Forår i Freiburg

Åh, at vågne til solskin og fuglefløjt! Det er en nydelse af de helt store, så jeg sikrede mig at nyde det særligt imorges. Vi sov med åben dør til altanen (selvom Kristian snakkede om klatretyve og andre slige sager), så vi fik fuglenes sang helt ind i værelset allerede fra solopgang.

Kristians konference startede i dag klokken 13, så vi havde nogle timer inden, hvor vi kunne tage på byvandring. Iført en sweater og en tynd jakke gik vi ud og nød byen efter at have handlet nyt tøj til Kristian. Selvom jeg allerede har dette billede (og vist endda har scrappet et layout med det), kunne jeg ikke modstå fristelsen til at tage billedet endnu en gang. Det røde hus står så smukt mod en blå himmel:


Huset ligger på Freiburgs rådhusplads, så vi kom forbi en anden gammel kending - det er formentlig et af de mere fotograferede gadeskilte i Tyskland. Sidst Kristian og jeg forsøgte at tage billede af det her skilt, var der nogen, der havde sat et grimt klistermærke på det. Det var så heldigvis ikke tilfældet denne gang, så vi fik et fint billede:


I går kiggede jeg nedad med billederne og så på Freiburgs detaljerede gader; i dag synes det som om jeg kiggede op i stedet for. Kristian og jeg ledte efter en geocache inde i rådhusgården, og derinde fra kan man se op igennem rådhuset, op i den uendelige åbne himmel:



Vi havde, måske lidt naivt, håbet på, at de havde taget stilladset af Münster, siden vi var her i efteråret 2005. Stilladset var der stadig, men kirken er nu stor og imponerede med stillads. Imorgen er det min plan rent faktisk at se kirken indefra også.

På pladsen rundt om Münster er der marked, og nogle af boderne var virkelige lækre. Denne her var helt middelhavsagtig i udseende såvel som duft:

Foruden duften af Grækenland på en forårsdag var der også et syn, der mindede mere om et toscansk sommermarked end om et tysk forårsmarked. Jeg elsker farven og formen på appelsiner, og når de så ovenikøbet ligger lige i solen, er det ikke til at stå for:


Inden Kristians konference startede kørte han mig tilbage på hotellet, hvor jeg brugte eftermiddagen på at slappe af og trippe rundt ude i foråret. Vejret var skønt og mildt, så det var virkelig en fornøjelse at sidde med åben dør og gå en tur ude i vejret. Min åbne dør ledte til, at jeg pludselig havde selskab af en sangfugl inde i værelset - det var nok lidt mere håndgribeligt forår, end jeg havde brug for.

Men at gå ud og se små hvide og gule blomster kigge op på én, eller spæde lysegrønne blade se ned på en - det er at mærke foråret for alvor. Gad vide om andre fodgængere tror man er blevet tosset, når man stikker næsen og kameralinsen helt ned i en mælkebøtte eller står på tæer for at nå en gren med nye blade? Eller måske nøjes de med at nyde alt det spæde gryende forår selv.




Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg synes dét, denne cykelrytter kommer til at opleve, ser rart ud. Men fint var det da at skilte med de bakker, der lå forude for eventuelle cykelryttere.



Vi havde besluttet at spise aftensmad på hotellets restaurant for at nyde endnu en solnedgang over Freiburg. Det blev der dog ikke noget af: maden var vidunderlig men solnedgangen forsvandt i skyerne. Man kan ikke vinde hver gang, og så er det godt, at vi nyder hinandens selskab.