lørdag, september 13, 2008

København-Othery

Så blev det endelig den 13. september, endelig tid til at tage af sted til England. Finn & Lone hentede os og kørte os i lufthavnen, så vi var der tidligt nok til at checke ind som nummer 7 og 8. Det er ikke så skidt hos EasyJet, da man så kommer i boardinggruppe A og kan komme ind i flyet rimelig hurtigt. Bortset fra er det at flyve med EasyJet forbundet med en masse køer og forsinkelse. Flyet var ikke en gang tømt for passagere, da vi skulle have lettet, nøjagtigt som da Louise og jeg tog samme fly til London i december sidste år. Man kan ikke undgå at undre sig over, at de ikke bare opgiver et reelt afgangstidspunkt. Nå, men ellers var flyturen aldeles almindelig og uden store oplevelser eller udskejelser.

Vi kom hurtigt igennem paskontrol og baggageafhentningshelvedet, og for første gang skulle vi ikke bare ned til Stansted express med toget til Liverpool Street Station, men derimod over i køen ved Europcar. Efter lidt ringen frem og tilbage fik vi en Vauxhall (ja, det er det vi kalder Opel i Danmark) Zafira, og det er altså ikke nogen lille bil. Stakkels Kristian skulle lige vænne sig til gear i den gale side, et koblingspunkt der var anderledes end vi vores lille go-cart og selvfølgelig til at man her i landet kører i den absolut gale side af vejen. Ud på motorvejen og både Kristian og jeg følte, at vi var meget uartige, hver gang Kristian overhalede, fordi det jo virkede som om, han overhalede indenom. Men motorvejen var et godt sted at vænne sig til at køre i venstre side, fordi der ikke var modkørende og ikke ret mange valg at træffe udover at køre lige ud.

Kristian bag rattet - i højre side...

Man hører ofte at briterne laver kedeligt mad, men alligevel er der Marks and Spencer madforretninger på tilfældige tankstationer... Der er godt nok forskel på frisk sushi, pastinakchips, frisk presset pink lemonade og så de hot dogs man kan få på en tankstation i Danmark. Vi var dybt imponerede...

Vores første rigtige stop var ved et stort shoppingcenter nær Bristol, hvor vi skulle købe ind hos Marks and Spencer. Jeg var spændt på, om M&S udenfor London havde samme store udvalg af lækre sager - og det har de. Hold da op! Hvis man kunne leve sådan i Danmark, var det ingen kunst at få ordentlig mad selv på stressede, trætte dage. Vi shoppede lækre, lækre grøntsager og frugter: stem broccoli (ligner mix mellem broccoli og asparges), små organiske sprøde gulerødder (de ligner små sukkertoppe), bittesmå blommetomater, lækker mix af bønner, asparges og broccoli lige til at putte i mikroen, clementiner, æbler, de smukkeste hindbær - alt sammen i super lækker kvalitet. Til vores middage købte vi hakket Angus oksekød og forskellige færdigretter. Det er så fedt, at man kan købe færdigretter, man ikke behøver have dårlig samvittighed over at spise.

Fuldt lastede med lækre madvarer til de næste dage, returnerede vi til ruten mod Othery og Thornhill Farm, hvor vi skal bo i denne uge. Langs motorvejene så vi bil efter bil efter bil, der stod med forklappen åben. Vi undrede os over, om briternes biler er så dårlige, og vi kan ikke undgå at blive bekymrede for vores bil...

Othery var ikke noget problem at finde, men Thornhill Farm derimod... Vi kørte omkring begravelsespladsen i solnedgangen, byens pub og posthus i forsøget på at finde vores hus. Endelig kørte Kristian ind og spurgte dér, hvor gps'en mente, at huset skulle ligge. De kendte hverken vores værts navn eller Thornhill Farm - og det til trods for, at det viste sig at være deres nabo! Nå, men vi fandt til sidst huset og blev modtaget af vores søde værter John og Sue. Deres modtagelse var varm og imødekommende, lejligheden virker helt spritny og har alt, hvad man har brug for (og så lidt til), så det var værd at vente på og lede efter.

Efter at have tømt bilen, pakket lidt ud og i det hele taget være faldet til, var det tid til lidt aftensmad foran flimeren. Menuen var indisk (ud af to boxe), og maden var lækker. Efter middagen hentede jeg dyne og pude ind i stuen og faldt prompte i søvn på gulvet, mens Kristian sad og nussede lidt med sin computer. En dejlig afslutning på vores første feriedag i England.

Udsigt gennem lågen ved Otherys begravelsesplads.

Udsigt fra Otherys begravelsesplads udover markerne.

Ingen kommentarer: