Romerske bade og georgianske Bath

Inden vi overhovedet rejste hjemmefra, var det besluttet, at vi skulle til Bath. Alle vi kender, der har rejst i England, havde fortalt os, at det er en bedårende by, som vi ikke måtte misse. Som sagt så gjort: vores sidste dag i Somerset blev dagen, hvor vi indtog Bath. Kristian havde fundet en beskrivelse af en geocache, hvori der stod, at der var super gode guidede ture rundt i byen, samt hvornår de startede. Vi tog tidligt fra Othery for at nå den tur, der skulle starte klokken 10.30. I følge det Kristian havde læst, skulle turen vare i 1 time. Det gjorde den ikke. Den varede i stedet 2 timer og 15 minutter, så det var en lang og god tur i det smukkeste solskinsvejr. Vi havde to guider med på turen, som vidste meget om Bath, men endnu bedre: de viste os steder, vi aldrig selv ville have fundet eller opsøgt.

Af de første stop på turen var Cross Bath, som var det fine bad, hvor royale, adelige og andre pinger kunne bade uden at blive mixet med pøblen. Resten af de badende var henvist til Kings and Queens bath, som ligger forenden af den vej, der går ud til venstre for Cross Bath. I bygning til venstre bag Cross Bath ligger det moderne bad i Bath; her kan man endnu en gang blive forkælet, som romerne blev det for 2000 år siden:

Cross bath.

Langt det meste af Bath blev gendesignet i 1700-tallet for at leve op til de fine besøgendes behov for bolig, renhed og elegance. Der blev bygget alle de smukke huse og anlagt åbne pladser. Mange af pladserne er senere plantet til som små parker, og deriblandt er Queen's Square. På pladsen står en obelisk, som komemorerer et besøg fra Prince of Wales (ikke Charles) og hans hustru. Udover denne pompøse obeliske er Bath fuld af plaketter, der er sat op for at markere, at diverse kendte mennesker har besøgt byen, boet i huset eller badet i vandet.

Obelisk til minde om royalt besøg.

Centralt for nybygningen af Bath i 1700-tallet var symmetri og ensartethed - på facaden! Vi gik bag om den meget mondæne boligecirkel The Circus, og vores guide gjorde os opmærksomme på at bagsiden af de fine, ens huse er langt fra symmetrisk og harmonisk:

Bagsiden af The Circus.

Hvor bagsiden altså er rodet og tilfældig, er forsiden designet til at være smukt symmetrisk og jævn, således at 1700-tallets fine besøgende kunne bo med stil. Det gælder tilsyneladende stadig, at The Circus er af de helt rigtige steder at bo, hvis man er noget ved musikken og vil have et hus i Bath.

En tredjedel af The Circus.

Det helt rigtige sted at bo må være The Royal Crescent, som blev bygget for at de rigtig fine besøgende kunne undgå at blive mixet med resten af Baths besøgende og befolkning. The Royal Crescent ligger lidt over byen, og foran de smukke boliger var der et rullende landområde hele vejen ned til floden Avon (ikke den samme som i Shakespeares fødeby). Nu er der anlagt park, så man ikke længere kan se floden.

The Royal Crescent.

Fra The Royal Crescent gik vi ned ad bakke igen, og kom endnu en gang bag nogle af byens huse. Disse huse har et lidt mere poleret udseende på bagsiden, fordi de vendte ud mod promenadeområdet ved The Royal Crescent. Endnu mere interessant så fik vi illustreret, hvordan man havde løst manglen på toiletter i lejlighederne, inden man kunne lave et værelse om til badeværelse: man hang toiletterne op udenpå husene:

A Hanging Loo
- den lille kasse lidt over midten i billedet.

Husene i Bath er bygget af kalksten, som har en smuk lys farve, når det er helt nyt. Med tiden bliver det honninggyldent, men i Bath har husene haft en tredje farve. De har været mørkebrune eller næsten sorte på grund af soden fra de mange skorstene. Kalkstenen er stærk nok til at bygge af, men man kan ikke sandblæse væggene eller bruge maskiner til at rense dem ned, da stenen ikke vil kunne tåle det. Løsningen er i stedet at lade vand rende ned af husene i tre uger, for derefter med håndkraft at skure sodaflejningerne af. Sikke et arbejde! Men som det fremgår af dette billede, er resultatet til at tage og føle på:

Huset til venstre er endnu ikke blevet renset.

Som en ekstra lille bonus på vores tur, gik vi ned og kiggede på Pulteney Bridge fra 1760'erne. Broen er, efter inspiration fra Ponte Vecchio i Firenze, bygget som en gade med butikker på hver side. Tanken bag denne bro var, at de fine borgere ikke skulle udsættes for synet af den ulækre flod, når de skulle fra badene hjem til deres boliger på den anden side af Avon.

Pulteney Bridge set fra flodsiden.

I floden nær ved Pulteney Bridge er der en meget fin feature i floden - et par store skarpe trappetrin - som giver floden lidt ekstra finesse:

Trin i vandet.

Den fine guidede tur afgik fra pladsen mellem de romerske bade og katedralen, og det var også der den endte. Hvis du skulle finde dig selv i nærheden af Bath en gang, så afgår de gratis ture klokken 10.30 og 14 hver dag, undtagen juledag, og de er virkelig værd at rejse efter.

Arbejdet på Baths fine katedral blev indledt i 1499, da biskop Oliver King mente, at Gud havde sendt ham en drøm, som var en vision for katedralen. I drømmen var der engle, der kravlede op og ned af stiger, hvilket senere blev inkorporeret i katedralens facade. En af de detaljer, vores guider udpegede, var, at den gode Oliver King havde sørget for at hans navn ikke ville blive glemt, idet facaden prydes af to oliventæer (Oliver) omsluttet af kroner (King):

Oliventræ og krone.

Katedralen i Bath set fra siden.

Lige ved siden af katedralen ligger indgangen til dét sted, Bath er så berømt for: de imponerende, smukke romerske bade.

Blik over badene mod katedralen.

Overleveringen fortæller, at den keltiske prins Bladud i 860 f.v.t. blev forvist fra hoffet, fordi han var spedalsk. Sammen med en flok svin, som også havde hudproblemer, travede Bladud landet tyndt. En dag nåede Bladud og svinene til et område, hvor der var noget mærkeligt varmt mudder, som grisene straks rullede sig i. Bladud kunne ikke få grisebasserne op ad mudderet, så han lokkede dem med agern. Da de endelig kom op af mudderet, opdagede Bladud, at de var blevet kureret for deres hudproblemer. Blaud var en frisk fyr, som tænkte, at hvis grisene kunne have gavn af det mærkelige mudder, så kunne han nok også selv. Som sagt så gjort: Bladud rullede sig i mudderet og blev kureret for sin spedalskhed. Nu hvor han var rask og pæn igen, tog han tilbage til sin far, kongen, og fortalte om dette magiske sted. Her måtte man bygge en by! Bath var født.

En af 100 grise, der står rundt omkring i Bath.
De skal sælges på auktion, og overskuddet går til velgørenhed.

I det første århundrede var romerne kommet til England, og den varme kilde i Bath blev centrum for en storslået romerske badeanstalt og helligt område. I vanlig romersk stil sørgede de for at kombinere deres helligdom med den allerede eksisterende helligdom, og området omkring den varme kilde blev helliget til Sulis (keltisk vandgud) Minerva (romersk gudinde).

Hovedbadet.

Da romerne forlod England faldt badene sammen, og lå ubenyttede hen i århundreder. Middelalderbyen Bath blev etableret rundt om og ovenpå de gamle bade, og selvom munkene brugte den varme kilde, var der ikke meget tilbage af den gloværdige romerske forkærlighed for bade. Elizabeth I havde besøgt Bath, men brød sig ikke om den beskidte, lugtende middelalderby, og hun kunne bestemt ikke anbefale, at man opholdt sig for længe i Bath. Så i begyndelsen af 1700-tallet kom den engelske dronning Anne til Bath, og hun indledte en storhedstid for byen. Baths smalle midderalderlige gader og gamle huse blev revet ned, for at blive erstattet af de fine kalkstenshuse, som kendetegner Bath i dag. Også de romerske bade kom til ære og værdighed igen, og der opstod en badekultur uden mage blandt byens besøgende i 1700-tallet. Hele byens sociale liv og identitet byggedes op omkring badene, og ved at være i badene på rette tid, kunne hele ens fremtidige liv ændres og forbedres.

Overløb fra den kilde, der er årsag til det hele.

Det romerske badeanlæg ligger 6 meter under nuværende gadeplan i Bath, hvilket siger en del om, hvor meget mennesker for byer til at hæve sig. Rundt om det romerske bad byggede man i 1700-tallet et fint anlæg op, og statuerne der troner over badet er fra denne tid:

Badestatue med katedralen i baggrunden.

Man kan ikke længere bade i badene, men man kan få lov til at drikke et glas vand fra kilden. Vandet er fuldt af mineraler og varmt, men det smager til gengæld ikke ret godt. Jeg smagte på mit, og Kristian var modig og drak hele sit glas - nu kunne vi med rette sige, at vi havde været i Bath.

Sundt?

Bath var en stor oplevelse, og vi blev enige om, at vi nemt kunne have brugt et par dage mere i denne skønne by. Det må vi have tilgode til næste gang, vi kommer til England (for det er næppe sidste gang).

Et nærbillede af vandet der flyder over det romerske bad.

Turistfælde, tv-show og ruiner

Torsdag startede lys og lækker, så det var muligt at få lidt billeder af udsigten fra vores midlertidig hjem, samt af samme hjem:

Det mindste af husene er vores i denne uge.

Den lækre udsigt fra vores stue - i baggrunden kan kirken i Othery skimtes.

Hjemmefra havde vi planlagt, at vi ville se Cheddar Gorge. Herover havde vi så set brochurer fra stedet, og vi var lidt bekymrede for, om det var en stor turistfælde. Othery ligger ikke ret langt fra Cheddar, så i dag kørte vi af sted for at se den store kløft. På lang afstand kunne vi se Cheddar Gorge, som vitterligt kløver sig ned igennem klipperne i området. Det så spektakulært ud, og det var flot at køre op igennem kløften.

Noget af alt det vand, der med tiden har skåret kløften ud.

Lion Rock i Cheddar Gorge.

I bunden af kløften er der en mængde cafeer, gavebutikker og lignende - og vi havde helt umiddelbart den fornemmelse, at det var det mest turistede, vi endnu havde set herover. Alligevel fandt vi en parkeringsplads, fordi jeg gerne ville se de meget flotte huler, der skulle være i Cheddar Gorge. Vi gik da også ned til billetkontoret, men vendte om, da vi så indholdet i billetprisen... Ja, man kom til at se de to huler, men så var skulle man også betale for at gå op ad en trappe til toppen af kløften, man betalte for at besøge en "levende stenaldermand" i hans hytte (ja, præcis...) og for at køre i en bus gennem kløften. Alt sammen til den meget rimelige pris: £15 pr. mand. Kristian og jeg er normalt ikke nærige, og vi betaler gerne for at de museer, vi vil ind på. Men lige præcis her, følte vi, at vi ville have været til grin for vores egne penge. Så vi nøjedes med at se på menageriet udefra, vendte tilbage til bilen og kørte videre.

Godt nok er det sæson for brombær, men jeg har aldrig set så meget brombærkrat som her i Somerset. På skråningerne i Cheddar Gorge var der store flotte buske fyldt med mere eller mindre modne brombær. I dag var lyst lækkert, så jeg måtte dokumentere de fine bær:

Brombær i Cheddar Gorge.

I stedet for at betale en formue for at deltage i en joke af en turistfælde, besluttede vi os for at køre til Wells, som betegnes som Englands mindste by ("city" i modsætning til "town" eller "village"). Byen er virkelig ikke ret stor, men der var ekstremt mange mennesker og biler, da vi kom ind i byen. Nå, men vi skulle jo se byens storslåede katedral og biskoppens palads, så vi fandt en parkeringsplads. Ganske tæt på vores plads holdt der en kæmpe lastbil, hvorpå der stod "BBC Antiques Roadshow". Jeg ved ikke, om I kender showet, men pointen med det er, at almindelige mennesker kommer slæbende med deres gamle sager, får dem vurderet af eksperter og nogle af dem kommer i fjernsynet. Og netop denne dag var hele dette show så rullet ud i haven foran Wells' biskopspalads, hvilket betød, at paladset var lukket. I stedet for at se paladset fik vi så set masser af mennesker, optagelser til The Antiques Roadshow samt biskoppens fine have:

Optagelser til Antiques Roadshow.

Selvom Wells er en lille by med en lille kort hovedgade og ikke meget mere, så har byen en gigantisk katedral. Med et helt almindeligt kamera er det umuligt at få et ordentligt billede af en så stor katedral, men man kan da få nogle skud af dele af herligheden.

Wells' katedrals facade.

Katedralens tårn set fra biskoppens have.

Ikke alene er der kirken, men hele anlægget består også af en klosterhave, små sidekapeller, klosterområder med mere. Et virkelig imponerende stykke kirkehistorie i denne miniput by.

Kirken set fra klosterhaven.

Vi havde ikke fået nok af kirkehistorie, så efter en lækker frokost på en moderne italiensk restaurant med udsigt til biskoppens voldgrav kørte vi til Glastonbury. Byen er måske nok bedst kendt for sin festival a la Roskildefestivallen, og sin meget hippiede atmosfære, men byen har en vidunderlig klosterruin lige midt i al New Age- og hippihalløjet. Vi kørte igennem hovedgaden og blev ret hurtigt enige om, at vi godt kunne nøjes med at se på the Glastonbury Abbey. Lad os bare sige, at New Age og hippierier fylder MEGET i Glastonbury. The Glastonbury Abbey er til gengæld et rigtig smukt, fredfyldt sted.

En sortklædt "munk" vandrer alene
i ruinerne af det store kloster.

Guiderne på stedet var klædt som munke fra forskellige ordner, og "munken" på ovenstående billede var en meget sød og imødekommende fyr. Vi kom med til hans "historical talk" om livet i et benediktinsk kloster for 500 år siden. Det var et meget humoristisk men samtidig oplysende "show", hvor han kom omkring mange dele af munkenes liv. Centralt i fortællingen var maden i klosteret, hvilket var naturligt, da vi var i abbedens køkken:

Abbedens spektakulære køkken.

Foruden de smukke ruiner er området fyldt med mere end 200 forskellige træer. Det var et imponerende syn at klosterruinerne lå midt i et frodigt grønt område.

Resterne af klosterets kirke.

Højt over Glastonbury troner Glastonbury Tor, som vi desværre må have til gode til næste gang, vi er i nærheden, da det efterhånden var blevet aftenstide, da vi var færdige på klosteret. Dog var det ikke mere aften, end at det nærliggende shoppingcenter, Clarks Village havde åbnet et par timer endnu. Vi tog dertil for at kigge på butikker, men vi opdagede, at den lokale Starbucks havde internetforbindelse. Kristian kørte hjem og hentede vores pc'ere, og så sad vi i godt 1½ time og drak en kop kaffe og surfede lidt internet.

Tanks og tour de Corfe

I 3½ måneder har Kristian snakket om at skulle se tankmuseet i Bovington. Der var virkelig tale om et af feriens højdepunkter, så vi skulle naturligvis finde en dag, hvor vi kunne køre de godt 90 minutter til Bovington. I dag blev så dagen. Vi stod tidligt op og i feriens første regnvejr (kun en byge) begav vi os af sted mod Kristians store eventyr. Christian og Heidi havde godt fortalt os, at der absolut ingenting var i nærheden af Bovington, så jeg havde taget pc'en med, så jeg kunne skrive blogindlæg, mens Kristian var på museum. Jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle gå med på museet, men da vi så, at det kostede £11, blev vi enige om, at det var bedre, at jeg blev siddende i bilen.

Kristian foran tankmuseet i Bovington.

Kristian kom ud fra museet i højt humør; det havde været en god oplevelse med masser af spændende maskiner at se på. Tre små spørgsmål til Kristian efter besøget på tankmuseet:

Cecilie: Hvordan var museet?
Kristian: Det var rigtig godt.
Cecilie: Var det lige så godt, som du havde håbet?
Kristian: Jep!
Cecilie: Var det pengene værd?
Kristian: Helt sikkert!

Vores plan efter Bovington var at køre til slotsruinen Corfe Castle, som Christian og Heidi havde anbefalet os at se. Som planlagt, så gjort. Corfe Castle og Village ligger på toppen af en knold, som har et suverænt udsyn til (stort set) alle sider, og som kan ses (stort set) fra alle sider nedefra. Det er meget imponerende, og man kan kun forestille sig, hvor imponerende slottet må have været, da det var skinnende hvidt, indlagt med marmor og komplet.

Der er en cirka 10 minutters gåtur op til slottet fra parkeringspladsen. Man går på en lille sti gennem noget let skovvækst, og på vejen kommer man forbi ruinen af den mølle, der var tilsluttet slottet. Det var en dejlig tur, og mens vi gik gjorde solen sit til at fordrive de tunge, hvide skyer der havde omklamret hele horisonten i et par dage.

Corfe Castle set nedefra.

Første punkt på dagsordnen, da vi kom op til Corfe Village var at spise noget frokost på en af landsbyens små cafeer. Kristian kunne ikke stå for, at de serverede en lokal øl ved navn Piddle in a Bottle. Vi grinede lidt at, at han bestilte "a bottle of Piddle" - jeg ved ikke, om man ligefrem har lyst til at drikke det?

K nydder lidt køligt piddle...

Vi kiggede lidt på landsbyen og gik så over broen til slottet for at starte vores besøg. Helt tilfældigt ankom vi netop som en guidet tur begyndte, og vi sluttede os til turen. Det var en rigtig god beslutning, for guiden Jackie var dygtig, og Corfe Castle fik et helt andet liv, end det ville have, hvis vi ikke havde været på den guidede tur. Jackie udpegede så mange detaljer, særlige dele af slottet, og vidste generelt rigtig meget om den smukke ruin. Kristian og jeg var begge helt høje efter oplevelsen. Det gjorde det naturligvis ikke dårligere, at solen havde fortrængt skyerne, så vi havde solskin og den smukkeste blå himmel hele eftermiddagen.

Solen sniger sig om et hjørne af den majestætiske ruin.

Slottet er bygget af kalksten og mørtlen er også lavet af kalksten; det betyder, at når mørtlen sætter sig og tørrer (hvilket tager gevaldigt lang tid), bliver den til kalksten igen. Det vil sige, at slottets mure er massive og meget vanskelige at ødelægge. Det opdagede parlamentaristerne i 1646 efter de havde indtaget slottet; de besluttede sig for at jævne slottet med jorden, men det skulle vise sig at være mere besværligt end som så. Det tog dem ni måneder og en forfærdelig masse krudt at ødelægge slottet, så det endte som det ser ud i dag.

The Keep

The "Gloriette", bygget 1203-04.

The "Gloriette" - og mit favoritbillede fra slottet.

Kristian og jeg har været meget mystificerede over at opleve himlen helt og aldeles overskyet - lige gyldigt hvilken retning, man kigger så er der hvidt, ikke et eneste lille blåt bælte eller kig til solen. Det er lige før, det er angstfremkaldende at være under sådan en dyne. Så efter 4½ dag med denne hvide himmel var det befriende endelig at se lyseblå farver på himlen over Corfe:

Briterne har sans for romatik;
det her er taget på toiletbygningen.

Før vi gik ned til bilen måtte vi forbi National Trust's (som har ansvaret for Corfe Castle) butik og købe en guidebog til Corfe, så vi havde et referenceværk for alle oplysningerne fra Jackie. Lidt nede af vejen fra slottet (og butikken) ligger denne fine lille bygning, som ifølge et skilt på facaden er det mindste rådhus i England:

Der kan ikke være brug for megen administration i Corfe Village.

Da vi alligevel var i nærheden, besluttede vi os for at køre forbi Cerne Abbas for at se The Cerne Giant, som er en godt 50 meter lang figur skåret ind i kalken på en bakkeside. Man er ikke klar over, hvornår han stammer fra eller hvad han forestiller. Et bud er at han er godt 1500 år gammel og forestiller en frugtbarhedsgud, mens et alternativt bud foreslår, at han er en godt 350 år gammel karikaturtegning af Oliver Cromwell. Døm selv, hvad du tror mest på:

Frugtbarhedsgud eller veludstyret statsmand?

Hjemturen gik gennem smukt engelsk landskab, mens solen gik ned og skyerne langsomt trak sammen over os igen. Nogle steder kærte vi gennem alleer af træer, som dannede et tag over os, hvorigennem solens sidste stråler lige kunne nå os; det var skønt! En perfekt afslutning på en smuk dag.

Shopping - både inde og ude

Først på dagsordnen stod et besøg på Starbucks i Taunton, for der at opdatere bloggen, tjekke mail og nyheder. Taunton praler med at være en blomsterby, og det billede bliver virkelig bekræftet, når man færdes i byen. Der er blomsteropsatser alle vegne, og i mange af dem var der de smukkeste, kæmpestore fuchsiaer:

En næsten lysende fuchsia.

I det hele taget er Taunton en meget hyggelig mellemstor by med ikke mindre end fem flotte kirker og en del muligheder for shopping - blandt andet hos Debenhams, som Kristian og jeg godt kan lide. Det er desværre ikke nogen stor Debenhams, så derfor blev det ikke til så meget shopping denne gang.

Efter at have brugt en times tid hos Starbucks var bloggen opdateret, og vi havde begge fået tjekket mail, så vi kunne fortsætte med dagens program: et besøg på et cideri, Sheppy's. Stedet er nævnt i diverse guidebøger, og der lå endda en brochure fra dem i vores lejlighed, da vi ankom, så derfor var jeg lidt urolig for, om det var sådan et rigtig "event-cideri". Det var det bestemt ikke. Det var et meget ægte sted, hvor vi aldrig var i tvivl om, at de rent faktisk producerede deres cider lige der på farmen, mens vi kiggede og kiggede. Det var ikke noget stort sted, så derfor var turen gennem selve cideriet hurtigt overstået. Vi spiste en let frokost på Sheppy's Tea Room, som var et meget fint lille sted, der tilsyneladende ikke havde været moderniseret siden en gang i 50'erne.

Kristian venter på sin Cheese Tea.

Sheppy's ligger, ret opladt, midt i en æbleplantage, så vi gik ud og kiggede lidt på de æbletræer, der leverede råstoffet i stedets lækre ciders og andre produkter som sennep, marmelader med mere.

Æblerne så lækre og sprøde ud.

Æblerne var tæt på at være klar, og der var da også en del nedfaldsfrugt. Sheppy's æsler så ud til, at de kunne lide nedfaldsæbler, så Kristian smed et ind til det mest skrablede af de to æsler. Det andet var en rigtig primadonna, som gerne stillede op til fotografering:

Et primadonna-æsel.

Udover æslerne havde Sheppy's også grise, får og forskellige fugle. Blandt fuglene var noget, jeg aldrig har set før: en sort svane. Sorte svaner indgår i idéhistorien på særlig vis, og derfor var jeg begejstret over rent faktisk at se svanen. Den var ualmindelig smuk med et klart rødt næb og sorte og mørkegrå halefjer:

Alle svaner er hvide...

Man hører ofte, at englænderne spiser dårligt, og det er formentlig ikke løgn. Men det er der altså ingen grund til, at de gør. Tæt på Sheppy's kom vi forbi Rumwell Farm Shop, som var et økologisk mekka. Hvis vi dog bare havde noget lignende i Danmark...

Mekka.

Rumwell Farm Shop havde mange af de ting almindelige gårdbutikker har: grønt, frugt, æg og mejerivarer. Men dertil kom økologisk kød og ost, masser af hjemmelavet konserves, brød og grynprodukter.

Masser af friske grøntsager.

Smukke savoy- og blomkål

Løg i udvalg.

Noget af det, der overvældede os allermest var, at man kunne købe frosne grøntsager, frugt og forskellige kager, tærter og lignende - alt sammen i løsvægt. Det vil sige, at hvis man skulle lave en tærte med rabarber, stikkelsbær og æbler kunne man købe den blanding i den mængde, man skulle bruge. Det ville godt nok være lækkert at kunne få noget lignende i Føtex.

Masser af frugtblandinger i løsvægt.

Dagens sidste shoppingraid kom på vej hjem, hvor vi lagde vejen forbi Clarks Village, som er et stort udendørs shoppingcenter, hvis centrum er et fabriksudsalg af sko af mærket Clarks. Udover Clarks er der forretninger som Marks & Spencer, Next, Thimberland, Gap m.fl. Vi kom desværre for sent til at nå andet end at købe et par sko hver, men torsdag har de aftenåbent, og så kommer vi igen.

Det blev en relativt tidlig "fyraften", idet vi var hjemme igen omkring klokken 18.30. Det er utroligt så hurtigt dagene går, når man er på ferie og nyder det.

Første opdatering

Man skulle tro, at briterne som var først med den industrielle revolution, var gode til moderne teknik og fremskridt - men det gælder altså ikke lige internettet. Vi har forsøgt at komme i nærheden af noget internet i et par dage, men tak til Starbucks i Tauton! Nu lykkedes det endelig. Derfor er bloggen blevet opdateret med vores tre første dage i England. Vores eventyr ligger i tre seperate poster, så husk at bladre ned, hvis du vil læse det hele.

Nu vil jeg drikke min kaffe og tjekke lidt andre sager på nettet. Vi prøver at komme forbi noget internet ved senere lejlighed, så bloggen igen kan blive opdateret.