tirsdag, september 16, 2008

Shopping - både inde og ude

Først på dagsordnen stod et besøg på Starbucks i Taunton, for der at opdatere bloggen, tjekke mail og nyheder. Taunton praler med at være en blomsterby, og det billede bliver virkelig bekræftet, når man færdes i byen. Der er blomsteropsatser alle vegne, og i mange af dem var der de smukkeste, kæmpestore fuchsiaer:

En næsten lysende fuchsia.

I det hele taget er Taunton en meget hyggelig mellemstor by med ikke mindre end fem flotte kirker og en del muligheder for shopping - blandt andet hos Debenhams, som Kristian og jeg godt kan lide. Det er desværre ikke nogen stor Debenhams, så derfor blev det ikke til så meget shopping denne gang.

Efter at have brugt en times tid hos Starbucks var bloggen opdateret, og vi havde begge fået tjekket mail, så vi kunne fortsætte med dagens program: et besøg på et cideri, Sheppy's. Stedet er nævnt i diverse guidebøger, og der lå endda en brochure fra dem i vores lejlighed, da vi ankom, så derfor var jeg lidt urolig for, om det var sådan et rigtig "event-cideri". Det var det bestemt ikke. Det var et meget ægte sted, hvor vi aldrig var i tvivl om, at de rent faktisk producerede deres cider lige der på farmen, mens vi kiggede og kiggede. Det var ikke noget stort sted, så derfor var turen gennem selve cideriet hurtigt overstået. Vi spiste en let frokost på Sheppy's Tea Room, som var et meget fint lille sted, der tilsyneladende ikke havde været moderniseret siden en gang i 50'erne.

Kristian venter på sin Cheese Tea.

Sheppy's ligger, ret opladt, midt i en æbleplantage, så vi gik ud og kiggede lidt på de æbletræer, der leverede råstoffet i stedets lækre ciders og andre produkter som sennep, marmelader med mere.

Æblerne så lækre og sprøde ud.

Æblerne var tæt på at være klar, og der var da også en del nedfaldsfrugt. Sheppy's æsler så ud til, at de kunne lide nedfaldsæbler, så Kristian smed et ind til det mest skrablede af de to æsler. Det andet var en rigtig primadonna, som gerne stillede op til fotografering:

Et primadonna-æsel.

Udover æslerne havde Sheppy's også grise, får og forskellige fugle. Blandt fuglene var noget, jeg aldrig har set før: en sort svane. Sorte svaner indgår i idéhistorien på særlig vis, og derfor var jeg begejstret over rent faktisk at se svanen. Den var ualmindelig smuk med et klart rødt næb og sorte og mørkegrå halefjer:

Alle svaner er hvide...

Man hører ofte, at englænderne spiser dårligt, og det er formentlig ikke løgn. Men det er der altså ingen grund til, at de gør. Tæt på Sheppy's kom vi forbi Rumwell Farm Shop, som var et økologisk mekka. Hvis vi dog bare havde noget lignende i Danmark...

Mekka.

Rumwell Farm Shop havde mange af de ting almindelige gårdbutikker har: grønt, frugt, æg og mejerivarer. Men dertil kom økologisk kød og ost, masser af hjemmelavet konserves, brød og grynprodukter.

Masser af friske grøntsager.

Smukke savoy- og blomkål

Løg i udvalg.

Noget af det, der overvældede os allermest var, at man kunne købe frosne grøntsager, frugt og forskellige kager, tærter og lignende - alt sammen i løsvægt. Det vil sige, at hvis man skulle lave en tærte med rabarber, stikkelsbær og æbler kunne man købe den blanding i den mængde, man skulle bruge. Det ville godt nok være lækkert at kunne få noget lignende i Føtex.

Masser af frugtblandinger i løsvægt.

Dagens sidste shoppingraid kom på vej hjem, hvor vi lagde vejen forbi Clarks Village, som er et stort udendørs shoppingcenter, hvis centrum er et fabriksudsalg af sko af mærket Clarks. Udover Clarks er der forretninger som Marks & Spencer, Next, Thimberland, Gap m.fl. Vi kom desværre for sent til at nå andet end at købe et par sko hver, men torsdag har de aftenåbent, og så kommer vi igen.

Det blev en relativt tidlig "fyraften", idet vi var hjemme igen omkring klokken 18.30. Det er utroligt så hurtigt dagene går, når man er på ferie og nyder det.

4 kommentarer:

Netti sagde ...

Hvovr lyder det bare til at have været en hyggelig dag. Sikke nogle flotte nærbilleder du har taget!
Det økologiske marked ser SÅ lækkert ud!!

Susan sagde ...

LOVE the photos! don't have any clue what you wrote......but GOSH those photos are gorgeous! totally cracking up at K and his piddle!

love you miss you wish I were there too!!

Charlie sagde ...

Jeg elsker altså dine rejsebeskrivelser og lækre fotos. Det er jo som at være med i kufferten. TAK for det.

Charlie sagde ...

Glemte at skrive - at Clarks bare laver RIGTIG gode sko.