kom forbi og så mindesmærkerne i samtiden? Der er i hvert fald plads til mange besøgende i nutiden.

En smuk dag på Fyn

Jeg elsker skyer.

Jeg har været en tur i Jylland hos min kusine, som lige er blevet mor til søde lille Birk. Vejen til Jylland går som bekendt over Fyn, og jeg kørte derover i det smukkeste danske sommervejr. Det var herligt. Jeg stoppede lige efter broen, kørte en tur over Kerteminde og Fyns hoved, før jeg endeligt satte kursen mod Jylland. Jeg blev ret grebet af stemningen og det smukke vejr. Her er min udgave af en dansk sommereftermiddag.

Storebæltsbroen gør sig flot mod en dansk sommerhimmel.

Hjemme i det tyske kan jeg godt savne havet - det er dragende.

Jep, mere vand.

Det helt almindelige mod det store uendelige blå.

Kerteminde Havn er en hyggelig lystbådehavn, og jeg nød at trisse rundt og kigge på bådene og nyde stemningen. Farverne og lydene i en havn er så sprøde og hyggelige, og lugtene trænger sig på på en helt særlig måde.

Næsten græsk stemning.

En lille sart dansk detalje.

En stor tydelig tysk detalje.

Ikke alle skibe var rent hygge,
der var også brugsbåde i havnen.

Hvis man skulle have glemt, hvor man var henne.

Farver og slidtage - mmm...

Flere slidte farver - jeg elsker det.

Jeg tog en masse flere billeder, men det er jo godt at kunne vælge lidt ud - ikke...? Jeg håber, at du nyder sommeren, mens den er her.

Grundlovsdag i Bonn

Jeg ser ikke meget om det, når jeg læser de danske netaviser, men der er faktisk klimatopmøde i Bonn lige nu. Jeps - sådan et af de vigtige møder, som det vi havde i København. Det her er noget mindre hypet, og måske er det i virkeligheden udmærket. Det giver nok embedsmænd, politikere og beslutningstagere mere ro til at arbejde på det, der er vigtigt.

Klimademo a la Bonn.

Da vi i onsdags kørte hjem fra middag snakkede K og jeg om, hvorfor der mon slet ikke var en eneste klimademonstration i Bonn, når der nu var så mange i København. 5. juni var så dagen, hvor der faktisk var en klimademonstration, men det havde jo nok ikke noget med Grundlovsdag at gøre... trods alt.

Det skal dog siges, at der ikke var tale om nogen stor demonstration - der var vel nogle hundreder demonstranter, og de dækkede alt fra Attac til veganere. Men de var her da. Man kan ikke lade være at spekulerer på, om demonstranterne fra København ikke gider demonstrere, når der ikke er helt så intensiv pressedækning.

Schwarz Rot Gold

Lidt bart,
men farverne står da frem.

Overalt i landet er de tre nationale farver Schwarz Rot Gold fremherskende - på sodavandsflaske, i Hariboslik, på nutellabøtter og pakker med ost. Tyskerne glæder sig gevaldigt til verdensmesterskabet i fodbold, og det kan man jo ikke fortænke dem i. Vi var i Ikea fredag aften, og vi kunne simpelthen ikke lade være med at blive grebet af forventningensglæde, da vi så, at de solgte håndklæder i nationalfarverne. Så vi måtte have en trio af håndklæder til pynt i badeværelset. Normalt er farverne i badeværelset pink og grøn, så der er lidt bart lige nu, fordi jeg har fjernet den pink og grønne udsmykning, så de nye farver kan få lov at stå frem.

Et fluffy flag.

I forlængelse af det med de tyske farver og forventningerne til tyske præstationer, så har vi haft en sjov oplevelse i forbindelse med årets Europæiske Melodi Grand Prix. Som det sikkert ikke er gået forbi næserne på de fleste europæere, så vandt tyske Lena grand prixet i går. Jeg ser ikke MGP, men man kan jo ikke undgå at høre om det alligevel. I løbet af denne uge har de tyske medier været fuldstændig overbeviste om, at det i år var Tysklands tur til at vinde. Da vi kørte til Aachen i går, hørte vi i radioavisen (indslaget kom mellem de politiske nyheder og sportsnyhederne i en seriøs udsendelse), at "hvis alt gik efter planen ville Lene modtage prisen som vinder klokken 22.30 i aften". I ramme alvor... Der blev ikke grinet lidt efter meddelesen; nej, det var en del af nyhederne. At nyhedsværten så viste sig at have ret, ja det gør det jo nærmest kun endnu bedre...

En dag i eventyrland

Et af tårnene i parkens imponerende indgangsparti.

Vi har haft besøg af min veninde Ida og hendes datter Julie i denne uge. I går tog vi på en udflugt til eventyrlandet De Efteling i Holland. Parken er bygget op lidt som Disneyland og lignende parker med forskellige temaområder, som fokuserer på bestemte dele af den hollandske eventyrskat. Jeg er sikker på, at hvis man var vokset op i den kulturelle sammenhæng, ville flere af figurerne have givet endnu mere mening, men der var da en del, der var genkendelige for os danskere.

Her er da tydeligt tale om et eventyrligt hus.

Det er egentlig sjovt, at selvom man ikke umiddelbart kender historierne og karaktererne i et eventyr, så genkender man magien og det eventyrlige alligevel. Vi må have en stor fælles platform ud fra hvilken vi forstår eventyr og børneuniverser.

Et af de store legebørn.

Naturligvis er De Efteling primært for børn, men vi voksne var imponerede over, at det var et sted, der var til at holde ud at være, selvom man ikke er under 1,5m høj. Parken har en stor del af parken, som er mere have end forlystelsespark, og det hjælper også på udholdeligheden for voksne. Men man bliver nu alligevel grebet lidt af stemningen, som nogle af billederne da også bærer præg af.

Fruen selv på gyngende grund.

Jeg var vældigt begejstret for dette hus, der stod på fjedre. Mens jeg stod derude og hang ud, var der en lille pige (hun har nok ikke været meget mere end to år), som viste, hvor lidt der skulle til for at få hele huset til at hoppe og danse. Når hun bare løb henover hængebroerne og igennem huset rystede det hele - tænk, at så lille en krop kan få så stor indflydelse. Det fascinerede både mig og ejeren af den lille krop, som var vild med at løbe frem og tilbage.

Ida og Julie på vej rundt i en fin forlystelse.

Jeg stod faktisk i huset, fordi jeg ventede på, at Ida & Julie skulle komme forbi på monorailen over mig, så jeg kunne få et billede af dem i farten.

En rimelig almindelig skraldespand.

De Efteling går op i at parken skal være ren, og det kan man jo ikke klage over. Men de praler også af, at have verdens første talende papirkurve. De er alle sammen forskellige, og de gør opmærksomme på sig selv på forskellige måder, men alle involverer at råbe ret højt af forbipasserende og forlange at få gæsternes skrald.

En af de mange talende skraldespande.

Som det tydeligt kan ses på billederne var det en smuk sommerlig dag i Holland i går, så Julie fik leget en masse, mens vi voksne fik lidt sol på kinderne.