søndag, april 19, 2009

Skabe, antik og botanik (109/365)

Søndag blev endnu en arbejdsdag for os; vi indledte med at samle vores porcelænsskab (nyindkøbt fra Ikea). Det gik fint med samlearbejdet, og det blev så ikke det Ikea-skab, der betød enden for vores ægteskab ;) Siger man ikke, at hvis man kan samle et skab fra Ikea uden at gå fra hinanden, har man et solidt ægteskab? Skabet kom i hvert fald op og stå i spisestuen inden frokosttid.


Bonn lægger fra april til oktober jævnligt gader og pladser til et af Tysklands største antikmarkeder. For første gang i år blev det afholdt søndag den 19. april, og vi var naturligvis nødt til at gå ind til byen og kigge på sagerne. Det var virkelig et antikmarked og ikke et loppe- eller kræmmermarked, og der var rigtig mange fine ting. Kristian har længe gerne villet starte en samling af gamle sjove emaljeskilte, så da han så en hel stand med sådanne, var han en glad mand. Han endte med at købe to forskellige skilte, som I kan se, når de er kommet op og hænge. Derudover købte vi en gamle sætte-skuffe, som jeg har drømt om i et stykke tid. Den har fin karakter, og jeg er glad for at have fået en skuffe, som virkelig ligner en skuffe. Den må I også vente med at se, til jeg har fået hængt den op. Endelig købte vi en thedåse (som dog kun skal være til dekoration) og en smuk akvarel i orange og grønne toner, som formentlig skal hænge i vores køkken, når den er kommet i en ramme. Den er malet af en californisk kunster i 73, hvis man skal tro signatur mm. Vi kan bestemt anbefale en tur på Rhein Antikmarkt, hvis man skulle være til den slags ting.

Tilbage i huset stod den på mere samlearbejde... Og hvilket et! Vores nye køkkenelement var ikke noget nemt projekt at samle med en manual på mere end 30 sider, men Kristian kastede sig frygtløst ud i det, og efter nogle timer kunne vi sammen samle skufferne og montere elementet i køkkenet. Da vi skulle til at sætte bordpladen på, opdagede vi, at den var flækket 25 cm ind fra en af enderne. Ævævæv! Særligt træls nu hvor vi ikke længere har en bil, men det nytter ikke at sætte en ødelagt plade på, så Kristian lejer en bil i week-enden, mens jeg er i Sverige, og kører ud og bytter pladen.

Mens Kristian havde samlet sager, havde jeg lykkedes med at få tømt en del kasser og sat porcelæn i det nye skab. Det er nu dejligt at komme lidt på plads. Dagens sidste projekt var at samle den reol, der skal stå i gangen på tredje sal. Det lykkedes heldigvis også.

Vi har også et spørgsmål til de botanisk begavede læsere af bloggen. I plantekasserne på vores terasse er der en del forskellige gevækster, og to af dem lovede jeg Kristian at bevare. Jeg har plantet dem om, så jeg kan berette, at der er tale om løgplanter. De vokser gevaldigt hurtigt, så jeg er spændt på at se, om de bliver kæmpe store. Her er billeder af dem - hvad mon de er for nogle?

2 kommentarer:

Betina Olesen sagde ...

Hejsa.. jer i det sydlige ;-)

Øjjj det lyde til at have været et skønt markede i har været på... godt jeg har set der er adskillige loppemarkeder på bedding....

Nå, men ang. blomsten, så røg jeg lige 20 år tilbage i tiden, da jeg havde kolonihave... jeg er næsten sikker på at det er den staude der hedder pragtskær... en af mine absolut yndlinge...

http://www.dr.dk/DR2/seerneshave/Havens+planter/stauder/20060310132115.htm

Hygge fra Betina

Netti sagde ...

hvor har i travlt :) dejligt at kunne følge med her på bloggen.

den blomst er en lilje...jeg er nemlig allergisk overfor dem :)