American Small

Tirsdag er den dag, hvor Norri kører over på den anden side af Los Angeles for at få Stanleys ører bundet ind i nyt tape, så de bliver trænet til at stå lige op i luften. Det tager på gode dage med kun lidt trafik omkring en time, på dårlige dage kan det tage to timer - hver vej! Det er noget af en rejse at foretage hver eneste tirsdag i tre-fire måneder... Jeg kørte selvfølgelig med, for jeg kan ikke gå glip af en køretur og nye oplevelser - også selvom de er freeways og dyrelægebesøg.

Warrens Lexus er mere benzinfornuftig, så den kørte vi i. Den er også mere en bil end Norris minivan, som mest af alt leder tankerne hen på en mindre kampvogn, så stor er den. Norri er heller ikke selv rigtig vild med, at den er så stor, men de havde brug for en stor bil, da drengene spillede hockey OG de havde carpools, der skulle køres. Jeg tror måske, vores lille blå dyt vil overraske dem ;o)

På motorvejen (som hedder en free way her) er der deciderede carpool lanes, hvor man skal være minimum to i bilen for at bruge de vejbaner. Det er en god idé, når man betænker, hvor tæt trafikken er i Los Angeles, selv på en tirsdag formiddag! Og i går var en god dag med kun lidt trafik...

Der var indlagt lidt sightseeing på turen, idet vi passerede et sted, hvor man lige kunne nå at få et glimt af Hollywood-skiltet, vi kørte langs med LA down town og den tykke smogtåge (som heller ikke var slem i går...) og vi kørte igennem Boyle Heights, som tidligere har været et område med mange jøder, men nu primært er et område, der primært er beboet af hispanics. Det er et af LA's hårde bandeområder, og grafittien vidner om grupper der tagger teritorier af alle vegne. Husene ligger klods op af motorvejen, og de er nedslidte og sølle. Boyle Heights er sådan et af de steder, hvor man ikke står på gaden, i frygt for at blive ramt af tilfældige kugler - og det er vanskeligt som dansker at forstå, at de områder vitterligt ligger lige udenfor LA, lige midt i en af verdens mest kendte byer, i skyggen af Hollowood-skiltet men gemt fra lyset fra de store stjerner...

Vi blev ikke ramt af flyvende kugler eller free way accidents men nåede frem til Stanleys ørelæge i fin tid; det tog kun omkring 1 time og 10 minutter. Mens jeg ventede på, at Stanley fik besørget det han skulle, inden sit lægebesøg, var jeg nødt til at tage et billeder af den blå himmel set gennem palmetræernes kroner:



Jeg nåede også, at snuppe et par billeder af Stanley uden de hvide antenner. Hans ører er helede under antennerne, og selvom de er lidt røde, virker han ikke som om de er ømme. Han "stanger" lystigt til en selv uden antennerne. Jeg er nok stadig ikke rigtig til de croppede ører, men det er jo i den grad et tilfælde af, at der ingen vej er tilbage, når først de er klippet til i form.



Mit sidste parkeringspladsbillede er måske af lidt mere politisk karakter, idet jeg ønskede dokumentation af benzinpriserne i Californien. $3.15 for en gallon benzin giver en pris på cirka 4,5 krone for en liter benzin. Så er der altså ikke noget at sige til, at amerikanerne kan køre biler, der har dårlig benzinøkonomi. Jeg forsøgte at tale med Norri om det, men det blev desværre ikke til så meget. Hun mente dog, at forskellene i benzinpriser her og i Danmark var politisk betingede, hvilket jeg jo kun kunne erklære mig enig i. Jeg forsøgte at forklare, at vores priser i høj grad afspejlede et ønske om at begrænse forureningen; jeg er usikker på, om jeg gjorde noget indtryk dog.

Dyrlægebesøget gik hurtigt, men jeg må indrømme, at jeg synes, det var et underligt sted. Det var et lille bitte hus ved siden af en McDonald's, der lugtede underligt, fordi de var ved at croppe ører på en pitbull (noget med brændt kød...) og så var der mørke træplader på væggene, gamle plastikbænke og et underligt lille forkontor, hvor sekretæren sad. Jeg vil så tilgengæld sige, at alle de ansatte imponerede mig ved at kalde hundene ved navn, snakke om hvor meget de havde taget på, hvordan det gik med ørerne, benet, næsen og så videre. Så selvom det var et lidt gammelt og slidt sted, så var det et sted med en meget positiv atmosfære. Og hvis I er interesserede, så havde Stanley taget 8lbs (3,62 kg) på siden sidste uge... Der er ikke noget at sige til, at han spiser meget!

Fra dyrlægen kørte vi samme vej tilbage til Via Habana, hvor vi spiste frokost, satte Stanley af hos Matthew, som var hjemme med noget forkølelse, for at sætte os ud i bilen og køre til Newport Beach. Her shoppede vi lidt i Fashion Island, som er et fancy udendørsshoppingcenter, med mange high end butikker. Jeg gik lidt amok hos Bath and Body Works, hvor jeg blandt andet var nødt til at købe en flydende sæbe, der dufter af Pumpkin Pie; mums!

Fra Fashion Island kørte vi i den nærliggende Regal Cinema for at se Elizabeth: The Golden Age. På meget amerikansk vis kunne vi gratis få et Regal Club Card, som så udløste en "small popcorn". Til min lille pose popcorn bestilte jeg en lille sodavand...


Måske er det svært at se, hvor store pose og krus er, så her er min hånd med på billedet; hjælper det? Jeg vil tro, der har været omkring 0,75l i kruset, og popcornene var der bare alt for mange af! Så der har vi det: American Small...



Inden filmen måtte jeg en tur på toilettet, og kunne ikke modstå at tage et billede af et skilt, man ser på mange toiletter her i Californien:

Man må næsten gå ud fra, at skiltet er der, fordi folk har et problem med at huske at vaske deres hænder. Og som det tydeligt fremgår er spansk efterhånden et fremtrædende sprog, som man ser på mange officielle skilte rundt omkring i byen.

Kate Blanchett er fænomenal i Elizabeth The Golden Age, som måske nok mangler lidt historie, men som er en rigtig god film alligevel. Både Norri og jeg nød den, til trods for de to jappende kvinder, der sad bag os. Norri måtte vende sig om mod dem, bede dem høfligt om at tie stille og alligevel snakkede de videre. Det er frustrerende, at folk ikke kan finde ud af at holde deres mund, når de ser film i biffen. Det skulle ikke være svært.

Vi spiste middag på Cheesecake Factory i Fashion Island, og det var virkelig en oplevelse. Restauranten ligger med store vinduer mod Stillehavet, så vi kunne sidde og nyde solnedgangen, mens vi spiste vores aftensmad. Norri har spist der tidligere, og hun vidste derfor, at portionerne er store. I stedet for at kæmpe med hver vores alt for store portion mad delte vi en forret, hovedret og et stykke cheesecake. Maden var virkelig delikat: tex mex forårsruller med avokado-koriandercreme og tomatsalsa, Chicken Madeira - kyllingbryst med madeirasauce, champignoner, grønne asparges og kartoffelmos, og til dessert: chokoladecheesecake. Mums! Super duper lækker mad og en fortryllende udsigt til en lyserød solnedgang over Stillehavet. Lyder det ikke meget godt?

I stedet for at gøre direkte hjem kørte vi på en lille sightseeingtur gennem det college, Norri gik på og ud på en hyggelig lille ø, hvor Norri boede som studerende. Øen er fuld af små toetages indivuelt udseende huse og sjove små butikker. Det var et helt uventet hyggeligt sted; noget jeg ikke anede fandtes i Los Angeles. Der var mange af husene, der var dekoreret til Halloween, så jeg fik set spøgelser, græskar og spindelvæv i nattemørket.