9. dag i USA

Torsdag bestod i meget høj grad af ture frem og tilbage til lufthavnen for at hente Nancy, Melissa, Franny & Susan. Dem af os der allerede var i huset - eller som langsomt kom frem - hyggede os. Vi snakkede og grinede, og det gik faktisk rigtig godt med at lære hinanden at kende. Selvfølgelig var det lidt mærkeligt at møde alle de mennesker, jeg har "snakket" med dagligt på Lifetime Moments, men det går jo som regel helt af sig selv, når først man er sammen. Jeg var meget spændt på at møde dem alle, men det kan ikke benægtes, at jeg var mest nervøs for at møde Susan, fordi det vel egetnlig er ret vigtigt, at vi kan komme ud af det med hinanden.

Noget af det sjoveste ved at møde dem alle, er faktisk at høre deres stemmer. Amerikanerne (eller i hvert fald alle de her amerikanere) taler virkelig på en anden måde, end vi gør. De taler højere, og på en eller anden måde er deres stemmer også mere pigede ;o) Og så taler de helt utroligt meget og hurtigt. Jeg er jo faktisk god til engelsk, men for pokker hvor er det svært at tale hurtigt nok til at nå at deltage aktivt i samtalen. Alt hvad de siger er til at forstå, men jeg har svært ved at nå at svare og formulere mig hurtigt nok. Det virker nu ikke som om, de lader sig slå ud af det.
Susan var den sidste, der ankom, og jeg havde ikke behøvet bekymre mig det mindste. Hun snakker meget, men hun er virkelig sød og rar. Der er ingen grund til at bekymre mig yderligere om Halloween i Californien.

Thad, Kate, Tracy og jeg spiste frokost på Lucas' Coney Island, og vi snakkede lidt politik. Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at rigtig mange amerikanere synes, at Bush er en klovn og gerne så ham udskiftet i en fart. Kate mente dog, at en del amerikanere er republikanere uden at støtte Bush. Så min fornemmelse er, at jeg har mødt min første republikanske amerikaner. Det er virkelig vanskeligt at blive konfronteret med spørgsmål om min holdning til USA og amerikanere. Jeg vil ikke fremstå som en snobbet og træls europæer, der ser ned på alle amerikanere; og så er jeg vel i virkeligheden ikke så god til konfrontationer.

Aftensmaden var hjemmelavet lasagne, og jeg lavede salat til. Det var dejligt at få salat til et måltid. Efter middagen tog vi i butikken for at shoppe - det var faktisk en rigtig sjov oplevelse at se, hvor forskelligt vi shopper. Det er tydeligt at se, at vi scrapper forskelligt og tænker forskelligt. Men det er samtidig meget inspirerende.

På vej tilbage fra butikken stoppede vi ved en lokal (ude på landet) 7 Eleven for at købe Slurpies. Slurpies er en lidt "tykkere" udgave af det, vi kalder Slush Ice, som faktisk smagte rigtig udemærket.

Susan mente ikke, at hun var i stand til at sove i en lille seng (cirka 150 cm bred) sammen med andre, fordi hun var vant til at sove i en stor king size med sin mand, så det endte med at Melissa og jeg sov i samme seng i stedet for. Jeg er tydeligvis et genert menneske, for det var lidt vanskeligt at tage sig sammen til at gå i seng. Jeg lå vågen lidt tid, fordi det var mærkeligt at sove i samme seng med et dybest set fremmed menneske. Men det går jo over, og jeg sov lige så fint som alle de andre nætter.

Kommentarer kopieret fra Rejs og Blog:

Det er godt at læse, at du har det rigtig godt - og hyggeligt :o)

Nu er jeg blevet opdateret, efter jeg kom hjem i torsdags.

Glæder mig til at se alle billederne!

Knus fra SILen

----------------------------------
Hej Beans.

Dejligt at du kommer godt ud af det med DT'et. Det må være en meget speciel følelse at møde dem alle IRL.

Håber resten af dagene har været lige så gode.

----------------------------------

Susan:

JEG kan ikke afgøre mange hvoraf indeværende al siger ( og anvendte en oversætter hen til opstille indeværende i Dansk ) men se efter ikke omtale i mig benævne og penguin * i den samme idømme altså JEG mene Jeg er sikker! Cecilie. JEG kan ikke lægge for hen til afgøre jer hvor herlig den var hen til gøre bekendtskab med og ofre gang hos jer! Du er altså yndig og huldsalig og forbløffende tålmodig!! Jeg var altså nervøs at mig halvtosset personlighed ville har i løb nemlig den bakker. ( skønt noget bekymret ) Gid du har en herlig og sikker retur rejse hjem og er sammentælling nede den dage indtil vi komme sammen igen!

(oh....I hope that translated well!!)

-------------------------------------

Ida: Det har været sjovt at følge med i hvordan din rejse har været og jeg glæder mig til at høre meget mere. Lyder som om det har været kanonhyggeligt at møde de andre fra LM's DT.

-------------------------------------

Marie: Handlar du upp alla dina pengar?
Längtar efter att läsa mera här i din reseblogg.

Kram,
Marie


Och Glad Påsk =)

8. dag i USA

Onsdag formiddagen arbejdede Thad videre med badeværelset, mens Jackie lagde varer op i butikken, og jeg nussede lidt med scrapting. Omkring klokken 11 satte Jackie en steg over i en crockpot, som er en elektrisk gryde, hvor man kan stege en steg langsomt. Egentlig er der nok ikke stor forskel på at stege en steg i en crockpot eller i en ovn, men jeg kan forstå fra Lifetime, at crockpots er meget populære. Man sætter maden over om morgenen og så er den klar, når man skal spise om aftenen.


Mens Jackie og Thad arbejdede videre i kælderen gik jeg en tur i nabolaget for at se på huse og få lidt frisk luft. Til min store fornøjelse drejede skolebussen ind i området stort set samtidig med, at jeg kom ud. Der er noget virkelig arketypisk amerikansk over de store gule skolebusser. Og jeg har da også set en del af dem i løbet af ugen, men denne gang lykkedes det mig at snubbe et par billeder. Jeg nåede at overveje, om der var regler imod, at man tager billeder af skolebusserne, indtil chaufføren vinkede venligt til mig, da hun kørte videre ned af vejen.



Detroit kan rumme 2.000.000 mennesker, men der bor ikke mere end 1.000.000; til gengæld er områderne omkring Detroit ved at blive udbygget til reelle boligområder. Området, hvor Jackie & Thads hus ligger, ser virkelig nyt ud, og det er i høj grad familier med mindre børn, der bor her. Det er et meget pænt og nydeligt område med relativt ens udseende på husene. De er individuelle men med en overordnet stil; selv postkasserne er ens – formet som små huse.


Men lige i udkanten af det her velordnet og organiserede boligområde ligger der et par klassiske lader eller udhuse i rødt træ og med højt tag. Man kan se disse lader ud af Jackie & Thads vinduer i stuen og køkkenet. Området var indtil for få år siden anset for at være langt ude på landet, og det er stadig kategoriseret som ”rural”.


Frokosten var rester af ribs og en roastbeef "sandwich" med curly fries. Jeg kunne ikke håndtere roastbeef sandwichen mm, men ribs'ne var stadig rigtig gode. Efter frokosten tog Jackie og jeg af sted for at købe nogle forskellige ting, der manglede og derefter videre til lufthavnen for at hente Tracy og Sonya. Vi kørte endnu en gang i Target, og jeg er nødt til at opdatere: Target har faktisk nogle madvarer, men ikke så mange. Det er mest tøre madvarer, som morgenprodukter, kaffe & the, brød og den slags.


I lufthavnen samlede vi først Sonya op i den nye afdeling af lufthavnen, og derefter kørte vi til den nye afdeling for at hente Tracy. Hendes fly var lidt forsinket, så vi havde noget ventetid. Vi stod og snakkede i bagageafhentningsafdelingen, hvor der var en lang række telefoner fra forskellige biludlejningsfirmaer. Mens vi stod og snakkede var der en af telefonerne, der begyndte at ringe, og det fortsatte den med, indtil Sonya fik nok og gik over og tog telefonen ;o) Manden i den anden ende af linien havde ret svært ved at forstå, at hun ikke arbejdede hos Budget, men lige var fløjet ind til Detroit en time tidligere...

Vi fik hentet Tracy og kørte tilbage til huset, hvor vi spiste middag - stegen fra crockpot'en - som virkelig var lækker. Og derefter snakkede vi i nogle timer. Det er virkelig sjovt at sætte ansigter, stemmer og væremåde på de kvinder, jeg nu har snakket med online i månedsvis.

7. dag i USA

Fordi resten af design teamet ankommer onsdag og torsdag bød tirsdag primært på indkøb og oprydning. Jackie og jeg startede med at organiserer nogle af tingene i Jackies scraprum, mens Thad arbejdede på at få badeværelset i kælderen klar til invasion.

Omkring frokosttid kørte vi af sted for at spise frokost og derefter købe ind. Dagens frokost blev indtaget hos O'Callaghan's. Stedet er indrettet med hele udtrækket af udskårne paneler, mørkt træ og blyindfattede-lignende vinduer. Jeg kunne ikke stå for, at der på menuen var mulighed for at få en Ceasar salat med grillet kyllingebryst; det var turens første egentlige salat, og jeg nød det.

Pubben lå i samme område som en Lane Bryant, så jeg fik mulighed for at shoppe lidt igen. Jeg købte 4 bh'er, 10 par underbukser, 4 trøjer og et par polkaprikkede flip-flops for den fyrstelige sum af $290. For samme pris kunne jeg knap nok have fået 2 bh'er og en 1 trøje hjemme. Vi snakkede om, om kvinderne i Danmark ikke er overvægtige, hvilket jeg jo måtte sige, at det er de, men at vi endnu ikke er nået til at have mange tøjmuligheder for overvægtige kvinder. Og at de muligheder der findes, ofte er meget dyre.

Jeg fik endnu en lejlighed for at besøge Costco, som minder meget om Metro men selvfølgelig med endnu større pakker af mad, toiletpapir og sodavand. Det er vanskeligt for mig at forstå, at fast food kulturen er så stærk i USA, når man ser deres super flotte grøntsagsafdelinger med alle former for frugt og grønt skåret til og lige klar til at bruge:

Jeg vil på den anden side sige, at det er chokerende at se og høre, hvor meget de medicinerer deres kvæg og fjerkræ. Når man vælger æg er det ikke så meget valget mellem buræg eller økoæg, som tager tid. I stedet kan man vælge mellem æg med og uden hormoner, antibiotika og steorider. Det skal jeg ærligt indrømme chokerede mig temmelig meget; og Jackie & Thad kunne da også berette, at man efterhånden er begyndt for alvor at kunne se en tendens til at amerikanske piger får deres menstruation tidligere og tidligere. For mig er det en meget skræmmende tanke, at man tillader fortsat tilstedeværelse af alle de ting i maden, hvis man allerede har erkendt, at det har så voldsomme konsekvenser.


Vejret var fantastisk med temperaturer, der mindede mere om maj eller juni end om slutningen af marts. Jeg vil tro, at temperaturen lå omkring 25C, så mine nyindkøbte flip-flop fandt hurtig anvendelse. Efter indkøbene i Costco kørte vi hjem med varerne, og jeg nåede at snakke med Kristian på Skype. Jeg besluttede mig for at sætte mig udenfor i det flotte vejr (jeg overvejede ikke en gang om det trådløse internet ville følge med mig udenfor), mens vi snakkede. Aldrig så snart var jeg kommet udenfor før det begyndte at øse ned. Sådan rigtig voldsom sommerregn. Jeg rykkede indenfor i garagen og sad med udsigt til nabolaget, der blev vasket godt og grundigt. Der er ikke noget som duften af varm asfalt, når det regner. Jeg elsker det!


Jackie og jeg var ikke færdige med at handle, så vi kørte til en anden afdeling af Busch's end den vi var i for nogle dage siden. Deres grøntsagsafdeling var om muligt endnu flottere end den fra forleden dag. Grøntsagerne lå smukt stablet, og der var mængder af forskellige mere sjældne grøntsager at vælge imellem. Det så desværre ikke ud som om, der var ret mange, der købte af alle de lækre varer.
Fuldstændig som sidst jeg var i en Busch's, var jeg imponeret over de gigantiske søde løg. De er måske 3 gange større end et almindeligt (sødt) løg. Det er søde løg, man kan se lige bag ved vægten - ved siden af ligger der almindelig størrelse schalotteløg:

På posen ved vægten stod der "5 a day". Fuldstændig som kampagnen i Danmark går på at få folk til at spise 6 grøntsager eller frugter om dagen - blot med den forskel at amerikanerne kun anbefales at spise 5 om dagen.

Til middagsmad skulle vi have ribs og dybstegte kyllingebryster (som jeg ikke spiste) fra John Edward's, som er et lille lokalt sted, hvor jeg aldrig ville være kørt ind for at købe mad, hvis jeg bare var kommet forbi.

Men jeg må indrømme, at jeg faktisk aldrig har fået så gode ribs. Det er ikke en favoritret for mig, fordi man skal have fingrene helt ned i det meget fedtede mad. Men de her ribs var så møre, at jeg kunne spise dem med kniv og gaffel. En anden stor fordel ved maden var, at jeg fik majs og cole slaw til.

Livet her er meget præget af "a day in the life of...", hvilket er skægt at opleve, fordi livet faktisk leves anderledes end vores eget. Det har man umiddelbart svært ved at forestille sig, fordi vi jo er vesterlændige alle sammen. Men amerikanerne lever i et andet tempo eller med en anden agenda. Og det er virkelig interessant at opleve på min egen krop.

6. dag i USA

Mandag igen. Jackie og jeg kørte i butikken, hvor Jackie naturligvis arbejdede, mens jeg lavede "live-shopping" med Louise. Det indebar, at Louise kiggede på hjemmesiden, og jeg løb rundt i varehuset for at se, om de ting, Louise havde udset sig, var lige så fine i virkeligheden. Det gik der nogle timer med faktisk:

Undervejs blev jeg sendt ud for at hente frokost sammen med en af de andre fra butikken. Menuen til denne frokost kom fra Wendy's, som i følge dem selv, laver old fashioned hamburgers. Jeg ved nu ikke, om der var stor forskel på deres burger og den gennemsnitslige fastfood burger. For at forsøge at få noget andet end kød og kulhydrater bestilte jeg en Chicken Sandwich... Døm selv:

Efter frokosten havde jeg fået til opgave at scrappe endnu et layout med denne måneds pakke, fordi Miranda havde været syg hele week-enden og fortsat ikke var det mindste inspireret af papirerne. Normalt tager det mig uendelig lang tid at scrappe et layout, men af en eller anden grund gik det vældigt hurtigt, og nu kommer Louise op og hænge som vægpynt i butikken i Wixon, Michigan.



Omkring klokken 15.45 efter endt arbejdsdag kørte Jackie og jeg hjem igen for at sidde en times tid i stuen sammen med Thad og Vern. Jackie havde snakket om at lave en tortilla-salat, men vi kørte ud og spise i stedet for. Vi kørte til Brighton og spiste på en Tex-Mex restaurant, hvor portionerne endnu en gang var frygtindgydende store; jeg har endnu til gode faktisk at tømme en tallerken på en amerikansk restaurant (og jeg regner ikke med at komme til det). Ved vores nabobord sagde en familie: far, mor og to børn. Alle fire var meget slanke og ind kommer et kæmpe bjerg af nachos med ost. Plus andre ting at spise. Jeg begriber simpelthen ikke, hvordan man kan spise på den måde. Selv Jackie, Thad og Vern var overraskede over størrelsen på den portion mad!

Som dessert kørte vi en tur igennem Kensington Metropark, hvor vi stoppede og nød det lune vejr - det har været op til 25C - og den begyndende solnedgang. Området er kunstigt anlagt med rent rekreative formål for øje; og der er virkelig nydeligt, også selv om søen var ekstremt lavvandet. Der var vel omkring 8-10 meter, hvor man kunne se søbunden men ikke skulle have kunnet...

Kommentarer kopieret fra Rejs & Blog:

Kristian: Sikke nogle fine billeder - alle dine bekymringer i den retning har da vist sig ubegrundede :)
--------------------------------
Sikke et smukt lys. Det kan man da fint slappe af til :o)Her i Dk har vejret også været skønt de sidste mange dage.
Hehe..sjov idé at live-shoppe. Var tingene lige så fine i virkeligheden?
Knus
Ljud
--------------------------------
Hej Cecilie
Har først nu fået tid til at følge med - hvor lyder det bare spændende (og stort, *gg*) det hele. Du får da oplevet lidt af hvert.
Knus fra Trine - nu med job :o)

5. dag i USA

Søndag stod på crepes, eller hvad jeg ville kalde lidt tykke pandekager, som Moes mand Paul (eller Chef Pablo blandt venner) stod for. Hele familien kom over til sen morgenmad omkring klokken 10.45, og Paul blev sendt i køkkenet for at lave pandekagerne.

Moes døtre Megan og Rachel var begge begejstrede for Izzie, så hun blev leget træt ;o) Det er helt sikkert, at hun nød det, og da hun blev overtræt røg, hun ind i sit bur i soveværelset, så hun kunne få en pause.

Det var virkelig hyggeligt at have besøg af en anden amerikansk familie og opleve deres familiedynamik og måde at tale sammen på. Egentlig er der måske ikke så stor forskel på amerikanske og danske familier, men diskussionen gik omkring badedragter, og der er nok lidt forskel alligevel. For der er altså noget med blufærdigheden, der er anderledes i Danmark. Vi er nok mindre kropsforskrækkede og mere åbne omkring sexualitet, krop og køn end amerikanerne er.

Om eftermiddagen kørte Thad, Jackie og jeg til Frankenmuth, som er en pseudo-bajersk landsby. Det som byen er kendt for er dels fudge og dels et fuldstændig vanvittigt stort sted fyldt med julepynt: Bronner's:

Til min store fornøjelse var der nogle pæne ting, som havde lidt mere at byde på en blot at være juleting. Jeg vil jo helst have noget, som er særlige for det sted, hvor jeg er på ferie. Lone og Finns holdning til julepynt kan vel ikke have undgået at påvirke mig ;o) Stedet var helt klart myntet på masseturisme, da alle skilte var på alle mulige sprog, og man kunne da også få glaskugler med alverdens flag mm. Som man kan se på det her billede, så fik jeg da shoppet lidt:

Vejen til og fra Frankenmuth gik godt nok af freeways, men havde alligevel fine udsigter til marker og søer. Thad og jeg sang glade med på diverse ABBA sange en del af vejen. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Naturligvis spiste vi middag ude igen - denne gang hos Applebee's, som er et steak house, og til mine store glæde var der asparges til min bøf (jeg savner virkelig mine grøntsager efterhånden). Men kartoffelmosen var måske nok lidt mærkelig, og jeg er ikke fuldstændig overbevist om, at det faktisk var kartoffel og ikke pulver.

Der var meget søndagsstemning over hele dagen, så det var jo hyggeligt og afslappende.

Kommentarer fra Rejs & Blog:

Det lyder som om du havde en rigtig god søndag. Og sikke dejligt at møde andre amerikanske familier og opleve hvordan de er.

---------------------------

Very fine blog!
Dejligt at se at du har det godt!!
KH Finn

4. dag i USA

Lørdag i Bogert-huset er week-end fra Lifetime Moments, og omkring klokken 9.15 bankede Thad på min dør for at høre, om jeg ville have noget morgenmad. Det ville jeg selvfølgelig gerne, og jeg troede, at vi bare skulle spise sammen inde i stuen. Det skulle vi ikke; vi skulle ud og spise morgenmad, så vi kørte af sted i bilen til Lucas Coney Island i Ypsilanti. Morgenmaden var ærkeamerikansk: røræg, bacon og pancakes med sirup (jeg sprang smøret over). Men det var nu ikke maden, der var det mest interessante. Jackie, Thad og jeg diskuterede politik henover morgenbordet, og dét var interessant. Heldigvis er Jackie & Thad liberale fremfor konservative, og de bryder sig bestemt ikke om Bush, engagementet i Irak eller de beslutninger, der bliver truffet i USA for tiden. Det var virkelig en spændende diskussion, og det er herligt at høre amerikanere tale imod Bush.

Vi snakkede også om det kommende præsidentvalg, og som det ser ud nu, tror både Jackie og Thad på Hillary Clinton, som den demokratiske præsidentkandidat. I denne forbindelse diskuterede vi også vanviddet i, at bruge hundredevis af millioner af dollars på at føre valgkamp fremfor faktisk at forberede landet.

Efter morgenmaden kørte vi i Target, som jeg har hørt om på Oprah for en del år siden, og som altid er oppe og vende på Lifetime. Det er faktisk bare en stor Bilka uden fødevarer. De har tøj, indretningsartikler, gør-det-selv-sager mm. Og så var der en Starbucks tilknyttet, så vi fik endnu en Chai Tea Latte:

Vern, Jackie, Moe (som også arbejder i LM) begav os af sted på dagens udflugt over floden til Canada. Det var ikke noget problem at komme ud af USA; vi skulle blot svare på hvor længe, vi blev væk, hvad vi skulle lave i Canada og hvor mange penge, vi havde med. Jeg var ret nervøs for, om jeg kunne komme ud af USA - og egentlig endnu mere nervøs for om jeg kunne komme ind i USA igen. Men ud kom jeg da.

Vi kørte under vandet og ind i Canada, som jo vitterligt ikke er meget forskelligt fra USA. Thad hævder, at der er renere i Canada end i USA, men det ved jeg nu ikke, om jeg nåede at opdage. Planen var, at vi skulle i Costco, som er en slags Metro selvfølgelig bare endnu større og med pakker af mad og varer som er gigantiske.

Fra Costco kørte vi langs floden, hvor der er et super fint udsyn til Detroits skyline; der er noget inderligt fascinerende ved så høje huse, som står tæt ved hinanden. Det var overskyet og lidt grumset i vejret, men udsigten tog nu ikke skade af den type vejr:

Vi besøgte Casino Windsor, hvor jeg vitterligt ikke fik lov til ikke at spille. Jackie lånte mig $20, for jeg skulle da prøve at spille på casino, når nu jeg ikke havde prøvet det før. Moe og jeg var enige om at være forsigtige gamblere, så vi spillede kun på enarmede tyveknægte (jeg var meget skuffet over, at man bare skal trykke på en knap ikke hive i et håndtag). Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det er ret kedeligt at være at spille på den måde; du putter penge i og trykker på et par knapper og så sker der måske noget. Men det var hyggeligt at snakke med Moe i mens, og det er et studie i en livsstil at se mennesker med kort til maskinerne og halsen, trisse rundt og spilde deres penge. Vi prøvede forskellige maskiner, og nogle af dem havde "bonus reels", hvor maskinen sådan set spillede med sig selv. Jeg røg ind i sådan et reel, og vandt faktisk $24 (canadiske dollars):

Moe mente, at jeg skulle spille pengene op og lade dem blive i Canada, men jeg besluttede at indløse min billet og betale Jackie tilbage. Jeg bliver aldrig ludoman - det siger mig absolut ingenting at spille. Men jeg har prøvet det, og jeg har vundet ;o)

At komme tilbage til USA var faktisk ikke så kompliceret, men det tog lang tid. Vi holdt i kø stort set hele vejen gennem tunnelen mellem Canada og USA. Jeg havde ret fugtige håndflader og ventede spændt på, om jeg blev lukket ind igen. Det gjorde jeg da heldigvis uden de helt store armbevægelser. I køen ved siden af vores skulle chaufførerne i bilerne stå ud og åbne deres bagagerum, men selv det slap vi for.

Vi spiste aftensmad på Pizza Papalis, som var proppet med tilhængere af Detroit Red Wings som lige havde spillet en kamp. Nominelt set skulle stedet være græsk, og det ligger da også i den område, der bliver kaldt Greek Town. Maden var tilgengæld ikke på nogen måde græsk, da vi fik hvidløgsbrød og pizza:

Vi måtte igennem endnu et casino for at få godkendt vores parkeringsbillet, så vi kunne slippe for at betale parkeringsafgift. Denne gang var der dog ingen af os, der gamblede noget.

På vej hjem i bilen blev det besluttet, at Moe med familie skulle komme til sen morgenmad søndag, for Paul (Moes mand) er god til at lave crepes. Vi skulle derfor lige købe lidt forskelligt ind og slog ind forbi Busch's. Det er virkelig et flot supermarked med en fanastisk flot grøntafdeling (hvor jeg var nødt til at købe nogle gulerødder, for jeg savner nogle grøntsager i min diæt!):

Vejen fra Busch's og hjem gik over den mest vanvittige jordvej, jeg nogensinde har kørt på. Den var fuldstændig ødelagt, fordi det havde regnet. Den var hullet og bulet, og det var som at køre på en pukkelpist. Nogle af hullerne har formentlig været omkring ½ meter dybe. Jackies bil er heldigvis firhjulstrukket, så vi kom hjem uden problemer.

Kommentarer fra Rejs & Blog:

Marie: Härliga du! Jag följer ditt äventyr varenda sekund...vad härligt du verkar ha det! Vilket underbart äventyr.
Kram, Kram
--------------------------
Hej Cecilie,

Dejligt at følge med på rejsen. Glæder mig til at høre meget mere når du er hjemme igen....

Ludomani ? Det er man vel lidt bare der er papirpenge og monstre :-)

Mange varme hilsner
Sus
--------------------------
Hold fast hvor du får oplevet meget.

Jeg kan ikke sige at jeg er misundelig over maden, for den ser ikke voldsom spændende ud. Kan godt forstå du havde behov for noget grønt.
--------------------------

3. dag i USA

Fredag bød på lidt af hvert faktisk. Jackie og jeg lagde modigt ud med at tage ud til en salon for at få vokset vores øjenbryn. Og det var virkelig en oplevelse; stedet var dekoreret på en helt anden måde, end man ser kosmetologer eller frisører i Danmark. Med dekorerede møbler, pink på væggene, gardiner og blomster mm. Der var kvinder, der fik lavet manicure, pedicure, sat hår eller ordnet bryn og vipper. Man sidder pænt og venter til ens kosmetolog kommer ud og henter en, så kommer man ind og ligge på en briks i et lille rum, hvor der kører afslappende musik. Julia, som ordnede mine bryn, var virkelig god til small talk - og vi snakkede faktisk om amerikanernes historie-løshed og alt for afslappede holdning til uddannelse. Måske ikke lige den samtale jeg havde forestillet mig at føre med en amerikansk kosmetolog, men det var interessant. At få vokset øjenbrynene var virkelig en behagelig måde at få ordnet bryn på; det gik hurtigt og var smertefrit. Jeg tror, jeg skal se, om jeg kan finde et sted hjemme, der gør den slags.

Nå, men efter endt behandling skal man jo så betale. Og der skal man selvfølgelig også give drikkepenge, hvilket foregår ved, at man tager en lille kuvert, skriver kosmetologens navn på kuverten og putter drikkepengene i og til sidste smider man så kuverten i en lille box. Det er altså en sær oplevelse; og ikke mindst når kosmetologen står lige ved siden af. Jackie og jeg havde en interessant samtale om drikkepenge, mindsteløn og forskellene på Danmark og USA, hvad angår det område.

I butikken arbejdede Jackie i sit kontor, mens jeg scrappede et layout med månedspakken, så Miranda slap for at lave alle tre selv. Jeg blev færdig med layoutet til trods for, at jeg scrapper elendigt, når der er mennesker omkring mig.

Klokken 13 kom Diana (som er aktiv på forummet) til butikken for at tage med os ud at spise. Vi spiste på Olga's, som nominelt set er en græsk restaurant. Men vi fik nogle bløde pita-tortilla-agtige brød med krydret hakket kød, tomat og løg. Dertil fik vi pommes frites. Stadig ingen grøntsager i sigte. Frokosten var hyggelig, og snakken går livligt i selskab med amerikanske kvinder.

Fredag aften var der crop i butikken, hvilket var en virkelig hyggelig oplevelse. Vi var 11 kvinder samlet, og der blev snakket og grinet en masse.

Det blev sent, og vi var først hjemme igen omkring 00.30... Min biorytme er helt ude af sin sædvanlige rytme, men det går fint herover, så det er jo fint nok.

Kommentar fra Rejs & Blog:

hvor ser du bare glad og tilfreds ud med det hele. Jeg er glad for du også får taget billeder af dig selv.

2. dag i USA

Wow, tiden løber af sted, og jeg er nødt til at løbe med, så der har ikke rigtig været tid til at opdatere bloggen før nu.

Torsdag morgen arbejdede Jackie på at lægge varer ind fra My Mind's Eye (alle jer der ikke scrapper er velkomne til bare at sige aha), mens Thad og jeg drak the og surfede det verdensomspændende. Som tidligere skrevet så tordnede og lynede det, men det blev ikke til det helt store - dog virker luftfugtigheden højere her end hjemme.

Da Jackie havde fået lagt alt det nye ind på siden, kørte vi af sted til butikken. Selvfølgelig slog vi et smut om en drive through Starbucks for at købe Chai Tea Latte til Jackie, Vern og mig selv. Og lige så selvfølgeligt så bestilte Jackie tre af de største kopper. Alt er bare større i USA. Selv køkkenrullestykkerne er større end vores; det er måske lidt svært at se på billedet, men det er altså kun ét stykke, der er hevet ud dér.

Head Quarters er fantastisk. Det er kæmpestort, og der er virkelig ting alle vegne - det er næsten umuligt at overskue, og jeg fik virkelig ikke shoppet meget i løbet af dagen. Det er heller ikke umiddelbart et sted, hvor man shopper. Alle tingene er sorteret, så de er nemme at finde, når der skal ekspederes ordre, hvilket blandt andet vil sige, at papirerne står med bagsiden ud af og at mange af de andre ting også hænger med bagsiden ud mod virkeligheden.

I stedet for at shoppe hjalp jeg Miranda med at pakke månedspakker - 100 stk. Det er virkelig fabriksarbejde, men når man kun skal gøre det den ene dag, så er det jo sjovt. Det var også skægt at arbejde sammen med de andre i butikken fremfor bare at trisse rundt og lave ingenting. Så jeg kom til at pakke bånd, knapper og papirer:

Dagen gik faktisk hurtigt, og vi kom sent hjem. Det var tanken, at vi skulle have lavet en roast, men det blev i stedet for noget som ekstremt amerikansk som Sloppy Joes og Mac n Cheese. Jeg tror ikke umiddelbart, at jeg forstår retten - det er kødsovs ovenpå en burgerbolle serveret med pasta med en masse ost. Nå, men det er jo en del af den amerikanske kultur. Mens vi spiste kørte der American Idol fra Tivo'en - det er dælme smart, at man kan slippe for alle de tåbelige reklamer!

Kommentar fra Rejs & Blog:

Det lyder som om du er faldet godt til. Det er fantastisk spændende at høre om din tur. Jeg er heller ikke sikker på at jeg forstår det fantastiske i den ret du beskrev, men man behøver vel heller ikke at synes om det hele. Jeg tager til Malaga i morgen, så jeg er ikke sikker på at jeg kommer i nærheden af det store "Indernet" mens jeg er afsted og kan læse din blog. Men ellers har jeg jo noget at se frem til når jeg kommer hjem ;D Hav det fortryllende, pas godt på dig selv og tag noget med hjem til mig ;)

Knus fra Ida.

1. dag i USA

Jackie, Thad og Vern hentede mig i lufthavnen, og vi kørte ud for at få lidt at spise. Nå, ja lidt er jo relativ term, så selvom man bestiller den mindste burger er der alligevel for meget mad. Vi spiste hos Max & Erma's, som vist nok er relativt lokal. Min burger var fin, også selvom det var langt over min sengetid, da vi spiste. Snakken gik fint om USA, Danmark og selvfølgelig også lidt scrap - det kan jo ikke være anderledes.

Det var blevet mørkt, da vi kørte fra restauranten, men jeg fik alligevel the "scenic tour", som inkluderede et hav af pharmacies (ikke sikker på, at jeg vil kalde dem apoteker), 4 kirker, tankstationer en masse og noget så overraskende som en "dirt road". Helt alvorligt så kører man ud af en almindelig vej, som så pludselig bliver til en jordvej. Og der er ikke tale om en lille vej ned til et enkelt hus, men om den vej der fører ud i forstæderne.

Jackie & Thad bor i et område, som er ved at blive udbygget. Deres hus er del af stadie 2 ud af 3. Husene er meget forskellige og generelt store. Jackie & Thads hus ligger ud til et stort areal, som jeg vil tro er fælles - der er i hvert fald hverken stakitter eller hække. Huset er stort med stueplan, hvor der er stue/køkken som er et smukt rum med højt til loftet, kontor, soveværelse m walk in closet og badeværelse, Verns værelse, gæsteværelse og endnu et badeværelse. I kælderen som er tør og ret lys er der et stort rum, kontorer, et tredje badeværelse på vej og opbevaring.

Da vi kom kørende tilbage fra restauranten hentede Thad posten - ved simpelthen at køre hen til postkassen og stikke armen ud af vinduet for at hente posten. Så nogle af de ting, vi undrer os over med amerikanerne er altså gode nok...

Jeg blev vist rundt i huset, fik anvist mit værelse og blev sat op med trådløst netværk på pc'en. Jeg var vågen indtil omkring klokken 2215 lokal tid (det vil altså sige omkring klokken 3 om natten), så jeg tror faktisk, at jeg har overvundet jetlag på den måde. I min queen size seng i mit værelse, sov jeg som en sten.

Her til morgen er Jackie ved at lægge varer ind i butikken, mens Thad og jeg sidder med hver vores laptop og får en kop the. Det lyner og tordner udenfor, hvilket er forårets første storm. Såvidt jeg ved er planen, at vi skal i butikken og sortere kits senere. Og så har Jackie snakket om, at vi måske skal ud og shoppe. Jeg tager dagene som de kommer og nyder at suge indtrykkene til mig. Det er anderledes at være i USA, som gæst end som turist.

Kommentarer fra Rejs & Blog:
Dejligt at høre at du er vel ankommet 'over there'
Mindes godt de amerikanske huse - måske de også har langhåret guldtæppe over alt?
Over & out
Marianne
--------------------------
Hej Cecilie
Hvor er det spaendende at foelge med. Haaber du faar en fantastisk rejse. Glaeder mig til der ogsaa kommer billeder.
Knus Ljud og ogsaa hilsner fra Kenneth
--------------------------
Kristian: En jordvej??? Hvis de også vil tage dig med ud i et township, så skal du lige tjekke om du er kommet til det rigtige land!
--------------------------
Hej Beans.

Dejligt at høre at alt går godt. Jeg glæder mig især til at høre din oplevelse af butikken, og gerne nogle billeder.

Pas godt på dig selv og nyd det.

Louise

Der er langt til USA

Der er langt til USA...

Kristian og jeg kørte mod Kastrup omkring klokken 7 i går morges, og vi var derude klokken 7.30... til meldingen om at SAS-personalet havde nedlagt arbejdet midlertidigt, hvilket kunne give forsinkelser på fly, der blevet serviceret af SAS. Heldigvis ikke mit fly, men Finn & Lone som skulle til Rom måtte vente sammen med alle de andre SAS-kunder for at høre, hvad der kom til at ske. Køerne til indcheckningsskrankerne var så lange, at de var på vej ned at trappen til perronerne under lufthavnen. Vi ventede ikke længe i den kø, før en lufthavnsansat henviste os til en skranke, som servicerede andre selskaber end SAS, så jeg blev meget hurtigt checket ind og sagt farvel til Kristian.

På grund af arbejdsnedlæggelserne skulle flyet til Frankfurt have rejsende fra andre selskaber med, og vi blev godt 20 minutter forsinkede, men ellers forløb turen uproblematisk.
Vel ankommet til Frankfurt var det bare at ase gennem terminalen og ud til gaten, hvor jeg ventede cirka en time før vi endelig boardede.

At flyve 9 timer over Atlanten er ret uinteressant egentlig. Man sover lidt, strækker sig, drikker lidt vand, ser ud af vinduet, sover igen, ser en film, drikker vand og glæder sig til at lande. Det eneste der er mildt ophidsende er, at man skal udfylde en tolderklæring og en Visa-waiver. Og de skal altså udfyldes helt korrekt og på en bestemt måde. Man bliver sågar spurgt om man var aktiv i nazisternes lejr i perioden 1933-45 (det var da i det mindste nemt at svare på).

Disse udfyldte sedler skal man så vise i US Cutoms and Border Control. Og nu bliver der pludselig langt til USA. Glem alt om køer ved check in, mellemlandinger og lange flyveture: US Customs and Border Control slår alt! Her står man i lange køer i stegende hede, uden vinduer eller udluftning, med en snusehund der leder efter tasker med mad i og venter på at en customs officer kalder en frem til skranken. Ved skranken skal man så aflevere sine lapper og sit pas, som bliver nøje studeret. Man bliver stillet et par spørgsmål om formålet med indrejse (og hvis man har været i USA fornyligt bliver man spurgt, hvorfor man vender tilbage, om man vitterligt ikke skal arbejde eller studere). Og så skal man afgive fingeraftryk af venstre såvel som højre pegefinger og man bliver fotograferet.

Jeg tror, jeg stod i kø til denne seance i 1½ time, hvorefter man kan hente sin kuffert og gå ud mod: Customs control. Her kigger de på en af lapperne igen, kigger på passet, og stiller en spørgsmål om, hvorfor man er i USA og om man har taget frisk frugt med. Her var der ingen kø, så jeg kom ret hurtigt igennem.

Og klokken midnat (dansk tid) var jeg endelig i Detroit! Der er langt til USA.

Kommentarer fra Rejs & Blog:
Ja, det er godt nok en laaaang tur! Har læst beskrivelsen med et smil om læberne. Er du nu helt sikker på, at du fik svaret rigtig på spørgsmålet om kz-lejrene :oD

Spøg til side; det er godt at høre, at du nu er vel ankommet til destinationen, trods køer :o)

Glæder mig til at læse mere!

Knus fra din SIL
---------------------------
Sikke en tur. Imponeret af at de trods alt lod dig slippe igennem ;)... men nu har de jo også fået dit fingeraftryk og billede, så de kan komme efter dig om nødvendigt. Just joking, det er dejligt at høre at du er kommet sikkert til USA.

Knus fra Ida.
---------------------------
Very fine blog!
Rart at læse at du har det godt!
KH Finn

Så kom dagen

Jeg vågnede selvfølgelig klokken 5, klar til at komme af sted. Men jeg må lige vente et par timer endnu, så jeg har tjekket mail, Lifetime og forsøgt at slappe lidt af.

Foran mig ligger 12-14 timers rejse og masser af oplevelser!


Kommentarer fra Rejs & Blog:
Det er godt nok en lang flyvetur. Jeg håber du kan få sovet lidt på vejen og glæder mig til at høre mere om din tur.

Knus fra Ida.
--------------------
Hej Cecilie,
Håber du er kommet godt frem derovre. Glæder mig til at høre mere om din tur.
Mange hilsner
Sus

Under 24 timer

Til formiddag var jeg på apoteket og i Matas for at ordne nogle sidste indkøb inden afrejse. Jeg har stort set pakket færdig, men har lige nogle enkelte ting, der hænger til tørre eller ikke kan pakkes endnu.

Finn & Lone rejser til Rom i morgen - og vi skal faktisk flyve stort set samtidigt fra Kastrup, så måske snupper vi en kop the sammen i afganghallen ;o)

Så kort tid

Om 48 timer sidder jeg på et fly på vej mod Frankfurt og et connecting fly, som skal bringe mig til Detroit, Michigan.
Jeg skal bo hos Jackie & Thad, som ejer Lifetime Moments, i 12 dage. Den sidste week-end kommer en stor del af design teamet for Lifetime Moments også til Michigan, og vi skal have fire hyggelige dage i hinandens selskab.
Det er svært for mig at forestille mig, hvordan det bliver at være i USA som gæst snarere end almindelig turist. Men jeg glæder mig virkelig!

Kommentarer fra Rejs & Blog:
Jeg håber du får en rigtig god tur med en masse fede oplevelser og søde mennesker. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge din tur her.

Pas godt på dig selv.

Knus Louise
-----------------------
God tur! Det bliver rigtig spændende og jeg håber du får en masse gode oplevelser og møder en masse søde mennesker.

Knus fra Ida
------------------------
Kristian: Oh, jeg skal være helt alene hjemme og der er landskamp på lørdag ... !

:-)
-------------------------
Jag önskar dig en riktigt, riktigt trevlig resa!
Njut av varje dag och minut.

Varma kramar,
Marie

Long time no blogging

Seems I am not terrific at updating my blog and I do need to do a better job at that. I'll be looking into uploading new layouts soon.

In 2½ weeks time I leave to spend almost 2 weeks in the States visiting Jackie & Thad who owns Lifetime Moments. I am really excited about the visit and look forward to the trip with high expectations.

One of the week-ends while I am there will be DT-crop for the design team from Lifetime and that sure sounds like a lot of fun.

While I am away I plan on blogging to keep every one at home informed about my trip and I am thinking about setting up a blog specifically to meet that end leaving this to be a scrapbooking blog in English. Think I'll go look into setting up a Danish blog actually.