Mine svigerforældres grund

Mine svigerforældre er ved at bygge hus, og jeg har tilbudt at lave et album med den proces, det er at bygge et hus. Byggeriet er for alvor kommet i gang nu, og derfor er jeg for alvor kommet i gang med scrapperiet. Albummet bliver 8x8, og det er fedt at arbejde i den størrelse.

Dagens layout er lavet med materialer, jeg fik ind af døren i eftermiddags: nye Fancy Pants papirer (Daily Grind og All Fall), Basic Grey chipboard bogstaver (de er bare fede), Zva Creative filtblomster, thickers, nye Bazzill Just the Edges og lidt MM brads:

Baseret på Becky Fleck minimap

Det er tanken, at mine svigerforældre selv kan skrive lidt på hvert layout. Så bliver albummet også mere deres eget, og det kommer til at dokumentere processen bedre - håber jeg.

Dejligt at skabe lidt igen

At være på ferie i to uger er vidunderligt, men det betyder jo samtidig to uger uden scrap af nogen art. Det kan man altså godt komme til at savne undervejs. Det tager også lige lidt tid at komme ind i kampen igen, men jeg havde et projekt, der skulle laves. En god amerikansk veninde er endelig blevet mor, da hun og hendes mand adopterede en lille pige i sidste uge. Lykken er stor på begge sider af Atlanten og "tante" Cecilie er ved at samle gaver, der skal sendes over til den lille nye familie.

Jeg brugte Maja Design papirerne Rosa-Marina til kortet og holdt det gennemført lyserødt og tuttenuttet. Det er nu meget hyggeligt ind imellem at lave noget, der er så piget.

Lone & Steens gave

Kristian og jeg forærede Lone og Steen (se tidligere indlæg) et scrappet album med billeder fra deres første dag som mand og kone. Jeg glæder mig til at arbejde med billederne fra brylluppet, og jeg er ved at surfe rundt på Lifetime for at finde passende papirer ;o)

I stedet for en gave havde jeg lavet et gavekort, og æsken var et lift fra et kort i en kasse den svenske scrapper, Åsa havde lavet. Inden i lå en lille matchende seddel på et leje af silkepapir. En ret lækker måde at give et gavekort på egentlig - jeg elsker at lave æsker!

Til lykke Lone & Steen

I går var vi til et dejligt bryllup hos Kristians faster. Både brud og gom var smukke og glade, og vi er virkelig glade på deres vegne. Så herligt at gå til bryllupper, så skønt at to mennesker elsker og stoler nok og giver ægteskabet en chance og hinanden et ja. Tak fordi vi måtte være med, Lone & Steen.

Let it be...

Der er et mønster i vejret her i Wales: morgenerne er fugtige, overskyede og kolde men i løbet af dagen lykkes det solen at brænde skyerne af, og så bliver det varmt og der kan ses områder af blå himmel mellem skyerne. I går måtte vi konstatere, at det eneste regnvejr vi har haft, fik vi den dag, vi ikke havde taget vores paraply med... Er det ikke klassisk? Det er til gengæld bestemt ikke noget at klage over!

Wallisisk er et virkelig fremmed sprog - se bare dette skilt. Der er ikke noget, der er velkendt ved disse to ord?

Der er forskel på sprog...

En af de ting, jeg gerne ville på denne ferie, var at se et fint engelsk hjem. Af en eller anden grund trak det ud med at finde sådan et hjem, men onsdag i Wales blev dagen, hvor det lykkedes. Jeg havde fundet en brochure fra Erddig, som er et fint gammel hus, der bliver varetaget af National Trust. Huset bliver beskrevet som et af de fineste i Storbritannien, og det er vitterlig et fint sted.

Erddigs oprindelige indgang.

Huset er dækket i den smukkeste beplantning, og den røde farve var helt berusende. Bladene var næsten gennemsigtige og alligevel massivt røde.

Rød er min favoritfarve.

Det har vist sig at åbningstider i Wales er noget anderledes end i Somerset, så Erddig åbnede ikke før klokken 12. Vi var der lidt før tid, hvor man kunne se på parken og bygningerne omkring huset. Udsigten over husets park var storslået. Som det ses på billedet havde solen endnu ikke nået at brænde huller i skyerne:

Noget af den smukke park.

Erddig sad ovenpå et område, hvor der var en rig kilde for kul. Da kulminerne var private, var der en gentlemen's agreement om ikke at minere under huset, men da minerne blev nationaliserede blev kullet under huset gravet frem. Det fik det uundgåelige resultat at halvdelen af huset satte sig; den ene halvdel sank faktisk næsten 1½ meter. Huset var i en forfærdelig stand, og den sidste ejer kunne ikke alene vedligeholde huset. Han kontaktede National Trust, som overtog og istandsatte huset. De brugte fire år på at sætte huset i stand, og de valgte at lade det stå, som det stod i starten af 1900-tallet. Det er meget fint lavet, og vi kan virkelig anbefale at se Erddig, hvis man skulle være i nærheden. Husk også at se de to meget instruktive videoer, der illustrerer processen med at istandsætte huset og med traditionelle arbejdsformer. Vi måtte desværre ikke tage billeder inde i det meget fine gamle hus, så vi måtte nøjes med billeder fra den formelle have.

Erddigs elegante bagside.

Man må have en promenadegang i sin have.

Kristian nød haven og promenadegangen; faktisk forstod han til fulde, hvorfor man havde bygget en lille pavillon forenden af promenadegangen.

Kong Kristian?

Haven var ikke kun elegant; den havde også imponerende planter. Der er virkelig frodigt på en ganske anden måde end i Danmark. Langs murerne voksede der blandt andet kæmpe fignetræer, georginer, gigantiske mærkelige husløg/kakti og en stor smuk rosmarin.

Lone - se walliserne kan også.

Kæmpeplanter, der vist ikke bliver så store i stuerne hjemme?

På vej tilbage til bilen havde solen endelig lykkedes med at bryde skyerne, og vi så igen den smukke blå himmel over Erddigs fine brugsbygninger:

Idylliske brugsbygninger.

Klokken var godt 13.30, da vi var færdige på Erddig, så det var for tidligt til at vende hjem igen. Vi havde to valgmuligheder (altså, vi havde mange, men der var to vi overvejede): at tage til Convy Castle i Nordwales eller køre til Liverpool i England. Vi blev enige om, at det kunne være lidt sjovt at se Liverpool, og som sagt så gjort. Jeg havde slet ikke overvejet, at Liverpool dels var byen, hvor Beatles blev født, og dels stedet hvor Titanic forlod hjemlige vande. Jeg vidste det jo egentlig godt, men havde bare ikke tænkt over det. Beatles fylder bestemt mere i byen end Titanic gør, selvom der er et monument til minde om ulykken. Desværre kunne vi ikke komme tæt på dette monument; i hvert fald ikke tæt nok til at tage billeder og se monumentet ordentligt.

Ved Liverpools havnefront ligger de gamle stolte dampskibsfirmaers imposante bygninger, deriblandt the Liver Building, som er helt fantastisk (og desværre meget meget svær at fotografere):

Man kan næsten høre lyden af de spændte passagerer,
der ventede på at komme med Titanic.

I Liverpools Mathew Street ligger The Cavern Club, som er stedet, hvor Beatles blev til for alvor. Hele gaden kan kategoriseres som Beatlemania, men det er da sjovt at se stedet, hvor så stor musikhistorie startede. The Cavern har på facaden mursten med navnene på alle de store kunstnere, der har spillet på stedet.

The Caverns mur.

Som i så mange andre byer i Europa kan man komme på bustur rundt i Liverpool i dobbeltdækker, men Liverpool har en sjovere måde at komme på tur. Gad vide om inspirationen er Beatles' We all live in a yellow submarine?

En pensioneret amfibiekæmper.

Det kan godt være at Liverpool var byen, hvor Beatles blev født. Det kan også godt være, at de fire drenge kunne lide en pint lager efter at have øvet, men i Liverpool skal man ikke drikke i offentlighed:

For 5000 kr skal det være en GOD øl.

Liverpool lukker klokken 17.30, så vi vente snuderne mod Wales omkring det tidspunkt. Det tog - som vi efterhånden er vant til - en rum tid at komme hjem til Llanidloes. Men det er jo besværet værd, når man har haft en dejlig dag out and about.

Solnedgang over Barn View Cottages

Efter vores mislykkede eksursion til Powy's Castle kørte vi via et besøg på intetnettet hjem igen til Ceder Cottage for en eftermiddag med afslapning og ikke så meget andet.

Da vi ankom lørdag boede der en enkelt anden gæst i rækken af hytter, og han fortalte, at udsigten var rigtig smuk, hvis man fortsatte op ad bakken. Det besluttede vi at gøre denne aften. Det vidste sig at være en god dag, for så snart vi kom ud af hoveddøren opdagede vi, at det var den klareste dag, vi havde oplevet. Vi opdagede endnu en række bakker bag dem, vi ellers har kunnet se, og over dem var der spredt en masse vindmøller. Det er sjovt sådan pludselig at opdage noget, der i dagevis har været tabt i tågerne.

Vindmøllerne står på den bagerste bakketoppe.

Længere op ad bakken var der ikke alene en smuk udsigt, men også en meget fornem solnedgang. Billederne er taget indenfor ganske kort tid, måske 10 minutter, og alligevel er der markant forskel på lyset i billederne. Solopgange og -nedgange har en stærk tiltrækningskræft på mig.

Solnedgang med forhindringer.

Ned bag bakkerne.

Drømmen er en dag at have et kamera udstyret til at hjælpe os med at tage bedre billeder af bland andet sådan noget som solnedgange. Vi har snakket en del om at tage et kursus i fotografering og i billedbehandling, da vi begge to ville synes, det var fedt at være bedre til at fotografere. Det er virkelig en sjov "kunstform". Vi må se, hvad AOF har at byde på, når vi kommer hjem.

Tilbage er kun lyset.


Hvis ikke det er berusende smukt,
så ved jeg ikke, hvad det er?

I dag

er en af de der meeeeget langsomme dage. Kristian sov længe, jeg skrev blogposter, mens jeg så BBC. Vi blev enige om at køre op for at se Powis Castle, kom frem og så var der lukket i dag. Nu har vi fundet et sted med internet, og så kører vi tilbage til Cedar Cottage. Vi trængte vist alligevel til en afslappet dag.

Industriens vugge

Tænk! Vi har været i Storbritannien i 10 dage og først nu fik vi en kedelig dag vejrmæssigt. Fra start til slut var mandag en grå dag, og vi fik endda et par byger undervejs. Men vi kan virkelig ikke tillade os at klage; hjemmefra havde vi forventet 14 dages regn, men vi fik i stedet 10 smukke, fantastiske solskinsdage (med en enkelt byge tidligt en morgen), inden der kom regn for alvor. På denne regnvejrsdag var planen at køre til industriens vugge nær Telford i England, og som sagt så gjort.

På vejen stoppede vi i Llanidloes, og jeg fik et billede af det gamle markedshus midt på hovedgaden i byen:

Byens gamle markedshus.

Videre til Blist Hills museum, som er en rekonstruktion af en victoriansk by. Museet ligger på et område, hvor der også er rester fra et stort jernværk med ruinerne af to store blast furnaces. Den victorianske by har en blanding af rekonstruktioner og oprindelige objekter fra fortiden. På grund af det lidt træls vejr var det ikke rigtig nemt at få gode billeder, men vi prøvede.

Blast furnaces.

Museet har en skæg feature: hos Lloyds Bank kan man veksle sine moderne pund til victoriansk valuta. Den gang var der ikke 100 men derimod 240 pennies på et pund, så det var lidt sjovt at få vekslet pengene og så handle med den gamle møntfod i museets små butikker:

Kristians pote med victorianske mønter.

Hos apotekeren havde de sat en tandlægeklinik op, og vi måtte naturligvis dokumentere den, så min mutti kan se, hvordan hun skal indrette klinikken, hvis den trænger til lidt historiske autencitet:

Selve uniten,
hvis man kan kalde den det...?

Instrumenterne up close and personal.

En af museets perler er en Swatter's Cottage, som var et hjem for de mænd, der arbejdede ved jernværket. Der er tale om en lille stenhytte, som var hjem for op til otte voksne. Da vi skulle se hytten begyndte det at regne, og en skolelærer besluttede at hans klasse kunne forblive tørre, hvis alle 25 blev sendt ind i hytten på én gang. Så vi var vel omkring 30 mennesker derinde - ingen kunne se noget og man kunne dårligt bevæge sig. Det var måske nok ikke den bedste beslutning, men heldigvis lykkedes det Kristian og jeg at komme ud.

Forestil jer dette lille hus med 30 mennesker indeni.

Når vi nu var i området, skulle vi naturligvis også se verdens første jernbro, Iron Gorge Bridge. Broen er ret imponerende især når man betænker, at den er bygget i 1779. Som Kristian sagde: den er kun lidt yngre end USA...

Iron Gorge Bridge.

Udsyn over kløften gennem broen.

Der var et godt stykke vej hjem fra Telford, og da vi skulle handle til vores sidste dage herover (denne gang hos Waitrose), lykkedes det os ikke at være hjemme før klokken 20.15. Det var mørkt på det tidspunkt, og så bliver de smalle wallisiske veje endnu mere spændende... Men vi kom op på toppen af bakken i sikkerhed selv i mørket.

Lyden af middelalderen

Efter at have nydt den berusende solopgang var målet for vores dagstur Harlech Castle, som ligger ved vandet i det vestlige Wales. Turen til slottet gik igennem nationalparken Snowdonia, og langs en del af Wales' kystlinie. Vi havde endnu en smuk dag med blå himmel og spredte tottede skyer, så vi nød vores ellers lidt lange køretur nordvest på.

Et sted, hvor vi stoppede, var det muligt at kravle over en lille stige ind til fårene. Fårene er ikke ligefrem kæledyr, men jeg måtte alligevel tage turen over stigen bare for sjov. Forresten var stigen der for at give adgang til en offentlig sti gennem området.

Undertegnede nyder solen og vinden.

Stedet vi stoppede havde en fin udsigt til alle sider, så endnu en gang virker det som om parkeringspladserne er udlagt med omtanke for besøgende - eller også er der simpelthen bare smukt lige gyldigt hvilken vej, man vender sig her i Wales.

Det er da smukt!

Kristian havde planlagt en lille tur forbi en geocache, som skulle være nyt midlertidigt hjem for de travelbugs og geocoins (hvis det her er sort snak, så tjek Geocaching.com), vi havde med hjemmefra. Cachen lå lige ved en fin naturlig havn, og i et område der var udgangspunktet for en række vandrestier. Vi fandt cachen nemt, og så fik vi tid til at nyde omgivelserne.

Udsigt over havnen.

Til vores store glæde har det været meget nemt at finde parkeringspladser alle steder, vi har været, men i Harlech var vi alligevel mere end almindeligt heldige, idet vi fik en ganske gratis parkeringsplads 200 meter fra indgangen til slottet. Vi var dog ellers nær kørt ned ad denne vej:

40%
- det kan man kalde stejlt!

Vores fine parkeringsplads var lige om hjørnet fra slottet, så det var et smukt syn, der mødte os, da vi gik om hjørnet. Man kan da ikke undgå, at blive en lille smule intimideret af det store slot, som det tårner sig om mod himlen. Adgangen til slottet går ad en trappe ned i og så opad voldgraven igen. At komme nedefra og op mod slottet understreger fornemmelsen af den storladenhed og magt, som slottet var tænkt til at indgyde.

Den overvældende indgang til Harlech Castle.

Ved et rent tilfælde viste det sig, at der var levende historie i gang på slottet: en gruppe riddere viste forskellige kampteknikker og fortalte lidt om, hvordan man ville have forsvaret slottet i middelalderen. Et par af ridderne gennemførte en meget voldsom kamp med sværd og skjolde, og lyden af de to krigeres kamp var overvældende i slottes midte.

Den ene ridder havde skiftet til et mere brutalt våben.

Slottet ligger med udsigt til kysten, men desværre ligger der en masse parcelhuse og feriehuse lige neden for slottet, så udsigten er ikke helt storslået, som man kunne have forestillet sig. Men! På nogle steder får man fantastiske udsyn som dette:

Blik mod uendeligheden.

Ad meget smalle, ujævne og mørke trapper gik det op på slotsmurerne og ind i tårnene. Lad os bare sige det lige ud: der var dælme langt ned deroppefra! Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan man har færdes på trapperne iført rustning eller bærende på tunge våben. På vej ned var der et stykke af af trappen, hvor man blokerede for det lille vindue, der gav lys, så der var helt mørkt. Så gælder det om at holde tungen lige i munden.

Ser det ikke indbydende ud?

Besøget på Harlech Castle var en god oplevelse, og vi fik mulighed for at nyde slottet lidt længere, da vi spiste "sunday lunch" på en restaurant lige overfor slottet. Efterfølgende kunne vi nyde slottet udefra, inden vi kørte hjemad - den lange vej.

Harlech Castle.

Vi besluttede os for at tage den lange vej hjem. Kristian anslog, at det nok ville tage godt to timer at køre hjem. Det gjorde det i hvert fald - faktisk lykkedes det os at være 3½ time om at komme hjem til vores lille hytte på bakken. Men det var en smuk tur hjem, og Kristian var lykkelig for at få lov at køre på en absurd smal bjergvej. Ved dens begyndelse stod den beskrevet som "narrow mountain road with few passing places". Jeps, sådan var det.

Ikke meget vej men lige nok...

Der var ingen tvivl om, at vi havde begivet os ud i et område, der i højere grad tilhørte fårene, end det tilhørte menneskene. En observation vi fik bekræftet et af de steder, vi stoppede:

Dette er fåreland, så er I advaret!

For at det ikke skal være løgn, lykkedes det os at fange et lille damptog på the Bala Lake Railway, som kører langs Bala Lake. Vi passerede det et sted, hvor vi ikke kunne nå at parkere bilen og nappe et par billeder, så vi kørte videre ad vejen og stoppede ved et lille trinbræt. Der stod vi så i nogle minutter og ventede på at toget kom forbi. Lokoføreren var så venlig lige at trutte af os, så vi fik set toget med damp ud af skorstenen:

Maid Marion trækker af sted med sit læs.

Efter en lang tur gennem det smukke wallisiske landskab var vi hjemme lige inden det blev mørkt. Det kan være udmattende at holde ferie.

Solopgang over Barn View Cottages

Søndag vågnede jeg omkring klokken 7.10 og udsigten ud af vores soveværelsesvindue afslørede den smukkeste solopgang. Den kunne lige anes gennem disen og skyerne, og jeg måtte bare ud og nyde den. Det var køligt, og der var dug på græs, træer og bilen, men det føltes som efterår. Fårene syntes tydeligvis, at jeg var stået for tidligt op, og selv den lokale hane var endnu stille.

Alle fårene lå på marken og snorkede.

Det er ikke helt enkelt at forsøge at tage billeder af en sol, som brænder ned gennem skyerne, da den ikke er rar at se på gennem linsen. Jeg valgte en mellemvej, hvor jeg kun kiggede en lille smule gennem linsen, inden jeg trykkede på aftrækkeren:

Det kan man kalde direkte lys.

Der var meget stor forskel på, hvordan udsigten så ud, alt efter hvor jeg vendte mig. Se bare her, hvor solen er i yderkanten og disen direkte foran:

Disen letter
- måske?

Endelig har jeg en ting med billeder, hvor der er forhindringer, så jeg var også nødt til at snuppe dette billede:

Sådan et smukt syn.

Når nu jeg alligevel var ude med kameraet, og lyset var så smukt, besluttede jeg at få et par billeder af vores midlertidige hjem, Cedar Cottage. Der er åbent ind til vores stue, vinduet til højre er ind til vores køkken. Ovenpå er der to soveværelser - vi sover i det til højre. Det er en meget fin hytte, som egentlig minder lidt om de huse, vi kender fra Toscana med blotlagte bjælker, landkøkken med mere. Det lille hus forenden af rækken af hytter er "resourcerummet", som er fyldt med turistbrochurer, forskellige småting man kan købe, dvd'er, bøger og spil man kan låne, fryser, vaskemaskine og tørretumbler. Det er et meget fornemt sted, der har sådan et rum til rådighed for sine gæster. Vi har fået vasket lidt tøj, kigget på et par brochurer og overvejet at se en dvd eller to.

Cedar Cottage.