Bryllupsdag og ølfestival i Exmoor

Den 14. september er den dag, hvor sagde Kristian og jeg ja til et liv sammen som mand og kone. Vi havde en vidunderlig bryllupsdag med familie og venner samlet til vielsen i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro, efterfølgende reception hos mine forældre og middag på Comwell i Holte. I dag var det seks år siden, og det skulle "fejres" (vi gør ikke så meget ud af sådanne mærkedage egentlig) med en udflugt til Minehead i nationalparken Exmoor.

Stationen i Minehead.

I Minehead var der i denne week-end CAMRA (Campaign for Real Ale) ølfestival, og det skulle vi naturligvis opleve. Kristian elsker en god øl eller to, og jeg elsker, når Kristian er glad. Solen skinnede, ølfestivalen fandt sted på veterantogstationen, der var live jazz og damplokomotiver - det kunne ikke have været ret meget bedre. Kristian spurgte så forsigtigt, om jeg troede, vi kunne få et glas med hjem uden at det gik i stykker, at jeg blev helt varm indeni. Tænk, at et glas fra en ølfestival kan gøre ham så lykkelig. Jeg lovede ham, at vi nok skulle få glasset hjem i hel stand.

Her er så glasset, Kristian så gerne vil have med hjem.

Kristian valgte to halve pints; han skulle køre lidt senere, så han kunne ikke bare gå til den. De øl han valgte var: JJP IPA, en kobberfarvet Indian Pale Ale med 9% vol. og den anden (som er den på billedet ovenfor) var en Raspberry Wheat, som var en halvflad hvedeøl med kraftig smag af hindbær. Jeg kan meddele, at begge øl faldt helt i herrens smag.

Række efter række af ølankre; jeg tror, vi kunne have været der i dagevis.

Mens Kristian drak sine øl havde vi mulighed for at lytte til the Tone Valley Jazz Band, som bestod af seks ældre mænd, der havde spillet musik sammen i 49 år. De spillede traditionel lækker jazz; selv jeg, som ikke er vild med jazz, måtte overgive mig til herrernes glæde ved musikken - og en tår god øl ind imellem.

The Tone Valley Jazz Band optræder.

Når vi ikke drak øl eller lyttede til musikken, var der endnu en attraktion at følge med i: ankomst og afgang for veterantogene. Mens vi var der kom der et fint gammelt damplokomotiv ind på stationen:

Et af West Somerset Railway fine toge.

Der var ingen tvivl om, at medlemmerne af West Somerset Railway tager deres hobby alvorligt: vi kunne følge med i, hvordan de fyldte kul på toget, tjekkede oliebalancen og i det hele taget vedligeholdt de fine gamle toge:

Der skal masser af kul til at drive de store maskiner.

Da vi var enige om, at vi var færdige med ølfestivalen og i stedet trængte til noget frokost, gik vi op igennem hovedgaden i Minehead for at finde en cafe. Det var heldigvis ikke noget problem, og vi fik en rigtig lækker frokost. Til sin frokost valgte Kristian at drikke en Ginger Beer - hold da op den var stærk. Jeg kan godt lide ingefær, men ikke så godt. Flasken var tilgengæld rigtig flot:

Belvoir økologisk ginger beer.

Minehead er en rigtig strandby med små forretninger, der sælger sager til turisterne - formentlig til alt for høje priser - med en masse restauranter og med lidt spilleland og isbix blandet ind imellem. Da jeg var nødt til at købe et par klip-klappere for at få lidt luft til tæerne var illusionen om at være et sted i Sydfrankrig total. Havde det ikke været for de mange steder, man kunne købe Fish n Chips havde vi nok glemt, at vi var i England. Minehead kan måske lyde lidt anstrengende, men det var faktisk et hyggeligt sted. Jeg er dog ret sikker på, at det hjalp at være der den 14. september i stedet for den 14. juli; jeg tror, det er et rigtigt sommerferiehelvede.

Fra Minehead gik turen videre af smalle veje og gennem smukke omgivelser mod Porlock Weir, som er en havn, der fyldes og tømmes (totalt) med tidevandets kommen og gåen. Uden at have kigget på en tabel over tidevandet lykkedes det os, at komme da havnen var fuldstændig tømt for vand, blive der mens tidevandet begyndte at rejse sig og køre igen da flere af bådene i havnen endnu en gang flød på vandet.

Kl. 15.20: Havnen lige da vi ankom;
skibene hvilede på havnebunden.

Kl. 15.51: Her hviler skibene endnu på bunden, men der er ikke meget bund at se længere.

Kl. 15.57: Så kan man ikke længere se havnebunden,
og de to forreste skibe flyder endnu en gang.

Det var et fantastisk tidspunkt at være der på, og det var fascinerende at se vandet begynde at fylde havnebassinet. Det var samtidig imponerende, hvor kort tid det tog for havnen at blive fyldt nok til at nogle af skibene ikke længere hvilede på bunden.

Mens der endnu kun var en soppepøl i bunden af havnen i Porlock Weir, spottede jeg en fin langbenet, langhalset hvid fugl. Jeg har, for at være helt ærlig, et meget begrænset kendskab til ornitologi, så jeg kunne desværre ikke bestemme, hvilken fugl, der var tale om. De engelsktalende besøgende kaldte den muligvis en "egress/igress" - ved du, hvad den hedder på dansk?

Den hemmelighedsfulde stjerne.

Vi lagde Porlock Weir bag os og fortsatte gennem Exmoors lyngklædte bakker mod Simonsbath, fordi vi havde læst, at der deromkring var mulighed for at se de vilde Exmoor ponier. Naturoplevelser skortede det bestemt ikke på, på vores tur igennem Exmoor. Området er fyldt med fugle, harer, får og masser af lokale ponier. Et sted spottede jeg en utrolig mængde fasaner, så mange at jeg ikke troede, jeg kunne overbevise Kristian om, hvor mange der havde været. Til alt held kunne vi holde ind tæt på, og se endnu flere fasaner samlet på et stykke nyhøstet mark:

Billedet skulle gerne give en ide om, hvor ufatteligt mange fasaner, der var.

Samme sted som vi holdt og tog billeder af de mange fasaner, så vi også den sjældne race "rocker-fåret":

Rocker-får er for cool til at hilse på fotografen.

Når de i Exmoor sætter skilte op om, at man skal være opmærksom på fritgående får, ja så mener de det faktisk. Vi så nedenstående skilt, og smilede af det - og rundt om næste hjørne gik der så to får i vejkanten. Sådan fortsatte det, indtil vi krydsede den næste kvægrist. Et enkelt sted så vi endda to får på springtur udenfor områderne, der var indhegnet og med kvægriste - gad vide, hvordan de to fyrer var kommet derud, hvor de befandt sig?

Et fåret skilt - som man skal tage alvorligt.

Det er ikke til at skildre den storslåede natur, som vi var omgivet af hele vejen igennem Exmoor, gennem fotografier; det er jeg ikke en dygtig nok fotograf til. Desværre var det overskyet, så billederne har hvid himmel, men her er da et bud på en udsigt, vi ikke kunne stå for:

Grønne og mørklilla bakker, afbrudt af hegn og stier - der er ren Jane Austen.

Briterne har forstået, at gæster i Exmoor gerne vil se flotte udsigter, og der er da også flere steder, hvor man kan holde ind og nyde udsigten. Ét sted holdt vi ind og kiggede udover bakkerne ned til havet - det var skønt. Der fandt vi også (og dette billede er særligt til Lene L.) denne sti, som tilsyneladende leder direkte ud i det grønne, blå, lilla paradis, der er Exmoor:

Lene, der er masser af stier at gå på.

Denne vores sjette bryllupsdag blev en dejlig lang dag med en forrygende masser oplevelser og dejligt vejr. Vi sluttede dagen hjemme i vores lille hus i Othery med lækker aftensmad fra Marks & Spencer, en kop the og BBC på tv'et. Man kan da ikke klage over at holde bryllupsdag på den måde.