Videre til Citrus Heights

F som i fredag, flyvetur og flere oplevelser. Jeg skulle flyve fra LAX klokken 13.50, så Norri og jeg snakkede og hyggede fredag morgen, indtil Warren kom hjem omkring klokken 10.30, hvorefter jeg blev kørt i lufthavnen. Jeg nåede at snuppe et billede af himlen, som den så ud: fuld af røg og rigtig væmmelig igen.

Jeg havde ventet, at der ville være en del kø i lufthavnen, men jeg var checket ind, havde afleveret mine kufferter til gennemlysning og havde været igennem security check uden sko på i løbet af cirka ½ time, så det kunne dårligt have været meget nemmere.

LAX's indrigslufthavn er ret kedelig, men jeg kunne da få mig en Chai Tea Latte og en yoghurt parfait hos Starbucks, så det fik tiden til at gå. Mit fly var en lille smule forsinket, men vi indhentede forsinkelsen i luften, og vi landede i Sacramento til tiden. Flyet var det mindste fly, jeg har fløjet med: der var en række med to sæder og en række, hvor der kun var et sæde. Jeg havde fået en plads i rækken med kun et sæde, så jeg havde en vinduesplads, som også var en plads ved midtergangen - ret perfekt for mig. Det var mildest taget en syret oplevelse at flyve op igennem røg til blå himmel og små lette hvide skyer. Skræmmende og syret - og det var dejligt at lande i Sacramento med blå himmel og kun lidt smog men ingen røg.

Susan og Ryan stod og ventede på mig i lufthavnen med et fint skilt, hvor der stod "Velkommen Cecilie"; rigtig fint og meget hyggeligt ;o) Vi kørte til Citrus Heights fra lufthavnen, og da David og Jeff var kommet hjem, kørte vi ud for at spise middag hos Wiener Works, som er et lille hotdog-sted, familien Berg holder meget af. Jeg fik en hotdog med chili & cheese; meget mad mad i ét måltid, så jeg måtte give op undervejs. Stedet er indrettet lidt som en diner men billeder af kendtheder og autografer på væggene. Jeg måtte også sætte min krudsedulle på væggen.

Efter middagsmaden kørte Susan og jeg i Michaels, som er en big box hobbyforretning. De havde nogle meget skægge ting, men det er bestemt ikke en scrapbutik af høj kvalitet. Vi tourede også Old Navy, hvor jeg fik noget til Kristian, som han har manglet. Sidste stop inden vi kørte retur var Baskin-Robbins, hvor vi købte is. Jeg fik pumpkin pie og pebermynteis, og det var super lækker is - ikke at det er overraskende; Baskin-Robbins er god is.

Vi nød vores is foran det store fladskærmsfjernsyn, mens vi så "Numb3rs", som var en intelligent tv-serie med en del kendte ansigter. En succesfuld rejse til Sacramento, og en varm og behagelig modtagelse - en dejlig fredag alt i alt.

Susan, I know you are looking so here's a recap for you: I wrote about the yucky sky in Orange County, about my uneventful flight through the smoke and up here to Sacramento, about you and Ryan picking me up at the airport, about dinner at Wiener Works and about shopping with you yesterday evening. And then I concluded by saying that I felt very welcome here ;o)

Pasadena - California Old Money

Vi skulle have været i San Diego Zoo torsdag, men som I ved, måtte vi aflyse på grund af de sydcaliforniske brande. Hvor onsdag var en rimelig klar dag, var der igen torsdag en masse røg i luften. Udsigten ned til det nærmeste bjerg var meget syret, og solen var endnu en gang helt orange; som taget ud af en sci-fi film fra 60'erne.


Vi spiste frokost på en braziliansk restaurant, hvor en af specialiteterne var steak sandwich - en sandwich med en god stærk, pestoagtig sauce og en tynd oksefilet. Faktisk ret lækkert. Som vores anden ret fik vi en kyllingesag, som ikke var helt så spændende men også fin. Og, og, og - jeg fik et nyt "vaske-hænder-skilt" til samlingen:

Efter frokost kørte vi til The Norton Simon Museum, som har en hel del store europæiske kunstnere, men alle sammen i små udvalg. Degas er dog meget rigt repræsenteret med blant andet hans ballerina. Museet er lyst og meget moderne indrettet med en smuk have:


Vi ville have været i Huntington Gardens, men entreprisen var ret høj, og vi ville kun have haft en time i haven, så vi besluttede bare at køre hjem i stedet. Resten af dagen og aftenen pakkede jeg mine kufferter, vi snakkede og spiste aftensmad.

Intet nyt fra vestkysten... næsten da

Norri arbejdede 9.45-18.15 onsdag, hvilket betød sysler indendøre for mig. Det passede mig faktisk udmærket, da himlen endnu en gang var foruroligende dækket af røg. Jeg brugte det meste af formiddagen på at snakke med Danmark: Kristian, Lone og Louise. Det er ikke nogen dårlig måde at bruge en formiddag ;o) Nå, ja - jeg måtte naturligvis også læse om, at der var udskrevet valg. Jeg når da heldigvis at komme hjem inden, så jeg kan give min holdning til kende.

Jeg måtte naturligvis også ud og tage nogle billeder af himlen, som den så ud onsdag. Det var relativt klart, men som det tydeligt ses, så var der en røgsky på vej ind over os, da jeg var ude for at tage billederne:


Resten af dagen brugte jeg i Norris scraprum, hvor jeg dels arbejdede på et minialbum til min secret sister til LM croppen og dels scrappede næsten to layouts til Norri. Det ene blev jeg helt færdig med, mens det andet endnu mangler en titel.


Efter middagsmaden var Norri og jeg en tur i Kohl's, hvor Norri skulle købe en ramme til Nathan. Derfra kørte vi i Vons, som er det supermarked, hvor Norri handler. Det er imponerende, at amerikanerne fortsat har nogle ansat til at pakke poserne og hjælpe med at få tingene ud i bilen. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om den service i alle tilfælde, men når man har fyldt en hel vogn med drikkevarer, så er det ikke helt skidt at have hjælp med alle poserne.

Dyrlæge, lugten af lejrbål og scrapbutik-tour

Så blev det tirsdag igen, og til trods for wild fires alle vegne heromkring skulle vi køre Stanley til dyrlæge på den anden side af LA. Vi kom ikke forbi nogle brande, men vi så røgen fra flere, og luften er tung af røg. Det føles som at træde ud i røgen fra et lejrbål, når man går udenfor døren. Det er altså skræmmende, og jeg glæder mig til at komme væk fra røgen. Det er rart at være hos Norri og Warren, men det er ikke super fedt med brandene og røgen. Jeg vil dog sige igen, at der ikke er nogen grund til at være bekymret for mig; vi er langt fra brandene, og vi passer på os selv.


Stanley synes, det er mægtigt spændende at være på McDonalds' parkeringsplads ved dyrlægen; så spændende, at han ikke har tid til at tisse, men hellere vil kigge på alt det der foregår. Det var fint for mig, for jeg lykkedes med at få et elegant billede af Stanley uden de hvide antenner. Hans ører så bedre ud i dag end i sidste uge, og han havde taget cirka 2,3 kg på i denne uge. Men der er heller ingen tvivl om, at han er vokset, mens jeg har været her.





Efter vores udflugt til dyrlægen, og den udflugt tog godt 2½-3 timer, kørte vi hjem med Stanley, som lagde sig til at sove i sit bur, og derefter kørte vi på vores scrapbutik-tour. Vi havde planlagt at besøge tre butikker: Scrappin' in the Hills, som er Norris lokale butik, Scrap Depot, som er en butik Norri handlede i ofte for nogle år siden, og Strictly Scrapbooking, som Norri aldrig havde besøgt før.


Scrappin' in the Hills var faktisk en rigtig fin lille butik; der var en del stickers og andre lidt forældede scrapsager, men der var også mange gode ting. Norri var positivt overrasket over den udvikling butikken havde gennemgået, siden hun sidst havde været der. Og jeg var begejstret over at opleve en live scrapbutik, som faktisk var værd at handle i.


Vi spiste frokost på The Corner Bakery, som serverede udmærket salat, sandwiches og suppe. På trods af røgen sad vi ude og spiste; det var omkring 35 grader varmt i dag, og det blæste lunt omkring os, mens vi spiste frokost. Det er unægteligt en underlig fornemmelse at sidde ude i den varme i oktober. Vores frokost afsluttede vi med kaffe hos Starbucks; jeg fik en Pumpkin Spice Latte, som var god. Det tog mig nogle timer at drikke den, fordi den blev bedre af at blive fortyndet lidt af isklumperne.


Scrap Depot var en forfærdelig skuffelse; de havde stort set kun grimme papirer og klistermærker, så vi brugte ikke mange penge dér. Jeg købte nogle enkelte ark papir, og det var det.


Dagens sidste stop var Strictly Scrapbooking, som virkelig var en god butik. Vi shoppede begge to en del, og jeg nød forretningen meget. Var naturligvis nødt til at have et par billeder:








Da vi kom tilbage til Yorba Linda kunne vi virkelig lugte røgen fra brandene, men farven på himlen er helt anderledes end i går. Vindene har også lagt sig en del, så det burde være en hjælp for alle brandmændene, der arbejder på at slukke de mange brande.

Røg i køkkenet...

Kan I huske papegøjen fra Kikkebakke Boligby, som altid sagde "røg i køkkenet"? Der er måske ikke ligefrem røg inde i huset, men så snart man træder udenfor døren, kan man lugte røgen fra de brande, der hærger det sydlige Californien i disse dage. Der er ikke nogen grund til at være urolig for mig; Norri og Warrens hus ligger ikke i et af de berørte områder, og vi kan lugte brandene men ikke se flammer, så det er "kun" vindene, der har taget røgen med hertil.

Okay, det lød meget cool og roligt, men sandheden er, at det er lidt underligt pludselig at befinde sig et sted, hvor wild fires er et fænomen, man er nødt til at tænke ind i sine planer. For eksempel havde vi planer om at tage til San Diego Zoo på torsdag, men brandene er ekstremt voldsomme i San Diego, og der er ingen grund til at friste skæbnen.

Santa Ana vindene var virkelig voldsomme i nat. Jeg var nødt til at stille min dør (ud til entreen) på klem, fordi det stod og klaprede. Det siger måske nok mere, om måden man bygger hus i Californien, end det siger om vindene. Mit værelse ligger på et hjørne af huset, og det susede helt enormt omkring mine vinduer. Da vi stod op, var det til synet af to træer i haven, som ikke havde overlevet stormen...

Norri skulle arbejde i dag, men inden hun nåede at tage af sted, kom Matthew hjem fra skole. Skolen havde ringet og sagt, at eleverne skulle blive hjemme, hvis de endnu ikke var taget af sted, ellers ville de blive ”opbevaret” i gymnastiksalen resten af dagen. Skolen havde ingen elektricitet, så der kunne ikke gennemføres undervisning. I følge Norri sker noget lignende et par gange om året.

Jeg brugte min formiddag på at tage billeder i det syrede orange lys; røgen fra de mange brande lægger sig som en hinde foran solen, så lyset bliver varmt gyldent og en lille smule spooky egentlig. I har efterhånden set denne udsigt et par gange, så jeg forestille mig, at I nemt kan se forskellen på før vindene og brandene og så i dag (hvis ikke, så bladr lidt ned af siden):


Bladene på de træer, der taber deres blade, er stort set væk - mange af dem ligger i poolen sammen med andet affald og en avis. Hortensiaen har nu ikke kun mistet sine blomster med også alle sine grønne blade, så der kun står stilkene tilbage.


Udover at tage billeder snakkede jeg med Kristian, Lone og Louise og så søndagens afsnit af Forbrydelsen. For dem af jer der ser Forbrydelsen: wow, det er godt nok ved at blive spændende...

Norri kom hjem fra arbejde omkring klokken 1430, og det var egentlig meningen, at vi skulle scrappe sammen, men det blev ikke til meget mere end 10 minutter, så måtte Norri ind og passe Stanley. Hundehvalpe kræver virkelig utrolig meget opmærksomhed. Jeg fik lavet to kort, men det var ikke så spændende at sidde alene og scrappe, så Norri og jeg snakkede lidt sammen i stuen, mens Stanley tøffede rundt og var hund.

Middagsmaden blev desværre ikke færdig, inden vi skulle køre af sted til Pet Smart for at gå til puppy class med Stanley. Himlen var helt syret lyserød og orange; slet ikke som en almindelig solnedgang men tydeligt ændret af røgen og støvet. Pet Smart startede ingen puppy class i dag, så vi måtte vende om med uforrettet sag. Men jeg fik da set den skade, vindene har forvoldt i løbet af natten – der er arbejde til mange uger med oprydning efter nattens storme, for slet ikke at tale om brandene.

Jeg har så oplevet, hvordan det er at leve (omend kun nogle dage) i et område med naturkatastrofe, og jeg er ikke tvivl: jeg vælger Danmark. Selvom vi ikke er i fare her i Yorba Linda, så havde jeg ikke modet til at bo her permanent; jeg ville være skræmt ved tanken om, hvad og hvor der kunne ske noget næste gang.

Californien er storproducent af grøntsager, så i en eller anden forstand er der faktisk røg i køkkenet...

The Santa Ana winds blew warm into your room...

En af mine ynglingssange er Elton Johns Mansfield, og titlen på dette blogindlæg er en del af teksten til Mansfield. I dag fik jeg virkelig chance for at opleve The Santa Ana Winds her i Yorba Linda. Lyden af Santa Ana vindene minder om en dansk vinterstorm, eller det der er værre. Vindene suser og hviner omkring hjørnerne af huset og i udluftningskanalerne. Som den nørdede turist, jeg måske nok er, var jeg nødt til at gå udenfor for at opleve vindene på min egen krop. Udsigten ned af vejen, som resten af ugen har været en klar udsigt til bjergene, var så mudret imorges, at man overhoved ikke kunne se bjerget. Det var ikke umiddelbart til at afgøre, om det mudrede udsyn skyldtes støv, der blev hvirvlet op af vindene eller røg fra en af de brande vindene bringer med.

Desværre lavede jeg en fejl og fik slettet billedet af det forsvundne bjerg. I løbet af dagen aftog vindene lidt, så der blev lidt bedre udsyn til bjergene; dog blev det aldrig så skarpt, som det har været de andre dage, jeg har været her.


Det er en meget underlig fornemmelse at stå midt i en voldsom storm iført t-shirt og bare arme og ikke fryse det mindste. Vindene er varme og knastørre, og det er hårdt for øjnene og næsen. Det er vitterligt en anden oplevelse, end storm i oktober er i Danmark.

Dagens egentlige begivenhed var ikke Santa Ana vindene, men derimod en brunch med et par andre medlemmer på Lifetime. Norri havde inviteret de LM'er, der boede her i nærheden. Wendy, Jane og Arlyn havde sagt ja til invitationen, og vi skulle starte brunchen klokken 11. 40 minutter senere havde vi stadig ikke set Wendy, og da Norri ringede til hende, viste det sig, at hun faktisk havde været her, men at ringklokken ikke virkede, så hun havde troet, at vi ikke var her, og var kørt hjem igen! Det er virkelig ærgerligt. Jeg ville supergerne have mødt hende, og det er så surt for Wendy, at hun har kørt 225 km i dag uden at få ret meget ud af det!

Jane og Arlyn kom begge to, og det var sjovt at møde dem begge. Arlyn var så sød at have et kort og et gavekort til Starbucks med til mig, så nu har jeg to gavekort til Starbucks, som jeg skal nyde at bruge i de kommende uger.

Norri og jeg havde lavet pumpkinmuffins, cinnamon rolls, omelet med spinat, soltørrede tomater og champignon, bagels og frugt. Dertil drak vi kaffe, the og appelsinjuice. En hyggeligt, afslappet og rolig søndagsbrunch, som strakte sig til omkring klokken 15.30, hvor Arlyn og Jane kørte hjem.


Vindene tog til igen i løbet af eftermiddagen, og jeg måtte ud igen for at opleve vindene og forsøge at tage nogle billeder, der kunne illustrere vindens hærgen og konsekvenserne af vindens styrke og intensitet.

Som I måske husker fra I sidst så det her billede, så er det lille amerikanske flag forsvundet i vinden. Og på billederne herunder er bladene faldet af træerne og af den lille fine hortensia; Norri fortæller, at det er sådan efteråret er her i Californien: bladene bliver brune, så kommer Santa Ana vindene og blæser dem alle sammen ned på få dage, og så er det overstået.


Norri og jeg lod os dog ikke slå ud af hårde vinde, men kørte ud for at kigge på tøj hos Avenue. Jeg købte en natkjole, et par afslappede bukser og en trøje. Tøj i det her land er billigere, og der er virkelig et noget større udvalg, end jeg er vant til. På vej til Avenue holdt vi ind ved en Starbucks, og I tror det næppe, men jeg fandt endnu et "vask-dine-hænder-skilt". Det er efterhånden noget af en samling, jeg har fået etableret:


Som Kristian og Lone opdagede tidligere på dagen, så havde jeg en del problemer med Skype. Kristian og jeg fik diagnosticeret problemet: mit headset var gået i stykker. Til alt held lå der en Circuit City lige ved siden af Avenue, så jeg fik et nyt headset, så forhåbentlig kan jeg komme til at snakke med Kristian og Lone, når jeg står op mandag.

Selvom det blæste mere end en halv pelikan, tændte Warren op i grillen, så vi kunne få lammekoteletter. Vi spiste middag i Norri og Warrens spisestue, som har et langt bord med plads til den store familie, og store bløde stole. Efter aftensmaden så Norri, Warren og jeg lidt tv, og nu har jeg lykkedes med at få dr-tv til at vise Forbrydelsen, så jeg er ved at blive opdateret på den front.

Stille lørdag

Selv på en lørdag i oktober står familien Hennagin tidligt op. Matthew havde en "terminsprøve" til SAT-prøven, som startede klokken 9, Daniel havde en water polo turnering, som han og Warren skulle til, mens Norri og jeg skulle bage pumpkinmuffins, købe dekorationer i en hobbyforretning og ellers ikke lave ret meget. Jeg var nok lidt overrasket over, at Matthews prøve lå på en lørdag; jeg er så vant til hjemmefra, at terminsprøverne ligger på almindelige skoledage, at det var lidt chokerende, at skoleelverne skal møde til prøve tidligt lørdag morgen.

Norri og jeg fik bagt vores pumpkinmuffins til brunchen imorgen, og bagefter kørte vi i Norris lokale hobbybutik The Tall Mouse (jeg har ingen anelse om, hvorfor en hobbybutik vælger sådan et navn). Den var kæmpestor, og de havde alt muligt sjovt til Halloween, perler, garn, stof, en rimelig scrapafdeling, hvor jeg faktisk købte noget, og en helt masse andet til hobbyfolket.


Tænk, hvis Panduro bare havde haft halvdelen af, hvad Norris nærmeste hobbyforretning har. Jeg holder formentlig aldrig op med at være imponeret over, alle de ting amerikanerne kan købe og køber. Det amerikanske samfund må virkelig være et af verdens mest forbrugerorienterede lande. Det er lige før det er skræmmende at forestille sig, hvad de forbruger om året. Jeg holder meget af mine amerikanske venner, jeg holder af at rejse i USA, men jeg holder ikke op med at stille mig kritisk i forhold til en del af amerikanernes vaner, idéer og forestillinger om verden.

Vel hjemme igen på Via Habana spiste vi frokost, snakkede lidt og gik en tur på "the green belt", som er et stisystem, der løber mellem vejene her i kvarteret. Det er faktisk et dejligt rekreativt område, som også på sin vis er uventet i disse omgivelser. Stanley var med ude at gå, og han synes, det var mægtig interessant at komme ud at gå, hvilket ikke er noget, der sker så tit! Resten af eftermiddagen brugte vi foran tv'et, hvor vi så Never Been Kissed med Drew Barrymore. Vi var enige om, at det ikke er nogen stor film, men det er en sød lille chick flick, og nogle gange er det det, der skal til på en dovne lørdag eftermiddag.

Daniel og Warren kom hjem fra water polo turneringen omkring klokken 17.15, hvilket vil sige, at de havde været af sted godt otte timer. Det er en lang arbejdsdag på en lørdag. Norri, Warren og jeg kørte med det samme igen, da Warren skulle til 50 års jubilæum på The Hyatt ved Huntington Beach, mens Norri og jeg så skulle spise middag og trisse lidt omkring i området.

Vi spiste middag på BJ's, som serverer All American food: pizza, sandwiches, burgers og noget pasta. Jeg fik en udemærket, men alt for stor, burger med gode kartoffelbåde til. Efter middagen gik vi lidt rundt i området, og endte med at sidde og snakke på Starbucks, indtil Warren var klar til at blive hentet omkring klokken 21.30.

Jeg skal efterlade jer med dagens vask-dine-hænder-skilt, som er fra BJ's i Huntington beach:

Picnic ved Stillehavet

Fredag var om muligt endnu smukkere end torsdag, hvilket bestemt ikke gjorde vores planer for dagen mindre oplagte. Vi tog til stranden, så jeg kunne dyppe mine tæer i Stillehavet. Vi havde planlagt det, så vi kunne spise frokost på stranden og nyde havets brusen og solens varme.

Som studerende boede Norri et enkelt akademisk år på Balboa Island som ligger i Newport Beach, og det var her, vi kørte til. I stedet for at tage broen over til øen sejlede vi med en lille færge (der kunne lige være tre biler på færgen), så vi kom til at se øen fra vandet.

Picnic ved Stillehavet er en noget anden oplevelse end picnic ved Øresund; stranden strækker sig så langt øjet rækker og består udelukkende af golden retriever farvet sand. I vandkanten løb et par teenagedrenge og surf-skimmede, hvilket ikke er helt det samme som at surfe, men minder lidt om det. Til trods for at det var varmt og smukt vejr, havde vi næsten stranden for os selv. Vi smed sandalerne i sandet og bredte tæppet ud, så vi kunne nyde vores frokost i første række til surfere, bølger og nogle få skibe – og så den brune smog, der trækker fra LA ud mod kysten. Smoggen er faktisk skræmmende, og det underlige er, at Norri ikke bryder sig om den, men på den anden side er hun heller ikke voldsomt bekymret over den. Jeg ville være meget urolig, hvis jeg boede et sted, hvor smoggen lå så tyk over byen. Den brune bræmme, der kan anes over Catalina Island på dette billede, er smoggen fra LA ikke en sky:


Som jeg husker det, var det noget vanskeligt at komme i nærheden af vandet, da Finn, Lone, Jakob og jeg var her i Californien i midten af 90’erne. Det handler tilsyneladende primært om at vide, hvor man skal køre hen, for på Balboa Island var der ingen problemer med at komme til at dyppe tæerne (eller den nederste tredjedel af bukserne) i Stillehavet.


Vores picnic var vellykket og rigtig hyggelig; det er jo en fornøjelse at sidde på en sandstrand, i 25 graders varme i oktober sammen med en god veninde. Men alt får jo en ende, som bekendt, og vi havde flere planer for eftermiddagen. Vi kørte tilbage til den lille færge og sejlede over til Balboa Island for at kigge på huse og forretninger. Balboa Island er et virkelig hyggeligt, sjovt sted med små lave individuelt udseende huse, som ligger meget tæt. Området kom bag på mig, da det er så anderledes i forhold til, hvad jeg ellers har set af huse i USA.


Nogle af husene ligger helt ned til vandet, og enkelte har endda egne badebroer, hvor deres motorbåde ligger fortøjet. Jeg kunne formentlig godt lige vænne mig til at bo i et af de huse, hvis jeg nu ikke havde andet valg ;o) Desværre er huspriserne for de her 100-120 m2 store huse voldsomt høje; Norri og jeg kiggede hos en enkelt ejendomsmægler, som skulle have mellem 2.25 og 3.5 millioner dollars. Nok er dollaren lav lige nu, men ikke så lav...


Der er en Starbucks på hvert et gadehjørne, og Balboa Island er ingen undtagelse. Vi tog en latte og delte en pumpkin-empanada, som faktisk var udmærket. Til min store fornøjelse kunne jeg få et Orange County og et Halloween Starbucks-krus. Norri kan ikke helt se det spændende i Starbucks-krusene, men jeg synes, de er super souvenirs. Ikke en dag i Californien uden et ”vask-dine-hænder-skilt”, og dagens fandt jeg på Starbucks’ toilet:


Halloween er virkelig en big deal i Staterne: der er flagermus, spøgelser, græskar og skeletter i forretning, vinduer, folks haver (selv i områder hvor husene har koster 15 millioner), alle vegne. Selv brandstationen på Balboa Island havde pyntet deres minihave:


Fra Balboa Island kørte vi til Fashion Island (som ikke er en ø, men et shopping område), hvor Norri mente, Sur La Table lå. Det gjorde de ikke, men efter et par opkald til nummerservice fandt Norri frem til, hvor de faktisk lå. Butikken lå i et andet vældigt fancy shoppingområde, hvor der blandt andet var et bageri kun for hunde! Det var herligt at træde ind i Sur La Table og se alle de lækre køkkenredskaber, og deres undervisningskøkken. Norri og jeg havde egentlig planer om at tage et kursus hos dem, men det bliver desværre ikke til noget.

Ved siden af Sur La Table lå Bristol Farms, som er et fantastisk supermarked. WOW! Jeg var vild med Bushes i Michigan med Bristol Farms er endnu mere fantastisk. Grøntsagerne er arrangeret, så de ser ud som små kunstværker. Interiøret har et bondegårdstema (passer til navnet på forretningen), og alt er super lækkert præsenteret. Ifølge Norri var priserne også derefter, men for danske standarder var det snarere Føtex-priser, end det var Mad & Vin-priser. Jeg tog mit kamera frem og knipsede løs – kunne simpelthen ikke lade være:

Vi købte suppe, salat og kylling med hjem fra Bristol Farms, og det var dagens aftensmad. Kyllingen var desværre lidt tør, men suppen var super lækker. På grund af søndagsbrunchen kørte vi til Norris lokale supermarked for at handle efter aftensmad; det var stadig et fint supermarked men mere almindeligt i standard end Bristol Farms.

D-day

18. oktober er Norris fødselsdag, og selvom amerikanerne ikke kender til, at det er fødselsdagsbarnets opførsel, der bestemmer vejret, havde Norri tydeligt været sød og artig det seneste år, for det var vidunderligt vejr. Som det passer sig for fødselsdage, havde Norri bestemt dagens udflugt (okay, jeg tog med meget frivilligt), så vi tog til Disneyland. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente mig af stedet. For 13 år siden var Finn, Lone, Jakob og jeg i Universal Studios, og det var ikke nogen ret god oplevelse. Der var ekstremt lange køer til de forskellige rides, og det myldrede med mennesker alle vegne. Vores oplevelse af Universal Studios var direkte anledning til, at vi ikke tog i Disneyland, selvom det er en af de ting, man ”skal” se, når man er i Los Angeles. Norris entusiasme omkring Disneyland er meget smittende, så derfor glædede jeg mig til at komme af sted, og se hvad alt postyret handler om.

Der er kun omkring 20 minutters kørsel fra Casa Hennagin til Disneyland, så det var faktisk en af vores kortere udflugter, vi tog på. Disney har tingene helt under kontrol, så der var parkeringsmuligheder, man blev anvist en plads, fik en billet på hvilken man kunne noteret, hvor man havde parkeret, og så var der små elektriske busser, der kørte i pendulfart mellem parkeringspladsen og indgangen til Disneyland og California Adventure Park. Alt sammen meget rent og ordentligt; meget Disney.

Allerede ved indgangen til Disneyland stod det klart, at der var pyntet op til Halloween for fulde Disney-gardiner; ovenpå indgangen var der dekoreret med Minnie, Anders og Plutos ansigter lavet i ”græskar”:



Jeg havde ventet, at entreprisen ville være astronomisk, men det kostede kun $66, hvilket så inkluderede alle de rides, man måtte have lyst til at prøve. Hvis man tænker over entreprisen og turkort til Tivoli, så løber det måske også op i noget, der ligner 300-350 kroner. Jeg forestiller mig, at Disney tjener langt størstedelen af deres penge hjem på souvenirs og gæster, der spiser i parken. Rigtig mange steder i parken står der fotografer klar til at tage billeder af gæsterne på særligt "fotogene" steder; de tager billederne med deres egne kameraer og med gæsternes kameraer. Man kan så bestille de "professionelle" fotografier, når man kommer hjem. Der er tilsyneladende nogle klassiske Disney-shots, som man bare skal have, og et af dem er lige indenfor indgangen, hvor der netop nu er en Halloween-Mickey i græsplænen:


Jeg ved godt, at det er super naivt af mig, men jeg havde forestillet mig, at Disneyland ville være fyldt med græskar, som Tivoli er det til Halloween (eller var det sidste år, jeg ved jo ikke, hvordan det ser ud i år). Der var ikke ét eneste levende græskar i parken, men der var rigtig mange fake. Blomsterne i parkens bede er ægte, træerne er ægte, men græskarene var i den grad fake:



Vi gik på oplevelse gennem parken, som virkelig er ekstremt gennemført. Ned til allermindste detalje er Disneyland en kulisse. Der er bygget hovedgader, brandstation, rådhus, en myriade af butikker og restauranter, som alle skal forestille en eller anden særlig stil eller periode eller Disney-inspireret tematisk sammenhæng. Det er sjovt, men også helt igennem kunstigt. Slottet i er en ægte Disney-patiche med lyserøde vægge og blå tage og et væld af tårne:

For mig var parkens sjoveste område Mickey's Toon Town, fordi det føles fuldstændig som at træde ind i en tegnefilm, når man går igennem porten og ind i det område af Disneyland. Alt er blødt, forstørret og ligner tegninger. Tingene er almindelig størrelse, hvilket virkelig fremhæver fornemmelsen af at være med i en tegnefilm:


Jeg kunne være blevet i Toon Town hele dagen, tror jeg. Det var virkelig et skægt, underligt sted, som fik mig til at føle mig som et barn. Den blå himmel her er IKKE en kulisse, men det er de bløde grønne bakker tilgengæld. De så fuldstændigt surrealistiske ud, og jeg er vild med den blå, blå himmel på det her billede - det fremhæver tegneseriefornemmelsen:


Mickey bor i Toon Town, og ham var vi nødt til at stå i kø for at besøge og få taget billede sammen med. For at komme til at stå i kø til dette foto, måtte vi en meget lang vej igennem Mickeys hus med stue, arbejdsværelse, køkken, vaskerum, gange, haver, drivhuse alt muligt gøgl. Det skræmmende er, at på travle dage er det nødvendigt med alle de meter, hvor der kan være kø. Jeg kan slet ikke forestille mig at besøge Disneyland en dag i august; det må være rædselsfuldt. Vores kø var heldigvis ikke så lang, så vi fik lov til at møde Mickey, og sammen med ham fik vi taget vores billede. Det bliver jeg måske nødt til at bestille, da det vitterligt er et klassisk Disney-shot ;o)

Mickey er Disneys stjerne, og man ser ham eller hans letgenkendelige sillouette over hele Disneyland, selv på bænkene. Da vi blev lidt sultne i løbet af eftermiddagen, måtte vi have en pretzel (jeg tror ikke, jeg er så vild med pretzels), som naturligvis skulle være Mickey-formet:

Vi prøvede naturligvis en del forskellige rides, og man må sige, at Disney har styr på deres rides. Vi prøvede en ride, der hedder "Imagination", som er inspireret af "Skat, jeg har skrumpet børnene". Man sidder i et stort auditorium med plads til omkring 150 mennesker, hvor prisen for året opfinder skal uddeles. Ved et uheld sker der forskellige ting: der slippes en masse mus løs i auditoriet (de bliver illuderet af luftpust på ens ben, så det føles lidt som mus, der kravler på ens tæer), man bliver skrumpet, og når menneskene i almindelig størrelse bevæger sig rumler det hele, og hele auditoriet bevæger sig! Meget cool lavet. Det var også skægt at tage "Pirates of the Caribbean" forlystelsen, fordi filmene jo er baseret på den forlystelse. Det er underligt at basere en film på en forlystelse i en temapark, men det er jo, hvad der er sket...

Efter en hel dag med Disney-karakterer i kostymer er det lidt sjovt, at Disney har det her skilt stående ved indgangen:


Dagens instruktion i håndvask; denne er mere udførlig end den, jeg tidligere har vist jer:


Efter en lang solbeskinnet dag hos Mickey, Woody og Æseldyret tog vi The Lion King Tram tilbage til Timon parkeringspladsen for at køre mod Brea. Her mødtes vi med Warren og drengene på The Yard House, som er en restaurant lidt a la Hard Rock. The Yard Houses særlige ting er, at man kan få en ½ eller en hel yard øl. Det er altså store glas! Vi fik hverken en hel eller en halv yard øl, men delte derimod et tårn af løgringe til forret. Til hovedret fik jeg en lækker pastaret med kylling, friske grønne asparges, semi-tørrede tomater og champignoner. Det var virkelig delikat, og en oprejsning for alt det dårlige amerikanske mad, jeg fik i foråret. Til dessert "delte" vi (det betyder, at drengene spiste 80%) to forskellige desserter, som var ok men ikke spektakulære.

Det var en lang dag, men også en rigtig sjov og hyggelig dag. Og tænk: i Californien kan man godt blive lidt solbrændt i oktober!