B-dag

Noget af det, der har været planlagt, siden Susan og jeg først begyndte at snakke om mit besøg, var en udflugt til Jelly Belly fabrikken. Og mandag var så dagen for farverige bønner en masse. Der er cirka en times kørsel fra Susans hjem til fabrikken, men vi slog først et smut omkring Panera Bread, så vi kunne få noget morgenmad. Oktober er Breast Cancer Awareness Month, og i den anledning har Panera Bread lavet en "pink" bagel med tørrede kirsebær og tranebær formet som en sløjfe. Sådan én måtte vi selvfølgelig smage. Og lad os bare sige, at den var super lækker:

Vi kom på vores tour af Jelly Belly fabrikken, hvor vi så, hvordan bønnerne blev lavet. Det er et sindrigt system men metervis af samlebånd, højteknologiske robotter og en forfærdelig masse sukker. Fabrikkens tema er meget gennemført med masser af primærfarver, bønner og mosaikker, der er lavet af tusindvis af bønner, som den primære dekoration på væggene. Jeg tog billeder af nogle af dem, og måtte have et billede af mosaikken af min gode ven Benjamin Franklin:




Susan mente, at jeg skulle have et tomt gavekort til min scrapside fra fabrikken, så derfor ville hun købe et til mig. Det var tydeligvis ikke noget nemt ønske: de to damer, der oprindeligt ekspederede os, anede ikke hvordan man aktiverede et gavekort, så der måtte tilkaldes en manager. Resultatet blev, at tre kvinder stod samlet om kasserapparatetet for at få fut i et $5 gavekort. Det nemmeste havde været, at vi bare fik et tomt kort, men det kunne virkelig ikke lade sig gøre. Og alligevel endte det med, at jeg fik og brugte et gavekort OG Susan fik et tomt gavekort. Much Ado About Nothing...


Vi måtte på fotosafari på fabrikkens område, og vi overtalte et sæt venlige ældre kvinder til at tage et billede af os foran den gigantiske Jelly Belly foran fabrikken:


På vej ud af parkeringspladsen opdagede vi det her skilt, og det viser da i det mindste, at de har humor hos Jelly Belly:


Videre til downtown Sacramento, hvor vi spiste frokost på Hardrock Sacramento. Maden på Hardrock er den samme over hele verden, men det er nu alligevel en meget fin oplevelse at sidde blandt alle rock memorabiliaerne, mens man spiser. Vores tjener, John, var meget beleven og imødekommende; jeg oplever gang på gang, at service er noget helt andet i USA end i Danmark. Jeg ved ikke, om jeg bedst kan lide den danske eller den amerikanske tilgangsvinkel, men jeg kan bestemt mærke forskellen.


Jeps, et "vaske-hænder-skilt" fra Hardrock:


Kort tid inden vi skulle ud og spise middag på L&L, kom Ryan ned fra sit værelse iført alt muligt gear. Vi blev enige om, at han var udklædt som Dreamsickle Boy, og var en relativt ukendt superhelt. Han var virkelig meget morsom, og han gik ind i sin rolle med liv og sjæl:


Vi blev overrasket af en tordenstorm efter vores middag - det hamrede ned fra oven og det lynede også en del. Fuldstændig som en voldsom sommerstorm i Danmark; det var smukt og forfriskende: