Mere nyt fra London

Anden dag i London, og vi skulle på sightseeing med bus - det var i hvert fald det, vi først havde tænkt. Vi blev dog enige om først at kigge lidt på butikker og derefter lave vores egen sightseeing i stedet for at indløse billet til de officielle sightseeing busser. Vi tog derfor vores egen bus #74 ind på Oxford Street.

Vi kiggede lidt på butikker og besluttede os for, at vi måtte i Selfridges og se deres juleshop. Juleudsmykningen hos Selfridges er som altid bedårende smuk; alle mulige almindelige ting som cykler, trapper, skyllemiddeldunke mm er blevet dækket med glimmer og "diamanter" i skarpe i farver. Også juletingene var fine, og årets best seller i Selfridges er noget så avanceret som instant sne! Tilsæt lidt vand, tæl til tre og "let it snow, let is snow, let it snow..." Louise og jeg var med det samme overbeviste, og selv mænd i jakkesæt kunne ikke stå for fristelsen.

Fra vores lille shoppetur tog vi bus 23 gennem Regent Street, over Piccadilly og Trafalgar Square, forbi Charing Cross Station til St. Paul. Vi stod af et stop for tidligt og fik på Pret for at spise frokost. Louise er nu med på Pret-bølgen.

Efter frokosten spaserede vi til kirken i det mest vidunderlige vejr. Jeg har aldrig været i London i så smukt vejr før. Himlen var klar blå og luften skarp men ikke kold. Det var vidunderligt. Vi nød kirken ude og gik en tur ind, men blev afskrækket af den pris, de har sat på entré til Guds eget hus - £8.5 for studerende... Da jeg har set St. Paul mange gange, lod jeg Louise afgøre, om prisen var for høj. Vi nøjedes med at nyde kirken udefra - og der var en masse at nyde.



Vi kan nu afsløre, at der er svingdøre i himlen:


Vi opdagede, at kirken og den smukke blå himmel spejlede sig skønt i nabohuset, og det måtte vi naturligvis fange et par billeder af.


Bag St. Paul stod denne fine gamle røde telefonbox, som vi ikke kunne lade være at lege lidt med. Vi kom ikke til Ministry of Magic gennem boxen, men vi havde lidt sjov med telefonboxen alligevel:


Fra St. Paul slæntrede vi ned til Themsen og Millenium Bridge, som ligger på en smuk linje med kirken og Tate Modern. Da vi ville over på Tate Modern og se den sprække, der for tiden er i gulvet dér, gik vi over Millenium Bridge. Fra broen er der fint udsyn til Tower Bridge, Shakespeares Globe Theatre, St. Paul og Tate Modern. Vi havde fantastisk vejr, så vi havde smukt udsyn til alle sider:


Ikke alene kunne vi se Shakespeares teater, vi så såmænd manden selv i nylonstrømper og hvid krave:

Foran Tate Modern står den kæmpeedderkop, der tidligere stod inde på museet. Den ser virkelig imponerende ud, som den står der. Og den ser næsten endnu mere imponerende ud, når man ser ud mod Millenium Bridge, hvor den i det rette perspektiv ser GIGANTISK ud.

Som nævnt er "udstillingen" i turbinehallen for tiden en lang relativt dyb revne i gulvet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig at revnen, men jeg må indrømme, at den var dybt fascinerende. Den var lavet, så det så ud som om gulvet vitterligt var flået i stykker af et jordskælv. Jeg opdagede, at revnen virkelig inspirerede beskuerne til at lege; fantasien blev sat i gang af denne flænge i gulvet. Og det er ikke så tit, man ser voksne mennekser sidde på deres rumper for at tage billeder af moderne kunst, men det gør sig gældende for tiden på Tate Modern. For os var der ingen tvivl om, at revnen var vores udflugt værd.

Fra Tate Modern tog vi undergrunden et enkelt stop til London Bridge Station for at se lidt nærmere på Tower Bridge. Solen var så småt ved at gå ned, da vi kom til Tower Bridge, så vi så den i smukt lys.

Vi havde billetter til Tutankhamun-udstillingen på O2, så vi måtte videre med Jubilee linjen til North Greenwich, hvilket er lige på grænsen til zone 3, så det er et godt stykke udenfor den centrale del af London. Vi var spændte på, om udstillingen var rejsen værd. Men allerede inden vi så udstillingen måtte vi konstatere, at turen var en succes, for området omkring O2 og selve stedet var skægt at se. At udstillingen så også var smukt sat op og rigtig interessant var naturligvis herligt.

Fra O2 tog vi undergrunden tilbage til Bond Street, hvor der var så mange mennesker, at de var nødt til at lukke os ud af nødudgangene samt holde folk ude af stationen, indtil det var sikkert at lade flere mennesker komme derned. Det var lidt vildt.

Vi købte vores aftensmad hos M&S og tog så endelig bussen hjem til hotellet. Her viste det sig, at vi havde fået et nyt værelse, eller faktisk en lejlighed i to etager. Det var jo herligt, og vores nye værelse havde væsentligt bedre senge end det første værelse. Men der er mange sære detaljer ved denne lejlighed, som vi naturligvis er nødt til at dokumentere.