Kristians konference startede i dag klokken 13, så vi havde nogle timer inden, hvor vi kunne tage på byvandring. Iført en sweater og en tynd jakke gik vi ud og nød byen efter at have handlet nyt tøj til Kristian. Selvom jeg allerede har dette billede (og vist endda har scrappet et layout med det), kunne jeg ikke modstå fristelsen til at tage billedet endnu en gang. Det røde hus står så smukt mod en blå himmel:
Huset ligger på Freiburgs rådhusplads, så vi kom forbi en anden gammel kending - det er formentlig et af de mere fotograferede gadeskilte i Tyskland. Sidst Kristian og jeg forsøgte at tage billede af det her skilt, var der nogen, der havde sat et grimt klistermærke på det. Det var så heldigvis ikke tilfældet denne gang, så vi fik et fint billede:
I går kiggede jeg nedad med billederne og så på Freiburgs detaljerede gader; i dag synes det som om jeg kiggede op i stedet for. Kristian og jeg ledte efter en geocache inde i rådhusgården, og derinde fra kan man se op igennem rådhuset, op i den uendelige åbne himmel:
Vi havde, måske lidt naivt, håbet på, at de havde taget stilladset af Münster, siden vi var her i efteråret 2005. Stilladset var der stadig, men kirken er nu stor og imponerede med stillads. Imorgen er det min plan rent faktisk at se kirken indefra også.
På pladsen rundt om Münster er der marked, og nogle af boderne var virkelige lækre. Denne her var helt middelhavsagtig i udseende såvel som duft:
Foruden duften af Grækenland på en forårsdag var der også et syn, der mindede mere om et toscansk sommermarked end om et tysk forårsmarked. Jeg elsker farven og formen på appelsiner, og når de så ovenikøbet ligger lige i solen, er det ikke til at stå for:
Inden Kristians konference startede kørte han mig tilbage på hotellet, hvor jeg brugte eftermiddagen på at slappe af og trippe rundt ude i foråret. Vejret var skønt og mildt, så det var virkelig en fornøjelse at sidde med åben dør og gå en tur ude i vejret. Min åbne dør ledte til, at jeg pludselig havde selskab af en sangfugl inde i værelset - det var nok lidt mere håndgribeligt forår, end jeg havde brug for.
Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg synes dét, denne cykelrytter kommer til at opleve, ser rart ud. Men fint var det da at skilte med de bakker, der lå forude for eventuelle cykelryttere.
Vi havde besluttet at spise aftensmad på hotellets restaurant for at nyde endnu en solnedgang over Freiburg. Det blev der dog ikke noget af: maden var vidunderlig men solnedgangen forsvandt i skyerne. Man kan ikke vinde hver gang, og så er det godt, at vi nyder hinandens selskab.
6 kommentarer:
Jeg sidder her og bliver helt misundelig! Det lyder som om det er en rigtigt dejlig ferie I er på. Det er i hvert fald nogle skønne billeder der kommer ud af det. Det er meget hyggeligt at læse om jeres ferie.
Hvor ser der bare skønt ud dernede! Du tager nogle fantastisk smukke billeder! Fortsat god ferie!
Det er nogle fantastiske billeder du får taget, wauw!
Fortsat god tur....
Sikke nogle lækre billeder du har taget! man kan da ikke andet end komme i forårsstemning af dem :o) hvor ser der bare hyggeligt ud!
Nyd ferien - og bring foråret med hjem til os :o)
Det er bare SÅ hyggeligt at følge med på din BLOG. TAK !
Tak for kigget fra jeres tysklandstur - mange skønne fotos i spændende vinkler. Nyd det!!!
Send en kommentar