at fylde 30. Jeg havde en rigtig dejlig dag, som startede med gaven fra Kristian. Endnu en linse til mit kamera - en stor tung sag, som jeg glæder mig til at blive god til at bruge.
Derefter kom mine forældre og Lene til morgenmad - faktisk kom de også med morgenmaden ;o) Det var rigtig hyggeligt at spise morgenmad sammen og snakke lidt. Kort tid efter at min mor og Lene var gået, ringede Annette på med blomsten fra Kristian.
Jeg havde en deadline til et projekt på Lifetime i går (ja, ja, hvem vælger liiige at lave et projekt med en deadline på ens fødselsdag...), så jeg satte mig ind for at scrappe og få projektet lavet. Aldrig så snart ringede det på døren igen: denne gang var det pakkebudet med en bestilling fra Lifetime. Mums! Den var fuld af gode sager - en masse julepapirer og -produkter til julescrap og julekort. Det var godt posten kom, for det var lige den inspiration, der skulle til og mit projekt begyndte at tage form.
Så ringede det på døren endnu en gang! Det var et blomsterbud fra Interflora, som kom med denne smukke buket fra Marianne og hendes familie. Tak fordi I tænkte på mig - jeg er vild med buketten, som dufter dejligt af fresiaer.
Mmm... den dufter herligt.
Den almindelige post havde tre fine fødselsdagshilsner med, og jeg blev ringet op et par gange. Og så har jeg fået en masse hyggelige hilsner på facebook og på Lifetime - mange tak for alle jeres søde fødselsdagshilsner!
Da Kristian kom hjem fra arbejde, blev der tid til en aftenkøretur, hvor vi kom forbi neonlysene ved søerne, og jeg måtte have et billede af datomærket - desværre uden årstal:

Vi fortsatte aftenen i Tivoli (det er efterhånden en tradition, at jeg er i Tivoli på min fødselsdag) til aftentur og middagsmad. Det var heldigvis holdt op med at regne, så vi kunne tage kameraet med og lege med en af de nye linser. Vi valgte den lækre lette linse, jeg fik af Esben og Sus. Det var herligt at se, hvad man kunne med den. Svaret er - markant meget mere end med den linse kameraet kom med. Uden trefod kunne vi faktisk tage billeder i vintermørket:
Nimb klædt i vinterhvidt.
Tivolis nye sneboldelys, som blinker blidt i mørket.
Det store juletræ på pladsen foran plænen.
Fakler leder ens vej gennem mørket.
Det er måske nok lidt gnidret, men man kan faktisk tage portrætter i mørket.Efter middagen spadserede vi gennem Tivoli endnu en gang ned til udgangen ved Rådhuspladsen. Vi fandt vores lille gocart og kørte videre på eventyr. Næstsidste punkt på dagsordnen var en tur i lufthavnen. Det er jo desværre sådan, at man skal helt derud, for at komme på Starbucks... Som sagt så gjort. Vi kørte til lufthavnen, købte et par af Starbucks' julekrus (som er særligt fine i år) og en kaffe.