Søndag i USA er kun en lidt anderledes hverdag; butikkerne er selvfølgelig åbne bare først fra klokken 11. Men ellers er der ingen forskel, og man kan snildt leve livet videre om søndagen; især hvis man ikke går i kirke.
Norri og jeg havde planlagt at shoppe søndag, så vi kørte til Brea (den næste by efter Yorba Linda), hvor vi først trissede lidt rundt i Brea downtown, som er nyrenoveret med cafeer, restauranter, butikker, biografer og "lofts" (lejligheder ovenpå butikkerne). Butikkerne var endnu ikke åbne, men jeg fik da set området, som er totalt moderniseret og udlagt påny. Området er ret fint med 10 meter høje palmer, flotte designede fogængerovergange og rigelige parkeringsmuligheder. Vi skal muligvis spise på en af Breas restauranter til Norris fødselsdag på torsdag.
Herfra kørte vi så i Brea Mall, som er stort med mange spændende forretninger og stormagasiner. Vi startede i Nordstrom, hvor de har et stort udvalg af alting inklusiv tøj til kvinder i min størrelse; tænk at selv Calvin Klein laver plus size tøj! Det kan man altså ikke få i Danmark.
Servicen i USA er helt anderledes end i Danmark, og jeg synes faktisk, det er svært at håndtere. I Nordstrom kom der en ekspedient hen for at høre, om hun kunne hjælpe med noget. Det kunne hun så, jeg fik noget tøj med i prøverummet, hun spurgte om mit navn og præsenterede sig selv med sit navn. Mens jeg prøvede den første portion tøj, kom hun med flere forskellige ting og spurgte om alt var okay. Da jeg så havde besluttet mig for at købe to sweatre, kommer hele salgstalen om hvor lækre og alsidige de er. Det er en helt anden salgskultur end i Danmark, hvor man skal bede om at få hjælpen, og ellers bliver ladt i fred, mens man shopper. Måske kan jeg bedst lide den danske model i denne sammenhæng...
Fra Nordstrom gik vi i Macy's, hvor jeg ikke brød mig om tøjet, men fandt lidt julepynt. Hos Lane Bryant fik jeg fire t-shirts. Jeg havde egentlig valgt tre, men så var der noget med, at hvis man handlede for $50 fik man en kupon, som gav noget rabat. Kuponer er et mærkeligt tilbudssystem. Men jeg valgte mig en trøje mere og fik så $10 rabat. Sikkert mest til butikkens fordel, men jeg kunne da godt bruge en til trøje, så oh well!
Vi holdt frokostpause i mall'ens food court, hvor vi hver fik en rigtig frisk og lækker wrap med kylling, salat, tomat, majs og andet lækkert grønt i. Til wrappen fik vi frugtsalat. Det var virkelig en let og delikat frokost, og det gør mig begejstret at vide, at man kan få lækker mad i USA, som er til at holde ud at spise.
Efter frokost kiggede vi lidt mere på butikker og gik så i Williams-Sonoma, som er en fantastisk køkkenbutik; jeg kunne have shoppet det meste med hjem, men det går jo heller ikke rigtigt. Jeg købte selvfølgelig noget i butikken: et rivejern fra Microplane, nogle gaver og noget rigtigt Earl Grey te, så jeg har noget rigtigt at drikke i stedet for brevthe eller Cola.
Efter en shoppedag så min seng hos Norri & Warren sådan ud:
Norri lavede kyllinger til aftensmad, og kyllinger i den størrelse må have fået noget hjælp til at vokse... De var kæmpestore! Efter aftensmad shoppede Norri og jeg online (købte dog ikke noget), sludrede og vi så et afsnit af Law and Order på tv sammen med Warren, indtil vi alle tre sad og småsov i sofaen. Jeg måtte overgive mig og gå tidligt i seng, men nu tror jeg vitterligt også, at jeg har bekæmpet jetlag'en.
2 kommentarer:
Hmm ... det ender jo med at jeg skal leje en trailer og sætte efter peugeoten når du skal hentes i lufthavnen! ;-)
I hope you brought an empty suitcase, lol.
Send en kommentar