mandag, december 31, 2007

Godt nytår!

Så er det sidste dag i 2007 - et af de år, der virkelig er suset af sted. Der er ingen tvivl om, at de godt 3-3½ måned jeg har været ude af Danmark har været med til at få året til at føles kortere.

Her er årets sidste to scrapsider:

Billederne er fra den ishockeykamp Norri og jeg var til i Oktober. Papirerne er Scenic Route Halloween papirer, men jeg synes, de var gode til mine billeder, selvom de ikke er Halloween-agtige.



Disse billeder er fra London - Louise og jeg forsøgte (uden held) at komme ind i The Ministry of Magic via denne gamle telefonbox. Disse papirer er Scenic Routes julepapirer, men igen brugt til et layout med et andet tema. Det er fedt, når det kan lade sig gøre.

Jeg vil selvfølgelig også ønske jer alle sammen:

Et godt og lykkebringende nytår.

lørdag, december 29, 2007

Det farligste sted i byen...

Det er længe siden, jeg har scrappet billeder af Bertram, men i dag lykkedes det igen. Jeg har scrappet billeder af Bertram i Zoo, og jeg troede, jeg var så kløgtig med titlen. Da jeg så havde taget billede af layoutet, kom jeg i tanke om, at Zoo er det vildeste ikke det farligste sted i byen. Så er det heldigt, at Bertram ser en lille smule forskrækket ud ;o)


Det er virkelig herligt at scrappe 12x12 layouts igen og ikke blot julegaver af forskellige slags. Det er sjovt, som man kan komme til at savne det helt almindelige scrap, når man har næsen i kortene og gaverne. Har du det også sådan?

mandag, december 24, 2007

Glædelig jul

Det er muligt, at politiken.dk hævder, at der er 0,01% chance for hvid jul, men det bliver ikke på Nørrbro ;o) Her er tåget og vådt, men det er juleaften, og jeg vil ønske jer alle en dejlig jul. Håber at stemningen er i top hele landet rundt.

Glædelig Jul

søndag, december 23, 2007

Lille juleaften og lidt indpakning

Jeg fik den fixe idé, at jeg ville gøre lidt ekstra ud af indpakningen af årets julegaver. Hos Emmery's fik jeg en fin kasse til min chokoladekage, og jeg reddede kassen og genbrugte den til denne indpakning:



Også årets mandelgave fik fint dress, og jeg håber at starte en ny tradition, hvor kassen til mandelgaven er fint pyntet og med årstal på:


Jeg blev grebet af stemningen og lavede flere indpakninger i samme dur; og det bliver bestemt ikke sidste gang. Det var sjove projekter, som forhåbentligt gør sig godt under træet imorgen aften.

fredag, december 21, 2007

2007 favoritter

Denne uges Lifetime Moments' Design Team emne var DT-favoritter. Vi havde hver især valgt to ting, vi har været særligt glade for i 2007. Da jeg lavede en af julegaverne, og det er jo ikke helt jul endnu, med den ene favorit, kan jeg kun vise det ene projekt.

Her er et layout med billeder fra vores tur til Sverige i november. Og min favoritting er naturligvis de lækre Doodlebug Sugar Coating Glitters. Hvis du ikke har købt dem endnu - løb!



onsdag, december 12, 2007

Mere nyt fra London

Anden dag i London, og vi skulle på sightseeing med bus - det var i hvert fald det, vi først havde tænkt. Vi blev dog enige om først at kigge lidt på butikker og derefter lave vores egen sightseeing i stedet for at indløse billet til de officielle sightseeing busser. Vi tog derfor vores egen bus #74 ind på Oxford Street.


Vi kiggede lidt på butikker og besluttede os for, at vi måtte i Selfridges og se deres juleshop. Juleudsmykningen hos Selfridges er som altid bedårende smuk; alle mulige almindelige ting som cykler, trapper, skyllemiddeldunke mm er blevet dækket med glimmer og "diamanter" i skarpe i farver. Også juletingene var fine, og årets best seller i Selfridges er noget så avanceret som instant sne! Tilsæt lidt vand, tæl til tre og "let it snow, let is snow, let it snow..." Louise og jeg var med det samme overbeviste, og selv mænd i jakkesæt kunne ikke stå for fristelsen.

Fra vores lille shoppetur tog vi bus 23 gennem Regent Street, over Piccadilly og Trafalgar Square, forbi Charing Cross Station til St. Paul. Vi stod af et stop for tidligt og fik på Pret for at spise frokost. Louise er nu med på Pret-bølgen.

Efter frokosten spaserede vi til kirken i det mest vidunderlige vejr. Jeg har aldrig været i London i så smukt vejr før. Himlen var klar blå og luften skarp men ikke kold. Det var vidunderligt. Vi nød kirken ude og gik en tur ind, men blev afskrækket af den pris, de har sat på entré til Guds eget hus - £8.5 for studerende... Da jeg har set St. Paul mange gange, lod jeg Louise afgøre, om prisen var for høj. Vi nøjedes med at nyde kirken udefra - og der var en masse at nyde.



Vi kan nu afsløre, at der er svingdøre i himlen:


Vi opdagede, at kirken og den smukke blå himmel spejlede sig skønt i nabohuset, og det måtte vi naturligvis fange et par billeder af.


Bag St. Paul stod denne fine gamle røde telefonbox, som vi ikke kunne lade være at lege lidt med. Vi kom ikke til Ministry of Magic gennem boxen, men vi havde lidt sjov med telefonboxen alligevel:


Fra St. Paul slæntrede vi ned til Themsen og Millenium Bridge, som ligger på en smuk linje med kirken og Tate Modern. Da vi ville over på Tate Modern og se den sprække, der for tiden er i gulvet dér, gik vi over Millenium Bridge. Fra broen er der fint udsyn til Tower Bridge, Shakespeares Globe Theatre, St. Paul og Tate Modern. Vi havde fantastisk vejr, så vi havde smukt udsyn til alle sider:


Ikke alene kunne vi se Shakespeares teater, vi så såmænd manden selv i nylonstrømper og hvid krave:


Foran Tate Modern står den kæmpeedderkop, der tidligere stod inde på museet. Den ser virkelig imponerende ud, som den står der. Og den ser næsten endnu mere imponerende ud, når man ser ud mod Millenium Bridge, hvor den i det rette perspektiv ser GIGANTISK ud.




Som nævnt er "udstillingen" i turbinehallen for tiden en lang relativt dyb revne i gulvet. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig at revnen, men jeg må indrømme, at den var dybt fascinerende. Den var lavet, så det så ud som om gulvet vitterligt var flået i stykker af et jordskælv. Jeg opdagede, at revnen virkelig inspirerede beskuerne til at lege; fantasien blev sat i gang af denne flænge i gulvet. Og det er ikke så tit, man ser voksne mennekser sidde på deres rumper for at tage billeder af moderne kunst, men det gør sig gældende for tiden på Tate Modern. For os var der ingen tvivl om, at revnen var vores udflugt værd.


Fra Tate Modern tog vi undergrunden et enkelt stop til London Bridge Station for at se lidt nærmere på Tower Bridge. Solen var så småt ved at gå ned, da vi kom til Tower Bridge, så vi så den i smukt lys.


Vi havde billetter til Tutankhamun-udstillingen på O2, så vi måtte videre med Jubilee linjen til North Greenwich, hvilket er lige på grænsen til zone 3, så det er et godt stykke udenfor den centrale del af London. Vi var spændte på, om udstillingen var rejsen værd. Men allerede inden vi så udstillingen måtte vi konstatere, at turen var en succes, for området omkring O2 og selve stedet var skægt at se. At udstillingen så også var smukt sat op og rigtig interessant var naturligvis herligt.


Fra O2 tog vi undergrunden tilbage til Bond Street, hvor der var så mange mennesker, at de var nødt til at lukke os ud af nødudgangene samt holde folk ude af stationen, indtil det var sikkert at lade flere mennesker komme derned. Det var lidt vildt.

Vi købte vores aftensmad hos M&S og tog så endelig bussen hjem til hotellet. Her viste det sig, at vi havde fået et nyt værelse, eller faktisk en lejlighed i to etager. Det var jo herligt, og vores nye værelse havde væsentligt bedre senge end det første værelse. Men der er mange sære detaljer ved denne lejlighed, som vi naturligvis er nødt til at dokumentere.

tirsdag, december 11, 2007

News from London

Louise og jeg begav os ud på vores engelske tur tidligt mandag morgen. Mens december-mørket endnu havde godt fat i København, kørte Kristian os til lufthavnen. Vi kom for tidligt til at kunne checke ind med det samme, men da skranken endelig åbnede var vi nummer 4 og 5, der checkede ind, så det var fint. Køen til sikkerhedskontrollen var tilgengæld latterlig - den var næsten så lang at folk måtte stå ned ad trapperne... Men den bevægede sig forholdsvis hurtigt, så vi slap igennem nåleøjet. Flyet var en smule forsinket, men ikke noget, der gjorde den helt store forskel. Vores flyvetur var uproblematisk, og helt uden hændelser.

Som det altid gør sig gældende, var det nemt og hurtigt at få bagagen i Stansted, og vi var straks på vej med tog til Liverpool Street Station, hvor vi ankom omkring klokken 13. Derfra videre med undergrunden til Glouster Road Station, hvor vi mødte første forhindring; vi kunne ikke lige lure, hvilken vej vi skulle for at komme til hotellet. Vi var nødt til at bruge en livline og ringe til Kristian, som kyndigt vejledte os. Vi ankom til hotellet og blev installerede i vores lille fine lejlighed. Louises første kommentar var dog: hvor er vores seng? Den var gemt indeni sofaen ;o)

Efter vi havde indtaget lejligheden, måtte vi naturligvis også indtage byen. Vi blev enige om, at en bustur herfra hotellet (eller faktisk fra Glouster Road Station) til Marble Arch var lige det, der skulle til. På ruten kom vi bl.a. forbi Harrod's, som dog endnu ikke havde tændt lysene på facaden, Hyde Park Corner og selvfølgelig Marble Arch. Vi shoppede os vej ned ad Oxford Street via forskellige butikker og stormagasiner. Mens vi browsede butikker faldt mørket over London, og vi kunne nyde alle julelysene, som pryder butikker og gader. Nogle af dem er fantastisk smukke, mens andre er lidt OTT.

På Oxford Circus stillede vi os foran H&M og ringede til Kristian, som gik ind og "tog" et billede af os med det webcam, der hænger på Oxford Circus... En geocache logget i London, hvilket ikke er så ringe endda. Og her er det billedelige bevis - kan I se os ved den gule pil?

Vi vendte om og gik tilbage af Oxford Street på den modsatte side, hvor vi endnu bedre kunne se lysene på alle de store butikker. I M&S gjorde vi så vores indkøb til aftensmad: en ret til mikroen, gode salater, ærter, agurk, gulerødder, frugter og bær. Alt sammen super delikat. Selv Louise måtte overgive sig til den store fornøjelse det er at handle mad i M&S.

Returrejsen fra Marble Arch blev foretaget i bus, og denne gang kom vi forbi et Harrod's med alle lysene tændt. Vi må dog nok stå af og kigge ordentligt på de fine dekorationer i vinduerne en af dagene.

Vi nød vores overdådige middag i sofaen, mens vi så lidt forskellige programmer på BBC - sådan rigtig London-hygge. Første dag i London sluttede med at vi trak vores underlige (desværre ret elendige) sovesofa ud og lagde os til at sove....






Men klokken 12 vågnede jeg badet i sved, og måtte have noget luft. Der var stegende hedt i rummet, og der kom intet frisk luft ind. Vi havde forsøgt at åbne vinduet, men vi havde måttet opgive. Jeg måtte gå ned i receptionen for at høre, om der ikke var noget, de kunne gøre for at afhjælpe heden. Natportierens svar var: der er andre, der har klaget over, at de fryser! Godt så... Nå, men han kunne berette at vinduet faktisk kunne åbnes, så da det lykkedes, var det også muligt at falde i søvn.

søndag, december 09, 2007

Gaveindpakning galore

I torsdags var temaet for design teamet at bruge scrapsager til gaveindpakning. Jeg skrev nyhedsbrevets artikel, og havde lavet to projekter; Louises pakkekalender og nogle små MME's gaveposer:




Detaljen på MME's gaveposen herover er lavet med Doodlebug Sugar Coating Glitter - det er min nye yndlingsting til scrap. Effekten er bedårende, og jeg kan varmt anbefale det. Det er nemt at arbejde med og bliver så fint.

onsdag, december 05, 2007

Lidt at varme sig ved

På Lifetime Moments har vi 30 days of Christmas, som består af daglige mails med idéer til julegaver - hvis du ikke allerede modtager dem, så kan du tilmelde dig de særlige og de almindelige nyhedsbreve her: LM Newsletter Subscription.

Dagens idé er et minialbum, jeg har lavet med Basic Grey Figgy Pudding og lidt andre gode sager. Albummet er også fra Basic Grey; jeg er vild med deres nye chipboardalbums i de forskellige funky former.







Kender I det, at man her op til jul kan komme til at savne bare at scrappe et helt almindeligt layout fremfor alle kortene og småprojekterne?

tirsdag, december 04, 2007

Årets sidste julekort

Godt 50 julekort senere og jeg er endelig færdig med at lave årets julekort. Jeg har lavet en del forskellige, og jeg tror måske, at jeg gør det lidt anderledes næste år. Det er nemmere at lave et par modeller og massefremstille dem. På den anden side er det jo sjovt at lave forskellige kort og arbejde med forskellige papirer, embellishments med mere.

Pingvinstemplet er Inge-Britts, som jeg har fået et par stykker af. Jeg har ikke orket male mange motiver i denne omgang, men dette motiv var hurtigt malet. Og med de lækre Sassafras Lass papirer er der dømt klokkeklar vinter.

Pindsvinekortet herover er et lift af et af Linda Muhrens julekort fra sidste år - hun er jo super dygtig, så det er lækkert at kunne besøge hendes side og blive inspireret.



Ovenstående to sæt af kort er stærkt inspirerede af et kort lavet af Theresa, Pysselgumman. Jeg tog hendes glimmerende forelæg og tilpassede det mine egne kortstørrelser og de papirer med mere, jeg holder af. Jeg var meget imponeret over hendes design,og det er et nemt kort at genskabe og ændre lidt på undervejs.


Herover er et par kort lavet efter en Becky Fleck skitse. Somme tider kan Beckys kortskitser være vanskelige at omsætte til mere pyntede kort, men jeg kunne vældig godt lide denne skitse, som igen var nem at arbejde med og masseproducere.

Jeg er ret vild med MME's Frost Signature Christmas serie; farverne er brune og blå og meget smukke. Og så er det rensdyr med bjælder om maven da bare for lækkert.

Disse kort er endnu en gang skabt udfra en Becky Fleck skitse.

Kristian skal skrive 7 af de godt 50 julekort, og jeg mangler selv at skrive seks kort, men så er det også overstået. Det er min plan, at de alle skal være skrevet og sendt, inden jeg tager til London på mandag.

mandag, december 03, 2007

Blogheader how to

Jeg får tit kommentarer på mine blogheaders, og i dag har jeg så fået en anmodning om at fortælle om størrelser mm., hvilket jeg naturligvis gerne gør.

Alle mine blogheaders er scrappet i 12x4 inches, hvilket faktisk er en sjov størrelse at arbejde på. Den er meget aflang, og det har sine udfordringer. Måske har I lagt mærke til at mine blogheaders har nogenlunde samme grunddesign hver måned; det er simpelthen, fordi jeg synes, det design sikrer en harmonisk header.

Når jeg har scrappet headeren, kommer den besværlige del af processen. Jeg har ikke en scanner, der er stor nok til at scanne 12 inches, og jeg synes ofte af mine ting bliver grimme, når jeg sticher scannede sider. Så derfor tager jeg billeder i stedet. Det er ikke nemt at få et godt billede og slet ikke nu hvor det er så mørkt. Men det er jo så glæden ved et digitalt kamera: jeg bliver ved, til jeg får et skud, jeg er tilfreds med. Endelig er der kun tilbage at tilpasse billedet i størrelsen, og efter en del fumlen første gang, jeg lavede en blogheader, har jeg konstateret at en bredde på cirka 930 pixels er ret perfekt til min header.

Jeg ved, at der er mindst en.... Louise... der læser, som stadig har tilgode at lave en blogheader, så måske denne lille instruktion hjælper?

fredag, november 30, 2007

Inspiration til julekort

I går var det torsdag, og ugens dt-feature på Lifetime handlede om julekort. Jeg havde lavet tre forskellige julekort til denne feature:



Det første er lavet med de nye Scenic Route Roxbury papirer og filtbånd fra Creative Café, som netop er blevet lagt op på Lifetime. Nummer to er med de smukke Basic Grey Figgy Pudding papirer og stempler. Rensdyret er stemplet med lim og derefter strøet med det nye Doodlebug Sugar Coating Glitter; det er så elegant og jeg er helt vild med den effekt glitteret giver. Det sidste kort er lavet med mere glitter og MME's julepapirer, som er støvede og varme i farverne.

Det var en herlig feature, fordi jeg alligevel skal skrive en utrolig mængde julekort. Det er en dejlig tradition, og jeg holder meget af at modtage og sende julekort. Men min liste er efterhånden skræmmende lang. Kristian har dog lovet at hjælpe med at skrive nogle af dem i år.

onsdag, november 28, 2007

Opdatering

Nu er den mere rolige, stille tid heldigvis kommet til Nørrebro. Hele efteråret har været travlt, og nu er december på trapperne, hvilket som regel byder på lidt mere ro her hos os. I går træf jeg endelig en beslutning om ikke at skrive opgaven om adelige jomfruer; jeg har beskæftiget mig med dem længe, læst meget og alligevel kan jeg ikke finde mit emne. Så nu er det ude af verden, og jeg skal i stedet i gang med mit speciale, så snart jeg hører tilbage fra min vejleder.

Jeg har ikke fået scrappet så meget, siden jeg kom hjem fra USA, men det er da blevet til to layout fra LM Auktionen. Det første er til Alice og det andet til Melissa. Det er altid en udfordring at scrappe til andre og med deres billeder, men det er også sjovt. Melissa havde meget klare idéer om, hvad hun kunne lide, så det gjorde det nemmere at scrappe hendes layout.



Siden jeg sidst har opdateret, har jeg fået fjernet min første visdomstand. Man hører så mange skrækhistorier om visdomstænder, men her vil jeg gerne sige, at jeg faktisk ikke synes, det var så slemt. Det er da ikke noget, jeg ville gøre for sjov, men det var heller ikke rædselsfuldt. Jeg har stadig hul i "kæben" og lidt glæde af den tand, der ikke længere er der, men det er næsten overstået.

Jeg har også holdt den årlige julestue, som i år varede i godt 12 timer og indeholdt omkring 15-16 kvinder. Det var en dejlig dag, og jeg nyder virkelig arrangementet, samt alle jer der kommer. Det er en af de traditioner, der virkelig indleder julen for mig.

torsdag, november 15, 2007

Torsdag

Det er torsdag, og det betyder nye dt-layouts på Lifetime. I denne uge er temaet Gathering Traditions, og projekterne fokuserer på mad og madtraditioner. Mine layouts handlede om at holde Thanksgiving på dansk, samt om julethe og de traditioner, der er forbundet med julethe for mit vedkommende. Det sidste layout er lavet med nye Basic Grey julepapirer, Figgy Pudding, og de er super lækre. Serien er mere julet end de foregående år, men jeg klager bestemt ikke.

Om ganske kort tid poster Kate nye oplæg til dt-features, så det bliver spændende at se, hvad december byder på i dt-sammenhæng.

Vinterweek-end i Tikaskruv

Vi havde en dejlig week-end i Tikaskruv sammen med Esben, Sus, Christian, Heidi og Bertram. Kristian og jeg kørte i forvejen for at købe ind og varme huset op. Da vi havde handlet i ICA i Växjö, kom vi ud til snevejr, som fortsatte hele fredag aften med det resultat, at vi vågnede til en sneklædt skov lørdag morgen. Det var frostvejr det meste af week-enden, så sneen blev liggende. Det var skønt med lidt vinterstemning.

Lørdag lavede vi boeuf bourgignon med elg, hvilket faktisk slet ikke var så dårligt. Elgkødet havde mindre voldsom vildtsmag på den måde, og det blev super mørt og lækkert. Selv Bertram spiste elgkød og rodfrugtmos, så helt slemt kan det vel ikke have været. Søndagsmiddagen var naturligvis Mortensand, og den blev også god. Selv musene fik del i festen, idet Heidi spottede to, der sad og spiste af kompostspanden. Den ene blev fanget og sat ud, mens den anden stak af. Der gik dog to mus i fælderne i løbet af natten. Jeg er altså ikke så stolt ved hele muse-komplekset, men jeg undgik nærkontakt heldigvis.

Bertram var en fornøjelse at være sammen med hele week-enden, også selvom han skældte lidt ud mandag morgen (måske var det søndag?). Det er så hyggeligt, at han gerne vil lege med og sidde hos os andre. Vi nyder at være onkel og tante for den her søde lille fyr: