Danmarks dåbsattest

Tænk, at stenen har stået der siden 965.

Jeg var som sagt i Jylland i sidste uge, og jeg fandt mig selv ganske tæt på Jelling, så på vej hjemad besluttede jeg mig for at lægge vejen forbi Harald Blåtand og Gorms gamle mindesten. Jeg har godt hørt snak om, at der skulle bygge om, ud og ændres i Jelling, men foreløbig er de største forandringer, siden jeg var der sidst mere parkeringsplads og et 30 cm højt hegn om de to gamle sten. Hegnene er kun i meget ringe grad en hindring i oplevelsen af de store gamle levn fra fortiden.

Et efterhånden særdeles velkendt motiv for de fleste danskere.

Der er noget meget bevægende over, at motiverne på de to sten er skabt i en fortid, hvor mennesker levede så anderledes, end vi selv gør. I en tid hvor mennesker ønskede at hylde hinanden (og måske lidt sig selv) ved at frembringe ekstraordinære kunstværker som disse. Måske har vi egentlig ikke ændret os alverden, når det kommer til netop dette område?

Den store er Haralds, den lille Gorms.

Efter at have trisset omkring på kirkegården og kigget på stenene, listede jeg ind i Jelling Kirke, som er en pyttelille og meget fin kirke. Der er ikke så meget at se, og da organisten sad og spillede kiggede jeg bare ind i kirkerummet. Til gengæld kunne jeg ikke lade være at grine lidt, da jeg så hvor godt fortøjret kirkebøssen var. Det er nu egentlig sørgeligt, at det skal være nødvendigt at sætte en kirkebøsse lige så godt fast, som man gjorde med straffefanger i fortiden. Det er både komisk og tankevækkende...

Den kirkebøsse er der vist ikke nogen, der lige løber af sted med...

Det er nu også et ganske fint sted, Harald, Gorm og kompaner har sat stenene - der mellem to gravhøje midt i Jylland. Gad vide, om der var mange, der kom forbi og så mindesmærkerne i samtiden? Der er i hvert fald plads til mange besøgende i nutiden.