torsdag, september 18, 2008

Turistfælde, tv-show og ruiner

Torsdag startede lys og lækker, så det var muligt at få lidt billeder af udsigten fra vores midlertidig hjem, samt af samme hjem:

Det mindste af husene er vores i denne uge.

Den lækre udsigt fra vores stue - i baggrunden kan kirken i Othery skimtes.

Hjemmefra havde vi planlagt, at vi ville se Cheddar Gorge. Herover havde vi så set brochurer fra stedet, og vi var lidt bekymrede for, om det var en stor turistfælde. Othery ligger ikke ret langt fra Cheddar, så i dag kørte vi af sted for at se den store kløft. På lang afstand kunne vi se Cheddar Gorge, som vitterligt kløver sig ned igennem klipperne i området. Det så spektakulært ud, og det var flot at køre op igennem kløften.

Noget af alt det vand, der med tiden har skåret kløften ud.


Lion Rock i Cheddar Gorge.

I bunden af kløften er der en mængde cafeer, gavebutikker og lignende - og vi havde helt umiddelbart den fornemmelse, at det var det mest turistede, vi endnu havde set herover. Alligevel fandt vi en parkeringsplads, fordi jeg gerne ville se de meget flotte huler, der skulle være i Cheddar Gorge. Vi gik da også ned til billetkontoret, men vendte om, da vi så indholdet i billetprisen... Ja, man kom til at se de to huler, men så var skulle man også betale for at gå op ad en trappe til toppen af kløften, man betalte for at besøge en "levende stenaldermand" i hans hytte (ja, præcis...) og for at køre i en bus gennem kløften. Alt sammen til den meget rimelige pris: £15 pr. mand. Kristian og jeg er normalt ikke nærige, og vi betaler gerne for at de museer, vi vil ind på. Men lige præcis her, følte vi, at vi ville have været til grin for vores egne penge. Så vi nøjedes med at se på menageriet udefra, vendte tilbage til bilen og kørte videre.

Godt nok er det sæson for brombær, men jeg har aldrig set så meget brombærkrat som her i Somerset. På skråningerne i Cheddar Gorge var der store flotte buske fyldt med mere eller mindre modne brombær. I dag var lyst lækkert, så jeg måtte dokumentere de fine bær:

Brombær i Cheddar Gorge.

I stedet for at betale en formue for at deltage i en joke af en turistfælde, besluttede vi os for at køre til Wells, som betegnes som Englands mindste by ("city" i modsætning til "town" eller "village"). Byen er virkelig ikke ret stor, men der var ekstremt mange mennesker og biler, da vi kom ind i byen. Nå, men vi skulle jo se byens storslåede katedral og biskoppens palads, så vi fandt en parkeringsplads. Ganske tæt på vores plads holdt der en kæmpe lastbil, hvorpå der stod "BBC Antiques Roadshow". Jeg ved ikke, om I kender showet, men pointen med det er, at almindelige mennesker kommer slæbende med deres gamle sager, får dem vurderet af eksperter og nogle af dem kommer i fjernsynet. Og netop denne dag var hele dette show så rullet ud i haven foran Wells' biskopspalads, hvilket betød, at paladset var lukket. I stedet for at se paladset fik vi så set masser af mennesker, optagelser til The Antiques Roadshow samt biskoppens fine have:

Optagelser til Antiques Roadshow.

Selvom Wells er en lille by med en lille kort hovedgade og ikke meget mere, så har byen en gigantisk katedral. Med et helt almindeligt kamera er det umuligt at få et ordentligt billede af en så stor katedral, men man kan da få nogle skud af dele af herligheden.

Wells' katedrals facade.

Katedralens tårn set fra biskoppens have.

Ikke alene er der kirken, men hele anlægget består også af en klosterhave, små sidekapeller, klosterområder med mere. Et virkelig imponerende stykke kirkehistorie i denne miniput by.

Kirken set fra klosterhaven.

Vi havde ikke fået nok af kirkehistorie, så efter en lækker frokost på en moderne italiensk restaurant med udsigt til biskoppens voldgrav kørte vi til Glastonbury. Byen er måske nok bedst kendt for sin festival a la Roskildefestivallen, og sin meget hippiede atmosfære, men byen har en vidunderlig klosterruin lige midt i al New Age- og hippihalløjet. Vi kørte igennem hovedgaden og blev ret hurtigt enige om, at vi godt kunne nøjes med at se på the Glastonbury Abbey. Lad os bare sige, at New Age og hippierier fylder MEGET i Glastonbury. The Glastonbury Abbey er til gengæld et rigtig smukt, fredfyldt sted.

En sortklædt "munk" vandrer alene
i ruinerne af det store kloster.

Guiderne på stedet var klædt som munke fra forskellige ordner, og "munken" på ovenstående billede var en meget sød og imødekommende fyr. Vi kom med til hans "historical talk" om livet i et benediktinsk kloster for 500 år siden. Det var et meget humoristisk men samtidig oplysende "show", hvor han kom omkring mange dele af munkenes liv. Centralt i fortællingen var maden i klosteret, hvilket var naturligt, da vi var i abbedens køkken:

Abbedens spektakulære køkken.

Foruden de smukke ruiner er området fyldt med mere end 200 forskellige træer. Det var et imponerende syn at klosterruinerne lå midt i et frodigt grønt område.

Resterne af klosterets kirke.

Højt over Glastonbury troner Glastonbury Tor, som vi desværre må have til gode til næste gang, vi er i nærheden, da det efterhånden var blevet aftenstide, da vi var færdige på klosteret. Dog var det ikke mere aften, end at det nærliggende shoppingcenter, Clarks Village havde åbnet et par timer endnu. Vi tog dertil for at kigge på butikker, men vi opdagede, at den lokale Starbucks havde internetforbindelse. Kristian kørte hjem og hentede vores pc'ere, og så sad vi i godt 1½ time og drak en kop kaffe og surfede lidt internet.

onsdag, september 17, 2008

Tanks og tour de Corfe

I 3½ måneder har Kristian snakket om at skulle se tankmuseet i Bovington. Der var virkelig tale om et af feriens højdepunkter, så vi skulle naturligvis finde en dag, hvor vi kunne køre de godt 90 minutter til Bovington. I dag blev så dagen. Vi stod tidligt op og i feriens første regnvejr (kun en byge) begav vi os af sted mod Kristians store eventyr. Christian og Heidi havde godt fortalt os, at der absolut ingenting var i nærheden af Bovington, så jeg havde taget pc'en med, så jeg kunne skrive blogindlæg, mens Kristian var på museum. Jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle gå med på museet, men da vi så, at det kostede £11, blev vi enige om, at det var bedre, at jeg blev siddende i bilen.

Kristian foran tankmuseet i Bovington.

Kristian kom ud fra museet i højt humør; det havde været en god oplevelse med masser af spændende maskiner at se på. Tre små spørgsmål til Kristian efter besøget på tankmuseet:

Cecilie: Hvordan var museet?
Kristian: Det var rigtig godt.
Cecilie: Var det lige så godt, som du havde håbet?
Kristian: Jep!
Cecilie: Var det pengene værd?
Kristian: Helt sikkert!

Vores plan efter Bovington var at køre til slotsruinen Corfe Castle, som Christian og Heidi havde anbefalet os at se. Som planlagt, så gjort. Corfe Castle og Village ligger på toppen af en knold, som har et suverænt udsyn til (stort set) alle sider, og som kan ses (stort set) fra alle sider nedefra. Det er meget imponerende, og man kan kun forestille sig, hvor imponerende slottet må have været, da det var skinnende hvidt, indlagt med marmor og komplet.

Der er en cirka 10 minutters gåtur op til slottet fra parkeringspladsen. Man går på en lille sti gennem noget let skovvækst, og på vejen kommer man forbi ruinen af den mølle, der var tilsluttet slottet. Det var en dejlig tur, og mens vi gik gjorde solen sit til at fordrive de tunge, hvide skyer der havde omklamret hele horisonten i et par dage.

Corfe Castle set nedefra.

Første punkt på dagsordnen, da vi kom op til Corfe Village var at spise noget frokost på en af landsbyens små cafeer. Kristian kunne ikke stå for, at de serverede en lokal øl ved navn Piddle in a Bottle. Vi grinede lidt at, at han bestilte "a bottle of Piddle" - jeg ved ikke, om man ligefrem har lyst til at drikke det?

K nydder lidt køligt piddle...

Vi kiggede lidt på landsbyen og gik så over broen til slottet for at starte vores besøg. Helt tilfældigt ankom vi netop som en guidet tur begyndte, og vi sluttede os til turen. Det var en rigtig god beslutning, for guiden Jackie var dygtig, og Corfe Castle fik et helt andet liv, end det ville have, hvis vi ikke havde været på den guidede tur. Jackie udpegede så mange detaljer, særlige dele af slottet, og vidste generelt rigtig meget om den smukke ruin. Kristian og jeg var begge helt høje efter oplevelsen. Det gjorde det naturligvis ikke dårligere, at solen havde fortrængt skyerne, så vi havde solskin og den smukkeste blå himmel hele eftermiddagen.

Solen sniger sig om et hjørne af den majestætiske ruin.

Slottet er bygget af kalksten og mørtlen er også lavet af kalksten; det betyder, at når mørtlen sætter sig og tørrer (hvilket tager gevaldigt lang tid), bliver den til kalksten igen. Det vil sige, at slottets mure er massive og meget vanskelige at ødelægge. Det opdagede parlamentaristerne i 1646 efter de havde indtaget slottet; de besluttede sig for at jævne slottet med jorden, men det skulle vise sig at være mere besværligt end som så. Det tog dem ni måneder og en forfærdelig masse krudt at ødelægge slottet, så det endte som det ser ud i dag.

The Keep

The "Gloriette", bygget 1203-04.

The "Gloriette" - og mit favoritbillede fra slottet.

Kristian og jeg har været meget mystificerede over at opleve himlen helt og aldeles overskyet - lige gyldigt hvilken retning, man kigger så er der hvidt, ikke et eneste lille blåt bælte eller kig til solen. Det er lige før, det er angstfremkaldende at være under sådan en dyne. Så efter 4½ dag med denne hvide himmel var det befriende endelig at se lyseblå farver på himlen over Corfe:

Briterne har sans for romatik;
det her er taget på toiletbygningen.

Før vi gik ned til bilen måtte vi forbi National Trust's (som har ansvaret for Corfe Castle) butik og købe en guidebog til Corfe, så vi havde et referenceværk for alle oplysningerne fra Jackie. Lidt nede af vejen fra slottet (og butikken) ligger denne fine lille bygning, som ifølge et skilt på facaden er det mindste rådhus i England:

Der kan ikke være brug for megen administration i Corfe Village.

Da vi alligevel var i nærheden, besluttede vi os for at køre forbi Cerne Abbas for at se The Cerne Giant, som er en godt 50 meter lang figur skåret ind i kalken på en bakkeside. Man er ikke klar over, hvornår han stammer fra eller hvad han forestiller. Et bud er at han er godt 1500 år gammel og forestiller en frugtbarhedsgud, mens et alternativt bud foreslår, at han er en godt 350 år gammel karikaturtegning af Oliver Cromwell. Døm selv, hvad du tror mest på:

Frugtbarhedsgud eller veludstyret statsmand?

Hjemturen gik gennem smukt engelsk landskab, mens solen gik ned og skyerne langsomt trak sammen over os igen. Nogle steder kærte vi gennem alleer af træer, som dannede et tag over os, hvorigennem solens sidste stråler lige kunne nå os; det var skønt! En perfekt afslutning på en smuk dag.

tirsdag, september 16, 2008

Shopping - både inde og ude

Først på dagsordnen stod et besøg på Starbucks i Taunton, for der at opdatere bloggen, tjekke mail og nyheder. Taunton praler med at være en blomsterby, og det billede bliver virkelig bekræftet, når man færdes i byen. Der er blomsteropsatser alle vegne, og i mange af dem var der de smukkeste, kæmpestore fuchsiaer:

En næsten lysende fuchsia.

I det hele taget er Taunton en meget hyggelig mellemstor by med ikke mindre end fem flotte kirker og en del muligheder for shopping - blandt andet hos Debenhams, som Kristian og jeg godt kan lide. Det er desværre ikke nogen stor Debenhams, så derfor blev det ikke til så meget shopping denne gang.

Efter at have brugt en times tid hos Starbucks var bloggen opdateret, og vi havde begge fået tjekket mail, så vi kunne fortsætte med dagens program: et besøg på et cideri, Sheppy's. Stedet er nævnt i diverse guidebøger, og der lå endda en brochure fra dem i vores lejlighed, da vi ankom, så derfor var jeg lidt urolig for, om det var sådan et rigtig "event-cideri". Det var det bestemt ikke. Det var et meget ægte sted, hvor vi aldrig var i tvivl om, at de rent faktisk producerede deres cider lige der på farmen, mens vi kiggede og kiggede. Det var ikke noget stort sted, så derfor var turen gennem selve cideriet hurtigt overstået. Vi spiste en let frokost på Sheppy's Tea Room, som var et meget fint lille sted, der tilsyneladende ikke havde været moderniseret siden en gang i 50'erne.

Kristian venter på sin Cheese Tea.

Sheppy's ligger, ret opladt, midt i en æbleplantage, så vi gik ud og kiggede lidt på de æbletræer, der leverede råstoffet i stedets lækre ciders og andre produkter som sennep, marmelader med mere.

Æblerne så lækre og sprøde ud.

Æblerne var tæt på at være klar, og der var da også en del nedfaldsfrugt. Sheppy's æsler så ud til, at de kunne lide nedfaldsæbler, så Kristian smed et ind til det mest skrablede af de to æsler. Det andet var en rigtig primadonna, som gerne stillede op til fotografering:

Et primadonna-æsel.

Udover æslerne havde Sheppy's også grise, får og forskellige fugle. Blandt fuglene var noget, jeg aldrig har set før: en sort svane. Sorte svaner indgår i idéhistorien på særlig vis, og derfor var jeg begejstret over rent faktisk at se svanen. Den var ualmindelig smuk med et klart rødt næb og sorte og mørkegrå halefjer:

Alle svaner er hvide...

Man hører ofte, at englænderne spiser dårligt, og det er formentlig ikke løgn. Men det er der altså ingen grund til, at de gør. Tæt på Sheppy's kom vi forbi Rumwell Farm Shop, som var et økologisk mekka. Hvis vi dog bare havde noget lignende i Danmark...

Mekka.

Rumwell Farm Shop havde mange af de ting almindelige gårdbutikker har: grønt, frugt, æg og mejerivarer. Men dertil kom økologisk kød og ost, masser af hjemmelavet konserves, brød og grynprodukter.

Masser af friske grøntsager.

Smukke savoy- og blomkål

Løg i udvalg.

Noget af det, der overvældede os allermest var, at man kunne købe frosne grøntsager, frugt og forskellige kager, tærter og lignende - alt sammen i løsvægt. Det vil sige, at hvis man skulle lave en tærte med rabarber, stikkelsbær og æbler kunne man købe den blanding i den mængde, man skulle bruge. Det ville godt nok være lækkert at kunne få noget lignende i Føtex.

Masser af frugtblandinger i løsvægt.

Dagens sidste shoppingraid kom på vej hjem, hvor vi lagde vejen forbi Clarks Village, som er et stort udendørs shoppingcenter, hvis centrum er et fabriksudsalg af sko af mærket Clarks. Udover Clarks er der forretninger som Marks & Spencer, Next, Thimberland, Gap m.fl. Vi kom desværre for sent til at nå andet end at købe et par sko hver, men torsdag har de aftenåbent, og så kommer vi igen.

Det blev en relativt tidlig "fyraften", idet vi var hjemme igen omkring klokken 18.30. Det er utroligt så hurtigt dagene går, når man er på ferie og nyder det.

Første opdatering

Man skulle tro, at briterne som var først med den industrielle revolution, var gode til moderne teknik og fremskridt - men det gælder altså ikke lige internettet. Vi har forsøgt at komme i nærheden af noget internet i et par dage, men tak til Starbucks i Tauton! Nu lykkedes det endelig. Derfor er bloggen blevet opdateret med vores tre første dage i England. Vores eventyr ligger i tre seperate poster, så husk at bladre ned, hvis du vil læse det hele.

Nu vil jeg drikke min kaffe og tjekke lidt andre sager på nettet. Vi prøver at komme forbi noget internet ved senere lejlighed, så bloggen igen kan blive opdateret.

mandag, september 15, 2008

Fortiden helt tæt på

I Frankrig har de Eiffeltårnet, i Danmark har vi den lille havfrue, i New York har de frihedsgudinden og i England har de Stonehenge. Det må være et af de mest ikonografiske monumenter i verden - vi kender alle sammen Stonehenge. Og der var aldrig tvivl om, om Kristian og jeg skulle se det store gamle levn fra fortiden. Naturligvis skulle vi det! Mandag var dagen.

Entreen til Stonehenge er ikke imponerende; det er gammelt, nedslidt og helt klart for småt til at klare den mængde af besøgende, der kommer til området hver dag. Som der står i den guidebog, vi købte: "the facilities for visitors are basic and cramped". Men der er en slags væsener, som synes at stedet er det perfekte sted at slå sig ned - fuglene! Træer og buske på parkeringspladsen var fyldt med fugle, der sang konstant. Det lød skønt.

Stære på rad og række nær Stonehenge.

Stonehenge-oplevelsen startede med en tur igennem tunnelen, der går under den ret trafikerede A344, hvorefter man kommer op på det område, hvor man kan gå rundt om Stonehenge. Selvom vi var der en stille mandag formiddag i september, var der masser af mennesker. Man kan kun forestille sig, hvordan det ser ud i juli (eller til jævndøgnsceremonien i marts...).

Mylderet af mennesker ved Stonehenge.

Til trods for mylderet af mennesker var det faktisk muligt at få en hel del billeder af Stonehenge, hvor monumentet står som alene i verden:

Det ikonografiske monument i al sin storhed.

Den bedst bevarede del af Stonehenge.


I højre side ser I den højeste sten i Stonehenge.


Storslået forfald.


Der er stor forskel på farven af
Stonehenge afhængigt af, hvor man ser det fra.

Og bare for en god ordens skyld:

Kristian ved Stonehenge.


Jeg var der sørme også selv.

Til trods for, at man kan få billeder af Stonehenge, hvor det ser ud som monumetet ligger alene i verden, så er det langt fra sandheden. Stonehenge ligger på et trekantet stykke land, og på to sider skæres landet op af stærkt trafikerede hovedveje. Det betyder, at der er konstant billarm og oplevelsen af det historiske, storslåede monument skæmmes noget af lastbiler, der kan ses gennem stenene. Der er planen om, at lukke den ene vej, lægge den anden ned i en tunnel og at lave et nyt besøgscenter væk fra Stonehenge, men det er store planer, og det varer nok en del år, inden det bliver virkeligheden. Det er ærgerligt, at omgivelserne på den måde trækker fra den storslåede oplevelse et besøg ved Stonehenge retteligt burde være. Vi kan fortsat anbefale, at man ser Stonehenge - ingen tvivl om det - men vi glæder os til at komme tilbage om 30 år, når man kun kan høre fuglesang og kameraklik.

Et sidste blik på Stonehenge.


Efter at have læst lidt i vores guidebog fra Stonehenge, fik jeg overbevist Kristian om, at vi skulle stoppe ved den nærliggende Woodhenge. Forskellen på Stonge- og Woodhenge er nøjagtigt så oplagt, som man skulle tro: den ene er en henge af sten, den anden af træ. Lige så oplagt er det så også, at der ikke er noget tilbage af Woodhenge andet end hullerne fra dér hvor træpillerne stod. Vi var da også de absolut eneste turister på stedet, men vi var enige om, at vi var glade for at være kørt dertil. Stedet er stort, og indgår i det mystiske landskab, der omgiver Stonehenge.

Udsigten over Woodhenge mod Stonehenge.

Woodhenge ligger i en stor cirkel (470 meter i diameter) udgjort af the Durrington Walls, og disse vægge var nok endnu mere imponerende end resterne af Woodhenge. Desværre er sådanne store strukturer umulige at tage ordentlige billeder af, så I må nøjes med endnu et fra selve Woodhenge:

Kristian står på midterpillen i Woodhenge.

Vi var ikke færdige med at se på fortidsmenneskers fantastiske "bygningsværker", så vi kørte videre til Silbury Hill. Arkæologer har ikke udgravet denne 30 meter høje knold, så man ved ikke nøjagtigt, hvad dens funktion var, men man forestiller sig, at der er tale om en begravelseshøj. Man kan dog bestemt knoldens alder til godt 5000 år. Luk øjnene og fremkald et billede af de mennesker, der for 5000 år siden lykkedes med at konstruere dette gigantiske bygningsværk. De har skullet kunne beherske ingeniørkunst, geometri mm. Kristian og jeg følte et stærkt intellektuelt slægtskab med fortidsmennesket her ved Silbury Hill og senere på dagen i Avebury.

Silbury Hill ses i det fjerne.

Dagens sidste fortidsbesøg var Avebury, som er endnu en stencirkel. Denne stencirkel er virkelig stor. Der ligger en landsby inde i stencirklen, og man kan ikke overskue hele stensætningen, med mindre man gror vinger og svæver over stedet.

Et af husene i Avebury Village.

Kristian og jeg var enige om, at Avebury var en mere storslået oplevelse end Stonehenge, også selvom Avebury er svære at overskue, og ikke lige smukt bevaret som Stonehenge. Omgivelserne er til gengæld perfekt idylliske, der er stille, smukt og fuglesang hvor man end bevæger sig hen. Som ved Silbury Hill havde vi en stærk oplevelse af et slægtskab med de mennesker, der konstruerede stedet. Vi forstår ikke, det sprog de taler med deres konstruktioner, men vi forstår alligevel indsatsen, behovet og stoltheden. Vi kan på alle mulige måder anbefale, at man tilføjer Avebury til sin tur gennem det mystiske landskab.

Overblik over den centrale del af Avebury;
katedralen kan anes i baggrunden.


På vej rundt om Avebury stencirklen.

I Avebury kom vi forbi dette spektakulære træ, hvor et ældre ægtepar sammen skrev eller tegnede noget i jorden ved dets fod. Vi forstyrrede naturligvis ikke deres ceremoni, men i kombination med sløjfer i træet, fik den os til at tro, at der kunne være tale om et træ, der opfattes som magisk.

Et magisk træ?

Kroen i Avebury hedder the Red Lion, og da vi ikke havde fundet frokost andre steder, blev det dagens frokoststed. Kristian bestilte Fish n Chips, hvilket bestemt ikke var min idé om en god frokost. Jeg valgte i stedet et deliboard med skinke, kylling (det kan man ikke se, men det ligger bag osten), ost (en hel ost til et menneske - det var i den grad for meget ost), brød, olieeddike, oliven, lækker lækker æblechutney og pickles. Kvaliteten af maden var det svært at udsætte noget på; og som vi snakkede om: hvad kan man få på Lejre eller Frilandsmuseet? Kedeligt smørrebrød eller en hotdog?

Protein til frokost.

Sidste punkt ved Avebury var en geocache, som Kristian naturligvis gerne ville forsøge at finde. Den var placeret i nærheden af vejen, der leder op til Aveburyområdet. Kristian fandt cachen, og vi kunne nyde dette fantastiske syn:

Vejen op til Avebury.

Turen hjem gik over Cribb's Causeway (et storcenter), Marks & Spencer og lidt let shopping. Jeg fandt mig et par tullesko hos Evans, så det var dejligt. Samtidig forudbestilte vi Christopher Paolinis Brisinger, som udkommer på lørdag. For dem er jer, der kender Paolinis andre bøger, vil sikkert forstå, hvorfor jeg glæder mig til treeren, for resten af jer: hvis I kan lide fantacybøger og eventyr, så er Paolinis serie om Eragon et solidt eventyr.

Planen var, at mandag skulle være en stille dag, hvor vi ikke kom for sent hjem. Sådan kom det så ikke til at gå: vi kom ikke hjem før omkring klokken 20.30 efter en dag med store oplevelser.