onsdag, december 10, 2008

Røde kinder og en næse der løber

Jeg har i dag lavet 50 små mærkater for "min" blomsterdekoratør, Annette. Da jeg var cirka halvvejs færdig, var der det smukkeste lys udenfor mine vinduer, og jeg kunne ikke blive siddende indenfor, men måtte ud i vejret. Jeg klagede over regnen i december i går; i dag har jeg bestemt ikke noget at udsætte på vejret. Det har været smukt og køligt - rigtig dejligt vejr til en gåtur i Dyrehaven. Jeg pakkede en lille taske med lidt Julemust light, et par æbler og mit kamera og kørte af sted. Turen fra parkeringspladsen til Eremitageslottet var lun med solen i ansigtet, mens turen den anden vej var kold. Solen kæmpede forgæves mod skyerne og tågen, og det var faktisk markant koldere at gå den vej. Jeg fik røde kinder, og min næse forsøgte at løbe sin vej, men det var dejligt. Friskt og dejligt. Om onsdagen må man køre i bilen til Eremitageslottet, og jeg var ret overrasket over at se, hvor mange mennesker, der gjorde dette. En del parkerede ved slottet og gik en tur, men der var også mange, der bare kørte op til slottet og tilbage igen.

Målet for min tur troner i det fjerne.

En bænk i vintersolen.

Bare smukt.

Tænk, hvad naturen kan skabe af små og store vidundere.

Se, den himmel! Samme farve som kobbertaget.

Tågen og solen tager livstag om herredømmet.

Ædelt forfald.

På hoveddøren til Slettehuset
- perfekt krans til et skovløberhus.


Jeg håber, du har har haft mulighed for at nyde denne smukke decemberdag, som nu uigenkaldeligt går mod sin slutning.

tirsdag, december 09, 2008

Det kan da ikke passe

At det skal regne sådan i december. Jeg ved udemærket godt, at vi slet ikke har vinter nok i det her land til at få hvid vinter, men lidt frost gjorde da ikke noget... Det hjælper ikke at brokke sig, jeg ved det godt, men nu har jeg givet udtryk for, hvad jeg mener om regnvejr i december.

Jeg nærmer mig meget snart at være færdig med årets julekort. Det kan desværre ikke undgås, at de sidste, jeg laver, bliver lidt mindre avancerede end de første. Jeg forsøger at holde en vis julet standard, men med godt 65 håndlavede julekort hvert år, når selv jeg en grænse for, hvad jeg orker. Her er nogle af de sidste julekort, jeg har lavet og skal lave i år. Som det tydeligt fremgår har jeg lavet en vis massefremstilling eller i hvert fald brugt samme model til flere af kortene.





Så skal de sidste bare skrives og sendes, og så er det videre til andre juleopgaver såsom indpakning, mandelgave, værtindegaver og måske lidt julepynt. Er du stadig i gang med julerierne i papir, eller er produktionen indstillet for i år?

mandag, december 08, 2008

Nu var det vist sidste gang... i år

Jeg har en tradition med min veninde, Ida. Vi går i Tivoli et par gange om året - blandt andet her til jul. I dag var dagen. Det var som altid nogle hyggelige timer sammen med Ida og lille Jonas. Men jeg tror også, at det var sidste besøg i Tivoli i år - tre gange på lige så mange uger, må da være nok... Af samme årsag havde jeg heller ikke kameraet med denne gang; jeg synes, jeg har fotograferet Tivoli denne sæson.

I november var jeg månedens designer hos ScrapSisters (hvor jeg nu er fast skribent) og i den anledning lavede jeg to layouts, som jeg endnu ikke har lagt op her på bloggen. Så de kommer her.

Begge layouts er med billeder fra Wales i september. Det første er lavet med en af skitserne fra ScrapSisters. De orange hæklede blomster har en fin historie: Kristians grandonkel Henry døde tidligere på året, og jeg har arvet disse hæklede blomster. De er oprindeligt hæklet af min svigermor som påskepynt, så de har i deres tidligere liv pyntet Henrys hjem til påske. Nu sidder de så her på et layout med Kristian. Det er dejligt at have onkel Henry med på den måde.


Det andet layout her er med et af mine favoritbilleder fra vores tur til England og Wales. Det er fra en tidlig morgen, hvor solen kæmpede for at trænge igennem tågen; det var berusende smukt. Hver gang jeg ser det her layout, nynner jeg "Here comes the sun" i timevis. Ikke det værste man kan nynne, for det er nu en skøn sang.


Nu skal jeg se, om jeg kan nå at smække et par julekort sammen, inden jeg tager til middag hos mine forældre. Jeg håber, at resten af den 8. december behandler jer pænt.

søndag, december 07, 2008

Jul på skånsk

Bedre sent end aldrig - det gælder forhåbentlig også for dagens blog. Jeg har i hvert fald ikke har mulighed for at blogge før nu. Vi var som bekendt i Sverige med mine forældre, og det var en rigtig hyggelig tur. Jeg må med skam melde, at jeg ikke fik taget så meget som et eneste billede i Sverige; sådan kan det altså gå ind imellem.

Inspireret af denne uges Smagdommerne på DR3, startede Kristian og jeg formiddagen med en tur på Malmös Kunsthal, hvor vi så Electrohype 2008. Udstillingen viser forskellige computer- og elektronikbaserede kunstværker, og det var en fin og anderledes kunstudstilling. Hvis du skulle finde dig selv i nærheden af Malmö, så er det bestemt værd at lægge vejen forbi. Der er gratis adgang til kunsthallen, så der er intet tabt ved at kigge ind.

Fra udstillingen begav vi os ud i Malmös pulserende gader; der var gevaldigt mange mennesker i byen, og rigtig mange af dem talte samme sprog, som vi selv gjorde ;o) Kristian og jeg havde ikke rigtig noget, vi skulle shoppe, men jeg fik da handlet lidt Muji-produkter hos Åhlens.

Klokken 16 var vi programsat til at være på Ängavallen, som er et rigtig hyggeligt sted ikke langt fra Malmö. Mine forældre havde booket et rigtig fint værelse til os alle fire, og vi startede aftenen med kaffe og lidt kager. Efter et slag Carcasonne på værelset var det tilbage til hovedgården, hvor vi fik gløgg, inden vi satte os til bords. Buffeten var overvældende! Der var 16 forskellige slags sild, 6 forskellige slags laks, varme retter, charcuterilækkerier, ostebord og en stor dessertbuffet med lækker konfekt. Da Ängavallen er en økologisk gård var alt, vi fik at spise og drikke også økologisk. Og helt igennem delikat. Vi kan kun anbefale et week-endbesøg hos familien Nordström på Ängavallen. (Billedet er fra Ängavallens hjemmside).

Efter en lækker morgenbuffet kørte min far og Kristian retur til Danmark, mens min mor og jeg kørte til Burlöv Center for at handle. Vi fik lidt forskellige julesager med hjem, så det var som det skulle være. Jeg kørte min mor hjem for så selv at vende snuden mod Nørrebro. Det har været en dejlig week-end.

Jeg håber, at I har haft en dejlig decemberweek-end, og jeg vil naturligvis ønske jer en glædelig 2. søndag i advent. Også selvom vi uddelte adventsgaver i går aftes ;o)

lørdag, december 06, 2008

Det var en lørdag morgen

Dagens blogindlæg kommer meget tidligt, fordi Kristian og jeg er inviteret til Sverige af mine forældre. Vi skal af sted hjemmefra omkring klokken 9, og så skal vi overnatte i Sverige, så hvis jeg skal nå at blogge i dag, skal det være nu ;o) Adventsgaverne til imorgen er pakket og klar, så nu er der kun et par småting herhjemme, der skal ordnes, inden vi kan komme af sted. Jeg kan naturligvis ikke vise jer gaverne til imorgen, men jeg har et billede af en af sidste uges hjemmelavede adventsgaver.

Jeg havde købt kalenderlys til min far og til mig selv. Kalenderlysene skulle have været almindelige juletræslys bare med tal... Det var de ikke! De var markant tykkere end alle de julelysstager, jeg havde eller kunne finde. Så jeg var til sidst ret frustreret og lige ved at finde på noget andet til min far. I et sidste øjebliks desperation ødelagde jeg en lysholder og dimesede lidt med den. Da jeg havde været i gang med en krans til min mors dør, lå der forskellige koglegrene fremme på bordet. Den ene kunne stå selv, og sørme om der ikke lige var plads til at lime lysholderen fast i grenen. Jubiduu!

For at indpakningen til de resterende kalenderlys ikke var for trist, dekorerede jeg beholderen med en stribe papir fra My Little Yellow Bicycle, nogle fine MM glitter stickers og lidt halløj. Så jeg fandt en løsning på min fars gave, mens mine egne lys fortsat sidder i en kasse. Sådan kan det gå en gang imellem...



Hav en dejlig decemberweek-end!

fredag, december 05, 2008

Jul for viderekomne

December har, i endnu højere grad end alle andre måneder, en tendens til at stikke af. Måske er det fordi dagene er så korte, at det føles som om måneden går hurtigere end alle andre. Ellers også er det helt enkelt på grund af alle de ting, man skal og vil gøre i december?

I går var Kristian og jeg i Får 302 og se Jul for viderekomne. Et stykke som for mig at se handlede om den moderne jul men måske i højere grad om den moderne kvindes forventninger til sig selv og til sine medsøstre. Det var ikke noget tosset stykke, og der var bestemt indlagt steder, hvor man ikke kunne undgå at føle sig lidt ramt - eller at grine højt.

Det var jo som bekendt også torsdag i går, og det betyder, at der udkom et nyt LM Style. Temaet for ugens nyhedsbrev var familietraditioner, og jeg havde et par layouts med. Det første er med billede fra det julemarked vi besøgte i lørdags i regnvejret. På det julemarked havde de et rigtig fint tableau udenfor, som var fristende for fotografen.


Det andet layout er et af mine favoritter fra hele 2008, tror jeg. Billedet er af min stadig voksende samling af Starbucks-krus, scrappet på en KI Sheer, Pink Paislee papirer og snefnugene er fra My Little Yellow Bicycle.



Begge layouts indgår i årets julepynt, idet de står fremme i vores kontor (som også er mit scraprum). Mine sidste nye layouts står altid fremme, men det er faktisk særlig hyggeligt i denne tid. Får du scrappet julebillederne eller ender de bagerst i bunken, fordi du er ved at være træt af julen, når billederne er fremkaldt?

torsdag, december 04, 2008

Frem og tilbage er lige langt

Tirsdag aften var jeg til middag hos mine forældre, og min mor er blevet bidt af at lave julekort. Det er rigtig hyggeligt. Hun ville gerne have sin egen skæremaskine, og sådan en havde Dreampapers på et godt bud netop tirsdag. Jeg havde bestilt skæremaskinen til afhentning onsdag, så jeg skulle en tur til Høje Taastrup. GPS'en havde ingen problemer med at lede mig til Høje Taastrup (hvis man lige ser bort fra, at den var indstillet til at undgå motorveje...), men det var ikke nemt at finde ind til Dreampapers, når man var i bil. Det lykkedes dog, og jeg fik hentet skæremaskinen - og lidt andet. Blandt andet mit første sæt Just Rite stempler, og Basic Greys super smukke juleserie Mistletoe & Pear. Rigtig lækkert.

Fra Dreampapers kørte jeg forbi City2 for at få købt ind, og da jeg kom ud igen væltede det ned med slud og nas, så turen hjem kom til at foregå i et ret langsomt tempo. Vel hjemme igen gik jeg i gang med et projekt, hvor jeg brugte Mistletoe & Pear, men jeg nåede desværre ikke at blive færdig.

Da Kristian kom hjem opdagede jeg, at jeg havde glemt at købe chalk til min mor, samt 15x15cm albums... Vupti! Vi var af sted til Høje Taastrup og frem og tilbage er altså lige langt - dog er der lidt kortere, når man kører af motorvejen ;o) Der røg nok et enkelt sæt rammer til Just Rite stemplerne i kurven, inden vi kørte hjem igen.


I søndags fik jeg nogle super flotte julelyskugler af Inge-Britt. De blev fluks hængt op i vinduet i stuen, og de er perfekte! De er simpelthen så smukke, og de passer perfekt til den type julepynt, jeg godt kan lide:

onsdag, december 03, 2008

Så mange ting, man kunne lave

Jeg bliver ikke stresset i december, men jeg synes, der er mange ting, man kunne lave, men det kan være svært at nå det hele. Der er så mange smukke julepapirer og -produkter, så mange fine idéer rundt om i blogland og på nettet i det hele taget. Men man kan altså kun nå så mange ting hver jul. Her i starten af december er jeg altid nået til at være lidt småtræt af at lave og skrive julekort, men der er fortsat mange tilbage. Det går fremad med dem, og jeg skal nok nå det inden jul, men jeg tror måske, jeg burde tage et par dage fri fra kortene for, at de ikke skal blive for kedelige for modtagerne.

De fine kugler med nedtælling til julen har jeg hugget fra Charlies hjemmeside, og jeg er mægtigt glad for at måtte bruge dem, da jeg synes, de er rigtig søde. Det er også herligt at tage på blogtur et par gange om dagen og følge med i alles juleforberedelser og decembertraditioner. Sjovt at se hvor ens og alligevel forskelligt, vi fejrer jul i de forskellige familier rundt om i Danmark og i udlandet. Jeg glæder mig til resten af nedtællingen.

ScrapSisters' blog har vi i dagene indtil jul forskellige idéer til julesager, man kan lave med sine scrapting. I dag var det min tur til at poste en lille ting. Jeg har lavet en meget enkel pyntet tændstiksæske, som passer i vores køkken. Fordelen ved pyntede tændstiksæsker er, at de er nemme at lave og man kan få en der passer lige der, hvor den skal bruges. Man kunne selvfølgelig også lave lidt ekstra og så give dem sammen med nogle fine lys som værtindegaver her i december.


Papirerne er October Afternoon's juleserie, som jeg endelig fik hjem i går. Den er virkelig kær, og jeg måtte da også lige skyde et par hurtige julekort af i papirer fra samme serie, da jeg nu havde den fremme. Det er sjovt at se, hvor forskellige kortene kan blive, selv når man bruger papirer fra samme serie:


tirsdag, december 02, 2008

Gråt og vådt - men stadig december

For at sige det mildt så ser 2. december ikke ud til at blive nogen køn dag. Det er gråt i gråt, og det vælter ned med trist regn. Tagensvej lyder på en særlig måde, når det regner så voldsomt; bilerne kører anderledes, griber vejbanen anderledes og dytter oftere... Som Kristians morfar citeres for at have sagt: det er godt husene er hule.

Heldigvis kan jeg godt lide lyden af regn, og jeg skal ikke noget, der involverer alt for meget udetid i dag. Havde det regnet sådan i går, havde det været skidt. Jeg var nemlig i Tivoli med Inge-Britt og familie i går eftermiddags, og Tivoli er bare smukkest, når det er tørvejr.


Vi mødtes ved indgangen til Tivoli omkring klokken 15, så vi kunne være derinde, mens det blev mørkt. Jeg havde taget kameraet med med objektivet fra Kristian; det skal jo afprøves. Og det gør altså, at der kan tages billeder, der var umulige med kameraets oprindelige objektiv.

Jeg elsker duften af hyacinter,
og jeg har hyacinter i vindueskarmen hele vinteren.
Tivolis hyacinter er smukke og dufter himmelsk.



Hvis ikke det her er julet, så ved jeg ikke, hvad det er.


Lækre lækre lys.


Ikke alene er de varme i kulden, de er også smukke.


Jeg havde ikke set det, da jeg tog billedet,
men det er cool, at man lige kan skimte Rådhusuret bag snebolden.



De har sat Nimb så smukt i stand - det er magisk.

Efter et par hyggelige timer i Tivoli kørte Inge-Britt og familie hjem til Øystein, mens jeg travede op over Rådhuspladsen ned til Nytorv. Jeg har i flere år haft lyst til at komme ind til Nytorv, når det er den 1. december (World AIDS Day), fordi der tændes lys for de danskere, der er døde af AIDS. I går var jeg jo alligevel inde i byen, så nu skulle det være. Det var smukt med alle lysene (kun cirka halvt så mange som det faktiske antal af AIDS-døde i Danmark). Det er en smuk tradition.

Et lyshav af minder.


Et smukt symbol
med den røde sløjfe og de mange flammer.

mandag, december 01, 2008

And so it begins...

I dag er det den 1. december, og den dato er noget ganske særligt. Jeg har altid elsket julen, og 1. december betyder, at det er officielt - at det rigtigt er jul. Inspireret af flere danske scrappere har jeg besluttet at tage opfordringen op og forsøge at blogge hver dag frem til jul.

De sidste 5 jule har der dog været et arrangement, som endnu mere sætter prikken over j'et i jul, nemlig det julekortsevent jeg holder den sidste søndag i november. I går var lejligheden fuld af kvinderne i mit liv, som lavede julekort og andre julerier. Det er sådan en hyggelig tradition, som jeg virkelig nyder. Så tak fordi I var med til at skyde min jul i gang - jeg glæder mig allerede til næste år.


I går bød på endnu en tradition, nemlig den første søndag i advent. Vi har adventstradition med mine forældre, hvor vi mødes til et eller andet måltid i løbet af søndagen.

Årets adventsstager - gave fra Julie & Johannes.

Når vi har spist går det store gaveræs i gang. Allerede i går lignende bordet mere juleaften end en adventssøndag. Den får ikke for lidt med gaver og halløj.

Adventsmorgenbordet, 1. søndag i advent.

lørdag, november 29, 2008

Mine pyntejuletræer


Mit sidste projekt til 30 days of gifts består af tre små juletræer, som hænger fint i vores køkkenvindue. Træerne er lavet med Bazzill tags, Pink Paislee Tinsel Town papirer, MM tags og hæklede blomster, som min svigermor har lavet til mig.

Farverne er ikke traditionelt jul, men de skulle passe til vores køkken, så jeg har fokuseret på julede papirer og former, og så set stort på farverne ;o)


Jeg var spændt på, om de hæklede blomster ville få træerne til at kæntre, når jeg hang dem op. Det blev heldigvis ikke et problem, så nu hænger de i en lille trio og juler i køkkenet.

fredag, november 28, 2008

Breve fra Julemanden

Jeg tror ikke på Julemanden, og jeg kan ikke huske nogensinde at have gjort det, men jeg synes, det er hyggeligt for børn at tro på Julemanden. Og jeg kan godt lide idéen om en personificering af julen, af gavmildheden og lune. Jeg forestiller mig ikke, at mine egne børn vil blive opdraget med Julemanden som en central del af julen, men han er central for amerikanske børn. I år skal jeg lave ikke mindre end seks breve fra Julemanden til amerikanske børn. De første fire er blevet sendt i dag, og de er til to sæt søskende.

Sender dine børn - eller du - brev til Julemanden? Har I traditioner, som involverer Julle?




tirsdag, november 25, 2008

ScrapEvent 2009

Planlægningen er i fuld gang, der trækkes i trådene og arbejdes hårdt for at få ScrapEvent 2009 på benene.


Det bliver en fed week-end med 7 kurser, som afholdes af kursusledere fra førende leverandører i USA, for bare at nævne et par stykker så kommer Jen Starr fra Prima og Lance Andersson fra Rusty Pickle. I øvrigt sponsoreres week-enden også af Basic Grey, Making Memories, QuicKutz og der er flere sponsorer på vej.

Du finder mere info og mulighed for at melde dig til på ScrapEvent 2009's hjemmeside.

Ses vi?

Tilføjet: ja, jeg er med bag scenerne som dt'er hos ScrapHouse, jeg er teamets danske indslag ;o)

mandag, november 24, 2008

Tak for inspirationen, Ditte

Jeg kom forbi Dittes blog i dag, og var vildt begejstret for den krans, hun havde lavet. Jeg måtte straks i gang med at lave min egen version. Da jeg havde en masse BG Figgy Pudding tilovers fra sidste jul, besluttede jeg at bruge det til min krans. Jeg nåede dog at blive noget bekymret undervejs, for det så ud som om jeg ikke havde papir nok til at nå hele vejen rundt om kransen. Heldigvis var der nok ;o) Jeg har ingen anelse om, hvor mange blomster der ermange... Det prikker en del i min højre pegefinger efter alle nålene.


Nu hænger min krans på hoveddøren og byder julen og vores julegæster velkommen. Hvad skal du have på hoveddøren i den kommende sæson?