mandag, oktober 22, 2007

The Santa Ana winds blew warm into your room...

En af mine ynglingssange er Elton Johns Mansfield, og titlen på dette blogindlæg er en del af teksten til Mansfield. I dag fik jeg virkelig chance for at opleve The Santa Ana Winds her i Yorba Linda. Lyden af Santa Ana vindene minder om en dansk vinterstorm, eller det der er værre. Vindene suser og hviner omkring hjørnerne af huset og i udluftningskanalerne. Som den nørdede turist, jeg måske nok er, var jeg nødt til at gå udenfor for at opleve vindene på min egen krop. Udsigten ned af vejen, som resten af ugen har været en klar udsigt til bjergene, var så mudret imorges, at man overhoved ikke kunne se bjerget. Det var ikke umiddelbart til at afgøre, om det mudrede udsyn skyldtes støv, der blev hvirvlet op af vindene eller røg fra en af de brande vindene bringer med.


Desværre lavede jeg en fejl og fik slettet billedet af det forsvundne bjerg. I løbet af dagen aftog vindene lidt, så der blev lidt bedre udsyn til bjergene; dog blev det aldrig så skarpt, som det har været de andre dage, jeg har været her.


Det er en meget underlig fornemmelse at stå midt i en voldsom storm iført t-shirt og bare arme og ikke fryse det mindste. Vindene er varme og knastørre, og det er hårdt for øjnene og næsen. Det er vitterligt en anden oplevelse, end storm i oktober er i Danmark.

Dagens egentlige begivenhed var ikke Santa Ana vindene, men derimod en brunch med et par andre medlemmer på Lifetime. Norri havde inviteret de LM'er, der boede her i nærheden. Wendy, Jane og Arlyn havde sagt ja til invitationen, og vi skulle starte brunchen klokken 11. 40 minutter senere havde vi stadig ikke set Wendy, og da Norri ringede til hende, viste det sig, at hun faktisk havde været her, men at ringklokken ikke virkede, så hun havde troet, at vi ikke var her, og var kørt hjem igen! Det er virkelig ærgerligt. Jeg ville supergerne have mødt hende, og det er så surt for Wendy, at hun har kørt 225 km i dag uden at få ret meget ud af det!

Jane og Arlyn kom begge to, og det var sjovt at møde dem begge. Arlyn var så sød at have et kort og et gavekort til Starbucks med til mig, så nu har jeg to gavekort til Starbucks, som jeg skal nyde at bruge i de kommende uger.

Norri og jeg havde lavet pumpkinmuffins, cinnamon rolls, omelet med spinat, soltørrede tomater og champignon, bagels og frugt. Dertil drak vi kaffe, the og appelsinjuice. En hyggeligt, afslappet og rolig søndagsbrunch, som strakte sig til omkring klokken 15.30, hvor Arlyn og Jane kørte hjem.


Vindene tog til igen i løbet af eftermiddagen, og jeg måtte ud igen for at opleve vindene og forsøge at tage nogle billeder, der kunne illustrere vindens hærgen og konsekvenserne af vindens styrke og intensitet.

Som I måske husker fra I sidst så det her billede, så er det lille amerikanske flag forsvundet i vinden. Og på billederne herunder er bladene faldet af træerne og af den lille fine hortensia; Norri fortæller, at det er sådan efteråret er her i Californien: bladene bliver brune, så kommer Santa Ana vindene og blæser dem alle sammen ned på få dage, og så er det overstået.


Norri og jeg lod os dog ikke slå ud af hårde vinde, men kørte ud for at kigge på tøj hos Avenue. Jeg købte en natkjole, et par afslappede bukser og en trøje. Tøj i det her land er billigere, og der er virkelig et noget større udvalg, end jeg er vant til. På vej til Avenue holdt vi ind ved en Starbucks, og I tror det næppe, men jeg fandt endnu et "vask-dine-hænder-skilt". Det er efterhånden noget af en samling, jeg har fået etableret:


Som Kristian og Lone opdagede tidligere på dagen, så havde jeg en del problemer med Skype. Kristian og jeg fik diagnosticeret problemet: mit headset var gået i stykker. Til alt held lå der en Circuit City lige ved siden af Avenue, så jeg fik et nyt headset, så forhåbentlig kan jeg komme til at snakke med Kristian og Lone, når jeg står op mandag.

Selvom det blæste mere end en halv pelikan, tændte Warren op i grillen, så vi kunne få lammekoteletter. Vi spiste middag i Norri og Warrens spisestue, som har et langt bord med plads til den store familie, og store bløde stole. Efter aftensmaden så Norri, Warren og jeg lidt tv, og nu har jeg lykkedes med at få dr-tv til at vise Forbrydelsen, så jeg er ved at blive opdateret på den front.

søndag, oktober 21, 2007

Stille lørdag

Selv på en lørdag i oktober står familien Hennagin tidligt op. Matthew havde en "terminsprøve" til SAT-prøven, som startede klokken 9, Daniel havde en water polo turnering, som han og Warren skulle til, mens Norri og jeg skulle bage pumpkinmuffins, købe dekorationer i en hobbyforretning og ellers ikke lave ret meget. Jeg var nok lidt overrasket over, at Matthews prøve lå på en lørdag; jeg er så vant til hjemmefra, at terminsprøverne ligger på almindelige skoledage, at det var lidt chokerende, at skoleelverne skal møde til prøve tidligt lørdag morgen.

Norri og jeg fik bagt vores pumpkinmuffins til brunchen imorgen, og bagefter kørte vi i Norris lokale hobbybutik The Tall Mouse (jeg har ingen anelse om, hvorfor en hobbybutik vælger sådan et navn). Den var kæmpestor, og de havde alt muligt sjovt til Halloween, perler, garn, stof, en rimelig scrapafdeling, hvor jeg faktisk købte noget, og en helt masse andet til hobbyfolket.


Tænk, hvis Panduro bare havde haft halvdelen af, hvad Norris nærmeste hobbyforretning har. Jeg holder formentlig aldrig op med at være imponeret over, alle de ting amerikanerne kan købe og køber. Det amerikanske samfund må virkelig være et af verdens mest forbrugerorienterede lande. Det er lige før det er skræmmende at forestille sig, hvad de forbruger om året. Jeg holder meget af mine amerikanske venner, jeg holder af at rejse i USA, men jeg holder ikke op med at stille mig kritisk i forhold til en del af amerikanernes vaner, idéer og forestillinger om verden.

Vel hjemme igen på Via Habana spiste vi frokost, snakkede lidt og gik en tur på "the green belt", som er et stisystem, der løber mellem vejene her i kvarteret. Det er faktisk et dejligt rekreativt område, som også på sin vis er uventet i disse omgivelser. Stanley var med ude at gå, og han synes, det var mægtig interessant at komme ud at gå, hvilket ikke er noget, der sker så tit! Resten af eftermiddagen brugte vi foran tv'et, hvor vi så Never Been Kissed med Drew Barrymore. Vi var enige om, at det ikke er nogen stor film, men det er en sød lille chick flick, og nogle gange er det det, der skal til på en dovne lørdag eftermiddag.

Daniel og Warren kom hjem fra water polo turneringen omkring klokken 17.15, hvilket vil sige, at de havde været af sted godt otte timer. Det er en lang arbejdsdag på en lørdag. Norri, Warren og jeg kørte med det samme igen, da Warren skulle til 50 års jubilæum på The Hyatt ved Huntington Beach, mens Norri og jeg så skulle spise middag og trisse lidt omkring i området.

Vi spiste middag på BJ's, som serverer All American food: pizza, sandwiches, burgers og noget pasta. Jeg fik en udemærket, men alt for stor, burger med gode kartoffelbåde til. Efter middagen gik vi lidt rundt i området, og endte med at sidde og snakke på Starbucks, indtil Warren var klar til at blive hentet omkring klokken 21.30.

Jeg skal efterlade jer med dagens vask-dine-hænder-skilt, som er fra BJ's i Huntington beach:



lørdag, oktober 20, 2007

Picnic ved Stillehavet



Fredag var om muligt endnu smukkere end torsdag, hvilket bestemt ikke gjorde vores planer for dagen mindre oplagte. Vi tog til stranden, så jeg kunne dyppe mine tæer i Stillehavet. Vi havde planlagt det, så vi kunne spise frokost på stranden og nyde havets brusen og solens varme.



Som studerende boede Norri et enkelt akademisk år på Balboa Island som ligger i Newport Beach, og det var her, vi kørte til. I stedet for at tage broen over til øen sejlede vi med en lille færge (der kunne lige være tre biler på færgen), så vi kom til at se øen fra vandet.

Picnic ved Stillehavet er en noget anden oplevelse end picnic ved Øresund; stranden strækker sig så langt øjet rækker og består udelukkende af golden retriever farvet sand. I vandkanten løb et par teenagedrenge og surf-skimmede, hvilket ikke er helt det samme som at surfe, men minder lidt om det. Til trods for at det var varmt og smukt vejr, havde vi næsten stranden for os selv. Vi smed sandalerne i sandet og bredte tæppet ud, så vi kunne nyde vores frokost i første række til surfere, bølger og nogle få skibe – og så den brune smog, der trækker fra LA ud mod kysten. Smoggen er faktisk skræmmende, og det underlige er, at Norri ikke bryder sig om den, men på den anden side er hun heller ikke voldsomt bekymret over den. Jeg ville være meget urolig, hvis jeg boede et sted, hvor smoggen lå så tyk over byen. Den brune bræmme, der kan anes over Catalina Island på dette billede, er smoggen fra LA ikke en sky:


Som jeg husker det, var det noget vanskeligt at komme i nærheden af vandet, da Finn, Lone, Jakob og jeg var her i Californien i midten af 90’erne. Det handler tilsyneladende primært om at vide, hvor man skal køre hen, for på Balboa Island var der ingen problemer med at komme til at dyppe tæerne (eller den nederste tredjedel af bukserne) i Stillehavet.


Vores picnic var vellykket og rigtig hyggelig; det er jo en fornøjelse at sidde på en sandstrand, i 25 graders varme i oktober sammen med en god veninde. Men alt får jo en ende, som bekendt, og vi havde flere planer for eftermiddagen. Vi kørte tilbage til den lille færge og sejlede over til Balboa Island for at kigge på huse og forretninger. Balboa Island er et virkelig hyggeligt, sjovt sted med små lave individuelt udseende huse, som ligger meget tæt. Området kom bag på mig, da det er så anderledes i forhold til, hvad jeg ellers har set af huse i USA.


Nogle af husene ligger helt ned til vandet, og enkelte har endda egne badebroer, hvor deres motorbåde ligger fortøjet. Jeg kunne formentlig godt lige vænne mig til at bo i et af de huse, hvis jeg nu ikke havde andet valg ;o) Desværre er huspriserne for de her 100-120 m2 store huse voldsomt høje; Norri og jeg kiggede hos en enkelt ejendomsmægler, som skulle have mellem 2.25 og 3.5 millioner dollars. Nok er dollaren lav lige nu, men ikke så lav...


Der er en Starbucks på hvert et gadehjørne, og Balboa Island er ingen undtagelse. Vi tog en latte og delte en pumpkin-empanada, som faktisk var udmærket. Til min store fornøjelse kunne jeg få et Orange County og et Halloween Starbucks-krus. Norri kan ikke helt se det spændende i Starbucks-krusene, men jeg synes, de er super souvenirs. Ikke en dag i Californien uden et ”vask-dine-hænder-skilt”, og dagens fandt jeg på Starbucks’ toilet:


Halloween er virkelig en big deal i Staterne: der er flagermus, spøgelser, græskar og skeletter i forretning, vinduer, folks haver (selv i områder hvor husene har koster 15 millioner), alle vegne. Selv brandstationen på Balboa Island havde pyntet deres minihave:


Fra Balboa Island kørte vi til Fashion Island (som ikke er en ø, men et shopping område), hvor Norri mente, Sur La Table lå. Det gjorde de ikke, men efter et par opkald til nummerservice fandt Norri frem til, hvor de faktisk lå. Butikken lå i et andet vældigt fancy shoppingområde, hvor der blandt andet var et bageri kun for hunde! Det var herligt at træde ind i Sur La Table og se alle de lækre køkkenredskaber, og deres undervisningskøkken. Norri og jeg havde egentlig planer om at tage et kursus hos dem, men det bliver desværre ikke til noget.

Ved siden af Sur La Table lå Bristol Farms, som er et fantastisk supermarked. WOW! Jeg var vild med Bushes i Michigan med Bristol Farms er endnu mere fantastisk. Grøntsagerne er arrangeret, så de ser ud som små kunstværker. Interiøret har et bondegårdstema (passer til navnet på forretningen), og alt er super lækkert præsenteret. Ifølge Norri var priserne også derefter, men for danske standarder var det snarere Føtex-priser, end det var Mad & Vin-priser. Jeg tog mit kamera frem og knipsede løs – kunne simpelthen ikke lade være:


Vi købte suppe, salat og kylling med hjem fra Bristol Farms, og det var dagens aftensmad. Kyllingen var desværre lidt tør, men suppen var super lækker. På grund af søndagsbrunchen kørte vi til Norris lokale supermarked for at handle efter aftensmad; det var stadig et fint supermarked men mere almindeligt i standard end Bristol Farms.

fredag, oktober 19, 2007

D-day

18. oktober er Norris fødselsdag, og selvom amerikanerne ikke kender til, at det er fødselsdagsbarnets opførsel, der bestemmer vejret, havde Norri tydeligt været sød og artig det seneste år, for det var vidunderligt vejr. Som det passer sig for fødselsdage, havde Norri bestemt dagens udflugt (okay, jeg tog med meget frivilligt), så vi tog til Disneyland. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente mig af stedet. For 13 år siden var Finn, Lone, Jakob og jeg i Universal Studios, og det var ikke nogen ret god oplevelse. Der var ekstremt lange køer til de forskellige rides, og det myldrede med mennesker alle vegne. Vores oplevelse af Universal Studios var direkte anledning til, at vi ikke tog i Disneyland, selvom det er en af de ting, man ”skal” se, når man er i Los Angeles. Norris entusiasme omkring Disneyland er meget smittende, så derfor glædede jeg mig til at komme af sted, og se hvad alt postyret handler om.

Der er kun omkring 20 minutters kørsel fra Casa Hennagin til Disneyland, så det var faktisk en af vores kortere udflugter, vi tog på. Disney har tingene helt under kontrol, så der var parkeringsmuligheder, man blev anvist en plads, fik en billet på hvilken man kunne noteret, hvor man havde parkeret, og så var der små elektriske busser, der kørte i pendulfart mellem parkeringspladsen og indgangen til Disneyland og California Adventure Park. Alt sammen meget rent og ordentligt; meget Disney.

Allerede ved indgangen til Disneyland stod det klart, at der var pyntet op til Halloween for fulde Disney-gardiner; ovenpå indgangen var der dekoreret med Minnie, Anders og Plutos ansigter lavet i ”græskar”:



Jeg havde ventet, at entreprisen ville være astronomisk, men det kostede kun $66, hvilket så inkluderede alle de rides, man måtte have lyst til at prøve. Hvis man tænker over entreprisen og turkort til Tivoli, så løber det måske også op i noget, der ligner 300-350 kroner. Jeg forestiller mig, at Disney tjener langt størstedelen af deres penge hjem på souvenirs og gæster, der spiser i parken. Rigtig mange steder i parken står der fotografer klar til at tage billeder af gæsterne på særligt "fotogene" steder; de tager billederne med deres egne kameraer og med gæsternes kameraer. Man kan så bestille de "professionelle" fotografier, når man kommer hjem. Der er tilsyneladende nogle klassiske Disney-shots, som man bare skal have, og et af dem er lige indenfor indgangen, hvor der netop nu er en Halloween-Mickey i græsplænen:


Jeg ved godt, at det er super naivt af mig, men jeg havde forestillet mig, at Disneyland ville være fyldt med græskar, som Tivoli er det til Halloween (eller var det sidste år, jeg ved jo ikke, hvordan det ser ud i år). Der var ikke ét eneste levende græskar i parken, men der var rigtig mange fake. Blomsterne i parkens bede er ægte, træerne er ægte, men græskarene var i den grad fake:



Vi gik på oplevelse gennem parken, som virkelig er ekstremt gennemført. Ned til allermindste detalje er Disneyland en kulisse. Der er bygget hovedgader, brandstation, rådhus, en myriade af butikker og restauranter, som alle skal forestille en eller anden særlig stil eller periode eller Disney-inspireret tematisk sammenhæng. Det er sjovt, men også helt igennem kunstigt. Slottet i er en ægte Disney-patiche med lyserøde vægge og blå tage og et væld af tårne:


For mig var parkens sjoveste område Mickey's Toon Town, fordi det føles fuldstændig som at træde ind i en tegnefilm, når man går igennem porten og ind i det område af Disneyland. Alt er blødt, forstørret og ligner tegninger. Tingene er almindelig størrelse, hvilket virkelig fremhæver fornemmelsen af at være med i en tegnefilm:


Jeg kunne være blevet i Toon Town hele dagen, tror jeg. Det var virkelig et skægt, underligt sted, som fik mig til at føle mig som et barn. Den blå himmel her er IKKE en kulisse, men det er de bløde grønne bakker tilgengæld. De så fuldstændigt surrealistiske ud, og jeg er vild med den blå, blå himmel på det her billede - det fremhæver tegneseriefornemmelsen:


Mickey bor i Toon Town, og ham var vi nødt til at stå i kø for at besøge og få taget billede sammen med. For at komme til at stå i kø til dette foto, måtte vi en meget lang vej igennem Mickeys hus med stue, arbejdsværelse, køkken, vaskerum, gange, haver, drivhuse alt muligt gøgl. Det skræmmende er, at på travle dage er det nødvendigt med alle de meter, hvor der kan være kø. Jeg kan slet ikke forestille mig at besøge Disneyland en dag i august; det må være rædselsfuldt. Vores kø var heldigvis ikke så lang, så vi fik lov til at møde Mickey, og sammen med ham fik vi taget vores billede. Det bliver jeg måske nødt til at bestille, da det vitterligt er et klassisk Disney-shot ;o)
Mickey er Disneys stjerne, og man ser ham eller hans letgenkendelige sillouette over hele Disneyland, selv på bænkene. Da vi blev lidt sultne i løbet af eftermiddagen, måtte vi have en pretzel (jeg tror ikke, jeg er så vild med pretzels), som naturligvis skulle være Mickey-formet:



Vi prøvede naturligvis en del forskellige rides, og man må sige, at Disney har styr på deres rides. Vi prøvede en ride, der hedder "Imagination", som er inspireret af "Skat, jeg har skrumpet børnene". Man sidder i et stort auditorium med plads til omkring 150 mennesker, hvor prisen for året opfinder skal uddeles. Ved et uheld sker der forskellige ting: der slippes en masse mus løs i auditoriet (de bliver illuderet af luftpust på ens ben, så det føles lidt som mus, der kravler på ens tæer), man bliver skrumpet, og når menneskene i almindelig størrelse bevæger sig rumler det hele, og hele auditoriet bevæger sig! Meget cool lavet. Det var også skægt at tage "Pirates of the Caribbean" forlystelsen, fordi filmene jo er baseret på den forlystelse. Det er underligt at basere en film på en forlystelse i en temapark, men det er jo, hvad der er sket...

Efter en hel dag med Disney-karakterer i kostymer er det lidt sjovt, at Disney har det her skilt stående ved indgangen:


Dagens instruktion i håndvask; denne er mere udførlig end den, jeg tidligere har vist jer:


Efter en lang solbeskinnet dag hos Mickey, Woody og Æseldyret tog vi The Lion King Tram tilbage til Timon parkeringspladsen for at køre mod Brea. Her mødtes vi med Warren og drengene på The Yard House, som er en restaurant lidt a la Hard Rock. The Yard Houses særlige ting er, at man kan få en ½ eller en hel yard øl. Det er altså store glas! Vi fik hverken en hel eller en halv yard øl, men delte derimod et tårn af løgringe til forret. Til hovedret fik jeg en lækker pastaret med kylling, friske grønne asparges, semi-tørrede tomater og champignoner. Det var virkelig delikat, og en oprejsning for alt det dårlige amerikanske mad, jeg fik i foråret. Til dessert "delte" vi (det betyder, at drengene spiste 80%) to forskellige desserter, som var ok men ikke spektakulære.

Det var en lang dag, men også en rigtig sjov og hyggelig dag. Og tænk: i Californien kan man godt blive lidt solbrændt i oktober!


torsdag, oktober 18, 2007

Let's go duuu-uuucks!!

Endnu en morgen, der ser lidt grå ud, men som hurtigt lysner til blå himmel og solskin over Via Habana her i Yorba Linda. Norri arbejdede 9.45-18.15, så jeg var alene hjemme igen. Alene hjemme betyder, at der er rigeligt tid til at snakke med Kristian og Lone via Skype, til at chatte med Louise og til at blive opdateret på verdensbegivenheder og små trivialiteter på Lifetime. Jeg fandt også ud af, at jeg kan se amerikanske tv-serier online, fordi jeg rent faktisk sidder i USA. Det kan man da ikke lade gå sin næse forbi, så jeg så et par afsnit af Extreme Makeover Home Edition, mens jeg snakkede og chattede og skrev blog.

Var også lidt ude og kigge på kvarteret; jeg måtte naturligvis have et par billeder af de omgivelser, der er Norris hverdag. Muligvis er Los Angeles ikke verdens kønneste by, men forstæderne har bestemt deres at byde på, og fra Norri & Warrens fortov er der en fantastisk udsigt til bakkerne. Mixet af bjerge og palmer er ret fint:


Helt efter foreskrifterne skilter familien Hennagin med at deres to sønner er dygtige skoleelever, læser på Georg Washington University eller er aktive waterpolospillere gennem klistermærker på bilens bagrude eller ved at sætte skilte som dette i forhaven:

Det kan godt ske, at det er oktober i hele verden, men oktober ser bestemt ikke ens ud over hele verden, og i Yorba Linda er træerne nok ved at falme, men blomsterne er stadig stærkt pinke og helt frisk på buskene; overhoved ikke til at stå for:


Dagens højdepunkt var bestemt, at Jackie, drengene og jeg skulle til ishockeykamp; The Anaheim Ducks skulle på hjemmebane spille mod The Nashville Predators. Kristian ved, at jeg altid klager over ishockey, når der er uddrag fra kampe på tv - jeg fatter bare ikke spillet, fatter ikke reglerne, og det virker tåbeligt med alle de her kampklædte mænd på skøjter, der jager rundt efter en minimal skive plastik. Jeg fatter det ikke! Men jeg kunne bestemt ikke lade chancen for at opleve en sportsbegivenhed live gå forbi min næse. The Ducks er familien Hennagins favoritteam, hvilket kun gjorde det endnu sjovere at skulle med til kampen.

Norri og drengene var klædt på til ægte fanglæde i deres sorte, orange og guld trøjer, mens jeg bare tog lidt ekstra vintertøj på for ikke at fryse i arenaen. Vi spiste aftenmad på stadion, og jeg må indrømme, at maden egentlig var udemærket. Det var ikke kedelige hotdogs, men derimod kalkunwraps med friske grøntsager serveret med lækre chips og en flaske koldt vand. Ikke noget med stadion-junk-food her i Orange County!

Jeg fatter stadig ikke hockey! Jeg synes stadig, at alle de mænd er tossede, når de jagter rundt efter en lille skive plastik, men wow... Stemningen i arenaen var virkelig på toppen. The Ducks er Stanley Cup mestre, så der er selvfølgelig ekstra interesse omkring deres kampe, og selv på en almindelig onsdag i oktober var kampen udsolgt.

Der foregik en helt masse, som ikke var hockeyrelateret; der var en miniblimp, som fløj rundt med kuponer, man kunne være heldig at gribe, der var letpåklædte damer, der serverede lyserøde milkshakes, der var mulighed for at vinde bedre siddepladser. Alt muligt gejl og halløj. Når kampen ikke var i gang, blev der spillet høj musik og fra en skærm midt over isen kørte der forskellige reklamer og interviews med spillerne. Alt sammen på én gang underholdende og meget amerikansk.

Det første Ducks-mål blev scoret 1 minut inden første periode sluttede, og arenaen eksploderede i begejstring! Der blev slået på koklokker, brølet i et eller andet dybt rumlende instrument, alle lysreklamerne blinkede orange med ordet "GOAL" over hele stadion, og alle mennesker på stadion fløj op af deres stole for at heppe på holdet. Uden at være fan eller have noget som helst investeret i spillet, så var scoringerne virkelig overvældende oplevelser. Resultatet af kampen gjorde det kun endnu sjovere at have været med til kampen, idet The Ducks vandt 3-1:

Selvfølgelig måtte det dokumenteres, at jeg har været til en ishockeykamp, så Daniel agerede fotograf, og Norri og jeg stillede op til fotografering. De blå striber i baggrunden er lysreklamerne, som løber hele vejen rundt om arenaen.


At være udehold kan ikke have den helt store attraktionsværdi; de blev dårlig anerkendt som værende til stede. The Ducks blev præsenteret af speakeren, hver gang de gik på banen, mens The Predators bare blev ignoreret. Den ene gang de scorede genlød hele arenaen af Ducks-tilhængernes buh-brøl; der har formentlig ikke været en eneste Predators-tilhænger på hele stadion. Tilgengæld var der disse lystige Duck-fans på sæderne ved siden af mit:

Min første live sportsbegivenhed har faktisk givet smag på mere; ikke så meget for at se spillet, men derimod for at opleve stemningen. Jeg tror, jeg er nødt til at tage til en fodboldkamp hjemme for at opleve, hvor anderledes stemningen er på et dansk stadion.

Gavetid...

Selvom der er en måned til min fødselsdag, fik jeg min gave fra Norri i dag: et personligt drikkekrus, et gavekort til Starbucks og en Starbucksbamse. Bamsen mindede Norri om hendes drenge med khaki shorts og en sweatshirt - og så står der Orange County på mavsen af ham:

Jeg må se at finde ud af, hvordan mit Starbuckskort virker; jeg er helt sikker på, at jeg nemt kan finde noget at bruge det til. Jeg synes, jeg så et Halloweenkrus forleden dag i Starbucks; og sådan et kunne jeg godt tænke mig til samlingen. Men ellers er der sikkert andre spændende krus, der nødvendigvis må med hjem til Danmark.

Ikke alene fik jeg gave fra Norri, jeg har også fået pakke fra Elizabeth fra Lifetime Moments. Hun har været så sød at sende mig et rigtig fint kort, duftlys med stager og nogle lækre bånd til scrap: