Fra en yderlighed til den næste...

Vi brugte det meste af mandag på at komme fra Göttingen til Freiburg, og jo længere syd på vi kom, jo tydeligere blev det, at foråret er kommet til Schwarzwald. De små buske langs vejene var fine og lysegrønne, kirsebærtræer stod i blomst og det var mildt, når vi rullede ned for at lukke lidt frisk luft ind i bilen.

Atkins' rejsebureau havde bestilt et rigtig fint hotel til os: Panorama Hotel, som ligger højt over Freiburg bygget ind mod bjerget, så alle værelserne har altaner med udsigt over byen. Vi kan, med lidt god vilje, ligge i sengen og kigge ud på Kaiserstuhl og Münster. Og uden besvær kan vi se ud på træer med spæde grønne blade og hvide blomster.

Vejen op til hotellet går igennem et område med store gamle huse og nybyggede etageejendomme (tænk at bo i lejlighed i bjergene). Til min store begejstring passerede vi også flere blomstrende magnoliatræer; faktisk var de fleste af dem så småt ved at afblomstre. Men de er så majestætiske og smukke, selv når de er lige ved at være klar til at smide alle deres lyserøde blade:


Vi besluttede os for at køre på eftermiddagstur udenfor Freiburg, mens vejret var så fint. Vores tur blev ledt af en pludselig indskydelse om at køre efter et bestemt skilt. Turen tog os over bjerget Schauinsland; vejen over bjerget er bygget til motorløb i 1920'erne. Lad os bare sige, at det må have været spændende at deltage i de motorløb, for vejene er smalle og svingene skarpe. Til vores store overraskelse lå der stadig masser af sne, jo længere op vi kom. Det var Kristians første oplevelse med sne i bjergterræn, så det var
vi naturligvis nødt til at dokumentere:

Det billede hernede under er taget få sekunder efter billedet af Kristian, og der må bestemt have været mere sne på vej, men vi besluttede os for at køre videre, ned ad bjerget for ikke at skulle køre i snevejr. Kristian var meget koncentreret på nedturen, og han sagde efterfølgende, at det var noget af det mere udfordrende bjergkørsel, han havde oplevet, siden vi kom på vildveje i Italien i 2004. Men det var en smuk oplevelse at køre fra foråret, op i vinteren og ned i foråret igen.

Solen går ikke ned før lige før klokken 20, og butikkerne lukker endnu senere, så vi måtte naturligvis en tur til Freiburg for at kigge lidt på byen og butikkerne. Freiburg er sådan en hyggelig og smuk lille by. Overalt er der detaljer, der er værd at lægge mærke til og opleve. Foran mange af butikkerne er der disse fine skilte i stenbelægningen, der indikerer (eller gjorde før i tiden), hvilken type butik der var, der hvor skiltet var:

En anden meget karakterisk ting ved Freiburg er deres "bächle", som løber i alle de større gader. Det er ikke kloakker, men derimod rendestene med rent vand. Nogle steder står de desuden beskrevet som et system til dels at holde gaderne rene, dels til at holde temperaturen nede. Nå, men fine er de, og man skal helst lade være at skvatte i dem.

Dem af jer, der læste med i sommers, kan måske huske at vi havde et billede af Kristian ved en gammel Fiat 500. Da vi kom forbi denne nye model, måtte Kristian forsøge at stille sig på samme nonchelante måde med armen på toppen af bilen. Desværre er denne nye model højere, så det blev mindre imponerende end sidst:

Efter endt shopping / sightseeing kørte vi mod vores bjerghotel igen, og sikke et syn der mødte os fra vores altan. Solnedgang over Freiburg! På grund af noget regningsbøvl (hotellet skiftede kæde mellem den 31.3. og den 1.4.) havde vi fået to kuponer til at få drinks i baren. Vi er jo ellers ikke bar-mennesker, men den solnedgang overbeviste os om, at vi måtte op og sidde i hotellets panoramabar, så vi kunne nyde den ordentligt. Som I ved, gør solnedgange sig ikke så godt på billeder som i virkeligheden, men I skal nu have et par alligevel.