Lyden af middelalderen

Efter at have nydt den berusende solopgang var målet for vores dagstur Harlech Castle, som ligger ved vandet i det vestlige Wales. Turen til slottet gik igennem nationalparken Snowdonia, og langs en del af Wales' kystlinie. Vi havde endnu en smuk dag med blå himmel og spredte tottede skyer, så vi nød vores ellers lidt lange køretur nordvest på.

Et sted, hvor vi stoppede, var det muligt at kravle over en lille stige ind til fårene. Fårene er ikke ligefrem kæledyr, men jeg måtte alligevel tage turen over stigen bare for sjov. Forresten var stigen der for at give adgang til en offentlig sti gennem området.

Undertegnede nyder solen og vinden.

Stedet vi stoppede havde en fin udsigt til alle sider, så endnu en gang virker det som om parkeringspladserne er udlagt med omtanke for besøgende - eller også er der simpelthen bare smukt lige gyldigt hvilken vej, man vender sig her i Wales.

Det er da smukt!

Kristian havde planlagt en lille tur forbi en geocache, som skulle være nyt midlertidigt hjem for de travelbugs og geocoins (hvis det her er sort snak, så tjek Geocaching.com), vi havde med hjemmefra. Cachen lå lige ved en fin naturlig havn, og i et område der var udgangspunktet for en række vandrestier. Vi fandt cachen nemt, og så fik vi tid til at nyde omgivelserne.

Udsigt over havnen.

Til vores store glæde har det været meget nemt at finde parkeringspladser alle steder, vi har været, men i Harlech var vi alligevel mere end almindeligt heldige, idet vi fik en ganske gratis parkeringsplads 200 meter fra indgangen til slottet. Vi var dog ellers nær kørt ned ad denne vej:

40%
- det kan man kalde stejlt!

Vores fine parkeringsplads var lige om hjørnet fra slottet, så det var et smukt syn, der mødte os, da vi gik om hjørnet. Man kan da ikke undgå, at blive en lille smule intimideret af det store slot, som det tårner sig om mod himlen. Adgangen til slottet går ad en trappe ned i og så opad voldgraven igen. At komme nedefra og op mod slottet understreger fornemmelsen af den storladenhed og magt, som slottet var tænkt til at indgyde.

Den overvældende indgang til Harlech Castle.

Ved et rent tilfælde viste det sig, at der var levende historie i gang på slottet: en gruppe riddere viste forskellige kampteknikker og fortalte lidt om, hvordan man ville have forsvaret slottet i middelalderen. Et par af ridderne gennemførte en meget voldsom kamp med sværd og skjolde, og lyden af de to krigeres kamp var overvældende i slottes midte.

Den ene ridder havde skiftet til et mere brutalt våben.

Slottet ligger med udsigt til kysten, men desværre ligger der en masse parcelhuse og feriehuse lige neden for slottet, så udsigten er ikke helt storslået, som man kunne have forestillet sig. Men! På nogle steder får man fantastiske udsyn som dette:

Blik mod uendeligheden.

Ad meget smalle, ujævne og mørke trapper gik det op på slotsmurerne og ind i tårnene. Lad os bare sige det lige ud: der var dælme langt ned deroppefra! Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan man har færdes på trapperne iført rustning eller bærende på tunge våben. På vej ned var der et stykke af af trappen, hvor man blokerede for det lille vindue, der gav lys, så der var helt mørkt. Så gælder det om at holde tungen lige i munden.

Ser det ikke indbydende ud?

Besøget på Harlech Castle var en god oplevelse, og vi fik mulighed for at nyde slottet lidt længere, da vi spiste "sunday lunch" på en restaurant lige overfor slottet. Efterfølgende kunne vi nyde slottet udefra, inden vi kørte hjemad - den lange vej.

Harlech Castle.

Vi besluttede os for at tage den lange vej hjem. Kristian anslog, at det nok ville tage godt to timer at køre hjem. Det gjorde det i hvert fald - faktisk lykkedes det os at være 3½ time om at komme hjem til vores lille hytte på bakken. Men det var en smuk tur hjem, og Kristian var lykkelig for at få lov at køre på en absurd smal bjergvej. Ved dens begyndelse stod den beskrevet som "narrow mountain road with few passing places". Jeps, sådan var det.

Ikke meget vej men lige nok...

Der var ingen tvivl om, at vi havde begivet os ud i et område, der i højere grad tilhørte fårene, end det tilhørte menneskene. En observation vi fik bekræftet et af de steder, vi stoppede:

Dette er fåreland, så er I advaret!

For at det ikke skal være løgn, lykkedes det os at fange et lille damptog på the Bala Lake Railway, som kører langs Bala Lake. Vi passerede det et sted, hvor vi ikke kunne nå at parkere bilen og nappe et par billeder, så vi kørte videre ad vejen og stoppede ved et lille trinbræt. Der stod vi så i nogle minutter og ventede på at toget kom forbi. Lokoføreren var så venlig lige at trutte af os, så vi fik set toget med damp ud af skorstenen:

Maid Marion trækker af sted med sit læs.

Efter en lang tur gennem det smukke wallisiske landskab var vi hjemme lige inden det blev mørkt. Det kan være udmattende at holde ferie.