Fortiden helt tæt på

I Frankrig har de Eiffeltårnet, i Danmark har vi den lille havfrue, i New York har de frihedsgudinden og i England har de Stonehenge. Det må være et af de mest ikonografiske monumenter i verden - vi kender alle sammen Stonehenge. Og der var aldrig tvivl om, om Kristian og jeg skulle se det store gamle levn fra fortiden. Naturligvis skulle vi det! Mandag var dagen.

Entreen til Stonehenge er ikke imponerende; det er gammelt, nedslidt og helt klart for småt til at klare den mængde af besøgende, der kommer til området hver dag. Som der står i den guidebog, vi købte: "the facilities for visitors are basic and cramped". Men der er en slags væsener, som synes at stedet er det perfekte sted at slå sig ned - fuglene! Træer og buske på parkeringspladsen var fyldt med fugle, der sang konstant. Det lød skønt.

Stære på rad og række nær Stonehenge.

Stonehenge-oplevelsen startede med en tur igennem tunnelen, der går under den ret trafikerede A344, hvorefter man kommer op på det område, hvor man kan gå rundt om Stonehenge. Selvom vi var der en stille mandag formiddag i september, var der masser af mennesker. Man kan kun forestille sig, hvordan det ser ud i juli (eller til jævndøgnsceremonien i marts...).

Mylderet af mennesker ved Stonehenge.

Til trods for mylderet af mennesker var det faktisk muligt at få en hel del billeder af Stonehenge, hvor monumentet står som alene i verden:

Det ikonografiske monument i al sin storhed.

Den bedst bevarede del af Stonehenge.

I højre side ser I den højeste sten i Stonehenge.

Storslået forfald.

Der er stor forskel på farven af
Stonehenge afhængigt af, hvor man ser det fra.

Og bare for en god ordens skyld:

Kristian ved Stonehenge.

Jeg var der sørme også selv.

Til trods for, at man kan få billeder af Stonehenge, hvor det ser ud som monumetet ligger alene i verden, så er det langt fra sandheden. Stonehenge ligger på et trekantet stykke land, og på to sider skæres landet op af stærkt trafikerede hovedveje. Det betyder, at der er konstant billarm og oplevelsen af det historiske, storslåede monument skæmmes noget af lastbiler, der kan ses gennem stenene. Der er planen om, at lukke den ene vej, lægge den anden ned i en tunnel og at lave et nyt besøgscenter væk fra Stonehenge, men det er store planer, og det varer nok en del år, inden det bliver virkeligheden. Det er ærgerligt, at omgivelserne på den måde trækker fra den storslåede oplevelse et besøg ved Stonehenge retteligt burde være. Vi kan fortsat anbefale, at man ser Stonehenge - ingen tvivl om det - men vi glæder os til at komme tilbage om 30 år, når man kun kan høre fuglesang og kameraklik.

Et sidste blik på Stonehenge.

Efter at have læst lidt i vores guidebog fra Stonehenge, fik jeg overbevist Kristian om, at vi skulle stoppe ved den nærliggende Woodhenge. Forskellen på Stonge- og Woodhenge er nøjagtigt så oplagt, som man skulle tro: den ene er en henge af sten, den anden af træ. Lige så oplagt er det så også, at der ikke er noget tilbage af Woodhenge andet end hullerne fra dér hvor træpillerne stod. Vi var da også de absolut eneste turister på stedet, men vi var enige om, at vi var glade for at være kørt dertil. Stedet er stort, og indgår i det mystiske landskab, der omgiver Stonehenge.

Udsigten over Woodhenge mod Stonehenge.

Woodhenge ligger i en stor cirkel (470 meter i diameter) udgjort af the Durrington Walls, og disse vægge var nok endnu mere imponerende end resterne af Woodhenge. Desværre er sådanne store strukturer umulige at tage ordentlige billeder af, så I må nøjes med endnu et fra selve Woodhenge:

Kristian står på midterpillen i Woodhenge.

Vi var ikke færdige med at se på fortidsmenneskers fantastiske "bygningsværker", så vi kørte videre til Silbury Hill. Arkæologer har ikke udgravet denne 30 meter høje knold, så man ved ikke nøjagtigt, hvad dens funktion var, men man forestiller sig, at der er tale om en begravelseshøj. Man kan dog bestemt knoldens alder til godt 5000 år. Luk øjnene og fremkald et billede af de mennesker, der for 5000 år siden lykkedes med at konstruere dette gigantiske bygningsværk. De har skullet kunne beherske ingeniørkunst, geometri mm. Kristian og jeg følte et stærkt intellektuelt slægtskab med fortidsmennesket her ved Silbury Hill og senere på dagen i Avebury.

Silbury Hill ses i det fjerne.

Dagens sidste fortidsbesøg var Avebury, som er endnu en stencirkel. Denne stencirkel er virkelig stor. Der ligger en landsby inde i stencirklen, og man kan ikke overskue hele stensætningen, med mindre man gror vinger og svæver over stedet.

Et af husene i Avebury Village.

Kristian og jeg var enige om, at Avebury var en mere storslået oplevelse end Stonehenge, også selvom Avebury er svære at overskue, og ikke lige smukt bevaret som Stonehenge. Omgivelserne er til gengæld perfekt idylliske, der er stille, smukt og fuglesang hvor man end bevæger sig hen. Som ved Silbury Hill havde vi en stærk oplevelse af et slægtskab med de mennesker, der konstruerede stedet. Vi forstår ikke, det sprog de taler med deres konstruktioner, men vi forstår alligevel indsatsen, behovet og stoltheden. Vi kan på alle mulige måder anbefale, at man tilføjer Avebury til sin tur gennem det mystiske landskab.

Overblik over den centrale del af Avebury;
katedralen kan anes i baggrunden.

På vej rundt om Avebury stencirklen.

I Avebury kom vi forbi dette spektakulære træ, hvor et ældre ægtepar sammen skrev eller tegnede noget i jorden ved dets fod. Vi forstyrrede naturligvis ikke deres ceremoni, men i kombination med sløjfer i træet, fik den os til at tro, at der kunne være tale om et træ, der opfattes som magisk.

Et magisk træ?

Kroen i Avebury hedder the Red Lion, og da vi ikke havde fundet frokost andre steder, blev det dagens frokoststed. Kristian bestilte Fish n Chips, hvilket bestemt ikke var min idé om en god frokost. Jeg valgte i stedet et deliboard med skinke, kylling (det kan man ikke se, men det ligger bag osten), ost (en hel ost til et menneske - det var i den grad for meget ost), brød, olieeddike, oliven, lækker lækker æblechutney og pickles. Kvaliteten af maden var det svært at udsætte noget på; og som vi snakkede om: hvad kan man få på Lejre eller Frilandsmuseet? Kedeligt smørrebrød eller en hotdog?

Protein til frokost.

Sidste punkt ved Avebury var en geocache, som Kristian naturligvis gerne ville forsøge at finde. Den var placeret i nærheden af vejen, der leder op til Aveburyområdet. Kristian fandt cachen, og vi kunne nyde dette fantastiske syn:

Vejen op til Avebury.

Turen hjem gik over Cribb's Causeway (et storcenter), Marks & Spencer og lidt let shopping. Jeg fandt mig et par tullesko hos Evans, så det var dejligt. Samtidig forudbestilte vi Christopher Paolinis Brisinger, som udkommer på lørdag. For dem er jer, der kender Paolinis andre bøger, vil sikkert forstå, hvorfor jeg glæder mig til treeren, for resten af jer: hvis I kan lide fantacybøger og eventyr, så er Paolinis serie om Eragon et solidt eventyr.

Planen var, at mandag skulle være en stille dag, hvor vi ikke kom for sent hjem. Sådan kom det så ikke til at gå: vi kom ikke hjem før omkring klokken 20.30 efter en dag med store oplevelser.