Picnic ved Stillehavet

Fredag var om muligt endnu smukkere end torsdag, hvilket bestemt ikke gjorde vores planer for dagen mindre oplagte. Vi tog til stranden, så jeg kunne dyppe mine tæer i Stillehavet. Vi havde planlagt det, så vi kunne spise frokost på stranden og nyde havets brusen og solens varme.

Som studerende boede Norri et enkelt akademisk år på Balboa Island som ligger i Newport Beach, og det var her, vi kørte til. I stedet for at tage broen over til øen sejlede vi med en lille færge (der kunne lige være tre biler på færgen), så vi kom til at se øen fra vandet.

Picnic ved Stillehavet er en noget anden oplevelse end picnic ved Øresund; stranden strækker sig så langt øjet rækker og består udelukkende af golden retriever farvet sand. I vandkanten løb et par teenagedrenge og surf-skimmede, hvilket ikke er helt det samme som at surfe, men minder lidt om det. Til trods for at det var varmt og smukt vejr, havde vi næsten stranden for os selv. Vi smed sandalerne i sandet og bredte tæppet ud, så vi kunne nyde vores frokost i første række til surfere, bølger og nogle få skibe – og så den brune smog, der trækker fra LA ud mod kysten. Smoggen er faktisk skræmmende, og det underlige er, at Norri ikke bryder sig om den, men på den anden side er hun heller ikke voldsomt bekymret over den. Jeg ville være meget urolig, hvis jeg boede et sted, hvor smoggen lå så tyk over byen. Den brune bræmme, der kan anes over Catalina Island på dette billede, er smoggen fra LA ikke en sky:


Som jeg husker det, var det noget vanskeligt at komme i nærheden af vandet, da Finn, Lone, Jakob og jeg var her i Californien i midten af 90’erne. Det handler tilsyneladende primært om at vide, hvor man skal køre hen, for på Balboa Island var der ingen problemer med at komme til at dyppe tæerne (eller den nederste tredjedel af bukserne) i Stillehavet.


Vores picnic var vellykket og rigtig hyggelig; det er jo en fornøjelse at sidde på en sandstrand, i 25 graders varme i oktober sammen med en god veninde. Men alt får jo en ende, som bekendt, og vi havde flere planer for eftermiddagen. Vi kørte tilbage til den lille færge og sejlede over til Balboa Island for at kigge på huse og forretninger. Balboa Island er et virkelig hyggeligt, sjovt sted med små lave individuelt udseende huse, som ligger meget tæt. Området kom bag på mig, da det er så anderledes i forhold til, hvad jeg ellers har set af huse i USA.


Nogle af husene ligger helt ned til vandet, og enkelte har endda egne badebroer, hvor deres motorbåde ligger fortøjet. Jeg kunne formentlig godt lige vænne mig til at bo i et af de huse, hvis jeg nu ikke havde andet valg ;o) Desværre er huspriserne for de her 100-120 m2 store huse voldsomt høje; Norri og jeg kiggede hos en enkelt ejendomsmægler, som skulle have mellem 2.25 og 3.5 millioner dollars. Nok er dollaren lav lige nu, men ikke så lav...


Der er en Starbucks på hvert et gadehjørne, og Balboa Island er ingen undtagelse. Vi tog en latte og delte en pumpkin-empanada, som faktisk var udmærket. Til min store fornøjelse kunne jeg få et Orange County og et Halloween Starbucks-krus. Norri kan ikke helt se det spændende i Starbucks-krusene, men jeg synes, de er super souvenirs. Ikke en dag i Californien uden et ”vask-dine-hænder-skilt”, og dagens fandt jeg på Starbucks’ toilet:


Halloween er virkelig en big deal i Staterne: der er flagermus, spøgelser, græskar og skeletter i forretning, vinduer, folks haver (selv i områder hvor husene har koster 15 millioner), alle vegne. Selv brandstationen på Balboa Island havde pyntet deres minihave:


Fra Balboa Island kørte vi til Fashion Island (som ikke er en ø, men et shopping område), hvor Norri mente, Sur La Table lå. Det gjorde de ikke, men efter et par opkald til nummerservice fandt Norri frem til, hvor de faktisk lå. Butikken lå i et andet vældigt fancy shoppingområde, hvor der blandt andet var et bageri kun for hunde! Det var herligt at træde ind i Sur La Table og se alle de lækre køkkenredskaber, og deres undervisningskøkken. Norri og jeg havde egentlig planer om at tage et kursus hos dem, men det bliver desværre ikke til noget.

Ved siden af Sur La Table lå Bristol Farms, som er et fantastisk supermarked. WOW! Jeg var vild med Bushes i Michigan med Bristol Farms er endnu mere fantastisk. Grøntsagerne er arrangeret, så de ser ud som små kunstværker. Interiøret har et bondegårdstema (passer til navnet på forretningen), og alt er super lækkert præsenteret. Ifølge Norri var priserne også derefter, men for danske standarder var det snarere Føtex-priser, end det var Mad & Vin-priser. Jeg tog mit kamera frem og knipsede løs – kunne simpelthen ikke lade være:

Vi købte suppe, salat og kylling med hjem fra Bristol Farms, og det var dagens aftensmad. Kyllingen var desværre lidt tør, men suppen var super lækker. På grund af søndagsbrunchen kørte vi til Norris lokale supermarked for at handle efter aftensmad; det var stadig et fint supermarked men mere almindeligt i standard end Bristol Farms.

D-day

18. oktober er Norris fødselsdag, og selvom amerikanerne ikke kender til, at det er fødselsdagsbarnets opførsel, der bestemmer vejret, havde Norri tydeligt været sød og artig det seneste år, for det var vidunderligt vejr. Som det passer sig for fødselsdage, havde Norri bestemt dagens udflugt (okay, jeg tog med meget frivilligt), så vi tog til Disneyland. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente mig af stedet. For 13 år siden var Finn, Lone, Jakob og jeg i Universal Studios, og det var ikke nogen ret god oplevelse. Der var ekstremt lange køer til de forskellige rides, og det myldrede med mennesker alle vegne. Vores oplevelse af Universal Studios var direkte anledning til, at vi ikke tog i Disneyland, selvom det er en af de ting, man ”skal” se, når man er i Los Angeles. Norris entusiasme omkring Disneyland er meget smittende, så derfor glædede jeg mig til at komme af sted, og se hvad alt postyret handler om.

Der er kun omkring 20 minutters kørsel fra Casa Hennagin til Disneyland, så det var faktisk en af vores kortere udflugter, vi tog på. Disney har tingene helt under kontrol, så der var parkeringsmuligheder, man blev anvist en plads, fik en billet på hvilken man kunne noteret, hvor man havde parkeret, og så var der små elektriske busser, der kørte i pendulfart mellem parkeringspladsen og indgangen til Disneyland og California Adventure Park. Alt sammen meget rent og ordentligt; meget Disney.

Allerede ved indgangen til Disneyland stod det klart, at der var pyntet op til Halloween for fulde Disney-gardiner; ovenpå indgangen var der dekoreret med Minnie, Anders og Plutos ansigter lavet i ”græskar”:



Jeg havde ventet, at entreprisen ville være astronomisk, men det kostede kun $66, hvilket så inkluderede alle de rides, man måtte have lyst til at prøve. Hvis man tænker over entreprisen og turkort til Tivoli, så løber det måske også op i noget, der ligner 300-350 kroner. Jeg forestiller mig, at Disney tjener langt størstedelen af deres penge hjem på souvenirs og gæster, der spiser i parken. Rigtig mange steder i parken står der fotografer klar til at tage billeder af gæsterne på særligt "fotogene" steder; de tager billederne med deres egne kameraer og med gæsternes kameraer. Man kan så bestille de "professionelle" fotografier, når man kommer hjem. Der er tilsyneladende nogle klassiske Disney-shots, som man bare skal have, og et af dem er lige indenfor indgangen, hvor der netop nu er en Halloween-Mickey i græsplænen:


Jeg ved godt, at det er super naivt af mig, men jeg havde forestillet mig, at Disneyland ville være fyldt med græskar, som Tivoli er det til Halloween (eller var det sidste år, jeg ved jo ikke, hvordan det ser ud i år). Der var ikke ét eneste levende græskar i parken, men der var rigtig mange fake. Blomsterne i parkens bede er ægte, træerne er ægte, men græskarene var i den grad fake:



Vi gik på oplevelse gennem parken, som virkelig er ekstremt gennemført. Ned til allermindste detalje er Disneyland en kulisse. Der er bygget hovedgader, brandstation, rådhus, en myriade af butikker og restauranter, som alle skal forestille en eller anden særlig stil eller periode eller Disney-inspireret tematisk sammenhæng. Det er sjovt, men også helt igennem kunstigt. Slottet i er en ægte Disney-patiche med lyserøde vægge og blå tage og et væld af tårne:

For mig var parkens sjoveste område Mickey's Toon Town, fordi det føles fuldstændig som at træde ind i en tegnefilm, når man går igennem porten og ind i det område af Disneyland. Alt er blødt, forstørret og ligner tegninger. Tingene er almindelig størrelse, hvilket virkelig fremhæver fornemmelsen af at være med i en tegnefilm:


Jeg kunne være blevet i Toon Town hele dagen, tror jeg. Det var virkelig et skægt, underligt sted, som fik mig til at føle mig som et barn. Den blå himmel her er IKKE en kulisse, men det er de bløde grønne bakker tilgengæld. De så fuldstændigt surrealistiske ud, og jeg er vild med den blå, blå himmel på det her billede - det fremhæver tegneseriefornemmelsen:


Mickey bor i Toon Town, og ham var vi nødt til at stå i kø for at besøge og få taget billede sammen med. For at komme til at stå i kø til dette foto, måtte vi en meget lang vej igennem Mickeys hus med stue, arbejdsværelse, køkken, vaskerum, gange, haver, drivhuse alt muligt gøgl. Det skræmmende er, at på travle dage er det nødvendigt med alle de meter, hvor der kan være kø. Jeg kan slet ikke forestille mig at besøge Disneyland en dag i august; det må være rædselsfuldt. Vores kø var heldigvis ikke så lang, så vi fik lov til at møde Mickey, og sammen med ham fik vi taget vores billede. Det bliver jeg måske nødt til at bestille, da det vitterligt er et klassisk Disney-shot ;o)

Mickey er Disneys stjerne, og man ser ham eller hans letgenkendelige sillouette over hele Disneyland, selv på bænkene. Da vi blev lidt sultne i løbet af eftermiddagen, måtte vi have en pretzel (jeg tror ikke, jeg er så vild med pretzels), som naturligvis skulle være Mickey-formet:

Vi prøvede naturligvis en del forskellige rides, og man må sige, at Disney har styr på deres rides. Vi prøvede en ride, der hedder "Imagination", som er inspireret af "Skat, jeg har skrumpet børnene". Man sidder i et stort auditorium med plads til omkring 150 mennesker, hvor prisen for året opfinder skal uddeles. Ved et uheld sker der forskellige ting: der slippes en masse mus løs i auditoriet (de bliver illuderet af luftpust på ens ben, så det føles lidt som mus, der kravler på ens tæer), man bliver skrumpet, og når menneskene i almindelig størrelse bevæger sig rumler det hele, og hele auditoriet bevæger sig! Meget cool lavet. Det var også skægt at tage "Pirates of the Caribbean" forlystelsen, fordi filmene jo er baseret på den forlystelse. Det er underligt at basere en film på en forlystelse i en temapark, men det er jo, hvad der er sket...

Efter en hel dag med Disney-karakterer i kostymer er det lidt sjovt, at Disney har det her skilt stående ved indgangen:


Dagens instruktion i håndvask; denne er mere udførlig end den, jeg tidligere har vist jer:


Efter en lang solbeskinnet dag hos Mickey, Woody og Æseldyret tog vi The Lion King Tram tilbage til Timon parkeringspladsen for at køre mod Brea. Her mødtes vi med Warren og drengene på The Yard House, som er en restaurant lidt a la Hard Rock. The Yard Houses særlige ting er, at man kan få en ½ eller en hel yard øl. Det er altså store glas! Vi fik hverken en hel eller en halv yard øl, men delte derimod et tårn af løgringe til forret. Til hovedret fik jeg en lækker pastaret med kylling, friske grønne asparges, semi-tørrede tomater og champignoner. Det var virkelig delikat, og en oprejsning for alt det dårlige amerikanske mad, jeg fik i foråret. Til dessert "delte" vi (det betyder, at drengene spiste 80%) to forskellige desserter, som var ok men ikke spektakulære.

Det var en lang dag, men også en rigtig sjov og hyggelig dag. Og tænk: i Californien kan man godt blive lidt solbrændt i oktober!

Let's go duuu-uuucks!!

Endnu en morgen, der ser lidt grå ud, men som hurtigt lysner til blå himmel og solskin over Via Habana her i Yorba Linda. Norri arbejdede 9.45-18.15, så jeg var alene hjemme igen. Alene hjemme betyder, at der er rigeligt tid til at snakke med Kristian og Lone via Skype, til at chatte med Louise og til at blive opdateret på verdensbegivenheder og små trivialiteter på Lifetime. Jeg fandt også ud af, at jeg kan se amerikanske tv-serier online, fordi jeg rent faktisk sidder i USA. Det kan man da ikke lade gå sin næse forbi, så jeg så et par afsnit af Extreme Makeover Home Edition, mens jeg snakkede og chattede og skrev blog.

Var også lidt ude og kigge på kvarteret; jeg måtte naturligvis have et par billeder af de omgivelser, der er Norris hverdag. Muligvis er Los Angeles ikke verdens kønneste by, men forstæderne har bestemt deres at byde på, og fra Norri & Warrens fortov er der en fantastisk udsigt til bakkerne. Mixet af bjerge og palmer er ret fint:


Helt efter foreskrifterne skilter familien Hennagin med at deres to sønner er dygtige skoleelever, læser på Georg Washington University eller er aktive waterpolospillere gennem klistermærker på bilens bagrude eller ved at sætte skilte som dette i forhaven:

Det kan godt ske, at det er oktober i hele verden, men oktober ser bestemt ikke ens ud over hele verden, og i Yorba Linda er træerne nok ved at falme, men blomsterne er stadig stærkt pinke og helt frisk på buskene; overhoved ikke til at stå for:

Dagens højdepunkt var bestemt, at Jackie, drengene og jeg skulle til ishockeykamp; The Anaheim Ducks skulle på hjemmebane spille mod The Nashville Predators. Kristian ved, at jeg altid klager over ishockey, når der er uddrag fra kampe på tv - jeg fatter bare ikke spillet, fatter ikke reglerne, og det virker tåbeligt med alle de her kampklædte mænd på skøjter, der jager rundt efter en minimal skive plastik. Jeg fatter det ikke! Men jeg kunne bestemt ikke lade chancen for at opleve en sportsbegivenhed live gå forbi min næse. The Ducks er familien Hennagins favoritteam, hvilket kun gjorde det endnu sjovere at skulle med til kampen.

Norri og drengene var klædt på til ægte fanglæde i deres sorte, orange og guld trøjer, mens jeg bare tog lidt ekstra vintertøj på for ikke at fryse i arenaen. Vi spiste aftenmad på stadion, og jeg må indrømme, at maden egentlig var udemærket. Det var ikke kedelige hotdogs, men derimod kalkunwraps med friske grøntsager serveret med lækre chips og en flaske koldt vand. Ikke noget med stadion-junk-food her i Orange County!

Jeg fatter stadig ikke hockey! Jeg synes stadig, at alle de mænd er tossede, når de jagter rundt efter en lille skive plastik, men wow... Stemningen i arenaen var virkelig på toppen. The Ducks er Stanley Cup mestre, så der er selvfølgelig ekstra interesse omkring deres kampe, og selv på en almindelig onsdag i oktober var kampen udsolgt.

Der foregik en helt masse, som ikke var hockeyrelateret; der var en miniblimp, som fløj rundt med kuponer, man kunne være heldig at gribe, der var letpåklædte damer, der serverede lyserøde milkshakes, der var mulighed for at vinde bedre siddepladser. Alt muligt gejl og halløj. Når kampen ikke var i gang, blev der spillet høj musik og fra en skærm midt over isen kørte der forskellige reklamer og interviews med spillerne. Alt sammen på én gang underholdende og meget amerikansk.

Det første Ducks-mål blev scoret 1 minut inden første periode sluttede, og arenaen eksploderede i begejstring! Der blev slået på koklokker, brølet i et eller andet dybt rumlende instrument, alle lysreklamerne blinkede orange med ordet "GOAL" over hele stadion, og alle mennesker på stadion fløj op af deres stole for at heppe på holdet. Uden at være fan eller have noget som helst investeret i spillet, så var scoringerne virkelig overvældende oplevelser. Resultatet af kampen gjorde det kun endnu sjovere at have været med til kampen, idet The Ducks vandt 3-1:

Selvfølgelig måtte det dokumenteres, at jeg har været til en ishockeykamp, så Daniel agerede fotograf, og Norri og jeg stillede op til fotografering. De blå striber i baggrunden er lysreklamerne, som løber hele vejen rundt om arenaen.

At være udehold kan ikke have den helt store attraktionsværdi; de blev dårlig anerkendt som værende til stede. The Ducks blev præsenteret af speakeren, hver gang de gik på banen, mens The Predators bare blev ignoreret. Den ene gang de scorede genlød hele arenaen af Ducks-tilhængernes buh-brøl; der har formentlig ikke været en eneste Predators-tilhænger på hele stadion. Tilgengæld var der disse lystige Duck-fans på sæderne ved siden af mit:

Min første live sportsbegivenhed har faktisk givet smag på mere; ikke så meget for at se spillet, men derimod for at opleve stemningen. Jeg tror, jeg er nødt til at tage til en fodboldkamp hjemme for at opleve, hvor anderledes stemningen er på et dansk stadion.

Gavetid...

Selvom der er en måned til min fødselsdag, fik jeg min gave fra Norri i dag: et personligt drikkekrus, et gavekort til Starbucks og en Starbucksbamse. Bamsen mindede Norri om hendes drenge med khaki shorts og en sweatshirt - og så står der Orange County på mavsen af ham:

Jeg må se at finde ud af, hvordan mit Starbuckskort virker; jeg er helt sikker på, at jeg nemt kan finde noget at bruge det til. Jeg synes, jeg så et Halloweenkrus forleden dag i Starbucks; og sådan et kunne jeg godt tænke mig til samlingen. Men ellers er der sikkert andre spændende krus, der nødvendigvis må med hjem til Danmark.

Ikke alene fik jeg gave fra Norri, jeg har også fået pakke fra Elizabeth fra Lifetime Moments. Hun har været så sød at sende mig et rigtig fint kort, duftlys med stager og nogle lækre bånd til scrap:

American Small

Tirsdag er den dag, hvor Norri kører over på den anden side af Los Angeles for at få Stanleys ører bundet ind i nyt tape, så de bliver trænet til at stå lige op i luften. Det tager på gode dage med kun lidt trafik omkring en time, på dårlige dage kan det tage to timer - hver vej! Det er noget af en rejse at foretage hver eneste tirsdag i tre-fire måneder... Jeg kørte selvfølgelig med, for jeg kan ikke gå glip af en køretur og nye oplevelser - også selvom de er freeways og dyrelægebesøg.

Warrens Lexus er mere benzinfornuftig, så den kørte vi i. Den er også mere en bil end Norris minivan, som mest af alt leder tankerne hen på en mindre kampvogn, så stor er den. Norri er heller ikke selv rigtig vild med, at den er så stor, men de havde brug for en stor bil, da drengene spillede hockey OG de havde carpools, der skulle køres. Jeg tror måske, vores lille blå dyt vil overraske dem ;o)

På motorvejen (som hedder en free way her) er der deciderede carpool lanes, hvor man skal være minimum to i bilen for at bruge de vejbaner. Det er en god idé, når man betænker, hvor tæt trafikken er i Los Angeles, selv på en tirsdag formiddag! Og i går var en god dag med kun lidt trafik...

Der var indlagt lidt sightseeing på turen, idet vi passerede et sted, hvor man lige kunne nå at få et glimt af Hollywood-skiltet, vi kørte langs med LA down town og den tykke smogtåge (som heller ikke var slem i går...) og vi kørte igennem Boyle Heights, som tidligere har været et område med mange jøder, men nu primært er et område, der primært er beboet af hispanics. Det er et af LA's hårde bandeområder, og grafittien vidner om grupper der tagger teritorier af alle vegne. Husene ligger klods op af motorvejen, og de er nedslidte og sølle. Boyle Heights er sådan et af de steder, hvor man ikke står på gaden, i frygt for at blive ramt af tilfældige kugler - og det er vanskeligt som dansker at forstå, at de områder vitterligt ligger lige udenfor LA, lige midt i en af verdens mest kendte byer, i skyggen af Hollowood-skiltet men gemt fra lyset fra de store stjerner...

Vi blev ikke ramt af flyvende kugler eller free way accidents men nåede frem til Stanleys ørelæge i fin tid; det tog kun omkring 1 time og 10 minutter. Mens jeg ventede på, at Stanley fik besørget det han skulle, inden sit lægebesøg, var jeg nødt til at tage et billeder af den blå himmel set gennem palmetræernes kroner:



Jeg nåede også, at snuppe et par billeder af Stanley uden de hvide antenner. Hans ører er helede under antennerne, og selvom de er lidt røde, virker han ikke som om de er ømme. Han "stanger" lystigt til en selv uden antennerne. Jeg er nok stadig ikke rigtig til de croppede ører, men det er jo i den grad et tilfælde af, at der ingen vej er tilbage, når først de er klippet til i form.



Mit sidste parkeringspladsbillede er måske af lidt mere politisk karakter, idet jeg ønskede dokumentation af benzinpriserne i Californien. $3.15 for en gallon benzin giver en pris på cirka 4,5 krone for en liter benzin. Så er der altså ikke noget at sige til, at amerikanerne kan køre biler, der har dårlig benzinøkonomi. Jeg forsøgte at tale med Norri om det, men det blev desværre ikke til så meget. Hun mente dog, at forskellene i benzinpriser her og i Danmark var politisk betingede, hvilket jeg jo kun kunne erklære mig enig i. Jeg forsøgte at forklare, at vores priser i høj grad afspejlede et ønske om at begrænse forureningen; jeg er usikker på, om jeg gjorde noget indtryk dog.

Dyrlægebesøget gik hurtigt, men jeg må indrømme, at jeg synes, det var et underligt sted. Det var et lille bitte hus ved siden af en McDonald's, der lugtede underligt, fordi de var ved at croppe ører på en pitbull (noget med brændt kød...) og så var der mørke træplader på væggene, gamle plastikbænke og et underligt lille forkontor, hvor sekretæren sad. Jeg vil så tilgengæld sige, at alle de ansatte imponerede mig ved at kalde hundene ved navn, snakke om hvor meget de havde taget på, hvordan det gik med ørerne, benet, næsen og så videre. Så selvom det var et lidt gammelt og slidt sted, så var det et sted med en meget positiv atmosfære. Og hvis I er interesserede, så havde Stanley taget 8lbs (3,62 kg) på siden sidste uge... Der er ikke noget at sige til, at han spiser meget!

Fra dyrlægen kørte vi samme vej tilbage til Via Habana, hvor vi spiste frokost, satte Stanley af hos Matthew, som var hjemme med noget forkølelse, for at sætte os ud i bilen og køre til Newport Beach. Her shoppede vi lidt i Fashion Island, som er et fancy udendørsshoppingcenter, med mange high end butikker. Jeg gik lidt amok hos Bath and Body Works, hvor jeg blandt andet var nødt til at købe en flydende sæbe, der dufter af Pumpkin Pie; mums!

Fra Fashion Island kørte vi i den nærliggende Regal Cinema for at se Elizabeth: The Golden Age. På meget amerikansk vis kunne vi gratis få et Regal Club Card, som så udløste en "small popcorn". Til min lille pose popcorn bestilte jeg en lille sodavand...


Måske er det svært at se, hvor store pose og krus er, så her er min hånd med på billedet; hjælper det? Jeg vil tro, der har været omkring 0,75l i kruset, og popcornene var der bare alt for mange af! Så der har vi det: American Small...



Inden filmen måtte jeg en tur på toilettet, og kunne ikke modstå at tage et billede af et skilt, man ser på mange toiletter her i Californien:

Man må næsten gå ud fra, at skiltet er der, fordi folk har et problem med at huske at vaske deres hænder. Og som det tydeligt fremgår er spansk efterhånden et fremtrædende sprog, som man ser på mange officielle skilte rundt omkring i byen.

Kate Blanchett er fænomenal i Elizabeth The Golden Age, som måske nok mangler lidt historie, men som er en rigtig god film alligevel. Både Norri og jeg nød den, til trods for de to jappende kvinder, der sad bag os. Norri måtte vende sig om mod dem, bede dem høfligt om at tie stille og alligevel snakkede de videre. Det er frustrerende, at folk ikke kan finde ud af at holde deres mund, når de ser film i biffen. Det skulle ikke være svært.

Vi spiste middag på Cheesecake Factory i Fashion Island, og det var virkelig en oplevelse. Restauranten ligger med store vinduer mod Stillehavet, så vi kunne sidde og nyde solnedgangen, mens vi spiste vores aftensmad. Norri har spist der tidligere, og hun vidste derfor, at portionerne er store. I stedet for at kæmpe med hver vores alt for store portion mad delte vi en forret, hovedret og et stykke cheesecake. Maden var virkelig delikat: tex mex forårsruller med avokado-koriandercreme og tomatsalsa, Chicken Madeira - kyllingbryst med madeirasauce, champignoner, grønne asparges og kartoffelmos, og til dessert: chokoladecheesecake. Mums! Super duper lækker mad og en fortryllende udsigt til en lyserød solnedgang over Stillehavet. Lyder det ikke meget godt?

I stedet for at gøre direkte hjem kørte vi på en lille sightseeingtur gennem det college, Norri gik på og ud på en hyggelig lille ø, hvor Norri boede som studerende. Øen er fuld af små toetages indivuelt udseende huse og sjove små butikker. Det var et helt uventet hyggeligt sted; noget jeg ikke anede fandtes i Los Angeles. Der var mange af husene, der var dekoreret til Halloween, så jeg fik set spøgelser, græskar og spindelvæv i nattemørket.

SAHG (Stay at home guest)

I scrapverden er forkortelsen SAHM meget brugt, i det den står for Stay at Home Mom, og dem er der mange af i USA og i scrapverden. I går var jeg så SAHG, Stay at Home Guest, idet Norri skulle arbejde til klokken 18.15.

Jeg brugte min formiddag på at blive opdateret her på bloggen, snakke med Lone, snakke med Kristian og chatte med Louise. Da Danmark så var gået i seng trissede jeg lidt omkring i huset, tog nogle billeder af indretningen, poolen, palmerne, busken hvor kolibrierne bor (dem er jeg ikke hurtig nok til at fotografere, men de er skægge at observere) og Stanley i hans kæmpebur i stuen:

Stanley vejer godt 25-27 kg, og er efterhånden på højde med en almindelig hund, så det skulle gerne sige noget om præcist hvor stort, buret er!

Det her er kolibribusken; og der er virkelig mange af de små lynhurtige fugle lige udenfor Norris køkkenvindue. Det er en fornøjelse at stå ved vasken og se dem suse frem og tilbage.

Poolen med mål, ugle og klippestykker.

Norri var hjemme til frokost for at lukke Stanley lidt ud af buret og for at fodre ham, så vi spiste en hurtigt frokost sammen, hvilket selvfølgelig var rigtig hyggeligt.


Jeg har fået tilsendt nogle Love, Elsie produkter, som jeg skal lave et minialbum med. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er produkterne ikke noget for mig. Elsie Flannigans stil er meget hendes egen, og derfor vanskelig at omsætte til ens eget udtryk. Nå, men der var jo ikke andet for end at gå i gang med at lave albummet, som nu bliver en samling efterårsopskrifter med fokus på "food to keep you warm". Albummet var mit eftermiddagsprojekt, som dog ikke nåede at blive færdigt.


Drengene kom hjem i løbet af eftermiddagen, og det var virkelig hyggeligt at høre deres indbyrdes drillerier og deres fællessang. De er tydeligt opdraget til at have tillid til dem selv og til ikke at være generte, så de synger gerne højt og længe. De er begge teen-agere med alt hvad det indebærer af muthed og brokkeri, men sålænge man ikke skal være forældrene i den sag, er det jo uproblematisk ;o)


Daniel havde water polo træning, og Warren skulle til møde i synagogen, så det var kun Norri, Matthew og jeg til middag. Jeg er overrasket over, at bordskikken tilsyneladende ikke er noget, familien går op i. Der ses tv, læses avis og skovles mad ind i en gevaldig fart. Når man er færdig med at spise rejser man sig bare; ikke noget med at vente på resten af middagsselskabet (og det gælder for teenagere såvel som for de voksne). Det er helt tydeligt et mønster, som er naturligt for familien, og ikke noget der er genstand for diskussion. Men det er meget anderledes end den bordskik, jeg er vant til hjemmefra, så jeg skal lige vænne mig til det.

Norri og jeg blev siddende og snakkede efter middagen, og inden vi skulle hente Daniel fra træning. Det bliver tidligt mørkt i Los Angeles, men alligevel træner water polo holdet i en udendørspool, som så blot er oplyst for at de kan se, hvad de laver. Vi hentede Daniel omkring klokken 20.30, og der var det stadig lunt nok til at man kunne spille water polo udenfor!


Vi så familien Hennagins favorit hockeyteam Anaheim Ducks vinde en kamp mod Detroit Red Wings 6-3. Som Kristian ved, så fatter jeg ikke hockey, og det gør jeg fortsat ikke... Men det er hyggeligt at se det sammen med nogen, som går op i sporten.


Livet som Stay at Home Guest er ikke så tosset endda, men jeg glæder mig til at komme ud og opleve noget nyt i dag, hvor vi skal til dyrelæge, i biffen, ud at shoppe og ud at spise.

Shopping the American way...

Søndag i USA er kun en lidt anderledes hverdag; butikkerne er selvfølgelig åbne bare først fra klokken 11. Men ellers er der ingen forskel, og man kan snildt leve livet videre om søndagen; især hvis man ikke går i kirke.

Norri og jeg havde planlagt at shoppe søndag, så vi kørte til Brea (den næste by efter Yorba Linda), hvor vi først trissede lidt rundt i Brea downtown, som er nyrenoveret med cafeer, restauranter, butikker, biografer og "lofts" (lejligheder ovenpå butikkerne). Butikkerne var endnu ikke åbne, men jeg fik da set området, som er totalt moderniseret og udlagt påny. Området er ret fint med 10 meter høje palmer, flotte designede fogængerovergange og rigelige parkeringsmuligheder. Vi skal muligvis spise på en af Breas restauranter til Norris fødselsdag på torsdag.

Herfra kørte vi så i Brea Mall, som er stort med mange spændende forretninger og stormagasiner. Vi startede i Nordstrom, hvor de har et stort udvalg af alting inklusiv tøj til kvinder i min størrelse; tænk at selv Calvin Klein laver plus size tøj! Det kan man altså ikke få i Danmark.

Servicen i USA er helt anderledes end i Danmark, og jeg synes faktisk, det er svært at håndtere. I Nordstrom kom der en ekspedient hen for at høre, om hun kunne hjælpe med noget. Det kunne hun så, jeg fik noget tøj med i prøverummet, hun spurgte om mit navn og præsenterede sig selv med sit navn. Mens jeg prøvede den første portion tøj, kom hun med flere forskellige ting og spurgte om alt var okay. Da jeg så havde besluttet mig for at købe to sweatre, kommer hele salgstalen om hvor lækre og alsidige de er. Det er en helt anden salgskultur end i Danmark, hvor man skal bede om at få hjælpen, og ellers bliver ladt i fred, mens man shopper. Måske kan jeg bedst lide den danske model i denne sammenhæng...

Fra Nordstrom gik vi i Macy's, hvor jeg ikke brød mig om tøjet, men fandt lidt julepynt. Hos Lane Bryant fik jeg fire t-shirts. Jeg havde egentlig valgt tre, men så var der noget med, at hvis man handlede for $50 fik man en kupon, som gav noget rabat. Kuponer er et mærkeligt tilbudssystem. Men jeg valgte mig en trøje mere og fik så $10 rabat. Sikkert mest til butikkens fordel, men jeg kunne da godt bruge en til trøje, så oh well!

Vi holdt frokostpause i mall'ens food court, hvor vi hver fik en rigtig frisk og lækker wrap med kylling, salat, tomat, majs og andet lækkert grønt i. Til wrappen fik vi frugtsalat. Det var virkelig en let og delikat frokost, og det gør mig begejstret at vide, at man kan få lækker mad i USA, som er til at holde ud at spise.

Efter frokost kiggede vi lidt mere på butikker og gik så i Williams-Sonoma, som er en fantastisk køkkenbutik; jeg kunne have shoppet det meste med hjem, men det går jo heller ikke rigtigt. Jeg købte selvfølgelig noget i butikken: et rivejern fra Microplane, nogle gaver og noget rigtigt Earl Grey te, så jeg har noget rigtigt at drikke i stedet for brevthe eller Cola.

Efter en shoppedag så min seng hos Norri & Warren sådan ud:

Norri lavede kyllinger til aftensmad, og kyllinger i den størrelse må have fået noget hjælp til at vokse... De var kæmpestore! Efter aftensmad shoppede Norri og jeg online (købte dog ikke noget), sludrede og vi så et afsnit af Law and Order på tv sammen med Warren, indtil vi alle tre sad og småsov i sofaen. Jeg måtte overgive mig og gå tidligt i seng, men nu tror jeg vitterligt også, at jeg har bekæmpet jetlag'en.

Palmer, æbler, græskar og Yodling Merle...

Regnvejr? Skyet? Mørkt? Er jeg slet ikke rejst til USA, men blevet hjemme i efterårs-Danmark? Lørdag morgen vågnede jeg til lyden af regn på min rude, hvilket naturligvis var noget uventet. Her har jeg pakket sandaler og sommerbukser i forventning om californisk sensommer og varme, og så regner det fra morgenstunden?

Regnen kom også uventet for Norri, som var urolig for, om vi fortsat kunne køre til Oak Glen eller det ville være for vådt og koldt til at blive en god tur. Efter en rolig morgen smurte Warren sandwiches og pakkede køletasken, og vi kørte af sted til Oak Glen, som viste sig at ligge godt 1½ times kørsel fra Norri & Warren. Afstandene opfattes unægteligt anderledes i USA end i Danmark; vi ville være kørt tidligt hjemmefra og have planlagt en heldagsudflugt, men her er det ikke så langt at køre som så meget andet, og tempoet er sat derefter. De kulturelle forskelle opdages helt sikkert i de små såvel som de store ting.

Måske er freeways ikke "margueriteruter", men man kan ikke undgå at opleve ting alligevel. Bare alle bill board reklamerne, de kæmpestore biler på vejene, palmerne (de ufatteligt store og talrige palmer) og skilte som "adopt this freeway" eller "this wall has been adopted by...", for ikke at tale om bilen med reklame for The Grout Doctor, hvilket må siges at være et smalt erhverv.

Vi holdt en enkelt tissepause hos McD, og jeg kunne naturligvis ikke lade være at tage et billede af en af Californiens utallige palmer:



Oak Glen er et æbleplantageområde, som helt sikkert tjener mange penge på turisme på grund af æblerne. Det var fortsat vådt og gråt, da vi kom til Oak Glen, så vi kom ikke ud og plukke vores egne æbler, men kørte i stedet mellem de forskellige salgssteder, som hver havde deres specialiteter at byde på: et sted lavede de særlige donuts med æblecider i dejen (sjældent har jeg set så lang en kø...), et andet lavede de gode apple pies og et tredje har noget så eksotisk som antikviteter at byde på.

Vi spiste vores picnic frokost ved et bord i en lille park, hvilket var rigtig hyggeligt. Det er altid hyggeligt med picnic, og der var masser af mennesker og masser at se på, så vi havde en god omend lidt kold frokost i det efterårsgrønne og -brune.

De fleste af disse steder havde "pumpkin patches", som i denne del af USA viser sig at være en samling græskar samlet omkring nogle halmballer og måske en hestevogn af ældre dato. Man kan så vælge blot at tage billeder ovenpå græskarene eller man kan vælge sit eget græskar og købe med hjem. Som det tydeligt ses her foregår der en del justeringer for at få det perfekte græskarbillede:


Stanley måtte naturligvis også med på billederne, og heldigvis er han en tålmodig hund, som gerne lader sig bugserer op på nogle græskar og en halmballe ;o) Jeg måtte også stå model til et enkelt græskarbillede, så her er beviset altså på, at jeg har været på en pumpkin patch:

Til trods for at denne pumpkin patch ikke var ret stor og fyldt med mennesker, lykkedes det mg at få et herligt græskarnærbillede, som I naturligvis også skal få del i:

Jeg kan ikke undlade Yodling Merle, som er en ældre tandløs herre, der sidder foran dette salgssted med sit keyboard og jodler en lille sang. I følge Norri har han altid siddet der, og han har altid været stort set tandløs, men han er åbenbart velkommen og en integreret del af dette steds identitet, i det han sidder under den blå markise lige mellem ind- og udgang til stedet:

Efter endt tour af Oak Glen vendte vi næsten mod Yorba Linda igen, og på vejen holdt vi kaffepause på en Starbucks - turens første med helt sikkert ikke sidste Starbucks pause.

Norri og jeg så "Under the Tuscan Sun" i løbet af eftermiddagen, og vi spiste middag på en mexicansk restaurant, som faktisk var udemærket. Portionerne er fortsat dobbelt så store, som de havde nøde af være, men maden var fin.

På meget amerikansk maner lagde vi vejen forbi et supermarked på vej tilbage fra restauranten, og det holder aldrig op med at imponere mig, hvor mange muligheder amerikanerne har. En grøntsagsafdeling på størrelse med Irma på Tagensvej, og der er ikke én ting, der er udsolgt selvom klokken er 20.30. Enten fylder de hele tiden op eller også er der sjældent nogen, der køber noget? Det er svært at sige, men det er bestemt overvældende, og hvem der dog havde bare halvdelen af de valgmuligheder... Tænk at kunne købe spiselige blomster klokken halvni en lørdag aften?

Der er MEGET langt til Los Angeles...

Det synes som om jetlag'en alligevel ikke helt har sluppet sit greb; i hvert fald er klokken 5.23, og jeg er vågen. Det er helt mørkt og stille i huset og i kvarteret omkring huset, men det er jo helt forventeligt på en alt for tidlig søndag morgen. Sådan en morgen må være ideel til blog-opdatering.


Fredag morgen stod Kristian og jeg tidligt op og kørte i lufthavnen i god tid. Godt nok havde de sagt i Lorry torsdag aften, at man jo ikke behøvede at være i lufthavnen tre timer før afgang, men det var jeg nu alligevel mest tryg ved at være sådan en fredag før efterårsferien. Min fly havde planlagt afgang fra København klokken 10.10, og da Kristian og jeg ankom til Kastrup klokken 7.20 var der allerede lang kø ved skrankerne. Der var jo ikke andet for end at stille sig i køen og vente tålmodigt på at blive checket ind. Det tog vel cirka 1½ time fra vi stillede os i kø, til jeg havde mit boarding kort og kunne gå op til sikkerhedskontrollen. Endnu en halv time og jeg var igennem sikkerhedskontrollen, og der var nu godt 20 minutter til boarding skulle begynde.


Jeg nåede at handle den mascara, jeg havde planlagt at købe i lufthavnen og stillede mig så foran skærmen ved informationen for at holde øje med hvilken gate flyet skulle lette fra. Klokken 9.38 var der fortsat ingen gate, og det vil ikke være løgn at sige, at jeg begyndte at blive lidt urolig på det tidspunkt. Omkring klokken 9.40, hvor boarding skulle være begyndt, ændrede afgangstidspunktet sig fra 10.10 til 10.49, hvilket virkelig gjorde mig urolig, da jeg kun havde en time til at nå mit fly i Paris. Hos informationen blev jeg opfordret til at kontakte transfer-centret, hvilket jeg straks forsøgte at gøre. Dog uden synderligt held! Jeg trak et nummer og stillede mig til at vente; der stod jeg så i 20 minutter, uden der skete noget som helst. Jeg stod der sammen med en englænder, der skulle over Paris hjem til London (hvorfor det skulle være det nemmeste, forstår jeg endnu ikke?) og en dansk rejseleder, der skulle til LA med en gruppe motorcyklister. Sidstnævnte mente, at vi nok skulle nå flyet i Paris, hvilket naturligvis var beroligende...


Det lykkedes mig aldrig at få hjælp hos transfer-centret, for inden der kom nogen, der kunne hjælpe, kom der en gate på flyet til Paris (naturligvis i den diamentralt modsatte ende af lufthavnen), så vi løb ned for at boarde i stedet for. Ved gaten mente de ikke, at det var et problem at nå flyet, men på den anden side kunne man heller ikke holde flyet på jorden til vi ankom til Paris - til trods for at begge afgange var Air France...

Vi kom ikke i luften før omkring klokken 11, så chancerne var stærkt forringede for at nå flyet videre til Los Angeles. På vej til Paris herskede der temmelig meget panik i flyet, som udover motorcyklisterne, den engelske turist og jeg også rummede en fyr, der skulle nå Costa Rica samme dag for ikke at misse sin fire uger lange tur igennem regnskoven, en skoleklasse der skulle til New York, et rejseselskab der skulle videre til Havana samt en del andre passagere, der skulle over Paris til USA, Canada og andre spændende dele af verden.

Personalet ombord på flyet var ikke ret informative, og meddelte skiftesvis at man kunne nå sine fly, og at man ikke kunne. Til sidst meddelte de dog, at de fleste passagere (inklusiv mig) skulle henvende sig i transfer-centret i De Gaulle, samt at dette ikke var til at overse...

I De Gaulle var transfer-centret overhoved ikke til at få øje på, til gengæld var vores fly stadig i lufthavnen, så jeg tog sammen med motorcyklisterne, benene på nakken og løb gennem lufthavnen for at forsøge at nå flyet. Vi måtte pænt stå i kø ved paskontrollen, hvilket rejselederen tog som et tegn på, at nu skulle vi bestemt nok nå flyet - det gjorde vi ikke! Det forsvandt fra oversigten, da vi stod godt to gates fra boarding området! Heldigvis var det lige ved et transfer-center, så vi stillede os op i køen for at blive henvist en anden vej til Los Angeles...


Jeg stod i kø i 2½ time sammen med amerikanere der skulle til Los Angeles som jeg, en brasilianer der skulle til New York, en marocaner der skulle til Boston og to canadiere der skulle til Seattle. Alle havde vi misset vores fly med godt 15 minutter.

Da jeg efter den lange ventetid kom frem til disken, spørger den kvindelig medarbejder mig, hvorfor jeg ikke er ombord på mit fly. Jeg svarer hende, at det lettede uden mig omkring klokken 13.30. Nå... det undrede hende, men hun gjorde ikke mere ud af det. Så forsøgte hun at finde et fly til mig. Det kunne så blive over San Fransisco lørdag eftermiddag! Det talte naturligvis ikke lige frem til mig at skulle overnatte i Paris og komme minimum et døgn senere frem. Pludselig opdagede hun dog, at jeg allerede var booket ind på et fly, der skulle lette 15 minutter senere. Det havde jeg da været hele tiden, fordi de jo havde kunnet se, at jeg kom for sent fra København. Godt så - men hvordan skulle jeg ane det?

Vi løb til gaten, og hun sørgede for, at jeg kom ombord på flyet, som faktisk lettede godt 30 minutter senere, og jeg slap for en overnatning i Paris. Heldigvis!


Flyrejsen i sig selv var uden større begivenheder og egentlig relativt hurtigt overstået til trods for de godt 11 timer i luften. Jeg så Harry Potter 5, en eller anden komedie med Robin Williams og så sov jeg til Pirates of the Carribean 3.


Vel ankommet til Los Angeles tog det godt en time at komme gennem told, immigration og hente bagagen, hvilket var rimeligt hurtigt i forhold til i Detroit tidligere på året. Norri & Warren hentede mig i lufthavnen, hvilket naturligvis var herligt, fordi det betød, at jeg endelig mødte Norri, samt at jeg ikke skulle tænke over at komme væk fra lufthavnen selv. Det tog vel godt 1½ time at køre fra lufthavnen, over en Del Taco take away og hjem til Norri & Warren. Her snakkede vi lidt, inden jeg måtte kapitulere og gå i seng efter at have været vågen i godt og vel 24 timer.


Der er MEGET langt til Los Angeles...

Jeg er i LA

Sidder nu her på mit værelse hos Norri & Warren, og er klar til at indlede de næste ugers eventyr. Turen til Los Angeles var mildest talt lang med 5-6 timers kø her og der og alle vegne, men det skal jeg berette om senere. Nu vil jeg i stedet gøre mig klar til at tage til Glen Oak og se på æbletræer og californisk efterår (det regner faktisk her).

På hat med verden

Vi var til middag hos Christian og Heidi i tirsdags, og jeg fik nye billeder af Bertram med hjem. Det kunne jeg naturligvis ikke forbigå i tavshed, så i går måtte jeg scrappe et enkelt layout med de nye billeder:

I dag har Kristian haft fri, og vi har været ude og købe lidt nyt tøj til mig samt de sidste par gaver, så nu bilder jeg mig ind, at jeg er klar til imorgen. Sommerfuglene i maven er i hvert fald klar!

Mindre end tre døgn...

Det er svært at fatte, men i dag er der mindre end tre døgn, til jeg rejser til Los Angeles og begynder min lange amerikanske efterårsferie. Min tur har efterhånden været planlagt i et år, så det er en besynderlig fornemmelse, at dagen nu næsten er kommet. Jeg har fået flere forespørgsler på, om min blog vil blive opdateret, mens jeg er væk. Og svaret er: det vil den. Jeg skal gøre mit allerbedste for at opdatere den jævnligt og ofte, så I kan følge med i mine eventyr.

Pas godt på jer selv og hav et skønt efterår til vi ses i november.