lørdag, september 20, 2008

Goodbye Somerset, Hello Wales

Lørdag allerede - det er en uge siden, vi tog hjemmefra, og vi har virkelig nydt at bo i Othery, at være i Somerset. Men lørdag var skiftedag, så vi pakkede vores Zafira med alt, hvad vi har medbragt og skramlet sammen herover, sagde pænt farvel til vores udlejere og så var vi af sted.

Første stop på vej mod vores nye destination var dog det velkendte shoppingcenter Cribb's Causeway med Marks & Spencer og Waterstone's boghandel. Vigtigst var naturligvis at hente Christopher Paolinis Brisinger, som allerede var betalt og lå klar til afhentning. Derefter handlede vi med til nogle dage hos Marks & Spencer og så gik turen videre.

Nordøst for Bristol kørte vi over Mouth of the Severn for at komme ind i Wales. Resolut afveg vi fra den planlagte kurs og kørte efter et skilt, der ledte til "roman remains". Det viste sig, at der var tale om et ganske stort anlæg med blandt andet badeanlæg, amfiteater med videre. Vi spiste vores frokost på parkeringspladsen og beså badene, inden vi igen følte os kaldede til at køre nordpå.

Pas på antikke monumenter!
(læg mærke til anden linie...)

Kristian havde planlagt en nordlig rute, der tog os igennem nationalparken Brecon Beacons, og nu fik for alvor smagsprøver på den smukke walisiske natur. Bløde toppede bakker, højder der fortabte sig i horisonten og tusinder og atter tusinder af tottede får, der græssede omgav os på vores færd. Der er strategisk placerede parkeringspladser langs vejene, og vi måtte naturligvis holde ind på en sådan for at nyde solskinnet, omgivelserne og så tage et par billeder også. På den ene side af vejen rejste der sig en fårbeklædt bakke (den virkede noget stejlere i virkeligheden end her på billedet:

De hvide totter er får.

På den anden side af vejen var der dæmmet op for Severns løb i en meget flot anlagt dæmning. Vi kunne nyde denne udsigt, inden vi kørte videre:

Dæmningen er "bag" os i dette billede.

Vi bemærkede, at der var små "campingvogne" med udsalg af drikkevarer, sandwich, is og den slags på de fleste af de spektakulære parkeringspladser, og vi spekulerede noget over, om der mon var kamp om de bedste pladser? Som vi bevægede os højere op i Wales blev der længere mellem medtrafikanterne (hvis man ser bort fra får på vejen), og vi havde i stigende grad de smukke udsigter for os selv. Et sted havde vi et smukt syn over det område, vi netop havde kørt igennem:

I dette område gik fårene aldeles frit
- så gælder der om at passe på i svingene.

Noget af det ganske bemærkelsesværdige ved at køre nordpå var, at landskabet ændrede udseende. De gyldne marker, grønne enge og bløde bakketoppe blev erstattet af barskere klipper med en fantastisk rød farve. Vi kom nogle steder tæt nok på klipperne til at kunne se, hvad det var, der farvede dem røde: det ligner tørrede bregner. De giver et fascinerende udseende til landskabet, man bevæger sig igennem:

Kunne vi have haft bedre vejr?

Gennem bakker, dale, store veje og især små veje nåede vi til Llandidloes, som er en gammel handelsby. Vores nye hjem ligger lidt udenfor byen, og turen hertil gik efter håndtegnet kort og ad ganske smalle veje. Barn View Cottages er tre små feriehuse i en række. De ligger højt over byen med en fantastisk udsigt. Den hytte vi oprindeligt skulle have boet i var til to personer, men vi blev ringet op tidligere på ugen: om vi ville have den største af hytterne i stedet. Det sagde vi naturligvis ja tak til. Så i en lille uge kalder vi Cedar Cottage for vores hjem.

Aftenudsigt fra Barn View Cottages.

1 kommentar:

Netti sagde ...

Sikke en flot tur igennem Wales. Dien billeder er enormt flotte. De bliver da fede at scrappe :o)