Let it be...

Der er et mønster i vejret her i Wales: morgenerne er fugtige, overskyede og kolde men i løbet af dagen lykkes det solen at brænde skyerne af, og så bliver det varmt og der kan ses områder af blå himmel mellem skyerne. I går måtte vi konstatere, at det eneste regnvejr vi har haft, fik vi den dag, vi ikke havde taget vores paraply med... Er det ikke klassisk? Det er til gengæld bestemt ikke noget at klage over!

Wallisisk er et virkelig fremmed sprog - se bare dette skilt. Der er ikke noget, der er velkendt ved disse to ord?

Der er forskel på sprog...

En af de ting, jeg gerne ville på denne ferie, var at se et fint engelsk hjem. Af en eller anden grund trak det ud med at finde sådan et hjem, men onsdag i Wales blev dagen, hvor det lykkedes. Jeg havde fundet en brochure fra Erddig, som er et fint gammel hus, der bliver varetaget af National Trust. Huset bliver beskrevet som et af de fineste i Storbritannien, og det er vitterlig et fint sted.

Erddigs oprindelige indgang.

Huset er dækket i den smukkeste beplantning, og den røde farve var helt berusende. Bladene var næsten gennemsigtige og alligevel massivt røde.

Rød er min favoritfarve.

Det har vist sig at åbningstider i Wales er noget anderledes end i Somerset, så Erddig åbnede ikke før klokken 12. Vi var der lidt før tid, hvor man kunne se på parken og bygningerne omkring huset. Udsigten over husets park var storslået. Som det ses på billedet havde solen endnu ikke nået at brænde huller i skyerne:

Noget af den smukke park.

Erddig sad ovenpå et område, hvor der var en rig kilde for kul. Da kulminerne var private, var der en gentlemen's agreement om ikke at minere under huset, men da minerne blev nationaliserede blev kullet under huset gravet frem. Det fik det uundgåelige resultat at halvdelen af huset satte sig; den ene halvdel sank faktisk næsten 1½ meter. Huset var i en forfærdelig stand, og den sidste ejer kunne ikke alene vedligeholde huset. Han kontaktede National Trust, som overtog og istandsatte huset. De brugte fire år på at sætte huset i stand, og de valgte at lade det stå, som det stod i starten af 1900-tallet. Det er meget fint lavet, og vi kan virkelig anbefale at se Erddig, hvis man skulle være i nærheden. Husk også at se de to meget instruktive videoer, der illustrerer processen med at istandsætte huset og med traditionelle arbejdsformer. Vi måtte desværre ikke tage billeder inde i det meget fine gamle hus, så vi måtte nøjes med billeder fra den formelle have.

Erddigs elegante bagside.

Man må have en promenadegang i sin have.

Kristian nød haven og promenadegangen; faktisk forstod han til fulde, hvorfor man havde bygget en lille pavillon forenden af promenadegangen.

Kong Kristian?

Haven var ikke kun elegant; den havde også imponerende planter. Der er virkelig frodigt på en ganske anden måde end i Danmark. Langs murerne voksede der blandt andet kæmpe fignetræer, georginer, gigantiske mærkelige husløg/kakti og en stor smuk rosmarin.

Lone - se walliserne kan også.

Kæmpeplanter, der vist ikke bliver så store i stuerne hjemme?

På vej tilbage til bilen havde solen endelig lykkedes med at bryde skyerne, og vi så igen den smukke blå himmel over Erddigs fine brugsbygninger:

Idylliske brugsbygninger.

Klokken var godt 13.30, da vi var færdige på Erddig, så det var for tidligt til at vende hjem igen. Vi havde to valgmuligheder (altså, vi havde mange, men der var to vi overvejede): at tage til Convy Castle i Nordwales eller køre til Liverpool i England. Vi blev enige om, at det kunne være lidt sjovt at se Liverpool, og som sagt så gjort. Jeg havde slet ikke overvejet, at Liverpool dels var byen, hvor Beatles blev født, og dels stedet hvor Titanic forlod hjemlige vande. Jeg vidste det jo egentlig godt, men havde bare ikke tænkt over det. Beatles fylder bestemt mere i byen end Titanic gør, selvom der er et monument til minde om ulykken. Desværre kunne vi ikke komme tæt på dette monument; i hvert fald ikke tæt nok til at tage billeder og se monumentet ordentligt.

Ved Liverpools havnefront ligger de gamle stolte dampskibsfirmaers imposante bygninger, deriblandt the Liver Building, som er helt fantastisk (og desværre meget meget svær at fotografere):

Man kan næsten høre lyden af de spændte passagerer,
der ventede på at komme med Titanic.

I Liverpools Mathew Street ligger The Cavern Club, som er stedet, hvor Beatles blev til for alvor. Hele gaden kan kategoriseres som Beatlemania, men det er da sjovt at se stedet, hvor så stor musikhistorie startede. The Cavern har på facaden mursten med navnene på alle de store kunstnere, der har spillet på stedet.

The Caverns mur.

Som i så mange andre byer i Europa kan man komme på bustur rundt i Liverpool i dobbeltdækker, men Liverpool har en sjovere måde at komme på tur. Gad vide om inspirationen er Beatles' We all live in a yellow submarine?

En pensioneret amfibiekæmper.

Det kan godt være at Liverpool var byen, hvor Beatles blev født. Det kan også godt være, at de fire drenge kunne lide en pint lager efter at have øvet, men i Liverpool skal man ikke drikke i offentlighed:

For 5000 kr skal det være en GOD øl.

Liverpool lukker klokken 17.30, så vi vente snuderne mod Wales omkring det tidspunkt. Det tog - som vi efterhånden er vant til - en rum tid at komme hjem til Llanidloes. Men det er jo besværet værd, når man har haft en dejlig dag out and about.