søndag, august 03, 2008

Everybody was kung fu fighting...

Sikke en dejlig søndag! Liza blev afleveret her hos os omkring klokken 10, og så har der ellers været gang i den siden. Vi besluttede os for at tage til Lyngby og se Kung Fu Panda i biffen. Det er Dreamworks, der står bag filmen, og man bliver altså aldrig rigtig skuffet over animationsfilm fra deres hænder. Kung Fu Panda er en kær historie om den store kluntede panda, der må gå så grueligt meget igennem for at redde dalen og indse, at han er god nok, som han er. Egentlig ikke en særlig nyskabende historie, men en sød og varm påmindelse om, at der kan bo helte og gode sjæle selv i kroppe, der ikke lever op til idealerne. Gad vide, om jeg holdt særligt af filmen for netop denne pointe? Hvor om alting er, er det en flot animationsfilm, og det er en film som både voksne og teen-agere kan holde ud at se. Hvis I ikke ved, hvad I skal stille op i regnen imorgen, så overvej den store glade panda og hans adrætte venner:

Billede fra filmens hjemmeside.

Vel hjemme igen stod den på scrap for Liza og jeg. Liza havde hele tasken med scrapsager med, og det er en fornøjelse at sidde side om side med hende og skabe. Hun arbejdede intensivt på to kort, som skulle bruges til et par veninders fødselsdage senere på måneden. Jeg fik lov at få et billede af kort og kortskaberen:


Som et break fra scrapperiet bagte Liza og jeg Norris bananmuffins - de er altså lige gode hver gang! Ved lejlighed skal jeg poste opskriften her, så I kan prøve dem hjemme. De er den perfekte løsning på brune bananer, der ellers bare ligger og tiltrækker de rædsomme, forhadte bananfluer.

Tilbage ved scrapbordet fik jeg lejlighed til at tage dette lækre billeder af Liza, der ledte efter de perfekte knapper til kort nummer 2:


Jeg tror ikke umiddelbart, at Liza syntes, at mine billeder gav meget mening. Men der bor en scrapper i maven på Liza, så jeg er sikker på, at billederne ender med at give fuldstændig mening for hende også.

Middagen stod på hjemmebagte pizzaer, og mutti - friske majs på pizza er bestemt en god idé ;o)

Efter aftensmad tog vi dagens anden animationsfilm, som også var fra Dreamworks. Vi så Bee Movie. Det er en fin film, men jeg tror nok, at jeg synes moralen er lige lovlig klistret og honningsød (sorry, men det er lidt det sprog filmen taler). Det er en lækkert udført film, der er fine replikker, men den er ikke så skarp som Shrek, Kung Fu Panda og flere af de andre Dreamworks' film.

Liza er blevet puttet på sovesofaen, og jeg er selv godt og vel grydeklar - alt ånder fred på Nørrebro.

Sikke en dejlig søndag!

3 kommentarer:

Karin sagde ...

Lyder som om I har råhygget hele dagen ;-) og den opskrift kan du da ikke bare lufte..... op med den Cecilie!

Diana sagde ...

Lyder som en super hyggelig dag. Jeg havde også overvejet at se den Kung Fu panda med ungerne, eller i hvert fald den største.

Men klart.....intet kan slå Shrek !!!

Charlie sagde ...

Bortset fra det med at blive puttet på sofaen (DET duer min ryg ikke til længere) så lyder det som en dag jeg godt kunne bruge.
En tur i biffen og lov til at lege i dit scrapværelse. WAUW. Og sikken et fint kort den unge dame fik lavet.