Jeg har været i Dyrehaven i dag, og det var så lækkert. Det er jo som bekendt onsdag, og om onsdagen må man køre op til Eremitageslottet, så det måtte jeg prøve. Bare fordi det føltes så underligt at køre bil i Dyrehaven, og fordi det gav mig mulighed for at gå fra et andet udgangspunkt end normalt. Det var en underlig fornemmelse at være bilist et sted, hvor jeg hele mit liv kun har været fodgænger.
Der var omtrent tre små lammeskyer på himlen, som ellers var høj og blå med en lavstående sol. Der lå et lille fint lag sne over hele Dyrehaven, og det allermest vidunderlige var, at det knirkede under fødderne, når man gik. Jeg elsker lyden at sne, og i dag kom jeg i tanke om, at det er mange år siden, jeg har været ude og lytte til den skønne lyd. I dag lyttede jeg rigtig godt efter - og det var lyden af barndom og glæde. Det kan godt ske, at det er koldt, men man opdager det næsten ikke, når man mærker frosten på kinderne og den knasende sne under skoene.
Kameraet er min tro følgesvend, og derfor var det naturligvis også med i dag. Endnu en gang er det stort set ikke til at vælge kun ét billede, der skal være dagens, men det jeg har valgt, minder mig om lyden af den frosne sne:
Det er ikke min sko, men mine fodspor blev sat ved siden af i sneen. Når det er sagt, så er der et par billeder mere, jeg gerne vil have liggende på min blog, så de kommer også med.
Dansk vinteridyl.
Det er så smukt med alle de forskellige blå farver.
Himlen og slottets tag gik næsten i ét farvemæssigt.
Yes, yes - min skygge i sneen.
En dansk savanne?