D-day

18. oktober er Norris fødselsdag, og selvom amerikanerne ikke kender til, at det er fødselsdagsbarnets opførsel, der bestemmer vejret, havde Norri tydeligt været sød og artig det seneste år, for det var vidunderligt vejr. Som det passer sig for fødselsdage, havde Norri bestemt dagens udflugt (okay, jeg tog med meget frivilligt), så vi tog til Disneyland. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente mig af stedet. For 13 år siden var Finn, Lone, Jakob og jeg i Universal Studios, og det var ikke nogen ret god oplevelse. Der var ekstremt lange køer til de forskellige rides, og det myldrede med mennesker alle vegne. Vores oplevelse af Universal Studios var direkte anledning til, at vi ikke tog i Disneyland, selvom det er en af de ting, man ”skal” se, når man er i Los Angeles. Norris entusiasme omkring Disneyland er meget smittende, så derfor glædede jeg mig til at komme af sted, og se hvad alt postyret handler om.

Der er kun omkring 20 minutters kørsel fra Casa Hennagin til Disneyland, så det var faktisk en af vores kortere udflugter, vi tog på. Disney har tingene helt under kontrol, så der var parkeringsmuligheder, man blev anvist en plads, fik en billet på hvilken man kunne noteret, hvor man havde parkeret, og så var der små elektriske busser, der kørte i pendulfart mellem parkeringspladsen og indgangen til Disneyland og California Adventure Park. Alt sammen meget rent og ordentligt; meget Disney.

Allerede ved indgangen til Disneyland stod det klart, at der var pyntet op til Halloween for fulde Disney-gardiner; ovenpå indgangen var der dekoreret med Minnie, Anders og Plutos ansigter lavet i ”græskar”:



Jeg havde ventet, at entreprisen ville være astronomisk, men det kostede kun $66, hvilket så inkluderede alle de rides, man måtte have lyst til at prøve. Hvis man tænker over entreprisen og turkort til Tivoli, så løber det måske også op i noget, der ligner 300-350 kroner. Jeg forestiller mig, at Disney tjener langt størstedelen af deres penge hjem på souvenirs og gæster, der spiser i parken. Rigtig mange steder i parken står der fotografer klar til at tage billeder af gæsterne på særligt "fotogene" steder; de tager billederne med deres egne kameraer og med gæsternes kameraer. Man kan så bestille de "professionelle" fotografier, når man kommer hjem. Der er tilsyneladende nogle klassiske Disney-shots, som man bare skal have, og et af dem er lige indenfor indgangen, hvor der netop nu er en Halloween-Mickey i græsplænen:


Jeg ved godt, at det er super naivt af mig, men jeg havde forestillet mig, at Disneyland ville være fyldt med græskar, som Tivoli er det til Halloween (eller var det sidste år, jeg ved jo ikke, hvordan det ser ud i år). Der var ikke ét eneste levende græskar i parken, men der var rigtig mange fake. Blomsterne i parkens bede er ægte, træerne er ægte, men græskarene var i den grad fake:



Vi gik på oplevelse gennem parken, som virkelig er ekstremt gennemført. Ned til allermindste detalje er Disneyland en kulisse. Der er bygget hovedgader, brandstation, rådhus, en myriade af butikker og restauranter, som alle skal forestille en eller anden særlig stil eller periode eller Disney-inspireret tematisk sammenhæng. Det er sjovt, men også helt igennem kunstigt. Slottet i er en ægte Disney-patiche med lyserøde vægge og blå tage og et væld af tårne:

For mig var parkens sjoveste område Mickey's Toon Town, fordi det føles fuldstændig som at træde ind i en tegnefilm, når man går igennem porten og ind i det område af Disneyland. Alt er blødt, forstørret og ligner tegninger. Tingene er almindelig størrelse, hvilket virkelig fremhæver fornemmelsen af at være med i en tegnefilm:


Jeg kunne være blevet i Toon Town hele dagen, tror jeg. Det var virkelig et skægt, underligt sted, som fik mig til at føle mig som et barn. Den blå himmel her er IKKE en kulisse, men det er de bløde grønne bakker tilgengæld. De så fuldstændigt surrealistiske ud, og jeg er vild med den blå, blå himmel på det her billede - det fremhæver tegneseriefornemmelsen:


Mickey bor i Toon Town, og ham var vi nødt til at stå i kø for at besøge og få taget billede sammen med. For at komme til at stå i kø til dette foto, måtte vi en meget lang vej igennem Mickeys hus med stue, arbejdsværelse, køkken, vaskerum, gange, haver, drivhuse alt muligt gøgl. Det skræmmende er, at på travle dage er det nødvendigt med alle de meter, hvor der kan være kø. Jeg kan slet ikke forestille mig at besøge Disneyland en dag i august; det må være rædselsfuldt. Vores kø var heldigvis ikke så lang, så vi fik lov til at møde Mickey, og sammen med ham fik vi taget vores billede. Det bliver jeg måske nødt til at bestille, da det vitterligt er et klassisk Disney-shot ;o)

Mickey er Disneys stjerne, og man ser ham eller hans letgenkendelige sillouette over hele Disneyland, selv på bænkene. Da vi blev lidt sultne i løbet af eftermiddagen, måtte vi have en pretzel (jeg tror ikke, jeg er så vild med pretzels), som naturligvis skulle være Mickey-formet:

Vi prøvede naturligvis en del forskellige rides, og man må sige, at Disney har styr på deres rides. Vi prøvede en ride, der hedder "Imagination", som er inspireret af "Skat, jeg har skrumpet børnene". Man sidder i et stort auditorium med plads til omkring 150 mennesker, hvor prisen for året opfinder skal uddeles. Ved et uheld sker der forskellige ting: der slippes en masse mus løs i auditoriet (de bliver illuderet af luftpust på ens ben, så det føles lidt som mus, der kravler på ens tæer), man bliver skrumpet, og når menneskene i almindelig størrelse bevæger sig rumler det hele, og hele auditoriet bevæger sig! Meget cool lavet. Det var også skægt at tage "Pirates of the Caribbean" forlystelsen, fordi filmene jo er baseret på den forlystelse. Det er underligt at basere en film på en forlystelse i en temapark, men det er jo, hvad der er sket...

Efter en hel dag med Disney-karakterer i kostymer er det lidt sjovt, at Disney har det her skilt stående ved indgangen:


Dagens instruktion i håndvask; denne er mere udførlig end den, jeg tidligere har vist jer:


Efter en lang solbeskinnet dag hos Mickey, Woody og Æseldyret tog vi The Lion King Tram tilbage til Timon parkeringspladsen for at køre mod Brea. Her mødtes vi med Warren og drengene på The Yard House, som er en restaurant lidt a la Hard Rock. The Yard Houses særlige ting er, at man kan få en ½ eller en hel yard øl. Det er altså store glas! Vi fik hverken en hel eller en halv yard øl, men delte derimod et tårn af løgringe til forret. Til hovedret fik jeg en lækker pastaret med kylling, friske grønne asparges, semi-tørrede tomater og champignoner. Det var virkelig delikat, og en oprejsning for alt det dårlige amerikanske mad, jeg fik i foråret. Til dessert "delte" vi (det betyder, at drengene spiste 80%) to forskellige desserter, som var ok men ikke spektakulære.

Det var en lang dag, men også en rigtig sjov og hyggelig dag. Og tænk: i Californien kan man godt blive lidt solbrændt i oktober!