Viser opslag med etiketten ATC. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ATC. Vis alle opslag

mandag, august 18, 2008

Lidt af hvert og ingenting

Jeg har ikke fået scrappet i week-enden, men jeg har da lidt forskelligt at berette alligevel. Jeg har handlet en smule på Etsy, og i sidste uge fik jeg et viskestykke hjem. Det er købt særligt til at pynte i køkkenet:

Viskestykke fra BeanPickleSprout


I fortsætning af sidste uges julesnak, har jeg lavet et par ATC'er med Scenic Routes Roxbury papirer og diverse embellishments. Jeg er blevet ret begejstret for ATC-størrelsen, og jeg pønser på at bruge kortene (eller lave nogle andre) som til- og frakort til jul. Det, tror jeg, kunne se ret fint ud.


For 2½ år siden købte jeg min første photoprinter; en Canon I9950 som jeg har været rigtig rigtig glad for. Desværre begyndte billederne at blive ret kedelige i farverne tidligere på året. Jeg prøvede hvad som helst, men det blev desværre ikke bedre. Kristian og jeg tror måske, at der er tale om at printerhovedet er stået af. Men! Et nyt koster 1000 kr, og hvad så hvis det alligevel ikke var dét, der var i vejen? Nå, men jeg har i nogle måneder scrappet billeder, jeg har fået fremkaldt professionelt. Det betyder at størrelserne er ret meget de samme hele tiden, og det kan jeg godt blive rigtig træt af. Samtidig er det begrænsende for de fixe idéer, der måtte opstå ind imellem. Summasumarum: jeg har købt mig en ny dejlig farveprinter; en Canon IP4500:


Printer du dine billeder selv eller lader du de professionelle om det?

søndag, august 10, 2008

Vinter i august

Gårsdagens andet layout er med billeder fra vores tur til Tyskland i marts og april. Kristian oplevede for første gang sneklædte bjerge tæt på, og det blev foreviget. Lisettes skitse var ret perfekt til mine billeder, og det samme gjorde sig gældende for sidste års julepapirer fra Basic Grey, Figgy Pudding:

Det er ikke sådan til at se det, men der er lagt blå stickles på snefnuggene samt på istapperne for at understrege det kolde tema. Jeg måtte lave snefnugget i venstre hjørne selv, da der kun var to snefnug i sticker-sættet. Jeg brugte et af snefnuggene som skabelon og tilføjede en sticker-cirkel, så mit hjemmegjorte snefnug fik flere farver, som de originale havde. Det kom heldigvis til at virke meget godt. Nogle gange kan det være en udfordring at have stickers, der matcher, hvis man ikke har nok af dem ;o)

I dag har Kristian og jeg slappet af hjemme, hvilket har været herligt. Noget af tiden har jeg brugt på at lave nogle ATC'er med små prøver på October Afternoon Weatherwane, som jeg har fået fra Jackie:

Farverne er virkelig lækre - ikke så støvede og flade, som jeg først var bange for, men derimod efterårsagtige på den helt rigtige måde. Jeg er glad for, at jeg har forudbestilt hele serien; de kan helt sikkert bruges til billeder fra vores tur til England.

Nu står den på West Wing, Etsy og de sidste søndagstimer - jeg håber, at I har haft en dejlig week-end.

onsdag, juli 02, 2008

ATC #2, et kort, rene vinduer og en mand på vilde våger

Jeg har haft frokostgæster i dag, men det er da alligevel blevet til lidt scrap. Nedenstående ATC har jeg brugt som et minikort, der skal sendes med pakken med bestillingskort. Jeg er ret begejstret for ATC'ernes størrelse; man kan gå lidt amok og bare have det skægt med det:

ATC-bagside med lidt pynt.

Jeg har også fået nye papirer fra Maja Design. Marie, som designer papirerne, havde brug for hjælp til oversættelse af teksterne, og jeg hjalp hende med dette. Til gengæld har hun været så sød at sende mig en stak af de nye papirer. Wow! De er flotte. Dem kan I glæde jer til. Her er et bestillingskort, hvor jeg har brugt de helt nye papirer:


Tidligere i dag fik jeg pudset vinduer, og jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor skønt det er at kunne se ud igen. Det gør en virkelig stor forskel, om de er rene eller har støv og skidt siddende overalt. Mums - jeg nyder mine rene ruder.

Kristian er ikke hjemme til at nyde udsynet, da han har pakket sin rygsæk med solcreme, sovepose og Southern Comfort. Derefter drog han til Roskilde, for at deltage i løjerne ved årets festival. Han har glædet sig i månedsvis, og jeg har glædet mig på hans vegne. Nu er Kristian jo gift med en scrapper, så han er taget af sted med kamera og med ordre om ikke at klippe armbåndet af, før han kommer hjem. Kristian ville høre, om jeg havde et stykke papir (UGH!), som han kunne skrive sine festivalplaner på. Det havde jeg, men jeg kunne ikke nære mig for at lave denne plan til ham:

Han siger selv, at han hviler så meget i sin maskulinitet, at han ikke er bange for at have en scrappet LILLA lap med på festival ;o) Sikke en tålmodighed.

torsdag, juni 26, 2008

Kort på bestilling

Jeg har fået et par "ordre" på forskellige kort, så dem arbejdede jeg på i går. Det er spændende at arbejde på kort, der er bestilt til bestemte formål. På den måde giver det mig noget konkret at fokusere på, mens jeg laver kortene. Derudover har jeg opdaget, at nogle af de ting jeg har svært ved at bruge på layouts, nemt kan bruges på kort. Det kan blandt andet dreje sig om Heidi Swapp bling cirkler, diverse stickers, epoxy embellishments og lignende.

Et takkekort med Basic Grey Perhaps.


Nogle af mine forældres venners yngste blev student i tirsdags,
og til den anledning har jeg lavet dette kort.

Endnu en gang en flyvende sommerfugl
- denne gang med lidt Stickles på vingerne.


Oplægget til dette kort var, at det var til en mand,
der fyldte 60 år, samt at det gerne måtte være humoristisk.
Forhåbentlig lever dette kort op til dele af dette ønske...


For et par uger siden lavede jeg mit først ATC (Artistic Trading Card), og det var en sjov, anderledes udfordring at skabe noget på så småt et område. Lidt som at lave en samling af embellishments på et layout eller et kort.


For mig er julekort ikke noget hurtigt, nemt projekt og derfor er jeg allerede gået i gang med at lave kortene. Jeg skal jo skrive mit speciale i dette efterår, og derfor bliver der ikke meget tid til at lave julekort i november. I stedet arbejder jeg mig langsomt gennem mængderne af julepapirer og pynt, og forhåbentlig når jeg at lave alle de kort, vi skal bruge, inden det bliver jul.

Hvornår laver du dine julekort?