Fortiden helt tæt på

I Frankrig har de Eiffeltårnet, i Danmark har vi den lille havfrue, i New York har de frihedsgudinden og i England har de Stonehenge. Det må være et af de mest ikonografiske monumenter i verden - vi kender alle sammen Stonehenge. Og der var aldrig tvivl om, om Kristian og jeg skulle se det store gamle levn fra fortiden. Naturligvis skulle vi det! Mandag var dagen.

Entreen til Stonehenge er ikke imponerende; det er gammelt, nedslidt og helt klart for småt til at klare den mængde af besøgende, der kommer til området hver dag. Som der står i den guidebog, vi købte: "the facilities for visitors are basic and cramped". Men der er en slags væsener, som synes at stedet er det perfekte sted at slå sig ned - fuglene! Træer og buske på parkeringspladsen var fyldt med fugle, der sang konstant. Det lød skønt.

Stære på rad og række nær Stonehenge.

Stonehenge-oplevelsen startede med en tur igennem tunnelen, der går under den ret trafikerede A344, hvorefter man kommer op på det område, hvor man kan gå rundt om Stonehenge. Selvom vi var der en stille mandag formiddag i september, var der masser af mennesker. Man kan kun forestille sig, hvordan det ser ud i juli (eller til jævndøgnsceremonien i marts...).

Mylderet af mennesker ved Stonehenge.

Til trods for mylderet af mennesker var det faktisk muligt at få en hel del billeder af Stonehenge, hvor monumentet står som alene i verden:

Det ikonografiske monument i al sin storhed.

Den bedst bevarede del af Stonehenge.

I højre side ser I den højeste sten i Stonehenge.

Storslået forfald.

Der er stor forskel på farven af
Stonehenge afhængigt af, hvor man ser det fra.

Og bare for en god ordens skyld:

Kristian ved Stonehenge.

Jeg var der sørme også selv.

Til trods for, at man kan få billeder af Stonehenge, hvor det ser ud som monumetet ligger alene i verden, så er det langt fra sandheden. Stonehenge ligger på et trekantet stykke land, og på to sider skæres landet op af stærkt trafikerede hovedveje. Det betyder, at der er konstant billarm og oplevelsen af det historiske, storslåede monument skæmmes noget af lastbiler, der kan ses gennem stenene. Der er planen om, at lukke den ene vej, lægge den anden ned i en tunnel og at lave et nyt besøgscenter væk fra Stonehenge, men det er store planer, og det varer nok en del år, inden det bliver virkeligheden. Det er ærgerligt, at omgivelserne på den måde trækker fra den storslåede oplevelse et besøg ved Stonehenge retteligt burde være. Vi kan fortsat anbefale, at man ser Stonehenge - ingen tvivl om det - men vi glæder os til at komme tilbage om 30 år, når man kun kan høre fuglesang og kameraklik.

Et sidste blik på Stonehenge.

Efter at have læst lidt i vores guidebog fra Stonehenge, fik jeg overbevist Kristian om, at vi skulle stoppe ved den nærliggende Woodhenge. Forskellen på Stonge- og Woodhenge er nøjagtigt så oplagt, som man skulle tro: den ene er en henge af sten, den anden af træ. Lige så oplagt er det så også, at der ikke er noget tilbage af Woodhenge andet end hullerne fra dér hvor træpillerne stod. Vi var da også de absolut eneste turister på stedet, men vi var enige om, at vi var glade for at være kørt dertil. Stedet er stort, og indgår i det mystiske landskab, der omgiver Stonehenge.

Udsigten over Woodhenge mod Stonehenge.

Woodhenge ligger i en stor cirkel (470 meter i diameter) udgjort af the Durrington Walls, og disse vægge var nok endnu mere imponerende end resterne af Woodhenge. Desværre er sådanne store strukturer umulige at tage ordentlige billeder af, så I må nøjes med endnu et fra selve Woodhenge:

Kristian står på midterpillen i Woodhenge.

Vi var ikke færdige med at se på fortidsmenneskers fantastiske "bygningsværker", så vi kørte videre til Silbury Hill. Arkæologer har ikke udgravet denne 30 meter høje knold, så man ved ikke nøjagtigt, hvad dens funktion var, men man forestiller sig, at der er tale om en begravelseshøj. Man kan dog bestemt knoldens alder til godt 5000 år. Luk øjnene og fremkald et billede af de mennesker, der for 5000 år siden lykkedes med at konstruere dette gigantiske bygningsværk. De har skullet kunne beherske ingeniørkunst, geometri mm. Kristian og jeg følte et stærkt intellektuelt slægtskab med fortidsmennesket her ved Silbury Hill og senere på dagen i Avebury.

Silbury Hill ses i det fjerne.

Dagens sidste fortidsbesøg var Avebury, som er endnu en stencirkel. Denne stencirkel er virkelig stor. Der ligger en landsby inde i stencirklen, og man kan ikke overskue hele stensætningen, med mindre man gror vinger og svæver over stedet.

Et af husene i Avebury Village.

Kristian og jeg var enige om, at Avebury var en mere storslået oplevelse end Stonehenge, også selvom Avebury er svære at overskue, og ikke lige smukt bevaret som Stonehenge. Omgivelserne er til gengæld perfekt idylliske, der er stille, smukt og fuglesang hvor man end bevæger sig hen. Som ved Silbury Hill havde vi en stærk oplevelse af et slægtskab med de mennesker, der konstruerede stedet. Vi forstår ikke, det sprog de taler med deres konstruktioner, men vi forstår alligevel indsatsen, behovet og stoltheden. Vi kan på alle mulige måder anbefale, at man tilføjer Avebury til sin tur gennem det mystiske landskab.

Overblik over den centrale del af Avebury;
katedralen kan anes i baggrunden.

På vej rundt om Avebury stencirklen.

I Avebury kom vi forbi dette spektakulære træ, hvor et ældre ægtepar sammen skrev eller tegnede noget i jorden ved dets fod. Vi forstyrrede naturligvis ikke deres ceremoni, men i kombination med sløjfer i træet, fik den os til at tro, at der kunne være tale om et træ, der opfattes som magisk.

Et magisk træ?

Kroen i Avebury hedder the Red Lion, og da vi ikke havde fundet frokost andre steder, blev det dagens frokoststed. Kristian bestilte Fish n Chips, hvilket bestemt ikke var min idé om en god frokost. Jeg valgte i stedet et deliboard med skinke, kylling (det kan man ikke se, men det ligger bag osten), ost (en hel ost til et menneske - det var i den grad for meget ost), brød, olieeddike, oliven, lækker lækker æblechutney og pickles. Kvaliteten af maden var det svært at udsætte noget på; og som vi snakkede om: hvad kan man få på Lejre eller Frilandsmuseet? Kedeligt smørrebrød eller en hotdog?

Protein til frokost.

Sidste punkt ved Avebury var en geocache, som Kristian naturligvis gerne ville forsøge at finde. Den var placeret i nærheden af vejen, der leder op til Aveburyområdet. Kristian fandt cachen, og vi kunne nyde dette fantastiske syn:

Vejen op til Avebury.

Turen hjem gik over Cribb's Causeway (et storcenter), Marks & Spencer og lidt let shopping. Jeg fandt mig et par tullesko hos Evans, så det var dejligt. Samtidig forudbestilte vi Christopher Paolinis Brisinger, som udkommer på lørdag. For dem er jer, der kender Paolinis andre bøger, vil sikkert forstå, hvorfor jeg glæder mig til treeren, for resten af jer: hvis I kan lide fantacybøger og eventyr, så er Paolinis serie om Eragon et solidt eventyr.

Planen var, at mandag skulle være en stille dag, hvor vi ikke kom for sent hjem. Sådan kom det så ikke til at gå: vi kom ikke hjem før omkring klokken 20.30 efter en dag med store oplevelser.

Bryllupsdag og ølfestival i Exmoor

Den 14. september er den dag, hvor sagde Kristian og jeg ja til et liv sammen som mand og kone. Vi havde en vidunderlig bryllupsdag med familie og venner samlet til vielsen i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro, efterfølgende reception hos mine forældre og middag på Comwell i Holte. I dag var det seks år siden, og det skulle "fejres" (vi gør ikke så meget ud af sådanne mærkedage egentlig) med en udflugt til Minehead i nationalparken Exmoor.

Stationen i Minehead.

I Minehead var der i denne week-end CAMRA (Campaign for Real Ale) ølfestival, og det skulle vi naturligvis opleve. Kristian elsker en god øl eller to, og jeg elsker, når Kristian er glad. Solen skinnede, ølfestivalen fandt sted på veterantogstationen, der var live jazz og damplokomotiver - det kunne ikke have været ret meget bedre. Kristian spurgte så forsigtigt, om jeg troede, vi kunne få et glas med hjem uden at det gik i stykker, at jeg blev helt varm indeni. Tænk, at et glas fra en ølfestival kan gøre ham så lykkelig. Jeg lovede ham, at vi nok skulle få glasset hjem i hel stand.

Her er så glasset, Kristian så gerne vil have med hjem.

Kristian valgte to halve pints; han skulle køre lidt senere, så han kunne ikke bare gå til den. De øl han valgte var: JJP IPA, en kobberfarvet Indian Pale Ale med 9% vol. og den anden (som er den på billedet ovenfor) var en Raspberry Wheat, som var en halvflad hvedeøl med kraftig smag af hindbær. Jeg kan meddele, at begge øl faldt helt i herrens smag.

Række efter række af ølankre; jeg tror, vi kunne have været der i dagevis.

Mens Kristian drak sine øl havde vi mulighed for at lytte til the Tone Valley Jazz Band, som bestod af seks ældre mænd, der havde spillet musik sammen i 49 år. De spillede traditionel lækker jazz; selv jeg, som ikke er vild med jazz, måtte overgive mig til herrernes glæde ved musikken - og en tår god øl ind imellem.

The Tone Valley Jazz Band optræder.

Når vi ikke drak øl eller lyttede til musikken, var der endnu en attraktion at følge med i: ankomst og afgang for veterantogene. Mens vi var der kom der et fint gammelt damplokomotiv ind på stationen:

Et af West Somerset Railway fine toge.

Der var ingen tvivl om, at medlemmerne af West Somerset Railway tager deres hobby alvorligt: vi kunne følge med i, hvordan de fyldte kul på toget, tjekkede oliebalancen og i det hele taget vedligeholdt de fine gamle toge:

Der skal masser af kul til at drive de store maskiner.

Da vi var enige om, at vi var færdige med ølfestivalen og i stedet trængte til noget frokost, gik vi op igennem hovedgaden i Minehead for at finde en cafe. Det var heldigvis ikke noget problem, og vi fik en rigtig lækker frokost. Til sin frokost valgte Kristian at drikke en Ginger Beer - hold da op den var stærk. Jeg kan godt lide ingefær, men ikke så godt. Flasken var tilgengæld rigtig flot:

Belvoir økologisk ginger beer.

Minehead er en rigtig strandby med små forretninger, der sælger sager til turisterne - formentlig til alt for høje priser - med en masse restauranter og med lidt spilleland og isbix blandet ind imellem. Da jeg var nødt til at købe et par klip-klappere for at få lidt luft til tæerne var illusionen om at være et sted i Sydfrankrig total. Havde det ikke været for de mange steder, man kunne købe Fish n Chips havde vi nok glemt, at vi var i England. Minehead kan måske lyde lidt anstrengende, men det var faktisk et hyggeligt sted. Jeg er dog ret sikker på, at det hjalp at være der den 14. september i stedet for den 14. juli; jeg tror, det er et rigtigt sommerferiehelvede.

Fra Minehead gik turen videre af smalle veje og gennem smukke omgivelser mod Porlock Weir, som er en havn, der fyldes og tømmes (totalt) med tidevandets kommen og gåen. Uden at have kigget på en tabel over tidevandet lykkedes det os, at komme da havnen var fuldstændig tømt for vand, blive der mens tidevandet begyndte at rejse sig og køre igen da flere af bådene i havnen endnu en gang flød på vandet.

Kl. 15.20: Havnen lige da vi ankom;
skibene hvilede på havnebunden.

Kl. 15.51: Her hviler skibene endnu på bunden, men der er ikke meget bund at se længere.

Kl. 15.57: Så kan man ikke længere se havnebunden,
og de to forreste skibe flyder endnu en gang.

Det var et fantastisk tidspunkt at være der på, og det var fascinerende at se vandet begynde at fylde havnebassinet. Det var samtidig imponerende, hvor kort tid det tog for havnen at blive fyldt nok til at nogle af skibene ikke længere hvilede på bunden.

Mens der endnu kun var en soppepøl i bunden af havnen i Porlock Weir, spottede jeg en fin langbenet, langhalset hvid fugl. Jeg har, for at være helt ærlig, et meget begrænset kendskab til ornitologi, så jeg kunne desværre ikke bestemme, hvilken fugl, der var tale om. De engelsktalende besøgende kaldte den muligvis en "egress/igress" - ved du, hvad den hedder på dansk?

Den hemmelighedsfulde stjerne.

Vi lagde Porlock Weir bag os og fortsatte gennem Exmoors lyngklædte bakker mod Simonsbath, fordi vi havde læst, at der deromkring var mulighed for at se de vilde Exmoor ponier. Naturoplevelser skortede det bestemt ikke på, på vores tur igennem Exmoor. Området er fyldt med fugle, harer, får og masser af lokale ponier. Et sted spottede jeg en utrolig mængde fasaner, så mange at jeg ikke troede, jeg kunne overbevise Kristian om, hvor mange der havde været. Til alt held kunne vi holde ind tæt på, og se endnu flere fasaner samlet på et stykke nyhøstet mark:

Billedet skulle gerne give en ide om, hvor ufatteligt mange fasaner, der var.

Samme sted som vi holdt og tog billeder af de mange fasaner, så vi også den sjældne race "rocker-fåret":

Rocker-får er for cool til at hilse på fotografen.

Når de i Exmoor sætter skilte op om, at man skal være opmærksom på fritgående får, ja så mener de det faktisk. Vi så nedenstående skilt, og smilede af det - og rundt om næste hjørne gik der så to får i vejkanten. Sådan fortsatte det, indtil vi krydsede den næste kvægrist. Et enkelt sted så vi endda to får på springtur udenfor områderne, der var indhegnet og med kvægriste - gad vide, hvordan de to fyrer var kommet derud, hvor de befandt sig?

Et fåret skilt - som man skal tage alvorligt.

Det er ikke til at skildre den storslåede natur, som vi var omgivet af hele vejen igennem Exmoor, gennem fotografier; det er jeg ikke en dygtig nok fotograf til. Desværre var det overskyet, så billederne har hvid himmel, men her er da et bud på en udsigt, vi ikke kunne stå for:

Grønne og mørklilla bakker, afbrudt af hegn og stier - der er ren Jane Austen.

Briterne har forstået, at gæster i Exmoor gerne vil se flotte udsigter, og der er da også flere steder, hvor man kan holde ind og nyde udsigten. Ét sted holdt vi ind og kiggede udover bakkerne ned til havet - det var skønt. Der fandt vi også (og dette billede er særligt til Lene L.) denne sti, som tilsyneladende leder direkte ud i det grønne, blå, lilla paradis, der er Exmoor:

Lene, der er masser af stier at gå på.

Denne vores sjette bryllupsdag blev en dejlig lang dag med en forrygende masser oplevelser og dejligt vejr. Vi sluttede dagen hjemme i vores lille hus i Othery med lækker aftensmad fra Marks & Spencer, en kop the og BBC på tv'et. Man kan da ikke klage over at holde bryllupsdag på den måde.

København-Othery

Så blev det endelig den 13. september, endelig tid til at tage af sted til England. Finn & Lone hentede os og kørte os i lufthavnen, så vi var der tidligt nok til at checke ind som nummer 7 og 8. Det er ikke så skidt hos EasyJet, da man så kommer i boardinggruppe A og kan komme ind i flyet rimelig hurtigt. Bortset fra er det at flyve med EasyJet forbundet med en masse køer og forsinkelse. Flyet var ikke en gang tømt for passagere, da vi skulle have lettet, nøjagtigt som da Louise og jeg tog samme fly til London i december sidste år. Man kan ikke undgå at undre sig over, at de ikke bare opgiver et reelt afgangstidspunkt. Nå, men ellers var flyturen aldeles almindelig og uden store oplevelser eller udskejelser.

Vi kom hurtigt igennem paskontrol og baggageafhentningshelvedet, og for første gang skulle vi ikke bare ned til Stansted express med toget til Liverpool Street Station, men derimod over i køen ved Europcar. Efter lidt ringen frem og tilbage fik vi en Vauxhall (ja, det er det vi kalder Opel i Danmark) Zafira, og det er altså ikke nogen lille bil. Stakkels Kristian skulle lige vænne sig til gear i den gale side, et koblingspunkt der var anderledes end vi vores lille go-cart og selvfølgelig til at man her i landet kører i den absolut gale side af vejen. Ud på motorvejen og både Kristian og jeg følte, at vi var meget uartige, hver gang Kristian overhalede, fordi det jo virkede som om, han overhalede indenom. Men motorvejen var et godt sted at vænne sig til at køre i venstre side, fordi der ikke var modkørende og ikke ret mange valg at træffe udover at køre lige ud.

Kristian bag rattet - i højre side...

Man hører ofte at briterne laver kedeligt mad, men alligevel er der Marks and Spencer madforretninger på tilfældige tankstationer... Der er godt nok forskel på frisk sushi, pastinakchips, frisk presset pink lemonade og så de hot dogs man kan få på en tankstation i Danmark. Vi var dybt imponerede...

Vores første rigtige stop var ved et stort shoppingcenter nær Bristol, hvor vi skulle købe ind hos Marks and Spencer. Jeg var spændt på, om M&S udenfor London havde samme store udvalg af lækre sager - og det har de. Hold da op! Hvis man kunne leve sådan i Danmark, var det ingen kunst at få ordentlig mad selv på stressede, trætte dage. Vi shoppede lækre, lækre grøntsager og frugter: stem broccoli (ligner mix mellem broccoli og asparges), små organiske sprøde gulerødder (de ligner små sukkertoppe), bittesmå blommetomater, lækker mix af bønner, asparges og broccoli lige til at putte i mikroen, clementiner, æbler, de smukkeste hindbær - alt sammen i super lækker kvalitet. Til vores middage købte vi hakket Angus oksekød og forskellige færdigretter. Det er så fedt, at man kan købe færdigretter, man ikke behøver have dårlig samvittighed over at spise.

Fuldt lastede med lækre madvarer til de næste dage, returnerede vi til ruten mod Othery og Thornhill Farm, hvor vi skal bo i denne uge. Langs motorvejene så vi bil efter bil efter bil, der stod med forklappen åben. Vi undrede os over, om briternes biler er så dårlige, og vi kan ikke undgå at blive bekymrede for vores bil...

Othery var ikke noget problem at finde, men Thornhill Farm derimod... Vi kørte omkring begravelsespladsen i solnedgangen, byens pub og posthus i forsøget på at finde vores hus. Endelig kørte Kristian ind og spurgte dér, hvor gps'en mente, at huset skulle ligge. De kendte hverken vores værts navn eller Thornhill Farm - og det til trods for, at det viste sig at være deres nabo! Nå, men vi fandt til sidst huset og blev modtaget af vores søde værter John og Sue. Deres modtagelse var varm og imødekommende, lejligheden virker helt spritny og har alt, hvad man har brug for (og så lidt til), så det var værd at vente på og lede efter.

Efter at have tømt bilen, pakket lidt ud og i det hele taget være faldet til, var det tid til lidt aftensmad foran flimeren. Menuen var indisk (ud af to boxe), og maden var lækker. Efter middagen hentede jeg dyne og pude ind i stuen og faldt prompte i søvn på gulvet, mens Kristian sad og nussede lidt med sin computer. En dejlig afslutning på vores første feriedag i England.

Udsigt gennem lågen ved Otherys begravelsesplads.

Udsigt fra Otherys begravelsesplads udover markerne.

Memory tag

My dear friend Norri posted this game on her blog, and since I have such fond memories of time spent in Norri's company, I wanted to play along.

This is the game:

1. As a comment on my blog, leave one memory that you and I had together. It doesn't matter if you knew me a little or a lot, anything you remember that maybe brings a smile to your face!

2. Next, re-post these instructions on your blog and see how many people leave a memory about you. It will be fun to see the responses. If you leave a memory about me, I'll assume you are playing the game and I'll come to your blog and leave one about you.

Skægt produkt...

Jeg var forbi Dreampapers i går for at købe et par Zig Writers. Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at blive fristet af Anettes udvalg af American Crafts produkter og punchinella. Det er da et alt for skægt produkt! Jeg slog op på nettet og fandt ud af, at det er et restprodukt fra produktionen af palietter; det er da udnyttelse af alle dele af et materiale ;o)

Mine forældre har begge fødselsdag, mens Kristian og jeg er på ferie, så derfor havde jeg gaver med til dem, da vi var til middag i dag. Min fars gave var pakket ind i en æske pyntet i Cosmo Cricket Hello Sunshine papirer og punchinella, mens min mors var pakket i sort silkepapir med en lille sløjfe af punchinella:



Det er fedt, at man kan vride i punchinellaen på alle mulige måde. Jeg tror, det bliver et nyt favoritprodukt her hos mig:

Mød Mr. Giant Sequioa

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lidt kunsthåndværk, og Etsy er et vidunderligt (men også farligt) sted at købe spændende, skæve, interessante ting. Mr. Giant Sequioa - et stort smukt træ syet i filt i mange lag er et af mine seneste fund. Sælgeren hævede sine priser markant efter den 1. september, så jeg var nødt til at handle inden da ;o) Så nu bor dette smukke træ i vores stue. Håndværket er upåklageligt, og jeg er virkelig glad for min nye ven:


Se lige en lækker detalje:


Træet er fra Hi Tree.

Mere Etsy

Yum! For nogle uger siden købte jeg nogle knapper samt knapmagneter hos Kits & Caboodles på Etsy. De blev sendt til Lifetime, så jeg kunne spare lidt på portoen. I dag kom de så hjem, og jeg har monteret knapperne på træet i køkkenet:

Hvem vidste, at retrotræer kunne bære frugt?

Magneterne pryder køleskabet:



Udover knapperne og magneterne var der nyt Maya Road, Kaiser Craft, Cosmo Cricket, My Mind's Eye mm i pakken. Så nu skal der leges ;o)

Til lykke Esben

I dag er det Esbens fødselsdag - hurra hurra hurra!

Vi har været til Esben & Lenes 90 års fødselsdag i dag, og vi mente, at man måtte have en Weber-grill, når man fyldte 30 år. For at gøre grillen lidt festlig til dagen, havde jeg, på Etsy, købt et filtet sæt æg og bacon (Esben mener, at bacon udgør grundstammen i en balanceret diæt - jeps en til af de mænd). Jeg havde lagt krøllet sort og rødt silkepapir i grillen, så det lignede brændende kul - det virkede faktisk rigtig fint:



Vi glæder os til grill på tagterassen næste sommer - men mon det er realistisk med æg og bacon på en grill?

Tak for en hyggelig fødselsdagsbrunch.

CHA nyheder

Ugens LM Style udkommer i dag, og temaet er nyheder fra CHA. Vi har arbejdet med serier, der allerede er tilgængelige i butikkerne, men også med papirer der er på vej. For mit vedkommende har jeg arbejdet med forskellige MME-papirer samt en af de nye serier fra Basic Grey:

Kortene her er lavet med MME Just Dreamy 2, og jeg kan faktisk godt lide mixet af rød, pink og teal - den blå gør de røde stærkere


Med Basic Grey Offbeat har jeg lavet dette lille album, hvori Kristian og jeg kan forsøge at holde styr på, hvor meget vi bruger på mad... Det er lidt skræmmende at skrive alle indkøb op; især nu hvor mad ikke lige frem er billigt.




Det sidste er mine projekter er et layout med MME Snowed In, som er en super lækker serie, og billeder af Bertram. Billederne er fra november sidste år, hvor vi var i Tika med Esben, Sus, Christian, Heidi og Bertram.


For at juletræet blev endnu mere festligt har jeg pyntet det dels med forskellige embellishments og dels med Doodlebug Velvet Flocking og Sugar Coating Glitter:

Shh...

der arbejdes...

Billedet, fra vores forårstur til Sverige, hvor Kristian og Esben står og sørger for, at der kommer gang i grillen, måtte scrappes. Jeg synes virkelig billedet er herligt; meget sigende for mænds hårde arbejde ved grillen. Hvad man ikke kan se på billedet, er Sus, der står i køkkenet:


Papirerne er nye Scenic Route Sonoma og Scenic Routes Salem-serie fra sidste år. De små filt blomster er fra Zva, og de er så fine:

Wonderful Copenhagen

Hvert efterår har vi en velgørenhedsauktion på Lifetime, hvor medlemmerne laver forskellige ting og sælger dem til hinanden. Overskuddet fra auktionen går til julegaver og andre ekstra ting til familier, der ikke har så meget. Det er et privilegium at være med til at hjælpe børn på den måde.

En af de ting man kan købe på auktionen er et layout lavet af alle design team medlemmerne. Det har trukket ud med at få lavet sidste års vinders layouts, men i går fik jeg lavet mit. Det var så heldigt, at vi skulle lave layouts til Diana, som besøgte Kristian og jeg i København sidste år i september. Det gør det altså nemmere at lave et layout, når man selv var med på dagen.

Jeg ville have mange billeder fra dagen med på layoutet, og derfor blev layotet således:


Vindmøllen, cykel og kronen er en del af Quickutz's Danmarkssæt. Cyklen er bare så fin - skarpt skåret ud og med fine detaljer:


Vi var på Rosenborg og se kronjuvelerne, så derfor har jeg pyntet layoutet med en krone med lidt bling på:

Velkommen efterår!

Første dag i min favoritsæson! Jeg har glædet mig til 1. september, og nu nyder jeg, at det officielt er efterår. Forleden dag scrappede jeg efterårsbilleder for Miranda:

Layoutet er baseret på en Becky Fleck skitse.

Jeg har brugt efterårets smukkeste serie: Basic Grey Ambrosia. Masser af distressing, et Maya Road træ og nogle Basic Grey blade fuldender fornemmelsen af efterår i layoutet. Titlen er lavet med thickers og 7Gypsies gaffer tape. På det nederste foto har jeg syet en ramme omkring drengene for at bringe yderligere fokus på dem; det er herligt at sy på layouts, da det tilføjer detaljer og dimension. Syr du på dine layouts?